Kategori:Christian Dybdal

Christian Dybdal (1853 - 1926)

Det er en lidt respektstridig Overskrift, men jeg véd, Hr. Lektoren forstår, at den netop er et Bevis på den kontakt, der var imellem os i skoletiden. De var ingen snob, der satte pris på titler, og De var ikke nogen ærefrygtindgydende Lærer, men De var i Deres færden et mandfolk, som vi holdt af og havde Respekt for.

Jeg husker, vi drenge en dag, De mødte i skolegården med en bule i Hatten, havde stor rådslagning om, hvem der turde gå hen og sige: „Undskyld, Hr. Dybdal, men De har en dyb dal i Deres hat" — der var ingen, der turde.

Og mangt et øjelåg har glippet, når dets ejermand blev kaldt op til Katederet med ordene: „Kom herop, min dreng, frygtelige ålekanin" (et Ord jeg ved Lejlighed skal forære Lis Jacobsen), for vi vidste jo, at både tiltalen og revselsen, der påfulgte, var fortjent.

De var ikke af de lærere, vi gik til med vore bekymringer, dem havde vi i det hele taget ingen af — jo, måske dog en enkelt, men De havde en vidunderlig evne til at skære igennem vrøvl og omsvøb og ramme det centrale. Jeg mindes ofte et foredrag af Dem i „Hejmdal" om „Frisind", det varede kun 20 Minutter, men i den korte tid havde De i knappe sætninger sagt mere end andre vilde have brugt timer til. Og at hånden var lige så hurtig som tanken fik vi et slående bevis for den Dag, vi havde styrtebad, og Agner Petersen fik den for vorpne idé at banke på ruden og dukke sig, i det øjeblik De passerede ad den lille sti bag badeanstalten. Der gik Sekunder, så stod De i døren, og da min intetanende tykke ven Charles var den nærmeste, blev det på hans mest kødfulde del straffen ramte, og tavs gjorde De omkring og forsvandt uden at vide, at De havde rettet smed for bager.

Det er den eneste Gang, jeg har set Dem være uretfærdig, og nu da De mange år efter får det at vide, tror jeg endda, De vil more Dem der over, for De har altid haft en udpræget humoristisk sans. Kan De huske, da Professor Tuxen inspicerede os i dansk i en af de små klasser, og De spurgte mig: „Kan du nævne mig et af Heibergs Værker"?

Mit Svar faldt prompte „Nej"! Da morede De Dem, og da vi fortsatte „Kan du flere?" og jeg svarede „Ja", lo De højt. En lille literær spøg fandt altid Forståelse hos Dem, De satte pris på, at vi kunne læse ordentligt op, og det glædede Dem. når De mærkede interesse hos os for Deres Fag, ligesom De på Biblioteket holdt et privat Regnskab over vor udvikling gennem den læsning, vi i fritiden søgte. Nu har også De forladt Skolen, Hr. Dybdal, endnu en Grundpille i det gamle sus er oprykket og erstattet med en ny, det er tyndet noget stærkt ud i rækkerne i den sidste tid, snart kender vi, som dog ikke er så bedagede, ikke' mere lærerstaben, men vær overbevist om„ at for os Deres gamle Elever betyder det ikke blot et Savn, fordi De nu engang hørte med til vor Skole, men især fordi vi personligt satte Pris på Dem og holdt af Dem og derfor dårligt kan tænke os en anden på Deres Plads.

Noter[redigér]

Knud Fogh i Ripenser-Bladet december 1924