Om skipperes, styrmænds og alle andre skibsbetjentes antagelse, løn og forhold

Skift til: navigering, søgning
1.

Når redere ville antage en skipper, som skulle føre deres skib, da skulle de oprette med ham skriftlig kontrakt, hvilken begge parter skulle underskrive, og siden ubrødelig holde.

Derefter antager skipperen hvad skibsfolk han agter fornøden til skibet, og hans redere i længden kunne være forvarede med.

2.

Ingen skipperunderhyre en andens styrmand, eller bådsmænd. Hvem det gør, og det bevises, da skal den, som ham først havde fæst, beholde ham at fuldgøre sin rejse med, som han lovet har, og det stande til skipperen hvad han vil give ham af sin løn, fordi han har dermed fortabt sin ret, at han har stedt sig til tvende, og den skipper, som har vitterlig underhyret den andens folk, bøde derfor tyve lod sølv til kongen og tyve lod sølv til byen.

3.

Når skipperen hyrer folk, da bør han straks med dem forud om deres hyre at forenes, og give enhver i det mindste én mark på hånden, og da er de straks pligtige at give sig i skibet, så tilig som skipperen dem derom tilsigendes vorder, og der tage vare på deres embede og arbejde, at lade, eller baglaste, skibet, førend de opbære noget af deres hyre.

Har de og opbåret deres hyre, og blive forsømmelige, og ikke tage vare på skibet, eller, når de for én rejse er hyrede, forlade skibet uden sygdom og andet lovligt forfald foruden skipperens forlov (være sig for gode eller onde tidender, for sær kendelse til søs, eller for nogen anden årsags skyld) før end det har fuldendet sin rejse, er fuldkommelig losset, igen retteligen baglastet, og seglene tagne fra råen, da give hyren tilbage, og dertil med så meget, som dem var lovet til hyre, halvdelen til kongen og halvdelen til skipperen, eller og lægges udi fængsel i fjorten dage til vand og brød, om de ikke have at betale med.

Er skibet udi fare til at forgå, eller at blive taget af fribyttere, eller røvere, og nogen da forlader det uden skipperens samtykke, have sit liv forbrudt, i hvor han siden pågribes.

4.

Om nogen skibsfolk sig forhyre, og ikke er gode for det, som de sig udgive for, og det kan dem skellig overbevises af to, eller tre, inden skibsborde, de skal miste deres hele hyre, og derforuden bøde så meget, som dem var lovet til hyre, halvdelen til kongen og halvdelen til skipperen. Dersom de ikke have at bøde med, skal de tre gange gå under kølen, uden skipperen dem benåde vil.

5.

Og dersom nogen giver sig ud for styrmand, og lader sig derfor hyre til én vis sted, og skipperen fanger skade enten på skib, eller gods, for hans forsømmelses og uforfarenheds skyld, da skal samme styrmand, når det ham lovlig ved tvende søfarne folks vidne overbevises, være pligtig at bøde al skaden igen, om han det formår. Formår han det ikke, da have han forbrudt sit liv.

Men hvis skipperen skulle forandre sin rejse, og styrmanden der udi var ukyndig, og ikke, når han derom bliver adspurgt, trøster sig til at fortsætte samme ny rejse, da nyder han sin til den tid fortjente styrmands løn, og siden ikkun højbådsmands løn, om han vil forblive på skibet.

Men vil han ikke, da betale skipperen ham hans halve hyre, om rejsens forandring sker på henrejsen.

Men sker den på hjemrejsen, da betale han ham den fulde hyre.

Men anlover han forsvarlig at fuldende rejsen, og nogen skade sker for hans uforfarenheds skyld, da miste hyren, og bøde skaden.

6.

Om nogen skibsfolk har ladet sig hyre, og ligge af skibet om nattetide uden skipperens forlov, bøder enhver derfor tre lod sølv til kongen og tre lod sølv til byen.

Men sker nogen ydermere skade for slig forsømmelse, da stande derfor til rette efter sagens lejlighed. Sker og imidlertid noget skibsarbejde, hvorved nogen af de tilstedeværende skibsfolk kommer til skade, da bør den fraværendes give til hjælp til badskerløn efter skipperens og styrmandens sigelse.

7.

Findes nogen bådsmand, som på nogen rejse stedt er, om nattetide på gaden, eller og i utilbørlige huse og herberge, den må og skal fogeden og byens tjenere gribe og fængsle udi tre dage til vand og brød, og skal den skyldige derforuden bøde tre lod sølv til kongen og tre lod sølv til byen. Gør han nogen anden ulovlig gerning, stande derfor til rette efter sagens lejlighed.

8.

Kommer en skipper med sit skib udi havn, eller på red, og hans folk ville fare udi landet, skal det ske med skipperens forlov, dog at halvdelen bliver udi skibet, og troligt det forvarer, og de, som fare i landet, skulle betimelig om aftenen komme til skibs igen, eller om dagen, når skipperen dem tilsiger. Hvo som sig herimod fordrister at blive i land uden skellig årsag og skipperens forlov, han straffes og bøde derfor, som næst tilforn sagt er.

9.

Når nogen skibsfolk formedelst drukkenskab, eller anden ulydighed, ikke ville være deres skipper følgagtige, når vinden er god, eller de af skipperen vorde tilsagte, da skal skipperen ingenlunde forligge sin vind, men hyre andre i deres sted, og den, som brødig findes, skal igen give hvad han har annammet, og hvad den, som igen hyret vorder, ydermere koster, og have forbrudt ti lod sølv til kongen og et lod sølv til byen. Har han ikke at betale med, da skal han antvordes til stedets øvrighed, og trælle for sin brøde og falsmål.

Og dersom nogen er sin skipper ulydig i søen og trodsig imod ham, eller urolig og knurren imod andre af skibsfolket, så nogen oprør, mord, eller anden ulykke, ved ham er at befrygte, da har skipperen magt at sætte ham udi land med to, eller tre, af de bedste mænd, som i skibet er, deres råd og samtykke, dog hvor kristne folk bor, og belønne én anden i hans sted af den uhørsoms hyre og føring, og skipperen dermed angerløs være.

Så må ej heller nogen skipper, eller anden skibsofficerer, med usømmelig ord, eller ugerning, begægne nogen af sine folk, som i skibet er, og hvis han der udi forser sig, da skal han derfor ved sin hjemkomst tilbørlig anses.

10.

Fordrister nogen sig til at gøre mytteri, oprør, eller forbund imod skipperen, og det kan skellig bevises, da skal det straffes som anden halsløs gerning, som og de skulle straffes, som ville nøde og tvinge skipperen til at sejle andetsteds med dem, end deres besked er, skipperen og rederne til skade.

11.

Folket skal holde god fred og enighed inden skibsborde. Dersom nogen gør den anden sår, eller lemmelæst, så at skibet, eller skibsarbejde dermed bliver forsømt, da skal den, som skaden har gjort, fly en anden udi stedet, og bøde derfor til kongen og byen, efter som skaden er stor til, og oprejse skipperen den skade han deraf taget har.

12.

End bliver den sårede død af samme skade, da skal skipperen og alt skibsfolket være skyldige at holde manddraberen tilstede, og antvorde ham stedets øvrighed, hvor de først ankomme i kongens riger og lande, der at undgælde hans fortjente løn efter sagens lejlighed. Og dersom samme misdæder med deres vilje og for deres forsømmelse undkommer, da skulle de alle, som i skibet var, svare til hans gerning.

13.

Om nogen skipper, købmand, eller bådsmand, sig forgriber udi nogen gerning, som er livs straf værd, da skal samme hans forseelse ikke komme skib og gods mere til skade og hinder, end hans egen part der udi kan være, og det skal over antvordes ved tre de bedste mænds ed, som udi skibet er.

14.

På de skibe, hvor badskære findes, og de for vis løn er antagne, der skulle de betjene alle og en hver af skibsfolkene med klippen, ragen, og at læge de syge, uden nogen betaling, med mindre det er smitsom syge, eller og nogen sig selv har forvoldt en skade uden skibsarbejde. Handler nogen badskær herimod, eller tager mundtlig, eller skriftlig, løfte for sådan opvartning, som han er pligtig at gøre, da skal det af ingen værd være, men han derforuden korte dobbelt så meget i sin løn, som han således ville tilbringe sig.

15.

Ingen bådsmandstraffe skipperens kost, ikke heller begære anden spisning inden skibsborde, end sædvanligt er og dagen tilhører. Hvem det gør, og ikke har skellig årsag dertil, skal dermed sin hyre og føring forbrudt have, og må skipperen sætte ham på det første land han tilkommer, hvor kristne folk er. I lige måde forholdes, om nogen øl og mad forsetligvis spilder. Vil nogen af skibsfolkene det hindre skipperen til fortred, han være den samme straf undergiven.

16.

Kommer skipperen i havn, hvor fersk mad er at bekomme, da står det ham frit for at købe det efter sin egen vilje.

Dog må ingen ham dertil nøde, eller tvinge. Hvo herimod gør, skal have forbrudt tre lod sølv til kongen, og tre lod sølv til skipperen.

17.

Hvem som vil nøde kokken til at gøre ild og spise uden den rette tid, han bøde derfor ti lod sølv til kongen, og miste sin hyre.

Men dersom kokken det fortier, og ikke vil åbenbare, og det siden udkommer, skal han derfor bøde tre lod sølv til kongen og tre lod sølv til byen.

Kokken skal og være pligtig at forvare sit skibs fetalje, så det ikke spildes, eller fordærves, for hans forsømmelses skyld. Gør han det ikke, da bøde skaden, og miste sin hyre.

18.

Ingen skal fordriste sig til inden skibsborde at drikke til overflødighed, eller gøre gæstebud udi skibet, men hvem som imellem måltid til sin nødtørft at drikke behøver, ham må det forundes, og ej videre. Findes nogen herimod at gøre, have dermed forbrudt tre lod sølv til kongen og lige så meget til rederne, så tit og ofte som det sker, og vorder anklaget. I lige måde skal skibsfolkene straffes, om de forsømme deres vagt, eller understå sig at gå med ild, eller lys, under overløbet, helst i krigsskibe ved krudtkammeret, og hvor noget løst hør, eller halm, kunne være. Forser skipperen, eller nogle af de andre officerer, sig her udi, da bøde dobbelt.

19.

Enhver inden skibsborde, enten officerer, eller gemene, skal, så længe rejsen varer, entholde sig fra al dobbel og læg, enten det angår penge, eller vare, eller de lægeborge, og gøre derfor imellem hinanden enten skriftlige, eller mundtlige, løfter, da skal samme løfter af ganske ingen kraft være, og derforuden skal både den, som vinder, og den, der taber, have forbrudt, en hver for sig, tre dobbelt så meget, som de lægte om, hvilke bøder skipperen straks skal indkræve, eller korte i enhvers løn, og deles de siden imellem skipperen, de fattige søfarende og de andre uskyldige bådsfolk.

20.

Ingen af skibsbetjentene må efter denne dag fordre nogen penge, eller penges værd, af dem, som inden skibsborde kunne være, enten de er skibsfolk, eller rejsende, og komme på sær farvand, hvor de tilforn ikke have sejlet, langt mindre true dem efter gammel ond sædvane til at overslås med vand, eller noget deslige, men skipperen skal straks straffe en hver, som sådant understår sig at gøre, med vand og brød på tre dage.

21.

Undviger nogen bådsmand skipperen med sin hyre, og det udi sandhed kan bevises, da skal den derfor straffes som en anden tyv.

22.

En skipper, som har hyret sit folk til nogen vis sted, og derhen kommende vorder til sinds at ville sejle med samme sit skib andetsteds, enten han på det første sted losser, eller ikke, han skal forbedre sit folk deres hyre efter rejsens beskaffenhed, og de skulle være pligtige at følge ham, hver under fyrretyve lod sølvs bøder, halvdelen til kongen og halvdelen til rederne, og når skibet kommer did, som skipperen gør sit marked og har losset, skal skipperen der give dem deres hyre, med mindre skibet ved deres forsømmelse er kommet til skade.

23.

Om en skipper vorder til sinds at bryde sin last, før end han kommer til den sted, som han har hyret sit folk til, og han kan vide sine rederes gavn og fordel dermed, da må han det vel gøre, og hans bådsmænd skulle være pligtige at losse foruden knur og imodsigelse, og dersom han beholder så meget af samme last udi skibet igen, så han er stiv nok belastet at sejle did, som han sit folk har hyret til, da er han dem ingen forbedring pligtig, og de være ham følgagtige did, som forskrevet står.

Men dersom han losser sin fulde last, og skal tage baglast ind igen, da give han sit folk deres hele hyre, og vil han siden sejle fremdeles, da give han sit folk hvis billigt er, og han med dem kan forenes om. Findes nogen herimod ulydig at være, da have sig dermed forbrudt sin hyre og føring, og derover bøde ti lod sølv til kongen og ti lod sølv til byen.

24.

Forsømmer nogen bådsmand sit arbejde al den stund at skibet lades, eller losses, da skal han give sine stalbrødre for hver dag han det forsømmer et halvt lod sølv.

25.

Ingen må føre båden, eller espingen, fra borde uden med skipperens, styrmandens, eller højbådsmandens, forlov. Hvo det gør, skal have forbrudt til alt skibsfolket tre lod sølv, og kommer båden noget til, eller og formedelst sådant nogen anden skade sker, da stande dem til rette derfor, som derpå have at sige efter sagens beskaffenhed.

26.

En skipper, som vil sejle uden rigerne, skal give sit folk, som betales for rejsen, deres fulde hyre, halvparten på det sted, hvor han udreder, eller og baglaster, skibet, og den anden halve part, når han kommer tilbage igen, og har losset sit indehavende gods og vare.

Men de, som fare for måneds hyre, skulle betales, som de er forligte om med skipperen.

27.

Når en skipper vil sejle uden rigerne vestvert i Europa, da må hans og styrmandens føring i det højeste ej være over en læst: højbådsmandens, skibsskriverens, tømmermandens og kokkens, ej heller mere end en halv læst, og de andre bådsmænds hver en tredje part af en læst: En drengs halv så meget som en bådsmands, og nyde samme føring fragtfri, og ikke mere.

28.

Ingen må sælge sin føring af skibet uden med skipperens samtykke og vidskab under samme førings fortabelse, halvdelen til kongen og halvdelen til skipperen.

Dog dersom befragteren samme føring efter markeds gang beholde vil, da stande det ham frit for.

29.

Skipperen skal ej heller være pligtig at svare til nogen føring, når skibet er tilladt, men når skipperen begynder at lade, skal han påminde hver i almindelighed derom, og da hver give tilkende, som vil skibe sin egen føring, og gøre sig da rommet til sin egen føringnyttigt, som han kan.

Dog skal ingen bådsmand forunde sit rom til nogen anden uden skipperens samtykke.

30.

Far nogen bådsmand af skibet, og gør sig unyttig udi drukkenskab, eller udi andre måder, og bliver derover lemmelæst, så han ikke kan fuldende sin rejse, den skal give tilbage igen det han har opbåret, og skipperen hyre en anden udi hans sted. Hvad det ydermere koster, skal af samme bådsmands føring betales.

31.

Fanger nogen af skibsfolkene skade udi skibsarbejde, eller andre måder udi skibs nytte og gavn, og er dog ikke selv årsag dertil, eller og nogen bliver syg på rejsen, så han ikke kan blive liggendes i skibet, da skal skipperen lade den syge komme i landet, og bestille ham herberge, hvor han kan påvares og forsørges med lys og kost til nødtørftighed efter den måde, som han spiser udi skibet. Bliver han til pas, da komme udi skibet igen, og om han kommer udi skibet inden fuldendte rejse, da nyde sin fulde hyre.

Dog er skipperen ikke pligtig at tøve efter ham, men sejle, når skibet er sejlrede, og dør han den stund skibet er på henrejsen, da skal hans arvinger have hans halve hyre og hele føring imod halv fragtes erlæggelse med hvis andet ham tilhører.

Men er skibet på hjemrejsen, da tage hans arvinger hans hele hyre og føring uden nogen fragtes betaling, og betale hans jordefærd, og skal øvrigheden have indseende derhos, om den dødes arvinger er der ikke tilstede.

32.

Har skipperen tilladt sit skib, og formedelst krig, sørøvere, arrest af landsens, eller stedets, øvrighed ikke turde, måtte, eller kunne, fuldgøre sin rejse, og det bliver ham tilladt at aftakke sit folk, da er han ej pligtig videre at betale dem end fjerde parten af deres hyre.

Men dersom skipperen udløber udi søen, og enten mister sejl, mast, anker, eller tov, eller for andre mærkelige årsager nødes til at løbe tilbage udi havn igen at oplægge sit skib, da skal skibsfolket lade sig nøje med den halve hyre, om de for henrejsen alene er betingede.

Men er de for frem- og tilbagerejsen betingede, da med den fjerde part, og er de i måneds hyre betingede, da skal de nyde betaling for så lang tid de have sejlet.

33.

Vorder en skipper syg, eller uens med sine redere, så at rederne ville sætte en anden skipperskibet, da skal alt skibsfolket for den samme hyre være den ny satte skipper følgagtigt, ligesom den anden under hyrens fortabelse.

Dog, om han vil sejle videre, skal han give dem forbedring. End vil skipperen sælge skibet, da er de ikke pligtige at tjene den ny skipper længere end efter deres kontrakt med den første skipper. Vil og den ny skipper antage ny skibsfolk i de gamles sted, da skal den første skipper betale dem deres fulde løn, og føre dem til den sted, hvor de først sejlede fra.

34.

Hvis rederne befinde rådeligst at afsætte en skipper, da skal det ske med samtliges vilje og samtykke.

Men kan de ikke derom enes, da skal dommerne kende, om der er billig årsag til hans afsættelse. Har den afsatte skipper nogen part i skibet, da skulle rederne ham efter gode mænds sigelse udløse.

35.

Kommer tvedragt imellem skipperen og rederne, at han ikke længer kan føre deres skib, eller også imellem rederne indbyrdes, udi så måder, at en part vil, at skibet skal sejle, og de andre vil ikke, da skal skibet derfor ikke blive beliggendes og forsømmes, men den mindste part af rederne skulle sætte det for penge, ligesom de ville det slippe, eller beholde, og hvem da bliver ved skibet, skal betale de andre redere inden seks uger derefter uden al rettergang i alle måder, og lade det fare uden forhindring.

Men kunne de ikke ens vorde om skibet, da bør det ikke at blive beliggendes, og må det største hob af rederne udrede skibet sig til bedste, men på skibet stande alle rederne eventyr, og de, som ikke ville udrede, bør ingen fragt af godset at nyde.

36.

Ligger en skipper sejlrede på sin vind, da må ingen forhindre hans styrmand, eller bådsmand, for gælds sag, men hvis gods han har udi skibet, undtagne hans gang- og koj-klæder, skal antvordes af skipperen og folket ved soren ed til den, der påæsker, og den anden fuldgøre sin rejse, som han lovet har.

37.

Kan en styrmand, eller bådsmand, af sted komme sig selv et skib at bekoste, og vil det selv føre, da må han være kvit, om han sig end forhyret har.

Dog skal han skikke en anden udi hans sted, eller igen give skipperen hvis han har opbåret.

38.

Ingen bådsmand må befatte sig med måtterne, eller måtteskrave, men købmændene skulle dem selv nyde og beholde, om de dem bekostet have.

Derimod skulle bådsmændene have primegelt fire hvider af læsten dersom skibet losses.