En Markedsdag – Erindring fra 1860’ernes Ribe
Det var altid en stor Fest, i Ribe, når Krammarkedet stod for Døren. Dagen forud var der stor Travlhed på Torvet. Teltene blev slået op i talrige Rækker, og man begyndte at pakke Varerne ud.
Den Gang var der ingen Udgravning omkring Domkirken, så alt og alle skulle naturligvis anbringes så nær Kirken som muligt.
Købmændene flyttede deres Varer ud enten i et Telt eller på en Disk.
Nede ved Skibbroen lå der mange Skibe fra Fanø, ladet med Præstskuld eller Bakskuld. Alt dette iagttog vi naturligvis med stor Interesse.
Så oprandt da den store Dag — Markedsdagen, — Der var Legetøj, store Kristiansfeldterhonningkager med Mandler på, hvide Pebberkager i Hjerteform med Billeder paa, og dette var endog forsynet med en poetisk Udgydelse som for Eks.: ,,Solen staar op og varmer vor Krop”. Penge havde vi ikke mange af, men Tante Quedens forsynede os gerne med en Mark pro persona.
Nu skulle vi ud at se på Sagerne, så tæt ind til Teltene som muligt. Der var Trængsel og Skubben, Støden og Puffen, men det gik med godt Humør.
På Lindegaarden var der som oftest karussel, der blev trukket af en lille hvid Hest prydet med en Fjerbusk i Panden.
Når Klokken lod sin spinkle Røst høre, trak Hesten til, og Karussellen kom i gang. Den ulykkelige lille hvide Hest travede ustandselig rundt fra Morgen til Aften.
Nu nød vi Køre- eller rideturene, indtil Klokken — ak alt for hurtigt — ringede til Afstigning. Men så plantede vi os tæt op ad Karussellen, indtil Hans Bittermand skubbede ti! os og sagde: ,,bedder tilbages børn, æ Karessel ka’ et go rundt”.
Udenfor Kathoveddøren var der et lille Kaffearrangement. På bordet stod på et Fyrfad en stor skinnende Kobberkedel, som udsendte en vellugtende Damp. På tallerkener lå små stykker stegt Ål, og for bordenden præciderede Hans Alexander. Han så lidt anløben ud samme mand, lidt skæv og sidelæns var han, han smagte vist lidt for ofte på de ,,små Sorte”, men i dag havde han påtaget sig al sin værdighed, og når bønderne og deres Familier stillede sig op for at få en Spølkum varm Kaffe, var der Stil over Hans Alexander, når han med den ene Hånd rakte Spølkummen og tog imod Pengene med den anden. Mellemmaden havde udenbys Folk med hjemmefra, og ålen blev nydt som Pålæg.
Så var der en Linedanser, hvor vi glædede os over at se på dennes halsbrækkende forestilling.
Fra et af de øverste Vinduer i Greisens Hotel var der spændt et tov op til spiret på Domkirken.
Linedanseren trådte ud af det åbne vindue, bukkede dybt til alle Sider, kridtede sine hvide Sko, tog balancestangen i hånden og gik så stolt og statelig henover Torvet. Tro ikke man tænkte på en sådan Blødagtighed som at spænde et net under.
Engang forlød det at linedanseren ville køre sin bedstemoder på en Trillebør henad Linen, og det gjorde han. For den gamle dames skyld vil jeg dog håbe, at det var en dukke han anvendte. Men jeg har set manden sætte sig på Linen og drikke af en flaske.
Vi så på alt dette uden den mindste uro, men når Tallerkenen blev båret rundt for at samle skillinger, så kom der Uro i Flokken, og vi trak os andre Steder hen.
På forskellige Steder på Torvet stillede en Mand eller Kvinde sig op med et stort Billede spændt ud på stænger. Billedet forestillede i Reglen noget skrækkeligt. Således f. Eks. Dampskibet Austrias Brand.
Med skingrende stemme begyndte dets Ejer at synge ,,Stolt over Havets Bølge gik Dampskibet Austria”, og med en Stok slog han eller hun på Billedet, som illustrerede Visen.
På Greisens Hjørne sad Ane Aarhus og Maren Dragon og solgte æbler. Vi spurgte jævnlig om prisen på disse og fik meget ofte dette Svar: ,,Do har jo ingen Skjællinger o kjov for”.
Markedsdagen var en af de store Begivenheder i vor Barndom, og jeg er vis på, at mange gamle Ripensere med mig mindes den med Glæde.
Noter
Ripenser-Bladet nr. 9, December 1918 af Emma Reinsholm (digital konvertering)
