Om landbo, eller fæstebønder og landsby-handel
Ingen skal udvises af sin gård, som han har fæst af sin husbond, så længe han holder den ved hævd og bygning, og den forbedrer, og lovlig gøder sin jord i marken, og giver sin skyld i lovlig tid, som er smørskyld til St. Hans dag midsommer, kornskyld til St. Mortensdag og andre små bede, gæsteri og oldengæld, og anden rettighed, hver til sin tilbørlig tid, og er sin husbond og hans fuldmægtig i hans fraværelse hørig og lydig.
Og ej låner, lejer, eller fæster, fra sin gård ager, eng, eller noget af gårdens tilliggelse, eller tilsteder nogen anden at bruge noget af gårdens tilliggelse, og ej hugger i de skove, der tilligge, i nogen måde, uden sin husbonds, eller hans visse buds, minde.
Forbryder bonden sig imod noget af disse stykker, da har han sin gård forbrudt.
Har husbonden ingen gård, eller hus, at bo udi, og han i egen person vil besidde den gård, som bonden i fæste har, da skal han sige bonden til derom St. Hans dag midsommer, og give ham sit fæste igen, og betale ham hvis bevislig omkostning og forbedring på gården både i by og mark han gjort har, og da bør bonden at flytte af gården til næstfølgendes voldermisse.
Efter bondens død må hans efterladte hustru uden al indfæstning besidde gården med al sin tilliggelse, så længe hun sider enke, og retter sig efter det, som om bonden før skrevet står.
Men dersom hun vil giftes, da skal den, som hende ægter, fæste gården af herskabet, førend han drager i gården.
Hvis nogen enke ikke vil blive ved gården, da bør hun straks efter mandens død, når skifte holdes, at sige sig fra den til husbonden.
Hvis hun det ikke gør, da skal hun blive ved gården, indtil hun den lovlig opsiger efter den syvende artikel, som her efter i dette kapitel meldes.
Når en husbond udviser nogen af sit gods for nogen af ovenbemeldte årsager, da skal samme bonde give husbonden sin forpligt, at han ej skal gøre efterkommeren nogen forfang, så og forsikre husbonden for hvis han med rette ham pligtig er. Vil bonden ej det gøre, da må husbonden anholde ham, indtil han det efterkommer.
Hvilken bonde der ikke er vorned, som vil flytte fra sin gård og bolig, skal dertil have skellig årsag, og den lovlig bevise, derefter må han opsige den efter lovlig kald og varsel til husbonden, tre næste tingdage efter hver andre, for St. Hans dag midsommer, og fjerde tingdag derefter tage det beskrevet.
Hvorimod med skudsmål ingen forhindring må gøres.
Og da må bonden til voldermisse dernæst efter flytte.
Dog at han efter opsigelsen til forskreven tid retter for sig med landgilde, ægt og arbejd, og anden rettighed, som det sig bør, af gården og boligen til husbonden, så og svarer til brøstfældigheden, som til forskreven voldermisse findes. Forlader han gården uden lovlig opsigelse, da bør han, hvor han antræffes, at straffes som en rømningsmand.
Dersom husbonden vil, at bonden skal så rugsæden, da skal han derfor give ham frøgælden igen.
Drager, eller bortdør, nogen bonde fra sin gård, og den ej af anden bonde igen bliver besat, da skulle samtlige bymænd, i hvem og deres husbond er, være pligtige til at lade gårdens bygning på års og dags tid bevare, at den ej bliver nederbrudt. Nedbrydes den imidlertid, og de ikke anholde, eller tilkendegive, hvem det gjort har, da bør de samtlige den igen at opbygge.
Dersom nogen bondes gård, eller hus, ved ildebrand, eller anden ulykkelig tilfald kommer til skade, da må bonden ej stedet forlade, eller sig andensteds nedsætte, men han bør med husbondens og bymændenes hjælp, om han selv ej har middel dertil, at opbygge gården, eller huset, før end han må derfra flytte, eller gården, eller huset opsige.
Bruger nogen bondens jord uden husbondens minde, da har han den sæd forbrudt, og hvis han den bortføre vil imod husbondens forbud, da må husbonden lade den anholde, og i bondens gård indføre indtil sagens uddrag, om den, som såde, vil derpå tale, hvilket han til anden tingdag derefter i det seneste skal gøre, eller siden ingen magt have at tale derpå. Men har den, der såde, bortført sæden af stedet, og kommet med den til sit hus, da må han tiltales derfor som for vold, men heste og vogn bør også derforuden at være forbrudt, om de antræffes, før end de komme på landevejen. Det samme er og om tørveskær, gærdsel og deslige.
Dersom husbonden tager fra nogen bonde skov, ager, eng, græsgang, tørveskær, eller deslige, som bonden i fæste og brug har, og giver landgilde af, da skal husbonden korte det efter billighed i bondens landgilde, og selv udrede hvis tynge, der ligger på det frataget, så vidt det sig kan beløbe.
Dog hvis husbonden ham tørveskær og gærdsel, som han tilforn til sin fornødenhed nydt har, udviser, da bør ej husbonden ham derfor noget at afkorte.
Bonde må ej indgrave, eller indlukke, nogen ager, eng, eller jordbund, uden hans husbonds minde og alle lodsejeres samtykke.
Ej heller aflukke enten folke- eller fægang, hvor den har været af alders tid.
Ingen bonde skal være pligtig til at levere andet, enten i vare, eller penge, end som han står for i jordebogen, langt mindre nødes til at betale varene med penge højere end som ret landkøb er.
Ej heller må han tvinges til af sin husbond at føre sit landgilde længere vej end som stiftet, der han i bor, er langt til.
Kongens amtmænd og alle husbonder skulle skellig gæste, eller ved deres folk gæste lade, deres tjenere, eller dem, som de i befalning have, og ej begære fremmet drik, eller andet sligt, men lade sig nøje med hvis bonden til redelighed kan afstedkomme.
Ej heller skulle de besvære dem med ydermere føring, end som de pleje og pligtige er af gammel tid.
Det skal stå en hver bonde, ingen undtagen, frit for ubehindret at sælge sine vare, det være korn, smør, honning, øksne, heste, fisk og alle andre vare, som han har, og ikke forbydes af kongens amtmænd, eller deres husbonder.
Og skal derover ingen husbond tvinge, eller trænge nogen bonde, eller kaste ham derfor nogen uhylde på, eller derfor beskatte ham.
Men vil nogen husbond købe noget af sin bonde, da skal han have det i hans minde og med hans vilje, ligesom han købte det af en fremmet.
Forurettes nogen bonde, hans hustru, eller folk, af anden, da må bonden selv udføre sagen mod sin vederpart, og tage bøder for bondesagen. End vil, eller formår han ikke sagen at udføre, da bør hans husbond derpå at tale, og bonden tager opretning for sin skade, men husbonden tager bøder for bondesagen og sin anvente bekostning. Fordøller bonden nogen vigtig, eller ejendommen angåendes, sag for sin husbond, eller uden hans minde forliger sig med sin vederpart, da bøder han til sin husbond lige så meget, som hans vederpart til bondesagen kunne være forfalden.
Enhver bonde skal årlig, imens han har rum til og lejligheden er, i det mindste lægge fem humlekuler, tre ymper abild, pære, eller andre gode træer, og derforuden plante ti pile, eller have forbrudt et halv lod sølv for hver han forsømmer af dem til sin husbond. Hvor bønderne ikke have rum ved deres gårde, da skulle de dem langs deres gærder sætte.
Og skal en hver amtmand, eller husbond, tilholde bønderne dette at efterkomme.
Hvilken bonde, som hel gård besidder og ikke årlig sår en skæppe hampefrø, og den, som halv gård besidder, en halv skæppe, bør af sin husbond at tiltales og straffes som en modvillig og ulydig tjener, med mindre han beviser, at han ikke tienlig jord dertil har.
Ingen bonde må fiske i sin gårds tilliggendes sølod, eller mølledam, uden sin husbonds forlov.
Ingen bonde må hugge i sin gårds tilliggendes skovspart, eller have og lykke, uden hvis ham, af hans husbond bliver udvist.
Og skal han svare og stå til rette for samme sin skovspart, dersom noget derudi uden husbondens vilje hugges, med mindre han med lovfaste dannemænd lovlig beviser, at andre det have hugget, og hvo de er, hvilke han og skovfogeden ej have kunnet hindre. I lige måde forholdes med tørveskær og gærdsel.
Hvo som noget træ, æg, bøg, eller andet, tillades at hugge i nogen herskabs skove, og ikke ti unge træer, hvor ham udvises, beskærer, så og seks træer af samme slags igen sætter, og dem freder og forvarer, at de for kvæg uskadt kan fremvokse, bøde til husbonden to lod sølv for hvert træ, der vorder forsømt.
Ingen håndværksmand må bo på landsbyen, undtagen grovsmede, tømmermænd, bødkere, teglbrændere, pottemagere, som gøre sorte potter, hjulmænd, murmestere, skindere, vævere, som væve vadmel, blår- og hampelærred, skræddere, som syr vadmel, og de skomagere, som syr bøndersko.
Ingen, i hvo det være kan, må bruge noget købmandskab på landet og i landsbyerne til forprang med alne, måde, eller vægt, eller sælge nogen kramvare, stål, salt, eller fremmed humle, under varernes forbrydelse.
Ellers må enhver, som jordegods ejer, gøre sig sit eget gods så nyttigt, som han kan, og sælge sine varer til hvem han vil.
Dog at det ikke sker kongen på hans rettighed til forfang, eller købstæderne i deres billig handel og næring til hinder.
Bønderne skulle føre deres vare til købstæderne, og dem på offentlig akseltorve og markeder fal holde, og ej dem til høkere og forprangere, som landet omløbe, sælge. Gør de herimod, have forbrudt varernes værd til kongen, og varerne, om de af kongens foged antræffes kunne, i lige måde være kongen hjemfaldne.
Ingen, som bor på landet og pløjer og sår, skal forbydes at købe sit sædekorn, eller hvis andet han behov har til sit huses ophold og sin avlings fortsættelse, heste, hopper og kvæg, hvor han det bekomme kan: Så må og kongens undersåtter på landsbyerne, ubehindret af købstadmænd og andre, købe til deres huses bygning, vogne, plove, ildebrand og nødtørft, men ikke til forprang tømmer og ved af dem, som det med skib indføre for købstæderne og i andre små havne, og igen give hvis vare de have, som de det med betale kunne. Dersom købstædmænd dem det forhindre, da bøde deres voldsbøder.
Ingen må have mere kvæg, eller bæster, på overdrev, ævred, eller fælled, end som han har jords vurdering til.
Have flere byer overdrev, ævred, eller fælled, sammen, da bør det at takseres, hvor meget det kan tåle, og hver by sættes efter sin jords vurdering, hvor meget den derpå må have, så at klov imod klov, horn imod horn, regnes.
Har bonde ikke selv så meget kvæg eller bæster, som ham tilkommer at må have på overdrev, ævred, eller fælled, da må han tage ind på sit tal af andre for leje, og hvad deraf gives beholder han ene sig til nytte.
Dog hvis nogen i byen begærer for leje at få sit kvæg og bæster derpå, da bør han det for fremmede at nyde.
Hvad bøder og straf, som almuen lægger på i nogen by, eller torp, om hegnet og gærde og grøft og led, sær hjord og anden byens nytte og tarv, det må ej en nabo, eller to, kuldkaste, men skulle alle holde vedtægt. Hvo derimod gør, og den ej vil holde, da må man ham pante for hans ulydighed, og ej bryde dermed enten vold, hærværk, eller andet.
Hvis bøder og straf, som efter byens vedtægt skal udgives, eller for græsning, eller for andet byen tilhørendes, bekommes, må ej til gilde og drik anvendes, men til byens gærder, grøfter og anden byens nytte, bruges.
Og skulle sådanne bøder så vel som hvis af andet byen tilkommendes kan indbringes, til den vederhæftigste mand i byen leveres, som skal gøre byen rigtighed, både for hvad der indkommer, og hvortil det udgives.
For fæ, som vorder indtaget enten i korn, eller eng, skal lovligt pant forelægges, som ejere vorde forenede om, når de lægge deres mark i hegnet, og således skal pantet løses, som de var til ens om. Vorder pant, som for indtaget fæ er sat, ikke løst inden allehelgensdag, da være det forbrudt.
Hver mand skal lukke sine gærder, som alle ejere samtykke, og så som han ejer og bruger i by og i bol, efter ret reb, og gøre dem lovlig høje. End for stuf gærder man ej, uden det er fortov fælled i by, da gærdes der for hovedgærdet.
Alle mænd skulle gærde for deres tofte, der bygte er.
End for ubygte tofte i byen gærder den, som ejer hovedgærdet, og alle naboer gærde siden, som dem tilfalder, om behov gøres.
Falder en bys fælled imod anden bys hegnet, da skulle de der fælled eje, rejse halv gærde med dem, der vong eje, og holde så jævnet, fordi at de, der nu have fælled, fange ad åre hegnet, og have slig jævnet behov.
Hændes det så, at enten de, der hegnet tilhører, eller de, der fællet eje, ville ej lukke halv gærde og holde jævnet, og de, der vong eje, fange nogen skade formedelst deres egne gærder, have skade for hjemgæld. Men fanger de skade af udenmark-mands gærder, enten af deres eget fæ, eller af anden mands, da gælde den skaden, der gærdet skulle lukke.
End om ingen mand kendes ved det gærde, der skaden voldte, da skulle på begge sider mænd udnævnes til at rebe gærderne og vide hvem det tilkommer.
Vil nogen ej lukke sine gærder på den lavdag, som ejere forrelægge, og ej lægge ud den bøde, som vedtagen er, da skulle de, der vong eje, selv lade gærde, og så tale den forsømmelige til med retten.
Og lader han gå dom over sig, da er han forfalden til sagsøgeren tre lod sølv, og til herskabet tre lod sølv, og skal betale skaden og omkostningen derforuden.
Indhegner nogen stykke jord, som han må indhegne, til sæd, eller eng, og ikke af alders tid har været indhegnet, gærde for sig selv så som han bedst vil have fred på sin sæd og eng. End fanger han nogen skade, fordi han ej lovlig gærdet har, have skade for hjemgæld.
Har nogen mark, som ej med gærde, eller grøft, på nogle steder indhegnet er, men med å, eller andet vand, og det kunne hænde sig, at vandet undertiden ikke står så højt, at det andres kvæg kan værge og af marken udeholde, da bør den, som fred vil have på sin grund, enten at sætte gærde, eller at lade vogte derfor, at kvæg ej på hans grund kommer.
Gærde for rugvong skal være lukket inden St. Mortensdag.
Dog hvis bymændene vedtage, at deres kvæg og bæster skal gå i vongen til imod St. Mortensdag, da må det vel ske, men svin må ingenlunde tilstedes at gå derinde.
For vårsæd skal gærdes for voldermisse, og skal stande til St. Mikkelsdag, uden så er, at alt kornet kommer før ind. Hvo som gærde før optager, gælde efter al den skade, der bliver gjort derover, at hans gærde er optaget.
Vil nogen have sit fæ i vong, når han selv der har høstet, før end al vongen er høstet, da skulle de ved to mænd give de andre, som ej indhøstet have, bud derom, og have det i deres minde, og således vogte det, at det ikke kommer på andres uhøstede agre, og gør skade.
Det samme er og, om en by, som har vong og ævred med en anden, får før indhøstet end den anden. Hvo herimod gør, betale al den bevislig skade, og imidlertid må fæet indtages, indtil han betaler.
Men findes nogen, som enten af forsømmelse, eller fortræd, vil ikke høste sit korn, når det er høstefærdigt, da skulle de, som høstet have, ved tvende bymænd ham advare, og lægge ham dag for at høste. Sidder han overhørig, da er de andre bymænd ej pligtige for hans skyld at holde deres kvæg af ævred, og han have hvis skade, som han derover lider, for hjemgæld.
Men hvis nogen af uformuenhed ikke kan få lige indhøstet med de andre, da bør de andre at komme ham til hjælp.
Abild- og kålhave og tofte, som må indhegnes, skal hver mand sig selv hegne med sit eget gærde, om han vil have dem i fred, og værge dem for allehånde slags fæ.
Uden for geder alene og gårdbrydere, som er øksne og svin: deraf må ikke fæ indtages, uden geder alene, med mindre det er forelagt på tinge.
Gærder skal være lovlige, så at ingen derover fanger skade. Kommer det, at enten menneske falder derpå, eller fæ, eller bæster, komme til skade, da bødes for menneske som for vådegerning, og for fæ, eller bæster, som det er værd, og skaden er til.
