Redigerer 1777 Sønderjylland eller hertugdømmet Slesvig

{{header
| titel = [[Danmark]]sbeskrivelse
| forrige = [[1777 Indhold|Indhold]]
| afsnit = '''[[Sønderjylland]] eller det [[Hertugdømmet Slesvig|Hertugdom Slesvig]]''' [http://www.h58.dk/Jonge_dk/Slesvig.pdf]
| næste = [[1777 Haderslev By|Staden Haderslev]] 
| år = [[:kategori:1777|1777]]
| forfatter = Nicolay Jonge
}}

=== <center>[[Sønderjylland]] eller det [[hertugdømme]] [[Slesvig]]</center> ===
[[Det hertugdømme Slesvig]] kaldes (især af de gamle [[skribent]]er) sædvanlig altid [[Sønderjylland]]. Dette [[hertugdømme]] har sit [[navn]] af [[hovedstad]]en [[Slesvig by|Slesvig]].
Det er en fejltagelse, når nogle anse [[Hertugdømmet Slesvig]] for et stykke af [[Tyskland]], og regner det til [[Holsten]]; thi endskønt det vel for nogle hundrede år siden stod i nøje forbindelse med [[Hertugdømmet Holsten]], ja havde mange [[privilegie]]r fælles med samme, samt stod under det [[Tyske Kancelli]] i [[København]], så at en [[slesvig]]er [[gemenlig]] kaldes en [[holsten]]er; så er dog [[Hertugdømmet Slesvig]] alligevel en retmæssig del og [[provins]] af [[Danmarks Rige]]; hvilket også tydeligt erfares af den [[Slesvig]]ske [[historie]]. [[Slesvig]] har også i nogle hundrede år været et [[hertugdømme]] førend [[Holsten]] er blevet ophøjet til et [[hertugdømme]].

[[Det hertugdømme Slesvig]] skilles fra [[Hertugdømmet Holsten]], og følgelig også fra det romerske rige eller [[Tyskland]], ved [[Ejder]]strømmen og [[Levenså]], såvel som og ved en gammel [[grøft]] i en linje fra Flemhudersø ved den [[herregård]] eller Edelhof Skinkel lige til [[Levenså]], som udgør [[Hertugdømmet Slesvig]]s [[grænse]]r mod [[sønden]].
Man læser derfor om [[Ejderen]] dette [[latin]]ske pentametervers indhugget over den gamle [[holstensk]]e [[port]] i [[Rendsborg]], som ligger ud ad [[Holsten]] til, og af hvilken man går ud over Underejderen indtil Nyeværk: ''Eydora Romani Terminus Imperi''. Derimod [[grænse]]r [[Hertugdømmet Slesvig]] mod [[norden]] til [[Koldingå]] eller Kongenså og [[Skodborgå]], som adskiller det nordlige og egentlige [[Jylland]] fra [[Sønderjylland]].

Og da fra [[Skodborgå]]s udspring til [[Koldingå]] er en [[mil]]s vej tørt [[land]], lod [[kong]] [[Frederik 4.]] for toldsvigs afværgelse år 1727 den 29. oktober anordne, at det skulde afpæles, hvilket også ved en afpælingslinje er sket.
Derom har man det gamle [[latin]]ske vers: ''Slesvicum & Jutos dirimit Scodburgicus Amnis; Eydora Teutonicum terminat Imperium''.
Det er:
Ved [[Skodborg]] [[Slesvig]]s [[land]] er adskilt fra de [[jyde]]r.
Og [[Tyskland]]s [[grænse]] er, hvor [[Ejderstrøm]]men flyder.
Mod [[østen]] [[grænse]]r [[Hertugdømmet Slesvig]] til [[Østersøen]];
men mod [[vesten]] [[grænse]]r det til [[Vestersø]]en,
som af [[hollænder]]ne og de [[tysk]]e kaldes [[Nordsøen]] eller ''Mare Germanicum''.
Dog ligge imellem [[stad]]en [[Tønder]] og [[Skodborgå]], altså i [[hertugdømme]]ts [[distrikt]], det [[grevskab]] [[Skakkenborg]] og det [[adelig]]e [[gods]] [[Trøjborg]], tillige med [[Møgeltønderherred]] og [[Lohherred]], ja [[stad]]en [[Ribe]] selv, hvilke ustridig høre til [[Jylland]]; hvorhen også må regnes den [[ø]] [[Amrum]], den vestlige del af [[ø]]en [[Før]], tillige med den sydlige del af [[ø]]en [[Rømø]] og den nordlige kant af [[ø]]en [[Sylt]], såvel som og den [[ø]] [[Mandø]].

[[Det hertugdømme Slesvig]] ligger fra [[Rendsborg]] indtil [[Koldingå]] imellem 54 grader 20 minutter, og 55 grader 30 minutter nordlig bredde. Det strækker sig i længden fra [[sønden]] til [[norden]] og især fra [[Rendsborg]] til [[Kolding]] 17½ [[mil]], men fra [[Frederiksstad]] indtil [[Skodborgå]] næsten en [[mil]] nordlig [[Ribe]] 15 [[mil]]e.
Derimod er bredden fra [[østen]] til [[vesten]] på det faste [[land]] af [[hertugdømme]]t meget ulige, nemlig fra 8, 10. til 13 [[mil]]e; altså er ikke [[ø]]erne [[Femern]], [[Ærø]], [[Sylt]], [[Pelvorm]], [[Helgoland]] og flere andre indberegnede derunder.
Det hele [[hertugdømme]] med de dertil hørende [[ø]]er kan man beregne omtrent til 162 geografiske kvadratmile.
Til [[hertugdømme]]t hører 13 [[stæder]], 2 [[kongelig]]e og 5 fyrstelige [[slot]]te, såvel som og en [[mængde]] af [[adelig]]e [[gods]]er; antallet på [[landsby]]erne beregner man til 1500, når man derfra undtager [[Ejdersted]].

[[Hertugdømmet Slesvig]] består dels af [[land]], som i [[henseende]] til [[hav]]et ligger højt, dels og af [[land]], som ligger nedrig eller lavt ved [[Vestersø]]en eller ikke langt derfra. Det høje [[land]] udgør den største del af [[hertugdømme]]t, og kaldes [[geest]] eller [[geest]]land; men de [[egn]]e, som ligge nedrig ved [[Vesterhavet]] eller ikke langt derfra, er forsynede med [[dige]]r og til dels omgivne dermed, kaldes [[marskland]]e eller [[marsk]], hvoraf en stor del er indtaget fra [[hav]]et. I [[Vestersø]]en ved [[marskland]]ene og de øvrige [[egn]]e indfinder sig [[ebbe]] og flod to gange i 24 [[time]]r eller noget derover; men i [[Østersøen]], hvor [[land]]et består af lutter [[geest]], falder aldrig [[ebbe]] og flod.

På [[geest]] er luften og [[vand]]et klart, rent og sundt på de fleste beboede [[sted]]er. Udi [[marskland]]ene derimod forårsager [[land]]ets nedrige og lave beliggenhed nær ved [[hav]]et, så og de mange [[dunst]]er og stærk tåge, som opstiger såvel af søen, som af [[jordbund]]en, der er våd den meste [[tid]] af året, en rå og usund luft, hvilken plejer at forøges ved det stærke regnvejr, der forårsages ved de mangfoldige urolige stormende vestlige vinde; men når tørre vinde blæse, så adspredes de usunde [[dunst]]er, eftersom [[land]]et ligger overalt plat, og ingen [[skov]]e findes, hvorved luften renses.
Endog i tørre somre, når [[vand]]et er udtørret i [[dige]]grøfterne, opstige mange [[dunst]]er af det i [[grøft]]erne tilbageblivende [[slam]] eller mudder, og når ingen vind tillige blæser til at bortdrive samme uddunstninger, så er luften i [[marsk]]en usund.
Når nu [[tid]]en i kornhøsten i august og september måneder indfalder tør og uden blæst, så bliver de fremmede høstfolk, især i [[Ejdersted]], ved deres hårde vedholdende [[arbejde]] og stærke udmattelse, såvel som også ved det slette [[øl]] at drikke, samt slette og salte [[vand]], så og ved den grove, hårde og overmåde fede spise, fornemmelig ved flæsk af de ved vallen af sur [[mælk]] fedede [[svin]], belagde med den så kaldede [[marsk]]sygdom, som også kaldes stoppelfeber eller høstsygdom, der da lettelig og hyppig overfalder dem; denne sygdom er [[beboer]]ne i [[marsk]]en sædvanligt underkastede.
Denne stoppelfeber er en hidsig, hårdnakket og meget farlig [[sygdom]], som enten ved en langsom [[død]] bortriver dem, som dermed overfaldes, især de fremmede høstfolk, eller og, ifald de komme op igen af samme [[sygdom]], forårsager dem et sygeligt liv.
[[Marskland]]ene er næsten overalt af naturen ej forsynede med klart, rent og sundt [[vand]], eftersom i de få kilder intet [[vand]] findes, som kan drikkes, og man må hjælpe sig med regnvand, der sankes; dog alligevel er [[vand]]et i nogle gamle [[kog]]e, hvor der findes ren [[sand]] eller [[mor]] neden under [[klæg]]en, middelmådigt godt.

Jordbunden i dette [[hertugdømme]] er af forskellig beskaffenhed. Den bedste [[jordbund]] er i [[marskland]]ene, hvorunder henhører [[Ejdersted]], den vestlige side  af [[amt]]et [[Husum]], det [[landskab]] [[Bredsted]], de [[amt]]er [[Tønder]] og [[Haderslev]], de [[oktroj]]erede [[kog]]e, de [[ø]]er [[Nordstrand]] og [[Pelvorm]], et stykke af [[amt]]et [[Svavsted]], det [[landskab]] [[Stapelholm]] og af [[ø]]erne [[Før]] og [[Sylt]]. [[Kog]]e er de [[landeri]]er, som ligge nedrig ved [[Vesterhavet]] og ikke langt derfra, og enten er af søen ved [[tid]]ens længde ved den opkastede [[slam]] og mudder fastsatte til det øvrige [[land]] eller ikkun forhøjede, til dels og forøgede ved et stykke [[land]]s tilvækst, og derpå ved de med stort [[arbejde]] og bekostning rundt omkring opkastede [[dige]]r og dæmninger, fuldkommen adskilte fra søen, og nu er gjorte til tørt og frugtbart [[land]].
Ved det ord [[dige]] og dam eller dæmning forstås i dette [[hertugdømme]] ikke alene de af [[jord]]en opkastede høje volde (aggeres), som tjene de nedrig liggende marsklænder til beskærmelse imod [[Vestersø]]ens [[oversvømmelse]], men og fiskedamme og [[fiskerig]]e stående [[sø]]er (Pifcinæ & Lacus pifcofi).
Det [[slam]] eller dynd og mudder, som [[Vesterhavet]] plejer at føre med sig, og hist og her at lade blive tilbage ved [[land]]et, såvel som og den plejede [[jordbund]] af den uden for [[marskland]]enes [[dige]]r værende grund, som er skjult med [[vand]], når der er flod, men blottet for [[vand]], når der er [[ebbe]], kaldes slik, i [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]].
Udi [[marskland]]ene forefinder man mange [[haubarg]]e. Et [[haubarg]] er en bygning med et højt tag, bedækket med rør eller strå, hvilende på 4, 6 eller 8 bjælker.
Sådan en bygning i [[marsk]] er indrettet efter frisisk måde til bolig, [[agerdyrkning]] og til [[kvæg]]et, hvori under et tag altså forefindes stuehus, stald og lade, så at hos mange findes ingen tilbygning, men hos andre blot et bager- og bryghus.

Jordbunden i [[marskland]]ene er ganske jævn, nedrig og af kold natur.
Dog over det platte [[land]] række de af [[indbygger]]ne af [[jord]] opførte [[høj]]e til boligpladser til sikkerhed mod [[hav]]ets flod og [[vand]]ets [[oversvømmelse]].
Disse [[høj]]e kaldes på nogle [[sted]]er warfer, men på andre [[sted]]er würthe.
I vådt og fugtigt vejrlig er [[jord]]en i [[marsk]]en meget dyndfuld og sumpet.
Den øverste jordskorpe i [[marskland]]ene består fornemmelig af en grå [[klæg]]jord, som formedelst det derunder værende klare, men derhos meget skarpe og salte [[vand]], er overmåde fed til kornavling og til [[græsning]].
Jo højere denne [[klæg]] ligger på [[sand]]et eller på [[tørvejord]]en, desto federe er [[jord]]en.
I [[klæg]]jorden vokser det største og kraftigste wiesenkle, og i [[klæg]]jorden finder man ingen sten.
Man finder også blandt den gode [[jord]] en tredobbelt art af en skadelig [[jord]], som man kalder størt; deraf ses, at [[marskland]]enes bonitet er forskellig.
Det afdeles i [[amt]]er og [[landskab]]erne i visse klasser, og derefter betales [[kontribution]].
Den høje jordgrund i [[Widingherred]], som man forefinder næsten midt i herredet overalt fra [[Emmelsbüll]] til Rodenes, er kun ringe af bonitet, og hverken til [[korn]] eller [[græsning]] til [[kvæg]] retskaffen tilstrækkelig.
For at aflede [[vand]]et er [[marskland]]et gennemskåret med grave og [[kanal]]er.
[[Kanal]]erne må årlig om sommeren renses fra det [[sand]] og mudder, som inden for [[dige]]t skylles ind af det afløbende friske [[vand]], og uden for [[dige]]t af søvandet.
Dertil bruges visse til samme brug indrettede mudderpramme og mange andre maskiner, for at holde [[kanal]]erne i deres behørige dybde; ligeledes bliver også det i dem opvoksede græs og rør afhugget med en egen art senser. Fra samme grave og [[kanal]]er går [[vand]]ets udladelse igennem slusen ud i [[Vesterhavet]]. [[Marskland]]ene have ingen [[skov]]e, og i almindelighed hverken [[bygningstømmer]] eller brændeved, ej hellere god [[tørv]] til [[brændsel]]. Man hjælper sig derfor i [[marskland]]ene både på skorstenene, så og i bagerovne og [[kakkelovn]]e og til ølbrygning med at brænde strå eller halm af raapsat, [[havre]] og byghalm, såvel som og rør. På mange [[sted]]er har man [[tørv]], som er skåren på [[geest]] og ført herhid; men i [[Ejdersted]] brænder man det brænde, som er ført fra [[geest]] på [[Ejderen]] hertil.
På [[ø]]erne [[Sylt]] og [[Før]], såvel som og på de små [[ø]]er eller [[hallig]]er, som høre til [[amt]]et [[Husum]], brænder man ko- og [[får]]emøg, som er tørret ved solen, men derudover taber deres [[landeri]]er denne [[gødskning]].
Eftersom man ej i [[marsk]]en finder kilder med frisk [[vand]], undtagen i nogle gamle [[kog]]e, hvori [[vand]]et er middelmådigt godt, så må [[indvåner]]ne hjælpe sig med regnvand, såvel til deres mad som til ølbrygning. Dette regnvand samle de i de dertil indrettede rummelige [[grøft]]er; men øllet, som deraf brygges, fordærves om sommeren, og er skadeligt at drikke.

[[Agerland]]ets frugtbarhed i marsklandene på [[hvede]], [[vinterbyg]] og sommerbyg, raapsat, [[havre]], ærter og bønner, er overmåde vigtig og overflødig, at i gode år kan et [[korn]] af [[vinterbyg]], [[hvede]] og [[havre]] give tredive fold, ja vel tresindstyve fold frugt, og af en udsået kande raapsat kan igen indhøstes 12, 16 til 24 tønder.
Man avler raapsat i [[mængde]] her i [[marskland]]ene, og den sæd er meget important, når den ej ved hård frost i foråret fryser bort, eller af alt for megen regn i høstens [[tid]] fordærves.

[[Kvæg]] og [[kreatur]]er at lægge til, giver [[agerdyrkning]]en intet efter i marsklandene, men er fortræffelig, eftersom ikke alene [[heste]], stude, køer og [[får]] på de skønne [[græsgang]]e vokse meget større og blive meget federe, end på det bedste [[geest]]; men endogså alt andet, hvad som falder i marsklandene, er langt større end i [[geest]]egnene.
En marskko af et god slags og middel alder giver i [[marsk]]en daglig om vinteren 4 til 6 kander [[mælk]], men om sommeren fra maj måned til [[St. Jakob]]sdag, når den går i godt græs, giver den daglig 12 til 16, ja vel også 18 til 20 kander [[mælk]], hvoraf [[indbygger]]ne gøre smør og ost i stor [[mængde]].
Ligeledes blive mange tusinde [[heste]] og stude hvert år bragte fra [[geest]]egnene i [[hertugdømme]]t og fra [[Jylland]] herind og gjorte fede.
Eftersom [[marskland]] bær godt græs, og det [[land]], som aldrig har været pløjet, giver det bedste græs, så bruges næsten hele [[kog]]e, såsom Friderikskog og nye Rutebullerkog, bestandig til [[græsning]], og græsset slås ikke til hø. Udi [[marsk]]en falder af [[fisk]] især [[gedde]]r, ål, [[karusse]]r og ridbauer.
Bier lykkes meget godt.
Søfugle findes i [[mængde]] i [[vand]]ene i [[marsk]]en, hvorudover [[indbygger]]ne skyde efter dem i høstens [[tid]], og have fordel deraf. Ved denne store frugtbarhed må [[marskland]]ene, eftersom de ligge lavt og nedrig og er underkastede [[vandflod]], med megen fare, [[arbejde]] og bekostninger, beskærme sig ved høje [[dige]]r og dæmninger imod [[Vesterhavet]]s bølgers store magt.
[[Dige]]rne i dette [[hertugdømme]] inddeles gemenlig i sø- eller havdiger og i mellemdiger.
Sø- eller havdigerne, hvorhen også hører [[dige]]rne ved [[Ejderen]], tjene umiddelbar imod [[Vesterhavet]]; mellemdigerne have i fordum [[tid]] været havdiger, men findes nu længere ind i [[land]]et for værende [[tid]].

Foruden havdigerne blive også opkastede kajdiger, nemlig når en nye sluse skal anlægges og havdiget skal gennembrydes. [[Marskland]]erierne af [[Sylt]], [[Føhr]], [[Dagebøl]] og Fahretoft, og de udigede små [[Nordstrand]]ske [[ø]]er, så og en del af [[Widingherred]], er de højeste af dem alle. [[Dige]]rne tage deres begyndelse i den nordlige del af [[hertugdømme]]t, allerførst ved [[Højer]], endskønt [[marskland]] forefindes én [[mil]] nordlig for [[Højer]], fra [[Ballum]] lige til [[Ribe]], såvel som og i et strøg endnu længere mod [[norden]]. Disse [[dige]]r strækker sig fra [[Højer]] lige til [[Ejderen]].

I de ældgamle [[tid]]er, nemlig i det tolvte [[århundrede]], havde det i denne [[egn]] beliggende [[Nordfrisland]] ikkun [[sommerdige]]r, omtrent 8 til 9 fod høje, hvilke ikkun tilbageholdte den sædvanlige flod om sommeren, men vare ikke tilstrækkelige til at beskærme imod de overmåde stærke og tilvoksende floder og [[oversvømmelse]]r, som kom om vinteren med stærk vold og magt at bryde derpå, hvortil fordredes stærke vinterdiger.
Men de i følgende [[tid]]er forefaldne forskrækkelige [[vandflod]]er, hvorved [[marskland]]ene er oversvømmede, mange tusinde mennesker druknede, og store stykker [[land]] bortrevne af bølgernes magt, have lært dem at gøre [[dige]]rne langt højere, på det at de kunde være sikre imod de høje [[vandflod]]er.
De stærke stormvinde, som blæse allerførst af sydvest, og derpå pludselig ved [[springflod]] vende sig til nordvest, forårsage i [[marskland]]ene de største [[vandflod]]er.
[[Marskland]]ene have såvel i de ældre som nyere [[tid]]er, især år 1634, 1717, 1718 og 1720, lidt ubeskrivelig stor [[skade]] ved [[vandflod]].
Den [[vandflod]], som indfaldt den 11. og 12. sep. år 1751, såvel som og den 7. okt. 1756, har vel ligeledes forårsaget megen [[skade]] i [[marskland]]ene, endskønt langtfra ikke så stor som forhen, eftersom [[vand]]ets gennembrud i [[dige]]rne, hvori den største [[skade]] bestod, blev mestendels straks sat i stand igen.

De uinddigede små [[ø]]er ved den vestlige side i dette [[hertugdømme]] kaldes [[hallig]]er. [[Vesterhavet]] river årlig små stykker fra de [[Nordstrand]]iske [[hallig]]ere, og igen sætter dem fast ved andre [[egn]]e. ligeledes opkaster [[hav]]et ved [[dige]]rne og ved [[strandkant]]en i [[hertugdømme]]t om efterhøsten med vestlige vinde meget havgræs, som kaldes tang, hvilket er meget nyttigt til at dæmpe flyvesandet på dünerne. På [[Sylt]] blande [[indvåner]]ne tang i [[mængde]] blandt møgdynget, og betjene sig deraf til at gødske deres agre med.

= =
Efter at vi nu har betragtet [[marsk]]en eller [[marskland]]et, kommer vi til at betragte [[geest]]en eller [[geest]]landet, hvilket består dels af gode og frugtbare [[egn]]e, dels af [[hede]] og [[sand]]ig, så og ringe limed [[jord]], dels og af [[mor]]. 
Derved er at mærke, at mange [[landeri]]er er nu bedre end forhen dyrkede, ved den år 1765 begyndte og siden fortsatte fordeling af de mange [[kongelig]]e [[kammergods]]ers tilhørende hovmarker i stykker af mådelig størrelse, og deres bortsælgelse til de højstbydende, imod en årlig [[afgift]].
Ligeledes er [[agerdyrkning]]en forbedret ved koblers inddeling, fællesskabs ophævelse, overdreves og [[græsgang]]s inddeling. Desuden har [[kong]] [[Christian 7.]] til at forbedre landvæsenet oprettet år 1763 i [[Slesvig]] en [[slesvig-holstensk]] landkommission.

Den mellemste del af [[hertugdømme]]t indeholder fra [[sønden]] til [[norden]] overalt mangfoldige og store ringe [[egn]]e af [[hede]]r, og [[sand]]ig, ja slet limed [[jord]]; men desuden mange og store [[hede]]r. Disse [[hede]]r give god [[græsning]] for [[får]] og ungt [[kvæg]], især i foråret. Man sår og høster i mange [[hedeegn]]e [[boghvede]], [[rug]] og [[havre]].
Desuden har [[kong]] [[Frederik 5.]] ladet komme mange tusinde fremmede [[kolonist]]er fra [[Tyskland]], især fra den rhinske kreds, først til [[Jylland]] år 1760 og 1761, men siden til [[Hertugdømmet Slesvig]], for at dyrke og bebo [[hede]]rne, hvilket kostede højstbemeldte [[konge]] store [[penge]], da han underholdte deres koner og børn, lod bygge [[hus]]e til dem, og lod dem anvise udyrket [[land]], foruden andre fordele; hvorudover mange [[koloni]]er blev anlagte, og mange [[hedeegn]]e i dette [[hertugdømme]], især i [[amt]]et [[Gottorp]], er blevne dyrkede og nu beboede. Dog er en del af disse [[kolonist]]er, efter at de havde længe nydt [[kongelig]] underholdning, løbne bort, så snart [[fred]]en i [[Tyskland]] blev sluttet år 1763.

Den store [[mængde]] af [[mor]] er [[indvåner]]ne meget nyttig; thi den giver en stor [[mængde]] [[tørv]] til [[brændsel]], og efter nogle års forløb vokser den til igen. Den østlige side af [[hertugdømme]]t er meget bedre og fortræffelig er end den mellemste del deraf; thi [[Angeln]], [[Svans]], [[Dänischwohld]], [[Als]], [[Sundeved]], [[Riesherred]], [[Haderslevherred]] og [[Tustrupherred]], indeholde de dejligste og behageligste [[egn]]e, hvor store [[skov]]e findes; de er også, tillige med de [[ø]]er [[Femern]] og [[Årø]], frugtbare på kornvare, såsom [[rug]], sommerbyg, [[havre]], [[boghvede]], havegevækster, kostbare [[ært]]er, bikker, hør og hø; de have god [[græsning]], er forsynede med [[mor]] til nødtørft, og have ej at befrygte sig for nogen betydelig [[skade]] af [[vandflod]].
Dog er dette derhos at mærke, at [[Østersøen]] hist og her, for eksempel på, [[Als]], ved [[strandkant]]en borttager nogle små stykker [[land]] ved [[tid]]ens længde. Erfarenhed lærer, at [[Østersøen]] opkaster i efterhøsten meget tang på [[strandkant]]en.
På nogle [[sted]]er, såsom på [[Årø]] og adskillige [[sted]]er på [[Als]], hente [[beboer]]ne, som boe langt fra stranden, denne opkastede tang på vogne i [[mængde]] bort, og bruge den til at gødske agrene dermed.
Desuden er og at mærke, at stormvinde af sydvest, vest og nordvest, hvilke på den ganske vestlige side i dette [[hertugdømme]] forårsage høje [[vand]]e, men især og [[vandflod]] i [[marskland]]ene, gøre [[vand]]et lavt og nedrigt ved [[strandkant]]en af den østlige side af dette [[land]].
Derimod forårsage de stærke stormvinde af [[østen]] og nordøst, som ved den østlige side af [[hertugdømme]]t drive [[vand]]et på de fleste [[sted]]er over [[strandkant]]en, at [[vand]]et bliver meget lavt og nedrigt på den vestlige side, især når der er [[ebbe]].

Af det, som her er sagt om [[land]]ets frugtbarhed på den vestlige og østlige side, ses tillige, at en rejsende, der passerer mestendels de ringe [[egn]]e af den almindelige landevej, som løber midt igennem [[hertugdømme]]t fra [[sønden]] til [[norden]], nemlig fra [[Rendsborg]] til [[Kolding]], ikke kan gøre nogen slutning fra de ringe [[egn]]e til det hele [[hertugdømme]]. 
Eftersom [[Hertugdømmet Slesvig]], fornemmelig ved søkanten, er overmåde frugtbart; så har det også i gode åringer en tilstrækkelig forråd af [[rug]], [[hvede]], vinter- og sommerbyg, raapsat, [[ært]]er, vikker, bønner, havefrugter, [[havre]], [[boghvede]], [[hede]]korn og hø; hør og humle vokser også i mange [[egn]]e.
[[Kvæg]]s tillæg og ophegning er på de gode [[græsgang]]e ligeså anselig og betydelig som [[agerdyrkning]]en; thi [[heste]], øksen, køer, [[får]] og [[svin]] forefindes i stor [[mængde]] her i [[land]]et.
På stutterier fejler man ikke heller i dette [[hertugdømme]], og desuden opkøber man tillige mange fortræffelige [[heste]], enten andetsteds i [[land]]et, eller og i [[Jylland]]; hvorudover såvel de [[Slesvig]]ske som jyske [[heste]] opkøbes af de [[hannover]]ske, saksiske, brandenborgske og østrigske rotzhandlere eller [[hestepranger]]e, og føres i [[mængde]] ud til [[Tyskland]]; ja også de franske rotzhandlere komme rejsende herind, for at opkøbe [[heste]].
Ligeledes gå en [[mængde]] af [[øksne]], fornemmelig jyske, som er fedede i [[marsk]]en, årlig ud af dette [[hertugdømme]].
[[Agerdyrkning]]en bliver her forrettet alene med [[heste]] i ploven, undtagen af de før ommeldte [[kolonist]]er, som bruge [[øksne]]; dog bruge ligeledes nogle [[indvåner]]e på [[ø]]en [[Sylt]] den måde, at pløje deres agre med [[heste]] og stude tillige.
[[Indbygger]]ne på [[geest]]en skikke deres smør fra deres [[landeri]]er i [[mængde]] til [[København]], [[Lybæk]] og [[Hamborg]]; og af deres [[får]] have de såvel i [[marsk]]en som på [[geest]]en mere [[uld]], end de forbruge.
De [[ejdersted]]ske og tustrupper oste have den bedste smag, og frem for andre er mest berømte for deres fedmes [[skyld]].

Landet er også af gud rigelig forsynet med tamt og vildt fjederfæ, vildt og [[fisk]]. Man finder en [[mængde]], især i [[marskland]]ene, af urhøns, agerhøns, snepper, vildgæs og vildænder, så og vilde [[vand]]- og søfugle; hjorte, dådyr, vildsvin og harer findes også i overflødighed. Man holder ordentlig jagt efter ræve og [[ulv]]e; og, alle de, som leverer [[ulv]]e, [[død]]e eller levende, og ørne, [[falk]]e, høge; [[glente]], som de have skudt, få en vis fastsat belønning for hvert slags.
Af [[fisk]] have [[indbygger]]ne en stor [[mængde]] [[laks]], [[gedde]]r, [[karpe]]r, [[karusse]]r, [[torsk]], makrel, skullere eller store [[flynder]]e, kablian, [[hvilling]]er, [[krebs]]; ligeledes skiefisk, [[østers]], muslinger og kappeter, sild, tillige med [[hummer]]e, som fanges ved [[Helgoland]] og [[Sylt]], hvorom findes mere siden ved de [[sted]]er, hvor de falde. På et vist strøg under [[vand]]et ved den vestlige side af [[hertugdømme]]t, imellem [[ø]]erne og det faste [[land]], opholde [[østers]] sig, og kaldes samme [[sted]]er [[østersbænke]]; de ligge sædvanlig 2 til 4 [[alen]], ja vel og dybere neden under [[vand]]et, når det er lavest.
Grunden, hvor [[østersbænk]]ene findes, er mere [[sand]]ig end dyndfuld, dog så, at [[sand]] og dynd er noget beblandet tilsammen. Disse [[østersbænk]]e have en ulige længde og bredde, omtrent af en fjerding eller halv [[fjerdingvej]], og ligge dels ved de under [[amt]]et [[Husum]] henhørende [[ø]]er, Nordmarsch og Südfall, dels, ved den [[ø]] [[Før]], men de fleste ved [[Sylt]]. Man forbigår her de [[østersbænk]]e, som ligge ved den vestlige side af [[hertugdømme]]t, men høre enten under [[Ribestift]] [[amtmandskab]], eller under [[grevskab]]et [[Skakkenborg]].
Fra maj til september er det [[østers]]ers legetid. 

Da [[land]]et er mestendels plat og jævnt; så gives her, i ligning mod andre [[land]]e, ingen ret høje bjerge. De højeste bjerge i [[hertugdømme]]t er: Gaffobjerg i [[Skierrebekssogn]]; Langenbjerg i Lek- og Engsogne; Høkkbjerg i Loytsogn; Igebjerg ved Svenstrup; og Hygelbjerg ved Adzerballig på [[Als]]; Trummelbjerg, Noelsbjerg og Lobjerg i [[Hytten]]sogn. I hele [[land]]et finder man overalt endnu mangfoldige begravelseshøje fra de [[hedensk]]e [[tid]]er af.

= =
Floderne, som gemenlig kaldes [[å]]er, er [[fiskerig]]e, og har deres løb sædvanlig fra [[østen]] til [[vesten]].
Af dem alle må især mærkes [[Ejder]] eller [[Ejder]]strømmen, som en [[grænse]]flod; den har sit udspring i [[Hertugdømmet Holsten]] ved Löhndorph i Barkausogn; derpå løber den imellem Flemhüdersø, tæt forbi den [[adelig]]e [[gård]] Schinkel; siden til [[Rendsborg]], [[Frederiksstad]] og [[Tønning]]; men løber derefter ud i [[Vesterhavet]], og gør fra den [[egn]] af, hvor den kommer ud af Flemhüdersø, [[grænseskel]]let imellem [[Slesvig]] og [[Holsten]]. [[Levenså]], som også kaldes Levså eller Løvså, er ligeledes en liden [[grænse]]flod imellem disse [[hertugdømme]]r; den har sit udspring nær ved den [[adel]]ige [[gård]] Warleberg, og gør fra et [[sted]], ikke langt fra dets udspring, lige til dens indløb i [[Kiel]]erhavn på et strøg af fem fjerdingsvej [[grænseskel]]let imellem [[Slesvig]] og [[Holsten]].
Treen, har sit udspring en [[fjerdingvej]] [[østen]] for Oeverse af de to [[å]]ers, nemlig Bondenå og Kielstå, deres forening, hvilke to [[å]]er udspringe i [[Nyeherred]] i [[amt]]et [[Flensborg]], flyder forbi ved Oeverse, Æggebek, Treya, Hallingstedt [[Svavsted]] forbi, og går ved [[Frederiksstad]] igennem sluser ud [[Ejder]]strømmen.
Nibså eller Nipså, er en stor Åe, som udspringer af to arme, som flyde sammen omtrent to [[mil]]e vestlig, for [[herregård]]en [[Gram]], går forbi [[stad]]en [[Ribe]], og siden falder ud i [[Vesterhavet]].

Skodborgerå, har sit udspring i [[Ødissogn]] af [[skov]]en, en [[mil]] fra Koldingbro, går ved den [[gård]] [[Skodborg]] i [[Jylland]] forbi til [[Foldingbro]], løber ud neden for den jyske [[kirke]] [[Vilslev]], hvor den går tæt forbi ud [[Vesterhavet]], og gør mod [[vesten]] [[grænseskel]]let imellem [[Slesvig]] og [[Jylland]]; ligesom [[Koldingå]] eller Kongenså, som kommer fra [[Jylland]] på halvanden [[fjerdingvej]], førend den falder ud i en havfjord af det lille [[bælt]], kaldet [[Koldingfjord]], viser [[grænseskel]]let mod [[østen]].
Så og de [[fiskerig]]e [[å]]er: Lohbeck, Widå, Grønå, Syderå, Soholmå, Arnå ved Bedstedt, [[Husum]]å, Gejlå, Heverstrømå, Leckerå, Loicherå, Sorgeå.

Dette [[hertugdømme]] fattes ikke heller [[fiskerig]]e [[sø]]er og damme. De største af alle [[sø]]er er Wittensø i [[amt]]et [[Hytten]], og Gotteskogssø i [[amt]]et [[Tønder]].
Her gives også andre [[sø]]er af temmelig stor omkreds, nemlig: Søndersø i [[Nyeherred]], Winderatsø sammesteds, Segårdesøte, Høsteruppersø i Lundtoftherreh, Borslottersø i [[amt]]et Tønden, Hoptrupdam i [[amt]]et [[Haderslev]], Vankeldam sammesteds, Haderslevdam, Heilsø i Tustrupherred, Allemsdorfer eller Tinglefersø i Schlüksherrred, Arenholtersø i Arensherred, Bystensø i [[amt]]et [[Hytten]], Hohnersø i Hohnerherred, Langsø i Struksdorsherred, Miangdam på [[ø]]en [[Als]], Sanklammerdam i [[Uggelherred]], Schriksdam i Struksdorsherred, Tresøesø i [[Uggelherred]].

De bedste havne er ved [[Flensborg]], [[Egernførde]] og [[Sønderborg]], hvor de største [[koffardiskib]]e med deres fulde ladning kan komme ind til [[stad]]en og ligge tæt op til skibsbroen.
Dernæst er at mærke [[Apenradefjord]] og Haderslevfjord.
Ved den vestlige side er for middelmådige og små skibe adskillige gode [[sted]]er eller pladser at legge an ved og losse, eftersom [[Ejder]], Hever, det smalle dyb, Listerdyb og Riberdyb gøre indfarten eller indløbet til havnen og reden.

Man forefinder i [[Hertugdømmet Slesvig]] vel mange [[skov]]e, men de er dog ikke tilstrækkelige til [[bygningstømmer]] og brændeved, som det ganske [[land]] på den øst- og vestlige side behøvede. [[indvåner]]ne på [[geest]]en brænde såvel brændeved som [[tørv]]. Fra den østlige side af [[land]]et udføres meget brænde til [[København]]. Om den mangel, som [[indbygger]]ne i [[marsk]]en lide, er forhen meldt.

Udi de to [[sogn]]e Galmsbüll og [[Dagebøl]], ved den vestlige side af dette [[hertugdømme]], er saltsyderier. Saltet, som kaldes frisisk salt, bruges i denne [[egn]] til at nedsalte flæsk og kød med, ligeledes til smør og fiskevare; det giver det [[lüneborg]]ske salt intet efter, hverken i finhed og farve, ej heller i skarphed.

Skibsfolkene fare ud fra første maj til Jakobsdag et stykke vej i søen med deres skuder eller små åbne fartøjer; og, når det er [[ebbe]], grave de den klæg eller slik bort, som ligger på søbunden, og optage den derunder liggende [[tørv]] eller [[mor]], som kaldes teerig eller [[kle]]en, hvormed de da lade deres saltskuder, og føre det hjem, brænde det til aske, og af asken ludes saltet ud; dog er dette saltsyderi ikke nu i den flor, som det forhen har været.

= =
[[Det hertugdømme Slesvig]] bebos nu af nedersachsere, danske eller [[jyde]]r, og friser, hvortil kommer endnu hollændere i [[Frederiksstad]], og brabandere på [[Nordstrand]]; hvorudover her [[tale]]s forskellige [[sprog]].
Det frisiske [[sprog]], som har forskellige [[dialekt]]er eller mundarter, stemmer i mange ord overens med nogle [[dialekt]]er i [[tysk (sprog)|det tyske sprog]].
[[Frisisk (sprog)|Det frisiske sprog]] er nær beslægtet med det engelske.
Man [[tale]]r frisisk i en part af [[hertugdømme]]ts vestlige del: og det i [[amt]]et [[Husum]]; det [[landskab]] [[Bredsted]], (undtagen i det [[sogn]] Biøl, hvor man [[tale]]r et plat dansk [[sprog]]); i Bøking- og [[Viddingherred]]er; på nogle [[sted]]er i Karherred; på [[ø]]erne [[Helgoland]], [[Før]] og [[Sylt]]; på Amrom og på de under [[amtmand]]en til [[Husum]] stående [[Nordstrand]]iske [[ø]]er; men [[gudstjeneste]]n holdes i det højtyske [[sprog]].
Derimod i den sydlige del af [[hertugdømme]]t [[tale]]s plattysk eller nedersachsist, og prædikes højtyske: og det i de [[stæder]] [[Slesvig]], [[Egernførde]], [[Husum]], [[Frederiksstad]], såvel som også i hele [[Ejdersted]]; i det [[landskab]] Stapelholm; i de [[herred]]er af [[amt]]et [[Gottorp]], som ligge [[sønden]] for [[Slien]]; i [[amt]]et [[Husum]]; i [[Svansen]]; i Dänisch Wald;; og på [[Femern]]. Men i de øvrige [[stæder]] [[tale]]s dels begge [[sprog]], plattysk og dansk, dels, såsom i [[stad]]en [[Ærøskøbing]], blot dansk; men overalt i hele fyrstendømmet betjene de fornemme sig af det højtyske [[sprog]].
I [[amt]]et [[Gottorp]], så vidt det ligger nordlig for [[Slien]], og i [[amt]]et [[Flensborg]], [[tale]] [[bønder]]ne gemenlig dansk, endskønt [[gudstjeneste]]n forrettes altid alene i det højtyske [[sprog]].
I [[amt]]et [[Tønder]], undtagen i de før ommeldte frisiske [[egn]]e og [[stæder]], og i [[land]]et [[Sundeved]], forrettes [[gudstjeneste]]n mestendels i dansk [[sprog]]; og bruges dette [[sprog]] i de amter [[Apenrade]], [[Løgumkloster]], [[Haderslev]], [[Sønderborg]], [[Nordborg]] og Gravensten, såvel som også i det [[Augustenborg]]iske [[distrikt]] på [[Als]], og i [[stad]]en [[Ærøskøbing]] på [[Ærø]], følgelig i den nordlige del af [[hertugdømme]]t, såvel i [[tale]] som i [[gudstjeneste]]ns holdelse.
Både i [[Flensborg]] og i alle nordlig liggende [[stæder]] er altid bestikket en dansk [[præst]], som for de mange danskes [[skyld]] som her findes, især af [[tjenestefolk]], må holde i det mindste hver søndag en dansk prædiken.
Det samme [[sprog]], som bruges i prædiken, bruges også i [[skole]]rne, følgelig er på [[land]]et danske [[skole]]r på de blot danske [[sted]]er; men i de store [[skole]]r i [[stæder]]ne bruges det højtyske [[sprog]]. Alle [[rettergang]]ssager afhandles for [[underret]]ter og de højeste [[landsret]]ter i [[hertugdømme]]t på [[tysk]], og dommene fældes og udstædes i samme [[sprog]].
Alle love og [[forordning]]er gives, i [[tysk]] [[sprog]]. Men i [[rettergang]]e i [[amt]]et [[Haderslev]] bliver gemenlig [[reces]]seret dansk; hvorudover sådanne [[reces]]ser og domme må oversættes på. [[tysk]], når de ved apellation komme til den [[gottorp]]ske [[Oberret]].

[[Hertugdømmet Slesvig]] er temmelig folkerigt, og man beregner alle [[indvåner]]nes antal her at være to gange hundrede og syv og halvfjerdsindstyve tusinde mennesker.
[[Indvåner]]ne og [[undersåt]]terne er: [[prælat]] og [[provst]] ved det [[adelig]]e St. Johannis [[frøkenkloster]] i [[Slesvig]], [[adel]]sfolk, overamtsbetjente, råd, lærde, underamtsbetjente, borgere, land- og [[husfolk]] og [[bønder]], uberegnet krigsstanden. Allerede før den oldenborgske stammes regering havde [[land]]et adskillige [[privilegie]]r. I [[Hertugdømmet Slesvig]] har siden [[hertug Ulrik]]s, [[biskop]] til [[Slesvig]], hans [[død]] år 1624, ingen [[biskop]] været, men for nærværende [[tid]] ikkun en [[prælat]], nemlig [[provst]]en ved det [[adelig]]e [[frøkenkloster]], St. Johannis, til [[Slesvig]].

De besynderlige [[privilegie]]r, som tilhøre [[ridderskab]]et eller [[adel]]en af indenlandsk herkomst i [[Slesvig]] og [[Holsten]], såvel som og de [[adel]]sfolk, som ved en ordentlig optagelse have erlanget de indfødtes [[rettigheder]] og [[frihed]]er, ere enten personlige, eller [[adelig]]e [[gods]]ers [[privilegie]]r, eller blandede [[privilegie]]r.
Til de personlige [[rettigheder]] og [[privilegie]]r må man henregne de fire [[adelig]]e frøkenklostre i begge [[hertugdømme]]rne, nemlig til [[Slesvig]], [[Itzehoe]], [[Preetz]] og [[Uetersen]], at de have [[frihed]] at oprette [[testamente]] og andre [[anordning]]er om deres sidste vilje, uden [[kongelig]] konfirmation derpå; at de kan lade sig vie i [[hus]]et, uden [[kongelig]] dispensation.
Til de [[adelig]]e [[gods]]ers [[rettigheder]] og [[privilegie]]r henhøre, at de må af enhver frie og ubehindret købes og sælges; at deres ejere, i [[henseende]] til det, som de indføre af [[korn]] og bygningsmaterialer til deres [[gods]]ers fornødenhed, og af vin, [[øl]] og andre vare til deres egen [[husholdning]] og fornødenhed, så og af [[korn]], [[kvæg]], [[heste]] og vare, som på deres [[egn]]e [[gods]]er er avlet, tillagt og ophejet, og gjort, er ganske frie for al told og [[licent]] ved udførsel.
Til de blandede [[rettigheder]] og [[privilegie]]r kan man regne, [[frihed]] for at bruge stemplet papir.
Adelen i [[Slesvig]] og [[Holsten]] har sin egen landsyndikus og sit arkiv i [[Kiel]].

Til [[Hertugdømmet Slesvig]] hører ikkun ét lengrevskab, Reventlau kaldet, beliggende i [[Sundeved]], og kaldtes i gamle dage det [[gods]] Sandberg, og hørte til [[amt]]et [[Sønderborg]].
Det fik af [[kong]] [[Christian 5.]] år 1673 de fleste [[adelig]]e, men år 1681 og 1683 de [[privilegie]]r, som andre danske [[grevskab]]er nyde.
Ellers finder man i dette [[hertugdømme]] et eneste [[adelig]]t lengods, Gerebye kaldet, som af landsherren ved forefalden forandring skal tages til [[len]].
Derimod i [[Hertugdømmet Holsten]] findes et temmeligt antal [[adelig]]e lengodser.

Stæderne udgjorde i fordum [[tid]] en landstand, og mødte på de [[slesvig-holstensk]]e landdage.
[[Stæder]]ne i [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]] havde den [[tid]] deres egen rangorden, og blev opråbte i følgende orden:
*Slesvig, [[Flensborg]], [[Kiel]], [[Rendsborg]], [[Itzehoe]], Oldesloe, [[Haderslev]], [[Tønder]], Krempe, Wilster, [[Egernførde]], Burg, [[Segeberg]], [[Heiligenhaven]], [[Apenrade]], Neustadt, Oldenborg og Lückenburg.
Nu holdes ingen landdage mere. Enhver [[stad]] i [[hertugdømme]]t lader ved en [[kong]]es [[død]]elige afgang sine [[privilegie]]r konfirmere af den nye [[kong]]e.

Man må ikke konfundere husfolk og [[bønder]] i dette [[hertugdømme]] med hinanden, og fra dem adskille de [[kongelig]]e, fyrstelige eller [[adelig]]e [[gods]]ers pagtere.
Husfolk (hausleute) boe i [[marskland]]ene og på [[Femern]], have adskillige [[frihed]]er og fortrin forud for [[bønder]], og deres [[gård]]e og [[landeri]]er tilhøre dem med fuldkommen [[ejendomsret]]. [[Bønder]]ne (die bauren) er af adskillige slags og bor alle på [[geest]]en.
Blandt dem er allerførst at mærke bonden (die bonden), som besidde, deres [[bøndergods]]er og [[gård]]e med fuld [[ejendomsret]]; derpå følger fæstebønder (festeleute) eller lansker, som fæste eller må tage til [[len]] deres [[gods]]er, enten af [[kong]]en eller [[hertug]]en til [[Glücksborg]] og [[Augustenborg]], eller [[greve]]n af Reventlau, eller andre besiddere af [[adelig]]e [[gods]]er, og have den nyttelige [[ejendom]] (dommium utile) deraf.
Disse bonders og lanskers [[landeri]]er kaldes i adskillige [[egn]]e boler, [[hus]]er eller også staven, og deres besiddere kaldes [[bolsfolk]], husener og stavener.
Nogle bonder og lansker have hele, andre halve, og andre derimod kun en fjerde eller sjette [[hus]]er, ja ofte mindre.
Efter bonder og lansker mærke man blant [[bønder]]ne käthner, som have en kathe, eller et [[hus]] med en kålhave, hvortil ofte kan være lidet [[land]] eller en koppel til [[græsning]]; disse svare en vis afgift eller og arbejde at forrette. Derpå følger inderster, som bo til leje hos andre [[bønder]].
[[Indvåner]]ne i [[amt]]erne og [[landskab]]erne er overalt frit folk for deres [[person]]er. På mange [[adelig]]e [[gods]]er findes vårdnede, hvilke høre til [[gods]]et tillige med deres [[landeri]]er, og ikke uden frihedsbrev må rejse bort fra [[gods]]et.
Disse bestå af [[bolsfolk]] eller husener käthner og inderster.
På nogle [[adelig]]e [[gods]]er er altså [[bolsfolk]] og käthner og lanster, som er frie folk for deres [[person]]er og familie, men på andre er de vårdnede; derimod på de [[adelig]]e [[gods]]er, undtagen, på Langenvorwerk, Rönhos, Maybullgård, Rirkenitzgård og Gammelgård på [[Als]], som i fordum [[tid]] har hørt til [[amt]]et [[Sønderborg]], findes ingen Bonder.

= =
I de ældgamle [[tid]]er vare [[indbygger]]ne i [[Hertugdømmet Slesvig]], ligesom overalt i [[Danmark]], hedninger, hvilke tilbad adskillige guder og holdte deres afgudstjeneste på åben [[mark]], på høje og i lunde, men siden bygte gudshuse, fornemmelig på de [[sted]]er, hvor deres altre og lunde stod.
Da den i [[Jylland]] regerende [[kong]]e Harald blev hårdt truet af den jyske [[kong]]e Godfrieds sønner, som tillige regerede i [[Danmark]], at de ville jage ham ud af riget, så tog han sin tilflugt til den romerske [[kejser]] [[Ludvig den Fromme]], vendte sig til den kristelige; [[romersk-katolsk]]e [[religion]], lod sig tillige med sin gemalinde og mange danske døbe år 825 eller 826 efter Kristi fødsel på den [[ø]], Ingelheim ved Mainz i Albanskirke, og blev af to [[romersk-katolsk]]e munke, nemlig Anschar, som siden blev hamborgsk [[ærkebiskop]], og Gaudbert, ledsaged tilbage til [[Danmark]]; hvilke stiftede kristelige menigheder på adskillige [[sted]]er, især til Haddebye eller [[Slesvig]], hvor den allerførste [[kirke]] her til lands blev bygget omtrent år 827.
Men disse nye omvendte danske blev i følgende [[tid]] hårdeligen forfulgte af [[kong]] [[Gorm den Gamle|Gorm den Grumme]]; men siden under [[kong]] [[Harald Blåtand]] tog den kristelige [[religion]] til.
Derpå blev efter den romerske [[pave]]s, Agapets 2., hans foranstaltning tre [[biskop]]per indviede af den hamborgiske og bremske [[ærkebiskop]] Adeldag, hvilke vare: Hered til at være første [[biskop]] til Haddebye eller [[Slesvig]]: Lifdag, til [[biskop]] over [[Riberstift]], og Rimbrand, til [[biskop]] over Århusstift; men alle tre bispedømmer blev af førbemeldte [[pave]] år 952 henlagte under det hamborgiske og bremiske Ærkebispedom.
Efter den store forfølgelse under [[kong]] [[Svend Tveskæg|Svend Tiugeskæg]] blev den kristelige [[religion]] i [[Danmark]] den herskende.
I [[kong]] [[Knud den Store]] hans regeringstid blev mange afgudshuse i dette [[land]] forandrede til kristne [[kirke]]r og tillige mange nye [[kirke]]r opbyggede af dufstene, som blev hidbragte fra [[England]] for en ringe pris; ligeledes blev mange andre [[kirke]]r opbyggede af træ, og munkenes tal i de opbyggede [[klostre]] indførte.

Udi året 1104 blev [[biskop]] Adzer i Lund i [[Skåne]] gjort af [[pave]] Paskal 2. til [[ærkebiskop]], og hans bispedømme i Lund gjort til et ærkebispedømme, og syv danske bispedømmer, hvoriblandt bispedømmet [[Slesvig]] blev indberegnet, lagt under samme ærkebispedømme, hvilke alle forhen havde stået under [[ærkebiskop]]pen af [[Bremen]].
Ved begyndelsen af det tolvte [[århundrede]] blev de friser ved den vestlige side af dette [[land]] omvendte til den kristelige tro, og blev den første kristne [[kirke]] bygget af træ år 1103 i Tatting til [[Ejdersted]]; siden blev flere [[kirke]]r sammesteds opbyggede blandt dem.
Men især lod [[kong]] [[Valdemar 1. den Store]] i hans langvarige regeringstid, fra år 1157 til 1182, overalt i hele [[Danmark]], og altså også i dette [[land]], dels nye opbygge utallige mange [[kirke]]r af hugne gråstene og af brændte stene, dels forandrede trækirkerne til stenkirker.
Og efter den [[tid]] lige til Reformationstiden blev bestandig flere [[kirke]]r opbyggede.

Munkenes og [[klostre]]nes antal forøgedes meget stærkt i det tolvte og trettende [[århundrede]]; især opkom i det trettende [[århundrede]] de tvende talrige munkeordener, nemlig de Minoriter eller Franciskaner, hvilke man her til lands plejede gemenlig at kalde Gråbrødre, og de Dominikaner, som også kaldtes de Sortebrødre.
Franciskus af Assisio fra [[Italien]] stiftede år 1209 [[Franciskanerordenen]], og Dominikus, en spanier, stiftede år 1216 Dominikanerordenen, som også kaldtes prædikerordenen.
Minoriterne byggede i [[Sønderjylland]] år 1232 deres første kloster til [[Flensborg]], dernæst år 1238 et kloster til [[Tønder]], og år 1240 et Kloster til [[Slesvig]].
Derimod opførte Dominikanerne år 1235 et meget anseligt kloster til [[Slesvig]]. Foruden disse slags munke vare her allerede længe forhen de Cistercienser, som også kaldtes Bernhardiner, så og de augustner, her i [[land]]et.
De Cistercienser havde et kloster til [[ Løgumkloster]] og Rubekloster, på hvilket sidste [[sted]] den [[stad]] [[Glücksborg]] nu er bygt; men de augustner havde et kloster til [[Slesvig]].
Flere munkeklostres opbyggelse vedvarede i dette [[land]] i de følgende [[tid]]er, sålænge indtil pavedømmet tog en ende ved [[Reformationen]].
Den [[katolsk]]e [[slesvigsk]]e [[biskop]]s slot var Grossgottorf, beliggende omtrent en halv [[mil]] [[norden]] for [[Slesvig]], ikke langt fra det nu værende værtshus Ruhenkrog; men samme slot blev år 1161 indtaget, ødelagt og sløjfet.
Siden blev et [[biskop]]peligt sæde opbygt næmere ved [[Slesvig]] [[vesten]] for Kleingottorf, hvilket ved [[adelig]]t [[gods]]es ombytning eller omtuskning år 1268 ophørte.
Fra den [[tid]] af er det rimeligt, at de slesvigske [[biskop]]per have resideret til [[Svavsted]].

Udi november år 1222 blev i [[Slesvig]] af alle danske [[biskop]]per og deres [[prælat]]er, under præsidio af kardinal og pavelig gesandt Gregorius de Crefcentia, holdet et [[kirkemøde]], hvori [[præst]]ernes førhen forbudne ægtestand på nye blev gentaget og anbefalet. år 1352 da Niklas 3. var [[biskop]] i [[Slesvig]], lod det slesvigske [[domkapitel]] forfærdige en [[fortegnelse]] på alle dets tilhørende [[kirke]]r, [[landsby]]er, [[gods]]er og [[indkomst]]er.
Den allersidste [[romersk-katolsk]]e [[biskop]] til [[Slesvig]] var Gottsthalk von Ahlefeldt, som havde været [[provst]] ved det slesvigske [[domkapitel]].
Thi da doktor [[Morten Luther]] til [[Wittenberg]] begyndte at føre for lyset den rene evangeliske lærdom, fandt samme stor indgang i [[Hertugdømmet Slesvig]], og blev i [[stad]]en [[Husum]] år 1522 ved Hermann Toft og Diderik Becker eller Pistorius allerførst bekendtgjort, og kraftig befordret af [[kong]]en i [[Danmark]] [[Frederik 1.]], og hans søn, [[hertug]] og siden [[kong]]e, [[Christian 3.]]
Hvorpå ordentlige [[præst]]er blev år 1526 og 152? beskikkede, såvel i [[Flensborg]], [[Husum]] og [[Slesvig]], som også i de øvrige [[stæder]] i [[hertugdømme]]t, hvilket var allerede år 1525 sket i [[Haderslev]]; munkeklostrene og deres [[gods]]er blev anvendte, dels til fattiges underholdning, dels til andet brug.
Den [[romersk-katolsk]]e eller papistiske [[religion]] blev overalt afskaffet i hele [[land]]et, og i dens sted blev den evangeliske [[gudstjeneste]] indført. ligeledes afskaffede [[kong]] [[Christian 3.]] år 1536 og 1537 den papistiske [[religion]] overalt i [[Danmark]] og [[Norge]], og indførte den evangeliske lærdom.
År 1542 den 9. marts blev den nye [[kirkeordning]] for [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]], med landstændernes tilladelse, gjort af [[kong]] [[Christian 3.]] bekendt i det nedersachsiske [[sprog]].
Fra den [[tid]] af er den kristelige evangeliske lærdom bleven den herskende i dette [[hertugdømme]].
Til den første evangeliske [[biskop]] over [[Slesvig]] blev, efter et af [[kong]] [[Christian 3.]] med [[domkapitel]]et til [[Slesvig]] sluttet forlig, indsat doktor Tidemann von Hussen.

Efter ham fulgte [[hertug]] Frederik 2., som var [[kong]] [[Frederik 1.]]’s yngste prins, og blev af sin hr. [[broder]], [[kong]] [[Christian 3.]], år 1549 forlenet med bispedømmet [[Slesvig]], og blev [[biskop]] til [[Slesvig]] og Hildesheim.
Efter ham blev af [[domkapitel]]et til [[Slesvig]] udvalgt til [[biskop]] [[hertug]] Adolph til [[Gottorp]], og blev i denne kvalitet bekræftet af sin [[broder]] [[kong]] [[Frederik 2.]] i [[Danmark]]; men han, holdt ikke sin udstedte skriftlige [[kapitulation]], lod tre af de ældste domherrer fængsle, tilintetgjorde sin [[kapitulation]], og tvang [[domkapitel]]et til, at det måtte billige hans begæring i alle og enhver ting.
Men efter hans [[død]] år 1586 indtog [[kong]] [[Frederik 2.]] [[bispedømme]]t [[Slesvig]], til [[domkapitel]]ets fornøjelse, gjorde det igen delagtigt i sine forhen værende [[rettigheder]], beskikkede, endskønt med det [[hertug]]lige [[gottorp]]ske [[hus]]es modsigelse, en [[amtmand]] til [[Svavsted]], og lod bispedømmets [[fogderi]]er og [[gods]]er forvalte; hvilket også skete efter hans [[død]] af [[kong]] [[Christian 4.]].
Men år 1602 blev [[hertug Ulrik]], den anden [[prins]] af [[kong]] [[Frederik 2.]], antagen til [[biskop]] til [[Slesvig]], og [[død]]e år 1624, som [[biskop]] til [[Slesvig]] og [[Schwerin]].
Denne var den sidste af alle slesvigske [[biskop]]per.

Derpå indtog [[kong]] [[Christian 4.]] og besad det under [[navn]] af [[amt]]et [[Svavsted]]. år 1659 aftrådte [[kong]] [[Frederik 3.]] dette [[amt]] til [[hertug]] Friderik 3. til [[Gottorp]] og hans mandlige [[arving]]er. år 1702 adskilte den fyrstelige [[gottorp]]ske formynderskabs regering dette [[amt]], og forenede de [[fogderi]]er, som lå adspredte i [[hertugdømme]]t, med andre fyrstelige [[amt]]er, indtil det ganske [[amt]] siden år 1713 med den øvrige [[gottorp]]ske [[andel]] af [[hertugdømme]]t faldt til [[kong]] [[Frederik 4.]].

Efter [[Reformationen]] forblev [[domkapitel]]et til [[Slesvig]] i sit væsen og forfatning.
Ved den slesvig-holstenske [[kirkeordning]] år 1542 blev det fastsat, at herefter skulde ikke mere end to [[prælat]]er og seks domherrer være i [[domkapitel]]et til [[Slesvig]].
[[Kong]] [[Frederik 3.]] gav [[domkapitel]]et år 1653 den 18. april visse statutter; men ved et forlig, dateret [[København]] den 12. maj år 1658, aftrådte [[kong]]en til før ommeldte [[hertug]] Friderik 3. og hans mandlige [[arving]]er [[domkapitel]]ets fire præbender, tillige med domkirken, domstolen og domkirkens [[distrikt]].
År 1661 blev [[domkapitel]]ets [[gods]]er, som bestod af 8 [[prælat]]urer og kanonikater eller præbender, delt i to dele.
Den ene del tilfaldt ved lod [[kong]]en, men den anden del tilfaldt den da regierende [[gottorp]]ske [[hertug]] [[Christian Albrecht]]; domkirkens [[gods]]er blev også efter en [[fortegnelse]] ham indrømmede.

Overopsynet over [[kirke]]r, [[skole]]r, som [[præst]]er og andre betjentere i [[Hertugdømmet Slesvig]] havde fra [[Reformation]]stiden af indtil år 1636, var ikke indrettet på en lige fastsat og bestandig fod, så vidt det havde hørt under den forhen værende [[katolsk]]e [[biskop]]s til [[Slesvig]] hans [[kirkedistrikt]].
Men år 1636 forordnede [[kong]] [[Christian 4.]], [[kong]]e til [[Danmark]] og [[Norge]], og Friderik 3., [[hertug]] til [[Slesvig]]-[[Holsten]]-[[Gottorp]], som regerende landsherre, hver i sin [[andel]] af [[hertugdømme]]rne en general-[[superintendent]].
Endskønt tvende gange siden blev beskikket én [[kongelig]] general-[[superintendent]] i [[Hertugdømmet Slesvig]], og en i [[Hertugdømmet Holsten]]: så blev dog begge [[amt]]ers [[opsyn]] siden igen forenet i én [[person]]; og denne indretning vedvarede indtil år 1713.

Da [[kong]] [[Frederik 4.]], efter at det [[gottorp]]ske [[hus]] havde frivillig indrømmet den [[fæstning]] [[Tønning]] for den svenske armé, tog i besiddelse den [[gottorp]]ske [[andel]] af [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]]: så overdrog kongen til sin da værende general-[[superintendent]], dr. Theodor Daffov, ved et til ham ergangen [[reskript]] af 13. maj år 1713, [[overopsyn]] i de [[gejstlig]]e [[sogn]]e over [[kirke]]r, [[skole]]r, [[præst]]er og [[gejstlig]]e betjente i den [[gottorp]]ske [[andel]] i [[Hertugdømmet Slesvig]].
Siden den [[tid]] har den [[kongelig]]e general-[[superintendent]] til [[Rendsborg]] haft under sin ene [[overopsyn]] i [[kirkesag]]er, såvel de forhen værende alene [[kongelig]]e, som også de fordum værende [[gottorp]]ske, ligeledes de fælles værende [[adelig]]e, følgelig alle [[kirke]]r, [[skole]]r, [[præst]]er og andre [[kirke]] og skolebetjente i [[Hertugdømmet Slesvig]], hvilke i fordum [[tid]] have hørt under den [[katolsk]]e [[biskop]]s til [[Slesvig]] hans [[kirkedistrikt]], undtagen alene de [[Glücksborg]]iske.

De [[kirke]]r og [[skole]]r, tillige med deres [[præst]]er og andre [[gejstlig]]e betjente i [[Hertugdømmet Slesvig]], som allerede før [[Reformationen]] fra ældgammel [[tid]] af have hørt under [[biskop]]pen af [[Ribe]] og [[biskop]]pen af [[Odense]] i [[Fyn]], er også efter [[Reformationen]] forblevne i [[kirkesag]]er under samme tvende [[biskop]]pers [[overopsyn]], og herredsprovsternes besynderlige [[opsyn]].
De [[kirke]]r og [[skole]]r, tillige med deres betjente, som findes i de [[hertug]]elige [[glücksborg]]ske [[arveland]]e, stå ikke under den [[kongelig]]e general-[[superintendent]]s [[overopsyn]] men de have, siden dette [[land]] blev tildelt [[hertug]] Johan den yngre, ikkun havt deres egen [[kirke]]provst over sig.
[[Konge]]n af [[Danmark]], som landsherre, beskikker før ommeldte general-[[superintendent]], der tillige er kirkeprovst i [[Hertugdømmet Slesvig]] over [[kirke]]rne, [[skole]]rne og deres lærere udi [[amt]]erne [[Gottorp]], [[Hytten]] og [[domkapitel]]et, i [[landskab]]et [[Stapelholm]], og de [[amt]]er [[Husum]] og [[Svavsted]]; såvel som i [[Hertugdømmet Holsten]] over [[kirke]]r, [[skole]]r og deres lærere i [[amt]]et [[Rendsborg]].
Siden år 1693 skal general-[[superintendent]]en bo i Nyestad i [[Rendsborg]], i den til ham opbyggede residens general-[[superintendent]]en har sin instruktion, hvorefter ham påligger blandt andet at besøge alle [[kirke]]r i [[stæder]]ne og på [[land]]et hvert tredje år: at prøve lærernes og menighedens tilstand, levned og vandel: at undersøge [[kirke]]rnes, [[skole]]rnes og menighedernes omstændigheder og mangler, og derom at indsende sin beretning umiddelbar til [[kong]]en: at eksaminere og ordinere de nye beskikkede [[præst]]er, m.m.
Hans [[indkomst]]er bestå i en årlig gehalt eller gage, såvel som og i de gebyrer eller [[penge]], som gives ham af hver [[kirke]] for generalkirkevisitationen; for kandidaternes tentering, førend de få tilladelse at prædike; for de nye [[præst]]ers eksaminering og ordination; og for [[præst]]ernes introduktion i de [[adelig]]e [[kirke]]r.
Ved visitationen nyder han frie befordring og beværtning.
Desuden har han som [[kirke]]provst i sine [[provsti]]r for hver [[kirke]]s besynderlige visitation, for, [[præst]]ernes introduktion, og i nogle andre tilfælde de sædvanlige gebyrer og [[indkomst]]er.

Under general-[[superintendent]]en stå syv [[kirke]]provster i [[Hertugdømmet Slesvig]], nemlig til [[Flensborg]], [[Tønder]], [[Apenrade]], [[Haderslev]], [[Sønderborg]], [[Nordborg]] og i [[Ejdersted]], såvel som og en [[kirkeinspektør]] til [[Husum]]. 
[[Provst]]erne i de seks førstbenævnte [[stæder]] besøge årlig (dog ikke i [[stæder]]ne, men kun i [[amt]]erne og [[landskab]]erne) de under dem stående [[kirke]]r: ligesom og inspektor til [[Husum]] anstiller hvert år den sædvanlige [[visitats]] i [[stad]]skirken, ved hvilken han står selv som [[sognepræst]]; men hans [[opsyn]] strækker sig ikke videre, end til [[stad]]en alene.
Disse syv [[provst]]er beskikkes umiddelbar af [[kong]]en; men [[provst]]en i [[Ejdersted]] udvælges af alle [[præst]]erne i dette [[landskab]], som udgør et ministerium; han forretter årlig [[kirke]]rnes [[visitats]] vekselvis i den østlige og vestlige del af [[landskab]]et og i de [[stæder]] [[Tønning]] og [[Garding]].

Til [[kirke]]provster i [[Tønder]], [[Apenrade]], [[Haderslev]], Sønder- og [[Nordborg]], såvel som og til [[kirkeinspektør]] i [[Husum]], beskikkes altid [[sognepræst]]en ved [[kirke]]n i enhver [[stad]]; og [[kong]]en kalder i de fem første [[stæder]] hver gang en nye [[provst]] og [[sognepræst]], så og i [[Husum]] en [[kirkeinspektør]] og [[sognepræst]], når disse [[embede]]r er ledige.
I [[stad]]en [[Flensborg]] er tre [[sognekirke]]r, og [[provst]]embedet er ikke bundet til én [[kirke]].

I ethvert [[kongelig]] t [[amt]] og i ethvert [[landskab]], undtagen alene [[Ejdersted]], er [[amtmand]]en og [[provst]]en [[kirke]]-[[visitator]]er, som næsten på alle [[sted]]er, hvor menigheden har præstevalget, fremstille tre kandidater efter indhentet [[kongelig]] [[approbation]] på valg, og indsætte den nye [[præst]].
Udi [[landskab]]et [[Ejdersted]] er overstaller, [[staller]] og [[provst]]en [[kirke]]-[[visitator]]er.
Udi adskillige [[amt]]er blive [[præst]]erne umiddelbar af [[kong]]en kaldte, uden menighedens valg; derimod i andre [[amt]]er, så og i [[landskab]]erne, blive ved stemmernes pluralitet valgt én af tre kandidater, som stilles på valg, enten af [[kirke]]-[[visitator]]en, eller af [[kirkeforstander]]ne.
Udi nogle [[stæder]] har magistraten patronatrettighed; derimod i andre har dels [[kong]]en, dels magistraten, og i nogle [[sogn]]e har [[statholder]]en den.

Udi civil- og kriminalsager hører virkelig til [[hertugdømme]]t 278 [[evangelisk-luthersk]]e [[sognekirke]]r og [[sogn]]e, undtagen nogle [[undersåt]]ter i den nordligste del af [[hertugdømme]]t hist og her, som fra alders [[tid]] henregnes til [[Jylland]].
Dog regnes ikke under dette antal [[kapel]]lerne i [[slot]]tene, [[klostre]]ne og [[hospital]]erne, ligeledes på nogle [[adelig]]e [[gård]]e, såvel som og den danske [[kirke]] i [[Flensborg]]; men [[kapel]]let på [[slot]]tet [[Glücksborg]] er dog indberegnet under før ommeldte [[kirke]]rs tal.

Af disse 278 [[kirke]]r er i [[kirkesag]]er fra ældgamle [[katolsk]]e [[tid]]er af 2 [[kirke]]r i [[Gramherred]], 4 i [[Frøsherred]], 5 i [[Kalslundherred]], 11 i [[Hviddingherred]], og 5 i [[Norderrangstrupherred]], tillige med 27 i [[amt]]et [[Haderslev]], såvel som og Emmelevkirke i [[amt]]et [[Tønder]] i [[Højerherred]], ligeledes de 2 [[adelig]]e [[kirke]]r, [[Gram]] og [[Fole]], beliggende i [[Haderslevamt]]s [[distrikt]], altså tilsammen 30 [[kirke]]r, under [[biskop]]pens af [[Ribe]] hans [[overopsyn]]; derimod stå 10 [[kirke]]r i de [[amt]]er [[Nordborg]] og [[Gravensten]], 7 i det [[augustenborg]]ske [[distrikt]] på [[Als]], og [[sognekirke]]n i [[stad]]en [[Ærøskøbing]], følgelig 18 [[kirke]]r på [[ø]]erne [[Als]] og [[Ærø]], under [[biskop]]pens af [[Fyn]] hans [[overopsyn]].
Herredsprovsterne og [[præst]]erne i disse [[kirke]]r stå i de [[rettergang]]ssager, som angå deres [[embede]], lærdom, levned og vandel, under [[provsteret]]ten i ethvert [[provsti]], og under landemodet, som holdes to gange hvert år.
[[Provst]]en i hvert herred, tillige med to tiltagne [[præst]]er, udgøre en [[provsteret]]; han forretter også med dem, efter den danske lovs forskrift, skifte og deling efter afdøde [[præst]]er og [[kirkebetjent]]er i hans herred.
Derimod består lande- eller [[provstemode]] af [[stifamtmand]]en, [[biskop]]pen og alle [[provst]]erne i ethvert [[stift]].

Der hører en [[adelig]] [[kirke]], nemlig [[Dybbøl]], til [[grevskab]]et Reventlau; men desuden er med Kahlbyekirke, som i [[henseende]] til patronatret hører til det [[adelig]]e [[frøkenkloster]] i [[Slesvig]], 14 [[adelig]]e [[sognekirke]]r, under hvilket tal dog ej er beregnet Atzbüllkirke, henhørende til [[hertug]]en af [[Augustenborg]].
Desuden er endnu 7 [[augustenborg]]ske [[adelig]]e [[kirke]]r, liggende på den [[ø]] [[Als]], men er allerede forhen indberegnede under det tal af de 18 [[kirke]]r, som stå under [[biskop]]pen af [[Fyn]].
Udi de [[glücksborg]]ske [[arveland]]e befindes 7 [[kirkesogn]]e blot under den der værende [[provst]]es [[opsyn]]; og [[præst]]erne ved disse [[kirke]]r kaldes umiddelbar af [[hertug]]en til [[Glücksborg]].

Af ovenmeldte 278 [[sognekirke]]r og [[sogn]]e stå 222 virkelig under general-[[superintendent]]ens [[overopsyn]].

Foruden 23 [[præst]]er i [[amt]]et [[Haderslev]], og 2 til [[Emmerlev]] i amtet [[Tønder]], såvel som og 2 ved de [[adelig]]e [[kirke]]r [[Gram]] og [[Fole]], som stå under [[biskop]]pen i [[Ribe]], og 20 til de [[kirke]]r på [[ø]]erne [[Als]] og [[Ærø]], som stå under [[biskop]]pen af [[Fyn]], såvel som også 27 [[præst]]er ved de fyrstelige og [[adelig]]e [[kirke]]r: er endnu 241 ordentlige; tilsammen i hele [[Hertugdømmet Slesvig]] 315 [[evangelisk-luthersk]]e [[præst]]er, som findes i [[land]]et.
Derunder må man regne [[kirke]]provsterne og [[kirkeinspektør]] til [[Husum]], eftersom de alle er tillige [[præst]]er.

Ved 14 [[adelig]]e [[kirke]]r (hvorunder regnes [[Dybbøl]]kirke tillige med, derimod regnes ikke Kahlbyekirke med, fordi den er en filial eller et [[anneks]] til Moldenitkirke i [[amt]]et [[Gottorp]]) er 16 [[præst]]er, og høre tillige med ovenmeldte 241 under den [[kongelig]]e general-[[superintendent]]es [[overopsyn]]; følgelig stå under ham i [[Hertugdømmet Slesvig]] 257 ordentlige [[præst]]er.
Under dette tal er de før ommeldte 7 [[kirke]]provster og [[kirkeinspektør]] tillige indbefattet.
Udi de [[hertugelig]]e [[glücksborg]]ske [[arveland]]e er 10 [[præst]]er, hvorunder den der værende hofprædikant og [[provst]] er indberegnet.

Foruden de [[evangelisk-luthersk]]e findes i dette [[hertugdømme]] nogle af andre [[religion]]er; men deres antal er kun meget lidet, imod de lutherske at regne.
De reformerte fik privilegium år 1734 at sætte sig ned, og at bygge [[kirke]]r og [[skole]]r i dette [[hertugdømme]]; men hidtildags have de ej endnu bygget nogen [[kirke]].

Udi [[Frederiksstad]] have de arminianer en [[kirke]], hvortil de reformerte opholde sig.
Sammesteds have de [[romersk-katolsk]]e, memnoniter og jøder deres frie [[religion]]søvelse i private [[hus]]e; dog bo nu ingen kvækere i samme [[stad]].

Hernhuttere eller de mähriske brødre have deres [[koloni]] i [[amt]]et [[Haderslev]] i Tystrupsogn, oprettet år 1771.
På den [[ø]] [[Nordstrand]], som blev inddiget år 1654 og i de følgende år, holde de [[romersk-katolsk]]e deres [[gudstjeneste]] i en [[sognekirke]] og et [[kapel]], i kraft af den dem år 1652 tilståede [[hertug]]elige [[oktroj]].
Den Bottsloterkog har også efter sin [[oktroj]] [[frihed]] til at modtage alle slags religionsforvandtere, på samme måde som [[Frederiksstad]].

Til den studerende ungdoms undervisning tjene de offentlige latinske [[skole]]r, som findes i ti stæder i dette [[land]], nemlig i [[Slesvig]], [[Flensborg]], [[Husum]], [[Haderslev]], [[Tønder]], [[Sønderborg]], [[Egernførde]], [[Frederiksstad]], [[Tønning]] og [[Garding]], såvel som og til [[Bredsted]].

= =
De fornemste manufakturer og fabriker i [[hertugdømme]]t er:
I [[Egernførde]], fabrikeres [[uld]]envare; i [[Frederiksstad]] [[uld]]en- og silketøj; så og i [[Husum]] [[uld]]enstof og strømper.
I [[Slesvig]] er en tråd- og linnedfabrik; i [[Husum]] en glandskattun- og lybsklinnedappretør.
De tønderske [[knipling]]er er berømte, og sælges i stor [[mængde]] udenlands; man forfærdiger også: der fine handsker, som ligne de randerske.
Ved [[Flensborg]] og Afkessel, ikke langt fra [[Hytten]], er papirmøller; i [[Frederiksstad]] og ved [[Garding]] er oliemøller; og ikke langt fra [[Flensborg]], nær ved Flensborgerhavfjord, er en kobbermølle.
I samme [[stad]] er to sukkerraffinaderier.
I [[Slesvig]], [[Egernførde]] og [[Rendsborg]] er gode fajancefabrikker.
Ved den østlige side og midt i [[land]]et er teglbrænderier, hvor mur- og tagstene brændes, hvoraf mange skibsladninger årlig udføres.
På den vestlige side af [[hertugdømme]]t samler man hele skibsladninger af [[østers]]- og muskelskaller, og brænder til kalk; hvilken ligesom den frislandiske kalk, der ligeledes brændes af muskler, agtes for stærk kalk.

Dette [[hertugdømme]] har af naturen en skøn beliggenhed til skibsfart og handling, da det ligger både til Øster- og [[Vestersø]]en; hvorudover købmændene i handelsstæderne have stærk handling og sejlads.
De udskibe [[land]]ets produkter i største overflødighed, og med deres egne skibe hjembringe de udenrigske varer, som de igen behøve.
På hvalfiske- og sælhundefangst udsendes hvert år skibe.
[[Indvåner]]ne i de [[stæder]] [[Flensborg]], [[Apenrade]], [[Egernførde]] og [[Sønderborg]], have de fleste og største skibe, hvilke fare dels for deres egen regning, dels fragtes bort af dem på lange rejser, såsom til [[Portugal]], den midlandske Søe, [[Island]], [[Finmarken]], [[Grønland]].

[[Møntret]] har [[kong]]en alene i [[hertugdømme]]t; dog møntes her i [[land]]et ingen [[penge]], men de danske og norske pengesorter er gangbare og gælde her.
Den meste danske guldmønt i [[Hertugdømmet Slesvig]] hidhører fra [[kong]] [[Frederik 5.]], som i de år 1757 til 1763 lod mønte en stor [[mængde]] nye danske kourantdukater til tolv [[mark]] danske, eller to [[rigsdaler]]; de danske speciesdukater er af samme værdi som fremmede.

Mål på kornvare, vin, brændevin, øl, [[alenkram]], så og vægten, er ved en [[kongelig]] [[forordning]] af 2. maj 1763, som trådde til sin fulde kraft fra 1. maj 1769, nu sat i [[Hertugdømmet Slesvig]] på en lige fod overalt, og alle andre forhen brugte sædvanlige mål og vægt for fremtiden afskaffede.
Efter denne [[anordning]]s forskrift skal kornvare måles. efter [[Sjælland]]s strøgen mål, og en tønde holde 4½ rhin- eller sjællandske kubikfod i størrelse; så at en tønde holder 8 skæpper, en skæppe 4 fjerdingkar.

Landerierne i [[marsk]]en beregnes efter [[demat]]er, ligesom derimod på [[geest]]en på nogle steder efter heitscheffeln, ja vel også efter [[mark]] guld og sølv.
En [[demat]] indeholder i de [[landskab]]er [[Ejdersted]] og [[Nordstrand]] 216 ruther i længden, og 1 ruthe i bredden; en ruthe er 8 gamle frisiske alen eller 16 fod.
I [[amt]]et [[Tønder]] er en [[demat]] 180 ruther lang og 1 ruthe bred; en ruthe er 9 [[alen]] eller 18 fod.
Eftersom en ruthe i [[Ejdersted]] og [[Nordstrand]] er kun 8 [[alen]], og i [[amt]]et [[Tønder]] 9 [[alen]]: så er en tøndersk [[demat]] efter sit ganske indhold i længden og bredden 11 <font size='-2'><sup>?3</sup>/<sub>16</sub></font> kvadrat ruther større, efter gammelt frisisk eller [[nordstrand]]sk mål, end en [[ejdersted]]isk eller [[nordstrand]]sk [[demat]].

En [[demat]] udgør omtrent så meget, som en mand kan med en stor segl afmeje på én dag.
Dematernes antal på en [[ploug]] [[land]] er meget forskellig efter [[jord]]ens godhed.
I nogle [[egn]]e beregnes 60 [[demat]]er, men i andre dels 40, dels 70, 80 til 100 [[demat]]er på en så kaldet [[ploug]].
Derimod inddeles en [[heitscheffel]] i 6 schip, en tønde i 8 schip, en schip i 24, men på nogle [[sted]]er i 40 kvadratruther, og en ruthe i 16 fod.
Alle skatter og pålæg lignes og betales efter [[ploug]]e; men de [[oktroj]]erede [[kog]]e indrette deres skatter og pålæg efter [[land]]ets [[demat]]er.

= =
Postvæsenet med ridende og agende [[post]]er har [[kong]] [[Christian 5.]], såvel i [[Danmark]] og [[Norge]], som og i [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]], allerførst indrettet på en god fod, og hans postanordning er udgivet den 25. december år 1694.
[[Kong]] [[Frederik 5.]] har for de ordentlige agende [[post]]ers og [[ekstrapost]]ers befordrings [[skyld]] gjort en nye indretning udi [[postvæsen]]et, ved en [[forordning]] af 28. maj 1752, og bestemt et steds beliggenhed fra det andet ved [[post]]mile, som er fuldkomne lige de danske [[mil]]e.
De ridende [[post]]er, som er bestemte til brevenes befordring, ankomme på deres hovedrejse igennem [[hertugdømme]]t i [[stæder]]ne ugentlig to gange, og afgå igen.
Fra [[Hamborg]] afgår den ridende [[post]] til [[København]] hver tirsdag- og fredag-aften klokken 10, og fra [[København]] til [[Hamborg]] tirsdag- og [[løverdag]]aften.
De ordentlige agende [[post]]er igennem [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]], [[grevskab]]et Ranzau og herskabet [[Pinneberg]], er den [[slesvig-holstensk]]e, og den fra [[København]] til [[Hamborg]] og igen tilbage agende [[post]].
Den slesvig-holstenske agende [[post]] afgår om onsdage og [[løverdag]]eftermiddag fra [[Hamborg]] igennem [[Altona]], [[Pinneberg]], Elmshorn, [[Itzehoe]], Remmels, [[Rendsborg]], [[Slesvig]], [[Flensborg]], [[Apenrade]] til [[Haderslev]], og afgår igen tilbage fra [[Haderslev]] torsdag- og søndagmorgen.
Igennem disse [[hertugdømme]]r gå også ugentlig to agende [[post]]er imellem [[København]] og [[Hamborg]]; den ene afgår fra [[København]] og den anden fra [[Hamborg]] hver [[løverdag]]aften, og ankommer onsdag eller torsdag i [[Hamborg]] og [[København]].

Foruden disse ordentlige agende [[post]]er kan man også betjene sig af ekstraposter, en ekstra postvogn er forspændt med to [[heste]]. 
Imellem [[Haderslev]] og [[Ålborg]] er år 1753 anlagt en jysk agende [[post]].

= =
De gamle [[indvåner]]e i dette [[land]] var [[cimbrer]], angler, sakser, [[jyde]]r og friser.
De [[cimbrer]] er i det tolvte [[århundrede]] blevne berømte af deres tapperhed i deres [[krig]]e med de romere, efter at de, for at søge nye bopæl, vandrede ud i hobetal af deres fædreneland.
De angler, sakser, [[jyde]]r og friser droge over til [[Britannien]], og gjorde sig mestre deraf.
Endnu den dag i dag er, har det strøg [[land]] og frugtbare [[egn]], beliggende imellem [[stad]]en [[Flensborg]], Flensborgerhavfjord, [[Østersøen]], [[Slien]] og [[stad]]en [[Slesvig]], det [[navn]] [[Angeln]] af sine gamle [[beboer]]e.

Ved den vestlige side af [[Hertugdømmet Slesvig]] lå fordum et anseligt strøg [[land]], som kaldtes Lillefrisland, og af de nyere skribenter med bedre føje Nordfrisland.
Dette gamle Nordfrisland skal år 1240 have bestået af tre [[landskab]]er, nemlig:
#[[Helgoland]], såvel som og [[Ejdersted]], Æverschop og Urholm.
#Lundbüll- eller [[Lundbullingherred]], [[Ædomsherred]], Pilworner- eller [[Pellwormerherred]], [[Altringherred]] og [[Wiedrichsherred]], hvilke fem [[herred]]er er indbefattede under det [[navn]] [[Nordstrand]]; fremdeles [[Østerherred]], [[Nordvestherred]], [[Böckingherred]] og [[Horsbüllherred]].
#[[Søndergoeszherred]], [[Nordgoeszherred]], og en del af [[Rarherred]], af hvilke tre sidste geestlandet er blevet kaldet der frisiske vorgeest.
Efter det Meyerske landkort har her år 1300 været 162 [[kirke]]r, i dets [[sted]] man nu omstunder i alle disse [[egn]]e ikke finder mere end 67 evangeliske [[kirke]]r og [[sogn]]e, og en [[romersk-katolsk]] [[kirke]]; thi de forskrækkelige [[vandflod]]er, som [[tid]] efter [[tid]] have oversvømmet dette [[land]] og [[egn]], især i de år 1300, 1354, 1362, 1421, 1436, 1483, 1532, 1533, 1570, 1573, 1615 og 1634 have igennem brudt [[dige]]rne, oversvømmet [[land]]et, og bortrevet store og anselige stykker af disse så lavt og nedrig liggende [[landeri]]er, så at mangfoldige hele [[sogn]]e med deres [[kirke]]r er bortskyllede af [[vand]]ets [[oversvømmelse]], og, uagtet de mange gjorte bekostninger med inddigning, er dog få blevne tilovers.
I dette attende [[århundrede]] have de store [[vandflod]]er år 1717, 1718, 1720 og 1756 ligeledes forårsaget megen stor [[skade]] i [[marskland]]ene; dog er ingen [[kirke]] ved de [[vandflod]]er undergået, men meget mere desuagtet nogle nye [[kog]]e blevne inddigede.
De nuværende [[kirkesogn]]e bebos mestendels endnu af friser; men [[Nordstrand]] bebos af nederlændere.

= =
[[Hertugdømmet Slesvig]] har fra ældgamle [[tid]]er været indlemmet kronen og [[Kongeriget Danmark]], og som et stykke eller [[provins]] af samme rige altid haft samme regering og beskaffenhed med riget selv indtil år 1085, da [[kong]] [[Knud den Hellige]] gjorde sin [[broder]] Øle til den første [[hertug]] i [[Slesvig]]; hvilken statsfejl mange andre [[kong]]er efter ham have ligeledes begået, til rigets ubodelige tab.
[[Kong]] Niels gav sin [[broder]] Æriks søn, Knud, dette [[hertugdømme]] til [[len]].
Fra den [[tid]] af er det næsten bestandig blevet en [[kongelig]] prins til del, under [[titel]] af et [[hertugdømme]], hvorudover store stridigheder er opkomne.
Især har man med største heftighed disputeret om, hvad art og beskaffenhed det har haft med samme [[len]], om det var et personligt eller arveligt [[len]].
År 1386 blev [[Gerhard 6. af Holsten|Gerhard 6.]], [[greve]] til [[Holsten]] og Schaumburg, forlenet med samme; hans søn, Adolph 12. har været den sidste [[hertug]] til [[Slesvig]] og [[greve]] til [[Holsten]].
Da samme [[død]]e år 1450 uden [[livsarving]]er, tilegnede [[kong]] [[Christian 1.]] sig det ledige [[hertugdømme]] som et dansk rigslen.
Men han lod sig dog for [[Holsten]]s [[skyld]] udvælge af [[ridderskab]]et til [[hertug]] af [[Slesvig]] og [[greve]] af [[Holsten]], og blev på rådhuset til [[Slesvig]] offentlig erklæret derfor ved [[biskop]] Niklas 4.
[[Kong]]en meddelte stænderne år 1460 de vigtigste og fortræffeligste [[frihed]]er.
På [[kong]]ens ansøgning ophøjede [[kejser]] [[Frederik 3. (Tysk-romerske rige)|Frederik 3.]] år 1474 [[Holsten]] til et herredom.
[[Kong]] [[Christian 1.]] beskikkede [[grev]] Gerhard af [[Oldenborg]] til [[statholder]] over [[Slesvig]] og [[Holsten]].

[[Kong]] Johannes foretog sig år 1490 den første ulykkelige [[slesvig-holstensk]]e deling; thi den 10. august år 1490 blev [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]] delte imellem [[kong]] Johannes og hans [[broder]] [[hertug]] Friderik 1. til [[Gottorp]].
[[Konge]]n fik disse [[stæder]], [[slot]]te, [[amt]]er, [[landskab]]er, [[gods]]er og [[klostre]], nemlig i [[Hertugdømmet Slesvig]]: [[Flensborg]] med [[Nordstrand]], [[Sønderborg]], [[Nordborg]], [[Ærø]], [[Apenrade]], [[Femern]] og Ruhekloster; udi [[Hertugdømmet Holsten]] fik han [[Segeberg]], [[Oldesloe]], [[Rendsborg]], Hanrau, Haseldorf, Kaden, og de [[klostre]] Rheinfeld, Ahrensböck og [[Pretz]].
Dette blev af hovedslottet [[Segeberg]] kaldet den [[segeberg]]ske eller den [[kongelig]]e del.

Derimod [[hertug]] [[Frederik 1.]], som havde valget at tage af den gjorte deling en del, udvalgte den [[gottorp]]ske eller [[hertugelig]]e del, nemlig de [[slot]]te, [[amt]]er og deri liggende [[stæder]], såvel som og de [[landskab]]er og [[kirkesogn]]e, som ligger i [[Hertugdømmet Slesvig]], nemlig:
[[Gottorp]], [[Egernførde]], [[Tønder]], [[Haderslev]], Tyle med [[Stapelholm]], [[Ejdersted]], [[Kampen (Sild)|Kampen]], Rundhof og [[ Løgumkloster]]; og udi [[Hertugdømmet Holsten]] fik han [[Kiel]], [[Itzehoe]], [[Plön]], Lytkenborg, [[Oldenborg]], Neustadt, Trittau, [[Steinburg]], Neumynster, og de klostre [[Kloster Bordesholm|Bordesholm]], [[Kloster Cismar|Cismar]], [[Kloster Reinbek|Reinbeck]] og [[Uetersen kloster|Uetersen]].

Desuden gav [[kong]]en sin [[broder]] [[titel]] af [[arving]] til [[Norge]]; hvilken [[titel]] de efterfølgende [[hertug]]er til [[Slesvig]] og [[Holsten]] have beholdt.
Ikke længe derefter i samme år aftrådte [[kong]] Johannes til sin hr. [[broder]], [[hertug]] Friderik 1., det [[landskab]] [[Nordstrand]], som var ham tilfalden, som et stykke af den [[segeberg]]ske del. [[Kong]] [[Christian 3.]] delte år 1544 den 9. august fyrstendømmerne blandt sig og sine brødre, på denne måde, at [[kongen]] for sin [[andel]] beholdt i [[Hertugdømmet Slesvig]] følgende, nemlig:
[[Flensborg]], [[Sønderborg]], [[Nordborg]], [[Ærø]], [[Sundeved]], så meget som deraf hørte til [[Sønderborg]], og Ruhekloster; men i [[Holsten]] fik han [[Segeberg]] med [[Oldesloe]] og den halve told, [[Heiligenhaven]] og Grossenbrode, Steinburg, [[Itzehoe]], Krempe, Wilster, [[Pløn]], og Kloster Rheinfeld, [[Amt Ahrensbök|Ahrensböck]].
Den ene [[broder]], [[hertug]] Johannes, bekom til sin [[andel]] i [[Slesvig]], følgende: [[Haderslev]], [[Tørning|Dörning]], [[Tønder]], [[Løgumkloster]], [[Nordstrand]], og de tre nær ved [[Rendsborg]] beliggende [[landsby]]er Berkstedt, Lembeck og Kampen, såvel som og den [[ø]] [[Femern]]. Dernæst i [[Holsten]] bekom han [[Rendsborg]] og Klosteret [[Bordesholm]].

Den tredie [[broder]]; [[hertug]] Adolph, fik til sin del udi [[Slesvig]] [[Gottorp]], [[Hytten]], Wittensen, Mohrkirchen, [[Stapelholm]], [[Husum]], [[Ejdersted]] og [[Apenrade]]; såvel som og i [[Holsten]]: [[Kiel]], Neumynster, Oldenborg, Trittau, Reinbeck, Eismar og Neustadt. Derimod fik den fjerde [[broder]], [[hertug]] Frideriks slet intet, eftersom han var [[biskop]] til [[Slesvig]] og Hildesheim.
Ved disse sønner, Kristian og Adolph, er opkomne to hovedlinjer, nemlig den [[kongelig]]e linje og den fyrstelige eller [[gottorp]]ske linje.
Denne anden [[slesvig-holstensk]]e deling imellem de [[kongelig]]e børn har givet anledning til endnu større sørgespil end den første deling [[kong]]en havde brugt den forsigtighed, og forhen år 1533 indført den så kaldte union og Communion i dette fyrstendømme.

Hin sigtede egentlig til hjælp på begge sider; men denne angik den fælles regering i de [[sag]]er, som henhørte til [[ridderskab]]et, [[kontribution]] og nogle andre ting.
Derved blev slig uenighed forekommet og tillige forhindret, at [[hertugdømme]]rne og deres dele ikke blev adskilte, og blev til independente stater indbyrdes.
Men eftersom de vare forfattede i alt for ubestemte udtryk, så har ethvert parti siden stræbt at fordreje ordene til deres egen fordel.
Da [[hertug]] Johannes den Ældre [[død]]e i [[Haderslev]] år 1580 uden livsarvinger, blev hans efterladenskab ved lodkastning den 9. september år 1581 i [[Flensborg]] delt således, at [[kong]] [[Frederik 2.]] fik disse [[amt]]er og [[stæder]]: [[Haderslev]], Dorning og [[Rendsborg]]; derimod fik [[hertug]] Adolph, som var [[broder]] til den afdøde [[hertug]] Johannes, [[Tønder]], [[Nordstrand]] og [[Femern]], såvel som og [[ Løgumkloster]] og Bordesholm, tillige med alle herligheder og [[rettigheder]].
Af den mellemste del af [[Ditmarsken]] bekom [[kong]]en den sydlige del og [[hertug]] Adolph den nordlige del til [[arv]] og eje.
[[Kong]]erne [[Christian 3.]], [[Frederik 2.]] og [[Christian 4.]] havde den lærde [[adelsmand]] Henrik Ranzau i mer end 40 år til deres [[statholder]] i [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]], som da også var [[amtmand]] til [[Segeberg]] og Steinburg, og forestod disse [[embede]]r indtil hans død den 31. december år 1598.
År 1609 den 13. juli fik [[hertug]] Johan Adolph til [[Gottorp]], i [[henseende]] til hans [[andel]] i [[Hertugdømmet Slesvig]] for sig og sine [[arving]]er, førstefødsels ret af [[kong]] [[Christian 4.]], som [[lensherre]]; derved ophørte stændernes valgret i [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]].
[[Hertug]]erne erkendte og antoge [[det hertugdømme Slesvig]]s lens forbindelse med [[Danmark]], som var bleven fornyet, især ved det [[Odense]]iske forlig år 1579, indtil [[hertug]] Frideriks datter Hedevig Æleonora blev år 1654 formælet med [[kong]] Karl Gustav af [[Sverige]].
Fra den [[tid]] af søgte [[hertug]]en at få [[suverænitet]], angående det halve af [[Slesvig]] og angående [[Femern]]; hvilket [[kong]][[Frederik 3.]] også måtte år 1658 aftræde til ham, men han mistede det igen år 1675 ved det [[Rendsborg]]ske forlig.
Og endskønt den fontaineblauske [[fred]] år 1679 gjorde en forandring deri, så indtog dog i krigen [[kong]] [[Christian 5.]] år 1684 den [[hertugelig]]e [[andel]] af [[Hertugdømmet Slesvig]], og gav det først tilbage år 1689 med [[suverænitet]], i det [[Altona]]iske forlig.
Efter nogle års forløb tog [[kong]] [[Frederik 4.]] i krigen med [[Sverige]] år 1714 samme [[hertugelig]]e del igen tilbage i besiddelse, hvori han også blev bekræftet ved den stockholmske [[fred]] den 3. juni år 1720.
Thi da det [[gottorp]]ske hof havde forsikret [[kong]] [[Frederik 4.]] i [[Danmark]] om at holde en nøjagtig neutralitet i [[krig]]en med [[Sverige]]; så befandtes dog samme [[gottorp]]ske neutralitetsforsikring at være brudt; thi da den svenske general, grev Magnus Stenbock, efterat han havde, vundet feltslaget over de danske ved Gadebusk den 20. december år 1712, gik ved samme års udgang over Traven ind i [[Holsten]], og efterat han den 9. januar år 1713 havde grusomt afbrændt [[stad]]en [[Altona]], havde den 16, 17. og 18. januar år 1713 med stor il og hast trængt over [[Ejderen]] ind i [[Hertugdømmet Slesvig]]: så marcherede derimod den russiske Czar, Peter 1., med en armé af russiske [[trop]]per ham i hælene, og befandt sig i forening med de danske og saksiske [[trop]]per i egnen af [[Gottorp]] den 22. januar; da gjorde administrator og [[hertug]] Kristian August i sin Pupilles den umyndige [[gottorp]]ske [[hertug]]s, Karl Frideriks, [[navn]] en konvention den 21. januar 1713 med [[grev]] Stenbock.
Da nu de svenske efter deres overgang over [[Ejderen]] havde posteret sig imellem [[Husum]], Frideriksstadt og [[Tønning]], men blev bortjagede fra Frideriksstadt den 12. februar 1713, og blev af den forenede danske, russiske og sachsiske [[armé]], som udgjorde omtrent 36.000 mand, og vare de svenske meget overlegne, drevne alt mere og mere i knibe; så åbnede kommandanten i [[fæstning]]en [[Tønning]], på [[grev]] Stenbocks forlangende, [[fæstning]]ens porte for de svenske den 14. februar, indlod den hele svenske armé i [[fæstning]]en, lod bringe (til at bedække de svenske) kanonerne ud af arsenalet op på voldene, og fyrede på den forenede [[armé]].
Derved var den belovede neutralitet på den [[gottorp]]ske side brudt, og [[kong]] [[Frederik 4.]] blev foranlediget at agere fjendtlig med de [[gottorp]]ske [[land]]e, og til den ende tilegnede sig de samtlige [[gottorp]]ske [[land]]e i Slesvig og [[Holsten]] og deres [[indkomst]]er, ved et patent af 13. marts 1713.
Derpå blev al tilførsel af levnedsmidler afskåret de svenske, og [[grev]] Stenbock tvungen til at overgive sig med al sin endnu overblevne [[armé]], som med friske og syge tilsammen beløb sig til noget mere end ti tusinde mand, til krigsfanger til [[kong]] [[Frederik 4.]] den 16. maj 1713.
Efter at den svenske [[armé]] var marcheret ud, lod [[kong]] [[Frederik 4.]] holde [[fæstning]]en [[Tønning]] ligesom forhen indsluttet, og indtog samme den 7. februar 1714, såvel som og den 8. august samme år den [[ø]] [[Helgoland]].
Fæstningsværkerne blev ganske sløjfede af de Danske.
Fra den [[tid]] af har ingen fjendtlig krigshær været i [[Hertugdømmet Slesvig]].
Da den svenske [[kong]]e Karl 12. var skudt ihjel for Frederikshald i [[Norge]] den 12. december 1718, så sluttede [[kong]] [[Frederik 4.]] med den følgende konge i [[Sverige]], Friderik 1., under storbrittanisk og fransk mediation år 1720 den 3. juni gammel stil til Stokholm, og den 3. juli nye stil til Frideriksborg, en [[fred]].
Denne [[fred]] indeholdt i den sekstende artikel, i [[henseende]] til [[Hertugdømmet Slesvig]], et løfte, at [[kong]]en i [[Sverige]] for sig og for kronen ikke ville enten middelbar eller umiddelbar sættte sig imod det, som af kongerne i [[Storbritannien]] og Frankerige blev lovet til [[kong]]ens bedste af Danmark, angående dette [[hertugdømme]]; ligesom og at [[Sverige]] ingen hjælp ville bevise den [[gottorp]]ske [[hertug]] til [[Slesvig]] og [[Holsten]] imod [[kong]]en af [[Danmark]].
Frankerige og [[Storbritannien]] garanterede [[kong]] [[Frederik 4.]] Besiddelse af den [[hertugelig]]e [[gottorp]]ske [[andel]] af [[Slesvig]].
Thi den franske resident og befuldmægtiget minister Campredon hos [[kong]]en i [[Sverige]] udstedte den 3. juni gammel stil i Stokholm garantiakt, som blev underskrevet af [[kong]] Ludvig 15. i Frankerige til Paris den 18. august næstefter; ligeledes den storbrittaniske gesandt Pollewarth ved det danske hof udstædte den 23. juli nye Stil 1720 garantiakt, som blev underskrevet af [[kong]]en af [[Storbritannien]], Georg 1., den 26. juli til Herrenhaufen.
Disse garantiakter indeholdt, at disse kroner ville håndhæve [[kong]] [[Frederik 4.]] i [[Danmark]] i en bestandig og rolig Besiddelse af den [[gottorp]]ske [[andel]] af [[Hertugdømmet Slesvig]].
Derpå ved udgangen af året 1720 indrømmede [[kong]] [[Frederik 4.]] [[hertug]] Karl Friderik igen sin [[andel]] af [[Hertugdømmet Holsten]], og lod sig den 4. september år 1721 af [[adel]]en i [[Hertugdømmet Slesvig]] personlig til [[Gottorp]] hylde.
Bemeldte år indlemmede [[konge]]n det hele [[hertugdømme]] [[Slesvig]] under [[Kongeriget Danmark]], og just derfor borttog han det slesvigske [[våben]], som var 10 blå over hinanden løbende løver i gylden felt, ud af middelskjoldet i det [[kongelig]]e danske [[våben]], og satte samme [[våben]] nu ind i det femte kvarter i hovedskjoldet.
De små [[andel]]e, som [[hertug]]erne af [[Glücksborg]] og [[Sønderborg]] have, forekomme siden.
Fra år 1722 den 7. september, da [[statholder]] [[grev]] Karl af Ahlefeldt [[død]]e, var ingen [[statholder]] indtil år 1731 da [[kong]] [[Christian 6.]] beskikkede sin svoger, [[markgreve]] til Brandenborgkulmbach, Friderik Ærnst, til [[statholder]].
[[Kong]] [[Frederik 5.]] købte år 1749 af [[hertug]] Friderik til [[Glücksborg]] den mellemste del af [[ø]]en [[Ærø]], nemlig [[stad]]en [[Ærøskøbing]] og det af to [[gods]]er bestående [[amt]] Gravenstein.
Højstbemeldte [[konge]] skænkede den 13. februar 1756 [[hertug]] Friderik Kristian til [[Augustenborg]] og hans mandlige [[arving]]er det [[gods]] Gammelgård, tillige med det dertil hørende lille [[gods]] Gunstrup, begge på [[ø]]en [[Als]]; og det [[Augustenborg]]iske [[hus]] overlod [[konge]]n deres anfaldret på de pløenske og [[glücksborg]]ske [[land]]e med visse [[vilkår]].
Da de pløenske [[land]]e i [[Hertugdømmet Holsten]] vare bebyrdede med stor lehnslaft og [[gæld]], så aftrådte også de [[hertug]]lige [[hus]]e, [[Glücksborg]] og Beck, én efter den anden, deres [[ret]] og [[arvefølge]] i de pløenske [[land]]e til [[kong]] [[Frederik 5.]].
Derpå kom den 29. november 1756 en arvefølgefordrag imellem [[konge]]n og den pløenske [[hertug]], Friderik Karl, i stand. Da nu bemeldte [[hertug]] til [[Pløn]] [[død]]e den 18. Oktober 1761 uden fyrstelige mandlige livsarvinger, så blev [[kong]] [[Frederik 5.]] landsherre og besidder af de pløenske [[land]]e.

Udi den i [[Tyskland]] imellem [[konge]]n af [[Preussen]], [[Frederik den Store af Preussen|Frederik 2.]], på den ene side, og imellem den romerske kejserinde og dronning af [[Ungarn]] og [[Bøhmen]], Maria Theresia, så og [[konge]]n af [[Polen]], som [[kurfyrste]] til [[Sachsen]], [[August 3. af Polen|August 3.]], på den anden side, år 1756 opkomne [[krig]], blev [[Storbritannien]], Frankerige, det [[Tyske Rige]], [[Rusland]] og [[Sverige]], som bundsforvante og allierede til den ene eller anden af parterne, indviklede; og denne [[krig]] nærmede sig til de [[holstensk]]e [[grænse]]r.
Derfor så [[kong]] [[Frederik 5.]] sig foranlediget i [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]], til deres bedækkelse og sikkerhed, år 1758 at trække tilsammen flere krigsfolk, end sædvanlig plejede her at ligge, hvilke [[trop]]per blev i de følgende år forstærkede.

Da nu den russiske kejserinde [[Elisabeth 1.]] var [[død]] den 5. januar nye stil år 1762, og hendes søstersøn, den hidtil værende Storfyrste af [[Rusland]] og [[hertug]] til [[Slesvig]] i Holstengottorf, under [[navn]] af [[kejser]] [[Peter 3.]], var kommen på den russiske trone, så søgte han med væbnet hånd at udføre sin påtale og fordring på den fordum værende [[gottorp]]ske [[andel]] af [[Slesvig]].
Til den ende lod han en talrig russisk armé i juni og juli år 1762 rykke frem imod de [[dansk]]e [[land]]e, indtil [[hertugdømme]]t Meklenborg, og var i begreb med at vilde reise selv efter sin [[armé]].
Ved sådanne omstændigheder lod [[kong]] [[Frederik 5.]] i [[Danmark]] en anselig krigshær i bemeldte måneder rykke ud og marcherede frem til imod Wismar i Meklenborg.
Men da enhver formodede, at det, uagtet den i Berlin imellem den [[dansk]]e og russiske Gesandt til Forlig anstillede kongres, skulde bryde ud til [[krig]] imellem [[Danmark]] og [[Rusland]]; så indfaldt i [[Rusland]] den 9. juli bemeldte år 1762 en stor forandring, da den nye [[kejser]] Peter 3. blev detroniseret, og hans gemalinde, Katharina 2., blev sat på den russiske trone, kort derefter, nemlig den 17. i samme måned, [[død]]e Peter 3. selv i sit alders 35. år.
Han efterlod sig ikkun én [[prins]], Paul Petrowitz, den nu værende storfyrste i [[Rusland]].
Hans gemalinde og efterfølgerinde i det russiske riges beherskelse, kejserinde [[Katharina 2.]], fød [[prins]]esse af Anhaltzerbst, var venskabsfuldsindet mod [[Danmark]]; hun trak derfor sin [[armé]] tilbage igen til [[Rusland]], og [[kong]] [[Frederik 5.]] trak sin krigshær tilbage igen til sine egne [[land]]e, og derved blev de [[hertugdømme]]r [[Slesvig]] og [[Holsten]], såvel som de øvrige [[dansk]]e [[land]]e, sat i deres forrige rolighed igen, Den russiske Keiserinde påtog sig Formynderskabet for hendes [[prins]], Poul Petrovitz, i [[henseende]] til hans [[andel]] i [[Hertugdømmet Holsten]], og beskikkede år 1762 [[hertug]] Georg Ludvig, men efter hans [[død]] år 1763 [[biskop]]pen til [[Lybæk]], [[hertug]] Friderik August, til [[statholder]] i de storfyrstelige russiske [[land]]e i Holsten.
År 1764 den 10. juli, ved et forlig med [[hertug]] Friderik Kristian til [[Augustenborg]], aftrådte [[kong]] [[Frederik 5.]] til det [[Augustenborg]]iske [[hus]] for dets arverets fuldkomne aftrædelse på de pløenske og [[glücksborg]]ske lenbare [[land]]e til et ækvivalent det slot [[Sønderborg]] med dets tilhør, og de fire godser i [[Sønderborg]]amt, nemlig Rønhof, Laygenvorwerk, Maybüllgård og Knisgård, med de dertil hørende [[landsby]]er og [[undersåt]]tere, patronatret til kirkerne Ulkebøl, Hørup, Lysabild og Rotmark.
År 1767 sluttede hendes russiskkejserlige [[majestæt]] [[Katharina 2. af Rusland|Katharina 2.]] i hendes søns den [[kejser]]lige russiske [[prins]]es mindreårighed, en med hans [[kongelig]]e [[majestæt]] [[kong]] [[Christian 7.]] i [[Danmark]] provisorisk traktat, angående ombytning af den hidtil værende storfyrstelige [[andel]] i [[Hertugdømmet Holsten]] mod de tvende [[grevskab]]er [[Oldenborg]] og [[Delmenhorst]].
Denne traktat blev fuldbyrdet, da [[prins]] Paul opnåede sin majorennitæt.
Thi år 1773 den 16. november blev de hidtil værende storfyrstelige [[holstensk]]e [[land]]e ved en offentlig oplæst cessions- eller afståelsesakt højtidelig overgivne til hans [[kongelig]]e [[majestæt]] [[kong]] [[Chistian 7.]] i [[Danmark]]. Denne Akt var underskrevet af [[prins]] Paul i Sarkojezelo den 20. gl. stil, eller 31. maj ny stil, år 1773, og publiceret i [[Kiel]] den 5. gl. stil, eller 16. november ny stil. Efter den [[tid]] tilhører nu den forhen værende storfyrstelige [[andel]] af [[Holsten]] Kronen [[Danmark]].

= =
De højkongelige [[jurisdiktion]]er i [[Hertugdømmet Slesvig]] holdes på [[slot]]tet Gekert, og er:
#Overretten, hvorhen appellationer og nulliteters klager fra alle magistratens domme i [[stæder]], [[rettergang]]e i [[amt]]er og [[landskab]]er, [[hospital]]s- og [[kirkeret]], fra Bitiding i [[Ejdersted]], fra Treherreders ret i [[amt]]et [[Tønder]], og de edsvornes magt på [[ø]]en [[Femern]], såvel som og fra retterne i de [[oktroj]]erede [[kog]]e, umiddelbar komme; denne [[overret]] består af [[statholder]]en, [[kansler]], vicekansler i [[Hertugdømmet Slesvig]], og af et antal [[overret]]sråder; det har to virkelige kancellisekretærer, hvoraf den anden er tillige registrator, og to virkelige kancellister.
#Landretten, som holdes årlig på første mandag efter påske, hvorhen komme appellationer fra de [[adelig]]e retter, det [[Augustenborg]]ske [[distrikt]] og [[grevskab]]et Reventlau; det består af [[statholder]]en, nogle [[adelig]]e og lærde råd, og landkansler; protokollen holder [[landret]]snotarius og en sekretær.
#Overkonsistorium eller overkonsistorialretten holdes årlig på første mandag efter Mariæ Renselsesfest; den består af [[statholder]]en, [[kansler]], vicekansler og andre [[overret]]tens råd, general-[[superintendent]]en som overkonsistorialråd, og endnu en teolog som bisidder; det dømmer i ægteskabs- og [[kirkesag]]er.
#Landoverkonsistorium eller landoverkonsistorialret holdes når [[landret]]ten er til ende, og består af dem som sidde i [[landret]]ten, tillige med general-[[superintendent]]en, og endnu en teolog som bisidder.

Disse fire højesteretters domme udstedes i [[konge]]ns [[navn]] i det højtyske [[sprog]]; og derfra kan ej appelleres videre.
Næst efter disse højeste [[kongelig]]e [[rettergang]]e i dette [[hertugdømme]] er [[underret]]terne.
Disse bestå af retterne i [[stæder]]ne, [[amt]]er og [[landskab]]er, det [[hertugelig]]e [[augustenborg]]ske [[distrikt]], [[grevskab]]et Reventlau, det [[adelig]]e [[frøkenkloster]] og det grå Kloster til [[Slesvig]], nogle [[hospital]]er og [[kirke]]r, så og de [[oktroj]]erede [[kog]]e; dernæst også af underkonsistorialretterne.

Stæderne have deres egen magistrat, som består af borgmestre og rådsforvandtere.
Nogle [[stæder]] have bestandig to, [[Husum]] tre, andre ikkun én borgmester; men Frideriksstadt har foruden to borgmestre også en præsident.
Udi nogle [[stæder]] er en kæmneriret, såsom i [[Flensborg]] og i [[Sønderborg]].
I enhver [[stad]] er en stadsfoged, men udi [[Slesvig]] er to.

Amterne bestå gemenlig af visse [[herred]]er.
[[Amt]]et [[Tønder]] har også to [[landskab]]er, og de [[amt]]er [[Apenrade]] og [[Sønderborg]] har hver ligeledes ét [[birk]] under sig.
Derimod består [[amt]]et [[Løgumkloster]] ikkun af ét [[birk]].
[[Højerherred]] i [[amt]]et [[Tønder]] indeholder også ét [[birk]].
Med [[amt]]et [[Gottorp]] er det [[landskab]] [[Stapelholm]] sammenføjet, og med [[amt]]et [[Flensborg]] er det [[landskab]] [[Bredsted]], fornemmelig kun i [[henseende]] til en fælles [[amtmand]], sammenføjet.

Landskaberne, [[herred]]erne og [[birk]]erne bestå af et fra hinanden ganske forskelligt antal nær ved hinanden liggende [[landsby]]er, nogle enkelte [[gård]]e, [[hus]]e og [[landeri]]er. 
Hvert [[landskab]] og de fleste [[herred]]er indeholder adskillige [[kirkesogn]]e.
De [[birk]]er Warnitz og Rockenitz indbefatte kun ét sogn, men [[ Løgumkloster]] tre [[sogn]]e.
[[Kirkesogn]]ene bestå gemenlig af adskillige [[landsby]]er, og man forefinder ikkun få [[sogn]]e, som blot bestå af én [[landsby]].

Ved [[domkapitel]]ets [[amt]], som ligger adspredt i andre [[amt]]er, og [[landskab]]et [[Bredsted]], er at mærke som noget besynderligt, at det bliver delt i tre [[distrikt]]er, og disse i stiftsdomkapitlets [[fogderi]]er, et domfogderi og andre små dele.
De store [[by]]er, som kaldes [[flække]]r, høre til de [[amt]]er, [[landskab]]er og [[herred]]er, hvori de ligge.
Blandt alle [[amt]]erne indeholder [[amt]]et [[Haderslev]], og blandt [[landskab]]erne det [[landskab]] [[Ejdersted]], de fleste [[kirkesogn]]e. 

Over [[amt]]erne er [[amt]]mænd, over [[landskab]]er er [[amt]]mænd og landfogder, over [[herred]]erne er [[herredsfoged]]er, og over [[birk]]erne er [[birkefoged]]er beskikkede, hvilke, undtagen landfogden på [[Før]] og [[Sylt]], handthæve ret og [[retfærdighed]].
Det [[landskab]] [[Ejdersted]] har sine besynderlige foresatte, som kaldes oberstaller og [[staller]].
Amtmændene er ni i tallet.
Dertil beskikkes [[greve]]r, friherrer og [[adel]]spersoner, som er gehejmeråder, ordensriddere, kammerherrer, eller konferens- og landråder.
De er overbetjente, have [[opsyn]] over alle underbetjente i deres [[amt]]er, såsom landfogeder, amtsforvaltere, landskrivere, husfogeder, [[herredsfoged]]er, [[ridefoged]]er, birkefogeder, stifts- og [[domkapitel]]sfogeder, branddirektører og hegeriddere, og lade sig af dem i mange forretninger give efterretninger.
Udi de fleste [[amt]]er har [[amtmand]]en alene den første undersøgelse i alle forefaldende borgerlige [[rettergang]]ssager.
[[Underret]]terne i [[amt]]erne og [[landskab]]erne i borgerlige og pinlige [[rettergang]]ssager kaldes i de [[landskab]]er [[Bredsted]] og [[Stapelholm]] Bondengerichter, men i de fleste [[herred]]er og [[birk]]er kaldes de Ding und Recht, eller das Ding.
Udi [[Ejdersted]] er to [[landret]]ter; i [[landskab]]et [[Femern]] er tre [[kirkesogn]]sretter; og [[ø]]erne [[Sylt]] og [[Før]], såvidt de høre til [[amt]]et [[Tønder]], såvel som og Bocking- og [[Widingherred]]er, have hver deres råd, som udgøre [[underret]]ten sammesteds.
Udi [[marskland]]ene er [[digegreve]]r, (Præfecti Aggerum,) [[dige]]dommere og [[dige]]fogeder, som fælde dom i forefaldende [[dige]]sager.
Til [[underret]]terne i [[hertugdømme]]t hører også tre melleminstanser eller retter.
Den ene melleminstans eller dom er i [[landskab]]et [[Ejdersted]], hvor man appellerer fra de tvende [[landret]]ter til Bitiding eller Dreyerlandegericht, (de tre [[land]]es ret;) den anden i [[amt]]et [[Tønder]], hvor appellation sker fra rådet i de fire [[herred]]er i Widing- og Böckingherreder, Østerlandsføhr og [[Sylt]] til Dreyhardergericht eller Treherredersret; og den tredje i [[landskab]]et [[Femern]], hvor man appellerer fra [[kirkesogn]]sret til den så kaldte edsvornes magt, eller den femerske [[landret]], førend [[sag]]en kan komme for den [[gottorp]]ske [[overret]].
Fra alle de øvrige [[underret]]ter i [[amt]]erne og [[landskab]]erne gå [[sag]]erne umiddelbar til [[overret]]ten til [[Gottorp]]. [[Grevskab]]et Reventlau har [[jurisdiktion]] i borgerlige og pinlige [[sag]]er, og den forrettes ved en Inspektor og en med seks [[sandemænd]] besat ret.
Det [[adelig]]e [[frøkenkloster]] til [[Slesvig]] har ligeledes borgerlig og pinlig [[jurisdiktion]].
Klosterets konventret består af [[provst]]en, [[priorinde]]n og ni konventualinder.
[[Hospital]]et, Mariæ- og Niklaskirke til [[Flensborg]] have over deres Lanster [[jurisdiktion]] i borgerlige [[sag]]er og ringe forbrydelser.
Det grå Kloster til [[Slesvig]] har den borgerlige og pinlige [[jurisdiktion]].
Der gives også [[oktroj]]erede [[kog]]e, som ej høre til [[amt]]erne eller [[landskab]]erne, men have deres egen Forfatning i justits-, [[dige]]-, politi- og andre [[sag]]er.
De fleste [[oktroj]]erede [[kog]]e have den borgerlige og pinlige [[jurisdiktion]], og de er forsynede med mange [[Privilegie]]r.

Dernæst må man anføre de [[kongelig]]e underkonsistorialretter, som også sædvanlig kun kaldes [[konsistorialret]]ter.
[[Stæder]]ne have intet underkonsistorium for sig selv; dog har [[stad]]en [[Husum]] sit konsistorium for sig alene.
Dette består af [[stad]]ens tre [[præst]]er, to borgmestre og den ældste rådsforvandter, og [[sognepræst]]en fører [[protokol]]len.
I de øvrige [[konsistorialret]]ter præsiderer [[amtmand]]en; men i de tvende [[ejdersted]]ske [[konsistorialret]]ter præsiderer oberstaller og [[staller]].
Der er ti [[kongelig]]e underkonsistorialretter i [[Hertugdømmet Slesvig]], hvilke er beskikkede over 188 kirkesogne.
Af alle disse hører 35 under den [[gottorp]]ske, 34 under den flensborgske, 13 under den apenradiske, 47 under den tønderske, når man regner Emmerlefsogn med, 1 under den [[husum]]ske [[konsistorialret]], 8 under [[konsistorialret]]ten for østerdelen af [[Ejdersted]], 10 under [[konsistorialret]]ten for vesterdelen af dette [[landskab]], og 4 under den femerske [[konsistorialret]]; under den sønderborgiske står ikkun [[stad]]en [[Sønderborg]] og Rekenissogn, og under den haderslevske står [[stad]]en [[Haderslev]] og 33 sogne af samme [[haderslev]]ske [[amt]]. [[Præst]]erne i disse [[konsistorialret]]ter eksaminerer de teologiske Kandidater.

Derimod under de [[dansk]]e retter stå alle de [[dansk]]e [[kirkesogn]]e, 47 i tallet, som ligge i [[amt]]et [[Haderslev]], såvel som og på de [[ø]]er [[Als]] og [[Ærø]], tillige med de [[adelig]]e [[sogn]]e [[Gram]] og [[Fole]], og stå under [[biskop]]pernes i [[Ribe]] og [[Odense]] deres [[overopsyn]].

De [[prokurator]]er, som beskikkes til [[advokat]]er for de højeste [[kongelig]]e retter i [[Hertugdømmet Slesvig]], kaldes over- og [[landretsadvokat]]er; men de, som [[konge]]n har beskikket til advokater for regeringskancelliet og andre [[kongelig]]e overretter i [[Hertugdømmet Holsten]] og dertil hørende [[land]]e, kaldes regeringsadvokater.
De øvrige, hvis bestalling lyder blot på advokater ved [[underret]]terne, kaldes [[underret]]sadvokater.
Til at udføre kammer- og kriminalsager, som undersøges og dømmes af de højeste [[kongelig]]e retter til [[Gottorp]], er en overfachwalter i [[Slesvig]] beskikket.

Endelig må man og anføre [[jurisdiktion]]en i det [[hertug]]lige [[glücksborg]]ske [[arveland]], hvilken ikke i nogen måde dependerer af de højeste [[kongelig]]e retter til [[Gottorp]].
Udi den store by eller [[flække]] [[Glücksborg]] består [[underret]]ten af herredsfogeden i [[amt]]et [[Glücksborg]], to [[sandemænd]] og en tingskriver.
Over den øvrige del af [[amt]]et [[Glücksborg]] holdes en egen ret eller ting til [[Munkbrarup]].

På [[Sundeved]] har [[hertug]]en en [[herredsfoged]] i Ribelherred til [[Broager]].
Fra disse retter komme [[rettergang]]ssager til hofretten til [[Glücksborg]].
Denne hofret er besat med tre [[person]]er.
Konsistorium til [[Glücksborg]] er den eneste [[konsistorialret]] for de [[hertug]]lige [[undersåt]]ter, som bor i de syv [[kirkesogn]]e i det [[glücksborg]]ske [[arveland]]; men [[land]]et står umiddelbar under [[konge]]n af [[Danmark]].

Den almindelige [[landret]] i [[Hertugdømmet Slesvig]], hvorefter kendes og dømmes i borgerlige [[sag]]er, er den af [[kong]] [[Valdemar 2.]] år 1240 på rigsdagen til [[Vordingborg]] i [[Sjælland]] udi det [[dansk]]e [[sprog]] givne, men år 1590 på nye eftersete, i [[henseende]] til gamle ubekendt blevne [[dansk]]e ord forbedrede og trykte, men derefter af det [[dansk]]e i det plattyske [[sprog]] oversatte, og med [[kong]] [[Christian 4.]]s og [[hertug]] Johan Adolphs tilladelse til [[Slesvig]] år 1593 trykte jyske lovbog, ''Codeks Juris Justici'', hvilken er på ny oplagt år 1603 til [[Slesvig]] og år 1717 til [[Flensborg]], og hvis forbindtlighed strækker sig ikke videre end over dette [[hertugdømme]].
Den [[dansk]]e krigsstat i dette land retter sig efter deres krigsartikler, og efter [[kong]] [[Christian 5.]]’s danske lovbog.
I ægteskabs- og [[kirkesag]]er retter man sig efter den [[slesvig-holstensk]]e kirkeorden, som af [[kong]] [[Christian 3.]] blev bekendtgjort år 1542 den 9. marts i det plattyske [[sprog]]; men især efter den kanoniske ret.
De [[kirkesogn]]e, som ligger under bisperne i [[Ribe]] og [[Fyn]], rette sig efter [[kong]] [[Christian 5.]]’s [[Danske Lov]] og de udgangne danske [[forordning]]er.

Mange [[stæder]] have deres egen [[stadsret]].
Den nyeste og udførligste er den 1635 i det nederlandske [[sprog]] trykte friderichsstadske [[stadsret]].
[[Stad]]en [[Husum]] har en [[stadsret]] af år 1608; den er desuden forsynet med den wisbyeske søret.
Den lybske [[stadsret]] gælder ingensteds, uden i de [[stæder]] [[Tønder]] og Burg.

Nogle [[landskab]]er, nemlig [[Ejdersted]], [[Femern]] og [[Stapelholm]], have deres egen ret, af hvilke den [[Ejdersted]]ske [[landret]] er best., forfattet år 1591.
De øvrige er de fire frisiske [[herred]]ers [[landret]], den [[Nordstrand]]ske [[landret]], og i [[marsk]]en spadelandsret, ''Jus Aggerum'' i [[henseende]] til [[dige]]r, damme, sluser.
[[Kong]] [[Christian 6.]] har anordnet brandgilder og kommerskollegium såvel i [[stæder]]ne, som også i [[amt]]erne og [[landskab]]erne af dette [[hertugdømme]]; men [[kong]] [[Frederik 5.]] oprettede i [[Ejdersted]] almindelige brandgilder, som er forsynede med branddirektører, og stå under [[opsyn]] af økonomikollegier; og have alle deres brandanordninger.

De ordentlige [[kongelig]]e [[indkomst]]er af dette [[hertugdømme]] er betydelige, og bestå i den månedlige [[kontribution]] af [[stæder]], [[amt]]er, [[landskab]]er, [[adelig]]e [[gods]]er, kancelligodser og [[oktroj]]erede [[kog]]e; i jordebogens [[afgift]] eller herrengeld; i told og [[licent]]; i straf-, dispensations-, rekognitionspenge, og for stemplet papir; i [[indkomst]]er af de [[kongelig]]e domæner og [[kammergods]]er; i [[østers]]fangstens forpagtning ved den vestlige side af [[hertugdømme]]t.
Derimod finder konsumption og [[accise]] ikke sted, hverken i [[hertugdømme]]t [[Slesvig]] eller [[Holsten]].

Stæderne, [[amt]]erne, [[landskab]]erne og de [[adelig]]e [[gods]]er, såvel som og det [[adelig]]e St. Johanniskloster, og det grå kloster til [[Slesvig]], tillige med nogle [[hospital]]er og [[kirke]]r, er anslagne til visse [[ploug]]e, hvorefter de betale den månedlige [[kontribution]] til den [[Rendsborg]]ske [[land]]- og krigskasse.
De [[oktroj]]erede [[kog]]e og alle andre [[marskland]]e indrette deres [[kontribution]] efter [[demat]]ernes antal, endskønt de stå for et vist antal af [[ploug]]e, hvorefter [[demat]]erne beregnes.
[[Kong]] [[Frederik 3.]] og [[hertug]] Friderik 3. udgav den 26. maj 1652 en fornyet landsmatrikel over begge [[hertugdømme]]rne [[Slesvig]] og [[Holsten]].
Udi denne matrikel, så vidt [[Hertugdømmet Slesvig]] angår, findes [[domkapitel]]et, det grå og det [[adelig]]e [[frøkenkloster]] til [[Slesvig]], de gamle [[stæder]], og [[Husum]], tillige med nogle [[kirke]]r og [[hospital]]er, ikke mindre [[Ejdersted]], [[Femern]] og [[Pelworn]], såvel som og de [[adelig]]e [[gods]]er, at være ansatte til visse [[ploug]]e.
Men [[ploug]]tallet er i [[henseende]] til [[domkapitel]]samtet, og andre [[amt]]er, [[stæder]], [[kirke]]r og [[hospital]]er, nu overmåde forandret.
Hele [[Hertugdømmet Slesvig]] er anslaget til 19.390 [[ploug]]e.
Ved en [[ploug]] forstås så meget [[jord]], som bonden kan drive med en [[ploug]].
Efter [[jord]]ens beskaffenhed regnes mere og mindre til en [[ploug]], nemlig imellem 24 til 36 morgenland.

Told og [[licent]] oppebæres af de i [[stæder]]ne, [[flække]]r og ved [[toldsted]]erne på [[land]]et beskikkede told- og [[licent]]forvaltere.
I [[amt]]erne blive de øvrige landsherlige [[indkomst]]er oppebåret af [[amtsforvalter]]ne og landskriverne, til dels også af herred- ride-, stifts- og [[domkapitel]]ets fogeder, og af dem afleverede til den [[kongelig]]e kasserer i [[Rendsborg]], som har [[land]]- og krigskassen at forvalte.
Af fogeder findes ikkun i [[amt]]et [[Haderslev]], og én i [[domkapitel]]samtet.
I [[amt]]et [[Tønder]], på de [[ø]]er [[Sylt]] og [[Før]], indkræves landsherrens [[indkomst]]er af landfogeden, og leveres til den tønderske [[amtsforvalter]], landfogeden.
I [[landskab]]et [[Stapelholm]], og landfogeden på [[Helgoland]], oppebære sammesteds de landsherlige [[indkomst]]er.
Husfogederne må i [[amt]]erne og [[landskab]]erne udi [[hertugdømme]]t besørge alle vogne, som bør gøre frikørselen; de har [[opsyn]] over alle [[kongelig]]e pagtstykker, [[slot]]tenes reparation, veje, broer, [[kongelig]]e fæsteskove, fiskedamme, så og med skovbetjentene.
Over jagt- og forstvæsenet i [[amt]]erne og [[landskab]]erne i dette [[hertugdømme]] er 2 jægermestre, 2 overførster, husfogeder, og 18 hegeridere, hver i sit [[distrikt]] beskikkede. 
Hver [[amtmand]] har også i det ham anfortroede [[amt]] og [[landskab]] [[overopsyn]] over jagt- og forstvæsenet tillige med den forordnede jægermester.

Den danske krigsmagt til lands i [[Hertugdømmet Slesvig]] består af adskillige gevorbene regimenter til hest og fods, hvis antal og styrke er foranderlig efter tidernes beskaffenhed.
De i [[stæder]]ne, [[amt]]erne og [[landskab]]erne i [[Hertugdømmet Slesvig]], hvorhen især [[Højerherred]] hører, såvel som også i [[stad]]en [[Heiligenhafen]], til den danske [[orlogsflåde]] indrullerede søfolk og [[matros]]er, som tjene i nødsfald til krigsskibenes og fregatternes bemanding, beløbe sig omtrent 1900 til 2200 [[matros]]er, hvortil er forordnede fem søofficerer og en mønsterskriver i [[land]]et.
Dog er herunder ej indberegnede de søfolk på de vestlige [[ø]]er, som også i nødsfald tjener på floden, ej heller det unge tilvoksende mandskab.

Man vil nu nøjere beskrive [[Hertugdømmet Slesvig]], nemlig [[stad]]en og [[amt]]et [[Hadersleben]].
__notoc__
[[Kategori:1777 Hertugdømmet Slesvig| ]]
[[Kategori:Sønderjylland]]