Redigerer Om præsternes embede med sakramenterne og lønlig skriftemål

<center> 1. </center>
[[Præsterne]] skulle i [[kirken]] [[forrette]] og uddele de hellige [[sakramente]]r, dåbens og [[nadver]]ens, aldeles efter [[kristi]] egen indstiftelse med den [[læsning]] og [[ceremoni]]er, som sædvanlige er.

<center> 2. </center>
Såfremt nogen [[præst]], enten døber [[børn]], eller [[nadver]]ens [[sakramente]] forretter i nogens [[hus]], uden [[fornødenhed]] det udkræver, skal han give til [[straf]] fyrretyve [[lod]] [[sølv]], og den, som det lader gøre, et hundred [[lod]] [[sølv]].

<center> 3. </center>
[[Børn]] skulle døbes i [[kirken]]s fond, eller bækken, og må dertil ej bruges noget [[kar]], [[fad]], eller bækken, som til anden brug i husene er beskikkede.

<center> 4. </center>
[[Ægtefolk]]s [[børn]] døbes, når [[tjeneste]]n er ude, men hore- og [[slegfred]]-børn skulle i [[købstæderne]] døbes efter tolv slet, og på [[landsby]]erne når de har ofret med de ægte børn.

Og med sådanne hore- og [[slegfred]]-børn må ej ofres.

<center> 5. </center>
De skal være [[vidnesbyrd]] og [[fadder]]e til dåben, som er ærlige og uberygtede [[folk]].

Dog må dertil ej flere bedes end fem af mands og kvindes [[person]]er tilsammen.

<center> 6. </center>
Hvo som lader sine [[børn]] ligge udøbte uden [[kirken]] over otte dage, efter at de er føde, skal have forbrudt tyve [[lod]] [[sølv]] til næste [[hospital]], som af [[kongens]] [[befalingsmand]], eller stedets [[øvrighed]], skal indkræves, som de agte at forsvare.
Dersom børnene er svage, have hver kristne [[forældre]] sådant [[tilbørlig]] i agt at tage, at ingen saligheds middel bliver ved nogen [[forsømmelse]] efterlat.

<center> 7. </center>
[[Forsømme]] [[forældre]]ne at [[lade]] barn komme til dåben, og det uden [[dåb]] bortdør, da stande de åbenbarlig [[skrifte]], som der udi er [[skyldig]]e.

<center> 8. </center>
Børn, som for deres svagheds [[skyld]] er hjemmedøbte, skulle, så snart de komme til [[pas]], føres til [[kirken]], og deres [[dåb]] af [[præsten]] stadfæstes og forkyndes i [[fadder]]nes [[nærværelse]] på den sædvanlige måde.

<center> 9. </center>
Men ingenlunde skulle de døbes igen, uden så er, at der er [[tvivl]] på, om de er døbte, og ej med [[vidner]] bevises, at de rettelig døbte er.

<center> 10. </center>
[[Præsterne]] skulle ingen [[annamme]] til [[nadver]]ens [[sakramente]]s delagtighed, med mindre de sig tilforn for [[præsten]] have beteet, skriftet og annammet [[afløsning]].

<center> 11. </center>
De skulle ikke [[tilstede]] de unge at komme til [[sakramente]]t, før end de have vel fattet deres [[børnelærdom]], at finde deraf den rette [[mening]] i [[hjerte]]t, og [[derhos]] hvorledes de skulle [[bekende]] sig for [[præsten]], og vide at [[svare]] til lutheri små [[spørgsmål]] om [[slig]]t, og så forstå, hvad [[afløsning]] har med at føre: så som og de gamle skulle i det ringeste [[vide]] [[børnelærdom]]mens bare [[ord]] at forstå.

[[Item]] hvorledes de skulle [[begære]] at skriftes, og hvad herrens nadere er, og hvad [[nytte]] den har med sig, og til hvad ende de [[begære]] at [[bruge]] den.

<center> 12. </center>
Og på det [[præsten]] kan have des bedre [[tid]] til at [[undervise]] dem, som begære afløsning, skal han komme i [[kirken]] [[løverdag]]en tilforn at [[skrifte]], så at [[sakramente]]ts forrettelse på [[landsby]]erne sker ordinære på den ene [[søndag]] i [[hovedsogn]]et, og på den anden i [[anneks]]et.

<center> 13. </center>
Men på det ingen skal komme som af en vane til herrens nadere uberedt og uværdig, skulle de, som enten først ville gå dertil, eller have noget synderligt billig at tage i agt, gå til [[præsten]] nogle dage tilforn, at han bekvemmelig med dem derom kan handle.

<center> 14. </center>
[[Præsten]] skal mod de tider, som han ved sognefolket sig til herrens naderes brug helst plejer at ville samle, dem [[advare]], at de hans og deres egne [[vilkår]] ville betænke, og ikke komme flere, end han kan betjene, og tilbørligen høre og [[undervise]].

<center> 15. </center>
Og eftersom alle ikke kan være lige forstandige, og ingen dog, som søger sligt hjertelig og ydmygelig, bør uden vigtige [[årsag]]er lettelig at forvises, skal der [[flittelig]] gives agt på dem, som endda sig gerne undervise [[lade]], og anlove at føre så [[bod]] derpå, at de ej mere skulle findes så uberede, søgende nu af [[gud]]s [[nåde]] den rette [[værdighed]] dertil uden al modvillighed.
Dette skulle [[præster]]ne [[flittig]] have i agt, som de det for [[gud]] med en god [[samvittighed]] kunne være bekendt, og for deres kristen [[øvrighed]] forsvare.

<center> 16. </center>
Men dersom [[præsten]] befinder nogen aldeles ubered og modvillig til at lade sig undervise, da skal han ham i [[skriftestol]]en [[advare]], at han holder sig fra [[sakramente]]t, indtil han retter sig, og [[lærer]] noget bedre.

<center> 17. </center>
Ingen skal med hånds pålæggelse af [[præsten]] afløses, uden han af et angerfuldt [[hjerte]] [[begærer]] sine synders forladelse.

Og skal den, som skrifter, i [[almindelighed]] [[bekende]] sine synder for [[præsten]], og om noget nager ham i hans [[samvittighed]], skal han ikke blues ved at sige det frem.

Men alle synders opregnelse, eller hvers i sær, udkræves her ikke.

<center> 18. </center>
[[Præster]] skulle ingen bandsatte, eller som for letfærdighed, [[manddrab]], [[tyveri]], [[mened]], eller andre åbenbarlige laster, er [[skyldig]]e til at stå åbenbare skrifte, [[annamme]] til [[lønlig]] [[skriftemål]], før end de [[kirken]]s [[disciplin]] udstandet have, med mindre de komme at ligge på deres sotteseng, og alvorligen i deres [[sygdom]] begære at være delagtige i herrens legeme og [[blod]], før end de dø, og sig dertil [[kristelig]]en [[skikke]].

Dog skal de, om de blive tilpas igen, alligevel [[menighed]]en åbenbarligen forbede, og da at gives tilkende, hvorfor de tilforn til [[nadver]]ens [[sakramente]] er tilstedte.

<center> 19. </center>
Det skal og agtes, at de, som ville gå til skrifte, skulle holde sig så vidt fra [[skriftestol]]en, at [[præsten]] kan der særdeles handle med den, som gør sin [[bekendelse]], som og siden med en hver af dem at ingen anden det høre kunne, endog det ellers sker i den ganske [[menighed]]s åsyn i [[skriftestol]]en, enten oppe ved [[alter]]et, eller ikke langt derfra, så andre blive neden i [[kirken]] så længe, uden trængsel imellem sig, til den forrige får sin afløsning.
Hvormed [[præster]]ne så vel som klokkerne, eller [[degn]]ene og substitutterne, skulle have [[flittig]] indseende.

<center> 20. </center>
[[Præsten]] må ikke uden sit [[kald]]s [[fortabelse]] åbenbare hvad nogen for ham i [[lønlig]] [[skriftemål]] bekendt har, med mindre det kunne angå noget forræderi, eller [[ulykke]], som ved [[præsten]]s åbenbarelse kunne forekommes.

Og dog bør dens [[navn]], som det bekendt har, så vidt muligt er, at forties.

<center> 21. </center>
Ingen [[præst]] må tage [[penge]], eller anden foræring af dem, som komme til skrifte i [[kirken]], enten der sker lønlig, eller åbenbare afløsning.

<center> 22. </center>
[[Præsterne]] må ingen ubekendte annamme til [[nadver]]ens [[sakramente]], med mindre de føre deres [[bevis]] med sig om deres [[liv]] og [[levned]] fra den steds [[præst]], som de er komne fra.

<center> 23. </center>
[[Præsterne]] skulle ingen [[tilstede]] at [[bruge]] [[nadver]]ens [[sakramente]] til [[verdslige]] sagers [[vidnesbyrd]], eller uskyldigheds [[bekræftelse]], men alene til indstiftelsens endelige [[årsag]]er.

<center> 24. </center>
[[Præsterne]] skulle vide tallet på dem, som skulle være delagtige i [[nadver]]ens [[sakramente]], på det der ikke på alteret skulle fattes [[brød]] og [[vin]], og de så nødes til anden gang at igentage læsningen, eftersom de hverken brødet, eller kalken, må uddele, førend de med [[ord]]et og bønnen er helligede.

<center> 25. </center>
[[Præsterne]] skulle holde efterskrevne fra [[nadver]]ens [[sakramente]].
# dem, som er åbenbare bandsatte, og ikke igen afløste.
# dem, som forhærdeligen hænger ved nogen [[vitterlig]] [[kætteri]].
# afsindige mennesker og ufornumstige børn.
# så mange, som hårnakkeligen leve i nogle åbenbare laster, som [[horkarl]]e, skørlevnere, [[ågerkarl]]e, slemmere, skændegæste, voldsmænd, og allermest [[gud]]s ords forhånere og foragtere, som åbenbare og foruden al [[gud]]s [[frygt]] synde.

<center> 26. </center>
Ellers skal ingen forholde sig for længe fra [[nadver]]ens [[sakramente]], som ved med god forskel, hvad det er at annamme og bruge herrens legem og [[blod]].

Ikke skulle heller de unge sig længe derfra forholde, som er komne til den alder og [[forstand]], at de kunne gøre [[skilsmisse]], og vide, hvad på sådant sted [[kristelig]]en forhandles.

Og skulle både de, som enten i [[visitats]]er, eller og foruden, for deres gode forfremmelse derudi ved [[præsten]], [[provsten]], eller [[superintendent]]en, dertil annammes, så også alle de, der vide at gøre [[regnskab]] for ordenes [[mening]] i hver del enfoldeligen efter lutheri [[fortale]] i hans liden catechismo, være alvorligen påminte, at de bruge [[sakramente]]t nogle gange om året, og jo så tit, som de finde nogen anstød, som dem til sådan åndelig lægedom at annamme skulle bevæge.

<center> 27. </center>
Entholder sig nogen over et helt [[år]] fra [[nadver]]ens [[sakramente]], da skal han udstå [[kirken]]s [[disciplin]], og hvis han, alle advarsler uagtede, bliver i sådan fraholdelse fremturendes, da skal så med ham handles, som herefter i det iks. [[kapitel]] meldes.

<center> 28. </center>
Hvo som i [[drukkenskab]] befindes den [[dag]] han har fået afløsning, eller brugt [[nadver]]ens [[sakramente]], skal stå åbenbare skrifte.

<center> 29. </center>
Begås af nogen til [[gud]]s navns bespottelse større [[forseelse]], eller anden forargelse, da skal det og billigen med højere [[straf]] anses, efter som det befindes grovt at have været.

[[kategori:Om religionen og gejstligheden]]
[[kategori:Danske Lov]]