Redigerer Om vidner og tingsvidne

<center> 1. </center>
[[Vidne]] er ej mindre end to [[personer]], [[overensstemmende]], og udi en [[ting]].

<center> 2. </center>
Ingen er [[pligtig]] til at [[vidne]] [[andetsteds]], end til sit [[værneting]], efter [[lovlig]] given [[kald]] og [[varsel]].

<center> 3. </center> 
Vil nogen godvillig [[vidne]], uden given [[kald]] og [[varsel]], eller for anden [[ret]], [[omkostning]] dermed at spare, da må det ham tilstedes.

<center> 4. </center>
Dersom nogle fornemme [[folk]], som ikke [[pleje]] at søge [[ting]], mands- eller kvindes-[[personer]], eller de, som ligge på deres [[sygeseng]], eller have anden [[lovlig]] [[forfald]], kræves til [[vidne]], da skulle de syge, og de, som ikke skrive kunde, hjemme ved [[ed]] i [[tvende]] lovfaste mænds påhør, [[aflægge]] deres [[vidne]], hvilket samme mænd til [[tinge]] med deres [[ed]] skulle fremføre.

Men de andre skulle deres [[vidne]] [[skriftlig]] med [[ed]] bekræftet under deres egne hænder i tide for [[retten]] indskikke, hvilket skal agtes både i værd og [[straf]], ligesom de på [[tinge]] med oprakte fingre [[sore]]t havde.

<center> 5. </center> 
Ingen ubekendte [[person]]er skulle tilstedes at vidne, med mindre de gøre [[rigtighed]] for sig, hvo de er, hvor de have deres [[ophold]], og hvor de er at finde, hvilket og skal i [[tingbogen]] indføres.

<center> 6. </center>
Ellers må ingen på [[tinge]] efter [[skriftlig]] seddel vidne, uden han det selv skrevet haver, og det selv for [[retten]] oplæser, og med [[ed]] [[bekræfter]].

<center> 7. </center>
Bliver nogen tilkrævet at vidne i nogen [[sag]], og [[dommer]]en legger ham [[ed]] for, sin [[sandhed]] i den [[sag]] at vidne, da bør han at vidne ved sin ed, alt hvad ham derom [[vitterligt]] er, og hvis han, enten af [[dommer]]en, eller af parterne, bliver tilspurt om til den sags [[oplysning]], eller [[bøde]] [[sagsøgeren]] og [[kongen]], hver ti [[lod]] [[sølv]], med mindre han kan og vil svære, at han ved intet deraf.

<center> 8. </center>
[[Dommeren]] skal fremkalde dem, som vidne skulle bære, og de skulle svære med oprakte fingre, at de ville sige [[sandhed]], og intet deraf dølge.
Og skal [[dommer]]en formane dem, hvad [[straf]] der skal efterfølge, dersom de vidne løgn, særdeles, når [[sagen]] er af stor vigtighed, og angår folkes [[ære]], [[liv]] og [[velfærd]], skal de hver for sig selv alene indkaldes og forhøres, og for dem oplæses den [[forklaring]] på eden og [[formaning]], som herefter bag i [[loven]] indføres, og bør på alle [[tinge]], og hvor [[ret]] holdes, på en tavle trygt at ophenges.

<center> 9. </center>
Befindes nogen at vidne åbenbare [[løgn]] med sin [[fri vilje]] og fulde forsæt, så man kan kende, at han vant [[løgn]], da [[straffe]]s han på sine to fingre, og hans boslod være forfalden til hans [[husbond]].

Og skal [[dommer]]en [[lade]] [[skriveren]] skrive på de falske [[vidner]], som fældede blive, og forskikke dem med deres navne, som fældede er, til en hvers [[øvrighed]], at de [[lade]] dem [[forkynde]] til [[herred]]s- birke- eller [[byting]], og [[eksekution]]en ske.

<center> 10. </center> 
Hvo der [[køber]] en anden til at vidne [[løgn]], han skal være mindre [[mand]], og [[straffe]]s på sin [[boslod]], dog ikke på sine to fingre.

<center> 11. </center> 
Findes der nogen [[tid]] vidne imod vidne, og udi en [[sag]], da skal [[dommer]]en grangivelig [[granske]] og forfare alle de [[vidnesbyrd]] på både sider, og [[dømme]] efter dem, som retvise kan kendes.

Men de, som uretfærdige findes, forfølges derfor, som før er meldt.

<center> 12. </center> 
Haver nogen vidnet til et [[ting]], og andre [[vidner]] derimod til andet [[ting]] skulle føres, da skal den, som tilforn vant, [[lovlig]] [[kald]] og [[varsel]] gives til at høre de andres vidne.

<center> 13. </center> 
End er de andres vidne ej imod de førstes, da er det ej [[fornøden]], at de første dertil kaldes.

<center> 14. </center> 
Dersom nogen af parterne skyder på andre [[vidnesbyrd]] og [[bevisning]], end han da [[tilstede]] haver, da tilstedes det ham, dog ikke uden en gang, og skal da nævnes, hvad [[vidnesbyrd]] han påskyder.

<center> 15. </center> 
Bevises det, at den, som [[vidner]] på en anden, er hans åbenbare [[uven]], eller [[avindsmand]], da bør hans [[vidnesbyrd]] ej at anses.

<center> 16. </center>
Villige [[vidner]], såsom: [[husbond]], [[hustru]]e, [[børn]], [[tyende]], [[søskende]], eller lige så nær besvogrede, skulle ej anses, med mindre ingen anden vidne kan haves, fornemmelig i drabs, volds, eller [[deslige]], [[sager]].

Thi da skulle de vidne, som afved.

<center> 17. </center> 
Villige [[vidner]] skulle de og holdes for at være, som selv i den [[gerning]] medværet have, hvorom de skulle vidne.

<center> 18. </center>
[[Vidner]] barn, der under sine femten [[år]] er, da kan det vidne hverken rejses, eller fældes.

<center> 19. </center> 
Intet udædisk [[menneske]], eller nogen anden, som forvunden er for nogen uærlig [[sag]], [[tyveri]], forræderi, eller [[trolddom]], skal stå til troende i [[vidnesbyrd]], eller i andre måder, i hvad de ville sige og vidne på nogen.

<center> 20. </center> 
Den, som ustadig befindes i sit vidne, og nu siger et, nu et andet, og nu bejaer noget, nu fragår det igen, bør ej at stå til troende, men [[straffe]]s som en løgner, om forsetlig [[svig]] hos ham findes.

<center> 21. </center> 
Hvo vidne vil føre på hvis en anden sagt haver, han skal det gøre på [[fersk]] [[fod]] og til første [[ting]], som han lovlig [[kald]] og [[varsel]] til kan give, efter at han om sådan påsagn er videndes vorden.

Ellers skulle vidne på ens [[mund]] ikke gælde imod hans benægtelse.

<center> 22. </center> 
End efter års forløb må ingen vidne føres på hvis nogen af andens [[mund]] hørt haver.

<center> 23. </center> 
Beskikkelses vidner, om hvis dem svares, bør til [[tinge]] med [[ed]] at [[bekræftes]], dersom de modsiges, og kunne ej underkendes, med mindre de ved andre [[lovlige]] vidner, eller anden klar [[bevisning]], igen drives.

<center> 24. </center> 
Intet vidne må i egen [[person]] stævnes til [[landsting]], eller anden [[overret]], med mindre han til sit [[værneting]] ej har villet vidne sin [[sandhed]], eller han beskyldes for sit vidne, at det er usandfærdigt.

<center> 25. </center>
Dog hvis landsdommere, eller andre [[overret]]ters [[betjent]]e det nødigt befinde, [[besynderlig]] i ære- og livs-[[sager]], at vidner for dem i egen [[person]] skal forhøres, og de lovlig stævnes for deres vidner at forklare, og at overvejes, og imod andre at forhøres, da bør de at [[møde]], eller [[bøde]] [[sagsøgeren]] og [[herskab]]et, hver ti [[lod]] [[sølv]], med mindre de lade svære deres lovlig [[forfald]].

<center> 26. </center> 
Ellers, når vidner alene for [[processen]] beskyldes, og ej deres [[ære]] og fælding angår, som vidnet have, da skulle de ej stævnes til at [[møde]].

<center> 27. </center>
Når enten af parterne, efter at [[dom]] udi [[sagen]] gangen er, kan finde nogen bedre sandheds [[oplysning]] og [[bevisning]], end som for [[retten]] har været, da skal ham ej formenes det at gøre, såfremt han med sin [[ed]] bekræffter, at han om samme [[bevisning]] tilforn ikke har været videndes, eller den kunne have bekommet, på det at han samme [[bevisning]] for højere [[ret]], når [[sagen]] der indkommer, kan fremføre.

Men, når på [[sagen]] i [[kongens]] højeste [[ret]] kendt er, da tilstedes ingen videre [[proces]].

<center> 28. </center> 
[[Tingsvidne]] er det, der gode [[mænd]], [[tinghører]]e, [[tingmænd]], eller [[stokkemænd]], som på [[tinge]] [[vare]], vidnede med deres ed, det de så og hørte, og den, som det pågielder, var selv til vedermåls [[ting]], eller var lovlig kaldet dertil.

Hvilket er så stærkt, at intet derimod kan siges.

<center> 29. </center>
[[Vidne]]r nogen [[mand]] i [[tingsvidne]], der fordelt er, eller dømt til sine tre [[mark]], da fælder han ingen uden sig selv.

[[kategori:Om retten og rettens personer]]
[[kategori:Danske Lov]]