Slesvig-Holsten-Stormarn 1460 privilegium

Privilegium for Slesvig, Holsten og Stormarn

(Ribebrevet / Vertrag von Ripen / Privileg von Ripen) beseglet 5. marts 1460 i Ribe

Nudansk oversættelse Vi Christian af guds nåde konge til Danmark, Sverige, Norge, de Venders og Goters, greve til Oldenborg og Delmenhorst, bekender og bevidner med denne vor gensidige bekendtgørelse offentlig for alle dem, som den ser, hører eller læser, at de ærværdige prælater, det strenge ridderskab, de ærefulde byer og indbyggere i hertugdømmet Slesvig, såvel som landet og grevskabet Holsten og Stormarn, har valgt os til hertug af Slesvig og greve af Holsten og Stormarn. De har også antaget os som deres herrer og hyldet os, ikke som en konge af Danmark, men som deres herrer i de nævnte lande med fastsættelse af alle artikler og bestemmelser, som her anført. For det første vil og skal vi, til beskyttelse af varig fred i disse lande, beholde den kristne tro, gudstjeneste og rettigheder, for at beskytte og ikke ødelægge, men efter vor evne sikre og lade alle indbyggere i landene - være sig gejstlig eller verdslig - ridderskab, i byerne Slesvig, Flensborg, Haderslev, Hamborg, Kiel Itzehoe, Rendsborg, og alle andre små og store byer og deres indbyggere, købmanden, og omrejsende folk med deres rettigheder og friheder og deri beskytte. Vi vil og skal også besegle alle deres privilegier, deres friheder, deres ret, og enhver sømmelig moral og sædvane i alle disse lande, udstede og bekræfte i deres helhed, og i særdeleshed til de, som det forlanger. Vi accepterer, godkender og bekræfter nu også denne kundgørelse, at den må vare i alle tider. Dårlig, imod gud og retten frastødende moral, vil vi efter evne afvise. Lybækkerne skal nyde alle friheder, som de og deres handlende med ret har haft i disse lande, fra vores salige onkel Adolfs tid. Hvis de også har privilegier, som af vores onkel var dem forpligtet, lover vi dem, at de dem ligeså må beholde. Noter Ribebrevet blev oprindelig skrevet på plattysk i 2 eksemplarer, der nu opbevares på hhv. Landesarchiv Schleswig-Holstein og Rigsarkivet, førstnævnte er bevaret med 18 påhæftede segl. Arild Huitfeldt: Danmarks Riges Krønike (1599). [1] Urkundensammlung der Gesellschaft für Schleswig-holstein-lauenburgische Geschichte, Vierter Band. Registrum König Christian des Ersten. (1874). Dr. Henning von Rumohr: Dat se bliven ewich tosamende ungedelt (1960). [2] Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte, 2003, band 128: Carsten Jahnke: Dat se bliven ewich tosamede ungedelt, neue Überlegungen zu einem alten Schlagwort. [3] [4]

Arild Huitfeldts fortolkning 1599 Vi Christiern med guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Goters konge, greve til Oldenborg og Delmenhorst. Bekende og kundgøre offentlig med nærværende vort brev for alle og hver særdeles, som det se, høre eller læse. At de værdige prælater, strenge ridderskab, ærværdige, erfarne, ærlige steder, indbyggere udi det hertugdømme Slesvig og grevskabet Holsten og Stormarn, os have udvalgt til en hertug udi Slesvig, greve til forne Holsten og Stormarn. Have os også antaget og hyldet for deres herre udi disse forne lande, med disse udtrykkelige artikler, beskeder og vilkår. Først til en bestandig fred at holde udi forne lande, ville og skulle vi den kristelige tro, gudstjeneste og retfærdighed holde og holde lade, beskærme og ikke krænke, men formere efter vor formue. Hver indvåner udi forne lande, gejstlig eller verdslig, ridderskab, steder, som er Slesvig, Flensborg, Haderslev, og andre steder, store og små, udi forne lande, deres indbyggere, købmænd, og vandrende mennesker, hos deres ret og frihed lade blive, og dem der hos beskærme. Og dem alle deres privilegier, friheder, ret og ærlige sæder og sædvaner, udi alle disse forne lande, ville og skulle vi besegle, bebreve og befæste, udi almindelighed og ser, besynderlig når det hos os bliver fordret. Hvilket vi og udi kraft dette brev nu fuldbyrde, tillade og befæste, evigt at blive. Og det som er gjort imod gud afskaffe. De lybske skulle bruge alt frihed, som de og deres købmænd med rette udi disse lande have haft, udi vor moderbroders højlovlig hertug Adolfs tid. Have de og privilegier, som vor moderbroder var dem pligtig at holde, dem love vi og at holde dem. Ydermere bekende vi og tilstå, at eftersom vi med vore kære brødre, hr. Gert og Moritz, grever til Oldenborg og Delmenhorst, er næst arvinger til forne lande, efter forne vor kære moderbroders hertug Adolfs død, at vi er kåret til disse lande for en herre, som forskrevet står. Ikke som en konge udi Danmark. Men for den gunst skyld, som indbyggerne udi disse lande haver haft til vor person. Ikke til at arve disse lande nogen vore børn eller slægt. Men efter vor død, ligesom vi nu ud af fri vilje er kåret til disse lande af forne indvånere, så må de og deres arvinger og efterkommere, så ofte disse lande løs blive, beholde deres kår, at kejse til en herre en af vore børn. Og om ingen når til (det gud afvende), at vælge en af vore rette arvinger. Hvilken udi så måde kåres, den skal æske og få sit len af sin lensherre, som det bør at forlene, som ret og tilbørlig er. På det at sådan indbyggernes udi disse lande velgerning og gunst, dem og deres efterkommere ikke skal blive skadelig, men til evig nytte, fromme og bade. Skal de eller ingen af dem, gejstlig eller verdslig, være pligtig at følge, tjene, eller nogen hjælp bevise os udenlands. Ikke skal vi heller nogen af disse forne lande udi sager, som liv og gods anrører, for os indstævne, men fly og forskaffe dem udi sådanne sager ret indenlands, som tilbørligt er. Om vi begyndte krig for disse landes fred og nyttes skyld, efter vort råds råd udi disse lande. Eller om nogen udenlandske eller indenlandske ville krænke os, for disse artiklers skyld. Da ville og skulle vi være derimod. Og hver skal være pligtig trolig at tilhjælpe, dette brevs og indhold udi alle stykker at beskærme. Vi og vore arvinger og efterkommere skulle og ville ingen skat eller hjælp bede over disse landes indbyggere, udi almindelighed eller ser, undtagen vore egne bønder og landboere, som er uforpantet og uforsat, uden venlig vilje og tilladelse, almindelig samtykke alt rådets og adelens udi disse lande, gejstlige og verdslige. Tilmed ville og skulle vi betale alt gæld og skyld, vor salige moderbroder hertug Adolf var skyldig. Item, hvis vi ville indløse, sælge og afhænde, eller forpante gods udi disse lande, skulle vi gøre det med vor egen penninge. Item, love vi, at ville og skulle holde alle vore salige forfædres og moderbroders breve, som med rette bør at holdes. Vore efterkommere skal eller må ikke give vor husfrue noget gods, eller forskrive og forpligte, udi disse lande, uden med vilje og samtykke alt vort råds udi landet. Vi skal efter vort råds vilje og samtykke udi det hertugdømme Slesvig, stedse have en indfødt mand af disse lande, til en drost over forne hertugdømme, som alle sager skal adskille, som ham på rettens vegne hører at skille. Desligeste have og holde over det land Holsten og Stormarn en marskal, som og gør sit embede, som det sig bør, den samme drost og marsk skal vi forse, at de kunne have at føre deres stand med, og dem som de tager til dem for råd, eftersom vi med dem overens komme. Vor drost og marsk skulle ofte om året holde ting og ret, på de steder udi landet mest fornøden gøres. Vi skulle selv og ville en gang hvert år holde en landdag udi hvert land, når vi er forfaldeløs, og anhøre da alle mærkelige klage, efter vort råds råd. Vor drost og marsk skal for altingest have gud for øje og vare dem, såfremt de have deres gods og ære kær, at de ikke tager gunst eller gave for retten. Hvis de dermed bliver forvunden, skal vi straffet på det højeste. Derfor skal alle droster og marskaller sværge os til alle helgen, at de ville dømme og rette, det retteste de ved og kan udføre, og ikke tage derfor gunst eller gave. Derfor befale vi alt vort råd, fogeder og underdanere, nu og udi tilkommende tide, om nogen ville sætte dem imod vor drost eller marsk, at de er dem bistandige, og hjælper dem retten at beskærme nu, og hvor det fornøden gøres. Love vi af al vor formue, disse førbemeldte lande at holde udi god fred, og at de skal blive udi evig tid uadskilt. Derfor skal ingen fejde den anden, men hver skal lade sig nøje med ret. Og på det sådan fred des bedre må holdes, ville og skulle vi vore befalingsmænd, som er drost, marsk, skænke, kogemestre, fogeder, og sådanne, have udi disse lande, indfødte mænd udi landene. Og dem vore slot, fæste (?) og len, sammesteds forlene og ellers ingen. Når vi ville forrejse af disse lande, da skal vor drost, marsk, lensmand, fogeder, udi disse lande bestille og os noksom tjenere, som skulle os antage, hos os blive, så længe vi ville rejse udi disse lande. Ville og med mangfoldighed af folk, gæsteri, være vor husfrues eller vore børns, landene udi ingen måde besvære. Men alt vor tæring og stand, skal vi holde og føre, af vor egen rente. Plovmanden eller bonden skal ingen røve eller krænke. Og efter at indbyggerne udi disse forne lande have bevist os sådan venskab og gunst, så love vi dem og deres efterkommere, at holde dem aldeles skadesløse for hver mands tiltale, fejde og anfægtning, som kunne ske, om nogen ville sige dem at have ret til forne lande, samtlige eller ud især, besynderligen for vore kære herre brødre, og de herrer af Skowenborg. Og om nogen formente sig at være en lensherre til disse lande, Holsten, Stormarn, samtlige eller særdeles. Vare end så, om nogen agtede sig at have forlening på nogen af disse lande, af kejserlig magt, eller hvorfra den var, gejstlig eller verdslig. Hvis rådet udi disse lande, med drosten og marsken, befalet noget disse lande til bedste, ordineret, skikket eller gjorde fred med disse landes naboer, ville og skulle vi så skadeligt og fast holde til vor tilkomst, og siden holde os udi sagerne, efter vort råds råd sammesteds, og sagernes lejlighed. Desligeste samtykke og fuldbyrde vi, udi kraft dette brev, at drosten og marsken, eller vort råd, må straffe dem som herimod gøre. Sammeledes ville og skulle vi, efter vor formue, beskikket, at man holder udi hertugdømmet lovbogen, så vidt den ikke er imod dette brevs artikel. Slottene og landet skal man holde med renten. Og om der skete nogen [[sag]er, som billigt er at straffes, da skal de optage brøden efter landsretten, og til mindelighed, og ikke med vold. Haver nogen udi de lande Holsten og Stormarn skrå eller anden ret, som den ville afsætte. Hvis vi fordres dertil, ville vi sådant aflægge, og forunde dem holstenske ret. Hvad de gejstlige eller ridderskabet udi disse lande ville have til deres eget behov, ikke til købmandskab, det tør han ingensteds at fortolde udi disse lande. Fogederne udi disse lande skulle holde slot og steder os til tro hånd. Og om vi døde og afgik, skulle de holdes til tro hånd deres, som siden blev herrer til disse forne lande. Om nogen indenlandsk eller udenlandsk ville skade disse forne lande eller gøre imod landsretten, da skal det være drosten og rådet frit for, at forsamle vore undersåtter, udi vor fraværelse, og afstille sådan vold og fordærv, dertil skal hver hjælpe. Udi vor fraværelse må drosten og marsken befale, hvis dem nyttig synes for landet, til vor tilkomst. Alle disse forne artikler sværger vi til alle helgen, på god tro og love, efter vor yderste formue, stadig og fast at holde, og dette for os og vore arvinger og efterkommere, alle disse forne artikler og stykker, og hver for sig, de 2 ærværdige herrer prælater, ridderskab, mandskab og menige indbyggere, udi det fyrstendømme Slesvig og de lande til Holsten og Stormarn, og til tro hånd rådet udi samme land, forne steder og slot, at holde, ubrydeligt uden svig. De have dette vort kongelige sekret ladet hænge under dette brev. Og til mere videnskab, have vi Johannes til Århus, Knud til Viborg, Jacob til Børglum, Henrick til Ribe, af samme nåde bisper, Otte Nielsen, Erick Ottesen, hofmester, Claus Rønnov, marsk, Eggert Frille, Niels Ericksen, Peder Hoffuenskild, Knud Henricksen, Johan Bjørnsen, Strange Nielsen, Johan Oxe, Lodvig Nielsen, Johan Ranzow og Johan Frille, riddere, forne vor nådigste herres råd, vore indsegte ladet hænge for dette brev, hvilket givet er til Ribe onsdagen efter søndagen, som man synger udi den hellige kirke, invocavit, efter guds byrd, 1460.