Da Ribe skulle plyndres i 1864

Gamle folk i Ribe kan endnu berette om den alvorlige dag i 1864, da der var fare for, at Ribe skulle plyndres.

Byen var besat af ungarere og østrigere.

Medens østrigerne, der af hjertet hadede prøjserne, var ret populære i byen, kunne man ikke lide ungarerne, spidsbenerne som de almindeligvis benævnedes.

Det var imidlertid for en gang skyld østrigerne, hos hvem naturen gik over optugtelse, og det forlød over byen, at man var gået i gang med at plyndre.

På Lindegården, hvor Gørtzes klædefabrik lå, holdt lange rækker af vogne, og man kastede fra fabrikken loft store ruller af bomuldstøj ned, som man læssede i vognene, medens borgerne harmdirrende, men magtesløse så til. De steder, hvor der var ”kasser” at tage af havde ikke nogen behagelig dag. Min farfader, der var leder af den gamle sparekasse i Sortebrødregade, hørte til datidens ”Frihedskæmpere” og bragte mangen en meddelelse om fjendens bevægelser til den danske hærledelse. Fjenden havde et godt øje til ham, og der blev stillet vagt ved Sparekassen, der fik uvelkomment besøg.

Man troede i Sparekassen at finde en velspækket pengekasse, men der var ingen penge på kontoret.

Soldaterne trængte nu ind i privatlejligheden og kom også ind i soveværelset, hvor min bedstemoder lå i sengen.

Alt blev undersøgt. Skufferne blev trukket ud, og man fandt om sider en pose med penge. Men bedstefader var snarrådig. Han erklærede, at det var bedstemoders husholdningspenge og smed posen på sengen, idet han erklærede at nu kunne de jo tage den, om de ville. Der blev dog ikke reflekteret på dette tilbud, og ikke så få specier var reddet.

Bedstefar – ham puttede fjenden ind i hans eget kontor, låsede døren og satte vagt udenfor.

I hjemme i Sortebrødregade boede imidlertid også min oldefader. Han gik så stille rundt i huset, at ingen fattede mistanke til ham.

Gennem ham fik sønnen listet små sedler ud fra sit fangenskab til sin kone, så hun kunne vide, hvorledes hun skulle forholde sig både med det ene og det andet.

Soldaterne drog bort med uforrettet sag uden at ane, at Sparekassens penge ikke lå i posen i soveværelset. De lå velforvaret i det murede lysthus i haven, en lille bygning, der ligger der den dag i dag. (Blev vist revet ned for et par år siden. Red.)

Telegrafist Faurskov udviste også mod den dag. Tyskerne fordrede naturligvis telegrafapparaterne udleveret. De fik 2, men telegrafisten beholdt et og fjenden kunne ikke begribe, at man i dagens løb i byen vidste besked om både det ene og det andet fra omverdenen. Man søgte, og fandt et tredje apparat, der blev taget i forvaring sammen med telegrafisten, der blev interneret på Greisens Hotel på Torvet. Rygtet fortalte at han var lagt i lænker.

Også hos Stiftamtmanden var der ubudne gæster. Stiftamtmand Nielsen sad fangen i Rendsborg, og der var forvirring i Stiftamsgården, hvor man huserede med husjomfruen og pigerne. Soldaterne var brøsige og forlangte Brantwein und Butterbrot. Husjomfruen måtte dække op, men så gik også hun sin vej.

En gammel pige, der tjente hos Stiftamtmand Nielsen og senere boede i klosteret, Lone, som jeg husker fra min barndom, mindes altid siden den dag – hun fortalte herom:

”A støj ve æ komfur o gne o en kiel, så kom æ soldater o roft: Mehr Brantwein und Butterbrot! A svar slet et, a bar gne e kiel, de roft højer o højer, a lo, som a slet et hør et. Tesidst ven´de sig rasen om o roft die dumme dänen, sie kønnen nichts verstehen”

Da rullede en vogn ned af Puggaardsgade. Den holdt udenfor amtsmandens dør og ud steg Stiftamtmand Nielsen: Hvad går her for sig, hvad sker her i byen? Tyskerne har sat segl for lagre, butikker og banker, og de vil plyndre, var det svar han fik.

Stiftamtmanden begav sig imidlertid straks til den øverstbefalende og meddelte, at der var sluttet våbenhvile, og at der ikke måtte finde nogen plyndring sted. Kommandanten ville først ikke tro meddelelsen, men da Stiftamtmanden kunne dokumentere, at han kom lige fra Rendsborg, hvor meddelelsen var bekendtgjort, måtte han jo bøje sig for kendsgerningerne og plyndringen blev indstillet.

(Muligvis våbenhvilen 20. juli 1864)

Alle varer, der om morgenen var kørt bort fra fabrikken på Lindegaarden og var stablet op i klubsalen, blev kørt tilbage, og byens børn pegede fingre ad fjenden, højst ubegribeligt, at det gik. Det var ikke gået under de tyske soldaternes sidste besøg under 2. Verdenskrig – men det gik altså og Ribe trak vejret lettet efter en i sandhed bevæget dag i byens historie.

Byen og æren var reddet, takket og være Stiftamtmand Nielsens snarrådighed, der i øvrigt flere gange under krigen havde lagt sig for dagen.

Noter

TwitterEmailDel Vestkystens Kronik d. 22. februar 1946 af Journalist K.H. Rosenstand