Ribes 2. damper - Kvik

Billedet tilhører en svunden tid i Ribe omkring århundredskiftet, en tid, hvor livet var lettere at leve end nu, en tid, hvor gemytlighed og idyl prægede staden og dens borgere.

Det var den gang, at Ribe – utænkelige tanke – fik en virkelig damper. Den var ganske vist ikke støre end den største motorbåd i Ribe nuværende ”flåde”, men det var altså en virkelig damper med dampkedel, skorsten og alt til faget henhørende.

Den livede også op i Ribe Havn, hvor der til daglig i min barndom ellers ikke var særligt oplivende ”Tonnage” med undtagelse af en sjælden lægter fra Sønderho, der en gang imellem lagde ind til Skibbroen for at indtage ”koste” eller tørv, når Toldkrydseren løb ind i havnen, for ”Jessen” hedte han, der havde der at råde”, og Jessen havde tilknytning til Ribe. Toldkrydseren vakte opsigt med sit splitflag og sine matroser i uniform samt de små kanoner om bord.

Med tilbage til damperen.

En damper oven i købet en noget større damper, der skal have haft en noget så mageløs kahyt, ganske vist i firsernes slutning vist sig ved kajen. Den tilhørte høj kommandobro o.s.v., havde den kendte esbjergborger Stræk, ham med ”Tivoli”, men da den kun kunne lempes ud af havnen ved højvande indfriede den ikke de forhåbninger, der ar stillet til den som rutebåd fra Ribe til Sønderho.

Så løste ”Kvik”, således hed den nye dampbåd fra halvfemsernes slutning, sin opgave langt bedre, selv om den afgjort ikke var uden skavanker.

Det var som sagt tiden før motorbådene kom frem, ja endog cykler var en sjældenhed. Man brugte apostlenes eller, når det skulle være særlig fint, Jens Lauridsens, Martin Poulsens eller Laust Rasmussens heste til udflugter, men nu ønskede man altså at kunne foretage skovtur til vand mod vest således, som man længe hvade gjort det i robåde mod øst.

Det var et lille interessantskab af ribeborgere; Vandværksbestyrer N. Tarp, den forhenværende Skibsmaskinmester, forhenværende Styrmand senere Boghandler A. Jepsen og Møller Windfeld-Hansen, der var sjælene i foretagendet med damperen. Nu er kun Tarp tilbage af de gode borgere, der skaffede Ribe den nye attraktion.

Gamle Tarp fortæller mig, at det var møllebygger Mortensen, der havde set damperen, der sejlede nede ved Hejlsminde. Båden blev købt for 1200 kr., og en skønne dag arriverede den med banen til Ribe og blev søsat ved Skibbroen, hvor den fik sin daglige ankerplads ud for Frislusebroen.

Jepsen overtog roret og Tarp maskinen, det var jo den højeste sagkundskab.

Båden stak sine 2 fod, og når det var vestenvind kunne man med held komme over sandbankerne uden at smøre grønsæbe under kølen, men blev det østenvind var den jo ikke så gunstigt.

På den første tur havde man Søren Christensen på Skibbroen, der var bedst kendt under navnet ”Sandssøren” med som lods og på de allerfleste ture havde man som passager Købmand Andreas Hansen ”Des i æ krog”, forretningen på Torvet, der nu er Købmand Thuns, med.

Men havde det sine vanskeligheder med ”Kvik”, så var ripenserne nu meget interesserede i foretagendet, og det gik strygende med at tegne aktier. Et større forretningsforetagende blev det nu næppe, selv om Jacob Thune på Cikoriefabrikken på en dyrskuedag indtjente 50,- kr., mange penge den gang, ved at sejle passagerer en liden tur gennem havnen og tilbage igen.

Men hvor sejlede man så almindeligvis hen med ”Kvik”?

Farten gik naturligvis især til holmene, men også helt ud til Manøhølade. På en sådan tur havde damperen den ære at transorterer byrådet på den årlige tur til Manøhølade og ydre Bjerrum. Det var en tur der tog tid, der var ingen gennemskæringer, man måtte pænt følge det bugtede åløb uden om hlkmene og rundt om Kværnstenen, men det gav jo en smuk sejltur på skønne sommerdage.

Fra en sådan byrådstur måtte man på hjemvejen ind til holmene for at rådsherrerne kunne få deres ”afsejler”, og hænde kunne det jo nok, at selv ”fine folk” havde lidt vanskeligt ved at hoppe om bord i ”Kvik”.

Noget særligt sødygtigt ”skriv” var ”Kvik” nu ikke. Maskinen holdt ikke af saltvand, og dristede man sig til at udruste en ekspedition til Sønderho, måtte man have en større forsyning af ferskvand med.

Og så var der jo det kedelige ved den her ebbe og flod, som bevirkede, at ”Kvik”, når vandet forsvandt, lagde sig pænt om på siden på Sønderhos Rhed.

Så gik det alligevel bedre inde i åen, og ”Kvik” gjorde tjeneste i en årrække. Så solgte man skuden til Maribo for 800,- kr.

Senere sejlede ”Kvik” i mange år på Maribo Sø, hvor den altid kunne få vand nok under kølen, og ripensere, der havde været i Maribo, kom hjem og fortalte, hvor fin ”Kvik” nu så ud, nymalet og med uniformeret betjening om bord.

Men i Ribe måtte man nu nøjes med sejl- og robåde, indtil den første motorbåd dukkede op. Det var vist først en halv sens år senere. Det var Ribers berømmelige motorbåd ”Ellen”, kaldet ”Ormen hin lange”.

Noter

VESTKYSTENs Kronik 18.2.1944 af Journalist K.H. Rosenstand, Ribe