1595 på Riberhus Slot
Ved det ovenanførte kongebrev af 1595 fik lensmanden tillige befaling til at lade grave en brønd på slottet og opsætte den af kampesten; hvis man ikke kunne træffe "vældvand", skulle der lægges render ind til den fra graven. Denne brønd har da skullet træde i stedet for en vandkunst, som digteren Hans Frandsen omtaler i sit digt "de civitate Ripensi" (om Ribe by), der findes i hans "liber elegiarum" (1554). Han kalder den "en springende kilde i slotsgården med sit afløb indrettet i fordums tid af kunstfærdige hænder" [1] og synes at sige, at den var omfattet af marmorstatuer. Dette anlæg må senere være blevet ødelagt, da man 1595 måtte grave en ny brønd i dets sted. Ved kongebrev af 27. februar 1596 tillodes det lensmanden, eftersom der skulle være mangel på kampesten i lenet, at benytte mursten til den nederste del af brønden.
Efter Peder Nielsen Terpager var dog hele brønden opsat af kampesten, som var tilhuggede smukt og i en runding. Af denne brønd, der var 18 alen dyb, var der endnu 1736 en levning tilbage. I slutningen af det 17. århundrede havde stiftamtmanden benyttet den som iskælder.
- ↑
"Ædibus in mediis splendent monumenta virorum,
Quæ sunt argento candidiora novo.
In medio saliens fons rivos ducit aquarum, Quem quondam doctæ composuere manus". - ↑ Ripæ Cimbr., s. 34. Når Peder Nielsen Terpager antager, at denne brønd som han så, var en levning af det vandværk, som Hans Frandsen havde beskrevet, må dette efter det oven anførte være en fejltagelse.
