Christian V og Frederik IV 1710 Costa Rica

Skift til: navigering, søgning

Slaveskibe for Vestindisk-guineisk Kompagni

Christianus Quintus (Christian V)

Victoria
Christianus Quintus
Larvik, Norge
1692-1710 (18)
Skabelon:Gpss

Fregatten Christianus Quintus var bygget i Larvik og hed oprindelig Victoria indtil den i 1698 købtes af Vestindisk-guineisk Kompagni, som i stedet opkaldte den efter den danske konge fra 1670 til 1699 Christian 5.. Skibet må ikke forveksles med flagskibet af samme navn i søslaget i Køge Bugt (1677), som i 1683 omdøbtes til Elephanten, eller dens afløser med samme navn, der begge udrangeredes i 1717. Skibet deltog i 4 slavetogter: [1] [2] [3]

  • 1698 første rejse med kaptajn Cornelis Kreinsen Roode og besætning på 118 mand, som i 1699 med tab først rejste til Guldkysten og 25. april 1699 afsendtes mod Vestindien
  • 1703 rejse i Guinea med kaptajn Willem Resen, afgik i 1704 fra Guineakysten med 8510 pund elfenben og for 36.000 rd. guld
  • 1706-1708 rejse med kaptajn Niels Corneliussen Boomfelt og 67 mand besætning i Guinea 1707, ankom i september 1707 til Vestindien og 20. juni 1708 til København, hvor Peter Wessel var skibsdreng
  • 1708-1710 rejse med kaptajnerne Hans Hansen Maas, Jost van de Vogel og Anders Pedersen Wærøe

Fridericus Quartus (Frederik IV)

Københavns Børs
Fridericus Quartus
København
1698-1710 (12)
Skabelon:Gpss

Vestindisk-guineisk Kompagnis fregat Fridericus Quartus var bygget i København og hed oprindelig Københavns Børs, indtil den i stedet opkaldtes efter den nytiltrådte danske konge Frederik 4., som regerede 1699-1730, og må ikke forveksles med linjeskibet med samme navn, som deltog i søslaget i Køge Bugt (1710). Skibet deltog i 2 slavetogter: [4] [5]

  • afgik juli 1700 fra Fort Christiansborg med 7195 pund elfenben
  • flere mellemlæggende ture til Vestindien uden slaver
  • 1708-1710 rejse med kaptajn Diderik Pfeiff, foruden bl.a. skibspræst Johannes Rask og tredjestyrmand Peter Wessel

Det sidste slavetogt 1708-1710

Fregatterne Christianus Quintus og Fridericus Quartus var hhv. 36 og 44 meter lange og udrustedes i efteråret 1708 hver med 24 kanoner og ca. 60 besætningsmedlemmer., inden de i hhv. november og december 1708 under ledelse af kaptajnerne Maas og Pfeiff afsejlede fra København, passerede nord om Storbritannien til de Kanariske Øer og Kap Verde og fandt sammen igen i marts 1709 ved Cape Three Points på Guldkysten (Ghana), hvor der på det danske hovedfort Christiansborg ved Accra var en del elfenben og guld på lager, men pga. nylig ufred ikke var til at opdrive slaver.

Christianus Quintus afgik 25. maj fra Christiansborg østpå, men ved en af kompagniets mindre handelsloger skete i brændingen den 14. juni 1709 en kæntringsulykke med en jolle, hvor bl.a. kaptajn Hans Hansen Maas druknede. Hans efterfølger overstyrmand Jost van de Vogel døde også samme år af feber, hvorefter Anders Pedersen Wærøe blev kaptajn.

Fridericus Quartus indkøbte først 24 slaver på et vestligt liggende hollandsk fort ved Abandze og supplerede i september 1709 fra den østligt liggende Fort Prinsensten i Keta. Natten til den 15. september brød nogle slaver ud af deres lænker og overløb skibet, så 2 besætningsmedlemmer blev ilde tilredt, inden opstanden blev nedkæmpet. Efter skibsråd næste morgen fik oprørslederen til skræk og advarsel hænderne skåret af til fremvisning og halshuggedes, hvorefter kadaveret hængtes op i storråen de næste par dage. Der var samlet indkøbt ca. 840 slaver, men da skibene et par uger senere afsejlede fra den danske Guldkyst var næsten 100 allerede døde, således var antallet på Fridericus Quartus reduceret fra 484 til 435, altså 49 døde.

Ved de portugisiske øer São Tomé og Príncipe i Guineabugten mødtes skibene igen for at hente forsyninger, men pga. rygter om fjendtlige skibe sejlede man videre østpå til det afrikanske fastland, hvor man forsynedes sig med frugt og vand ved Kap Lopez i Gabon og endelig den 12. december fortsatte vestpå over Atlanterhavet sammen, for efter planen på den 13. breddegrad at finde Barbados og derefter dreje af mod Dansk Vestindien.

Imidlertid lykkedes det først den 14. februar at finde en ubeboet ø med et forladt fort, hvor der næste morgen dukkede en engelsk skildpaddefisker fra Jamaica op, som forklarede, at det var øen Santa Catalina (og Providencia, nu colombisk) dybt inde i det Caribiske Hav.

På de godt 2 måneder over atlanten var omkring 135 slaver døde, levnedsmidlerne stort set spist op og da strøm og vind ikke gav store chancer for at nå ud af det Caribiske Hav kontraherede man med skildpaddefiskeren at denne hentede forsyninger på Jamaica og man aftalte at mødes 4 uger senere i den spanske havn Portobelo i Panama, hvortil der afsejledes den 19. februar.

Den 2. marts fik man ukendt land i sigte og fandt nogle engelske fiskere, som forklarede det var Punta Carette i Nicaragua over 500 sømil fra Portobelo og de lodsede vistnok samme aften skibene indenfor et rev, hvor de ankrede op på 4 favne vand. Det har senere vist sig at stedet er identisk med Cahuita i det sydlige Costa Rica tæt ved grænsen til Panama, kun halvt så langt fra målet.

Der var nu stor beklagelse om anskaffelse af fødevarer, hvor kaptajn Diderik Pfeiff på Fridericus Quartus manede til tålmodighed, men da han næste dag forsvarede sig med, at man måtte søge mod Portobelo, brød utilfredsheden for alvor ud og besætningen forlangte slaverne sat i land og deres hyre udbetalt, for at de kunne tage med de engelske fiskere med til nærmeste havn, de kunne finde. Skibets pengekiste blev således under tumult og slagsmål brudt op og tømt af bla. tredjestyrmanden Peter Wessel, som dermed var med til at gøre åbent mytteri. Kaptajn Pfeiff opgav modstanden, hvorefter slaverne løslodes og sattes i land og til sidst satte nogen ild til noget tjære og ankertov, hvorefter skibet stod i brand.

Tilsvarende krav stilledes til kaptajn Anders Wærøe på Christianus Quintus, med resultat at slaverne frigaves, pengekisten tømtes og ankertovet kappedes. Mandskabet forlod derefter det herreløse skib, som drev på grund og blev slået til vrag i brændingen.

Efter frigivelsen af de omkring 600 overlevende slaver begav de 2 mandskaber med de engelske fiskerskibe til Portobelo i Panama, hvorfra de ad kringlede søveje slap til Jamaica og hjem til Danmark. Dog indledte de spanske kolonimyndigheder en retssag mod de 2 kaptajner Ditlev Pheiff og Anders Pedersen Wærøe, for forsøg på ulovligt at sælge slaver på spansk territorium og man var meget interesseret i pengekisternes indhold, men sagen kompliceredes af, at skriveren Anders Bager på Christianus Quintus var bortløben med sit skibs dokumenter og trak ud i flere år.

Sidenhen er slaverne fra Yoruba-folket og deres efterkommere spredt rundt i Mellemamerika, hvilket der er forsket i. Fra Cahuita i det sydlige Costa Rica arrangeres i dag snorkeldykning på de 2 skibsvrag.

Hentet fra "http://ribewiki.dk/dk/index.php?title=Christian_V_og_Frederik_IV_1710_Costa_Rica&oldid=147585"