Imponerende restaureringsarbejde fra 1918 til 1932

Imponerende restaureringsarbejde fra 1918 til 1932

Et stort og imponerende restaureringsarbejde, der vel nok havde sit højdepunkt i 1920, er en stærkt medvirkende årsag til, at Sct. Catharinæ kirke på søndag sammen med klostret kan fejre sit 750 års jubilæum. Kirken var begyndt at synke med det resultat, at murværket slog revner alle steder, og det imponerende restaureringsarbejde måtte sættes i gang.

Kirken havde skubbet sig så meget, at den hældede 75 cm, og ved hjælp af donkrafte og kiler blev hele kirken rettet op på en gang. 75 cm. Blev kirken rettet. (Fortsættes under billedet)

Den 84-årige murersvend Oscar Jungnitsch, Ribe, var med til dette imponerende restaureringsarbejde, og han fortæller: – For at bringe kirken på plads igen, brugte vi en mængde donkrafte. Der blev stillet 4 under hver pille i kirken, og hver 3. time blev de justeret samtidigt med, at afstivningen af kirken blev strammet op, og på den måde blev kirken bragt tilbage til sit oprindelige leje.

Det kunne vi konstatere med en lodsnor, der var hængt op på det højeste sted i kirken.

Varede 14 år

Hele restaureringsarbejdet varede i 14 år, fra 1918 til 1932, og til tider var der 25 håndværkere og arbejdsmænd beskæftiget ved kirken, og til tider var der ikke ret mange. Andre perioder lå hele arbejdet stille. – Og det skyldtes, at der til tider manglede penge til restaureringsarbejdet, fortæller Oscar Jungnitsch.

– Jeg kom til Hamborg fra Ribe første gang i 1913, og efter at have været med i den første verdenskrig, kom jeg tilbage i 1919 og begyndte ved juletid det år på kirkearbejdet. Og jeg var med under hele restaureringsarbejdet derefter.

– Og kirken var i en sørgelig forfatning på det tidspunkt. Den trængte virkelig til en restaurering.

Tårnet højere

Under restaureringsarbejdet fandt vi i øvrigt ud af, at tårnet på kirken havde været højere, end det var på det tidspunkt. Da gik det kun til rygningen på kirkens tag.

Men under restaureringen fandt vi ud af, at der var sport af kraftige stolper og rester af stolperne i tårnet, og det beviste, at tårnet tidligere har været højere.

– Et interessant arbejde var det. Det har altid interesseret mig at arbejde på kirker. Og specielt var det interessant, at at mure hvælvingerne op. Min daværende mester, Blom, var syg, da vi skulle mure den første hvælving op, og han sagde til mig: – Når du går hjem til aften, så kom lige og fortæl mig, hvordan det er gået.

– Og jeg kunne fortælle ham, at det var gået godt. Glade var vi og glad var han, fortæller Oscar Jungnitsch. Vi var i øvrigt kun Clar Laursen og jeg selv til at mure hvælvingerne. For arkitekten ville ikke have andre til det. Det skyldtes, at alle hvælvingerne skulle være ens, og vi havde et fortræffeligt samarbejde. Carl Laursen var en dejlig arbejdskammerat.

Ikke så gammelt endda

Oscar Jungnitsch har også afløst som kirketjener i kirken.

– Og en dag, da jeg gjorde det, kom der 2 tyske arkitekter, og beundrede den nyrestaurerede kirke. Og de talte om, hvor godt de kunne mure i gamle dage.

Jeg stod og hørte på og måtte fortælle dem, at jeg faktisk havde været med til at lave det murerarbejde, de så på. Det kunne de ikke forstå.

Der var mange sjove oplevelser, også under restaureringen. En departementschef kom en dag, medens jeg huggede sten ud til gulvet. Og jeg måtte forklare ham, hvad det var jeg lavede.

Han ville have mig til at vise sig kirken og klostret, men jeg måtte fortælle ham, at jeg skulle passe mit arbejde og ikke havde tid til en vise turister rundt.

Så svarede han: – Jeg er glad for det, De har fortalt mig. For jeg er departementschef i kirkeministeriet, og det er rart at se, hvad der laves, når man er med til at bevilge pengene.

– Det var heller ikke altid ufarligt, at være med i arbejdet. Da vi skulle i gang med en pille, var den faktisk helt knust. Jeg blev bedt om at reparere den, og glad var jeg langt fra. Men jeg fik tømrerene til at stive den af, og så begyndte jeg at mure den op fra bunden. Vi brugte de gamle sten, og fik hele pillen muret op. Uden noget styrtede ned.

– Men det var et meget interessant arbejde, og når man har lysten til det, kommer det helt af sig selv, fortæller Oscar Jungnithsch.

Noter

Ribe Folkeblad d. 28. oktober 1978