Afsløringen af Dronning Dagmar statuen

På Riberhus grønne voldsted, ”Slotsbanken”, står en statue af Dronning Dagmar. Det er så naturligt, at Ribe ejer et billede af folkevisens skønne dronningeskikkelse, thi Ribe og folkevisen hører sammen. Her i Ribe levede jo Anders Sørensen Vedel, folkevisens første vogter, og Dagmars navn er uløselig knyttet til Ribe by og det sjunkne slot på banken: ”Naar ved vaartid sagte bæver voven, løst af vintrens baand, paa de kendte steder svæever Dronning Dagmars milde aand”, hedder det i Ribesangen, og daglig synger klokkerne i tårnet til hendes minde. Statuen på banken kender hele Danmark. Dens udførelse skyldes kunstnerinden Fru Anna Marie Carl Nielsen.

Vi ser den unge Dronning i forstavnen til skibet, der bringer hende til Danmark. Fra den gylde krone flyver sløret, og hun skygger for øjnene, idet blikket er vendt mod land, hvor Kong Valdemar, hendes brudgom, tumler sin hest på stranden. Det skønneste af monumentet er imidlertid forekommer det, relieffet på bagsiden. Man ser her den kendte scene, hvor Valdemar Sejr efter det berømte ridt knæler ved Dagmars dødsleje. Ved lejet sidder Liden Kirsten med bibelbogen, og grædende jomfruen står hos.

Over relieffet læses: Dagmar – Danmarks Dronning død paa Riberhus 1205-1212 Det første årstal er året for hendes ankomst til Danmark, det andet hendes dødsår. På granitsokkelen læses linjerne fra folkevisen: Hun kom uden tynge, hun kom med fred. Hun kom goden bonde til Lise.

På sokkelen ses endvidere Danmarks og Bøhmens våben.

Det er i år 30 år siden statuen rejstes, men et stort arbejde var udført, inden man var nået så vidt.

Det var Danmarks trofaste søn i det fjerne Rusland, digteren Thor Lange, der første udkastede ideen til et minde for Dronning Dagmar i eller ved Ribe. Oprindelig havde digteren tænkt sig et symbolsk minde noget i retning af et kors, men det var den daværende Jernved Præst N.A. Jensen, der slog til lyd for, at mindesmærke skulle være en statue.

Pastor Jensen havde ofte vandret rundt om Slotsbanken, hvor vindes susen i de sivgroede grave ligesom fortalte ham om den skønne dronningeskikkelse, og han har selv senere fortalt, hvorledes hun mødte ham i drømmenes verden.

Hvad Thor Lange med sin pen havde slået til lyd for fortsatte Pastor Jensen både på print og i gerning. Mange penge blev samlet ind, og bedre endnu gik det, da han som allieret fik en meget energisk dame, nu afdøde Stiftamtmand Kammerherre Stemanns Frue, der endnu lever i Haderslev.

Kammerherreinde Stemann fik allerede så tidligt som i 1906 samlet en damekomité for at få sat gang i tingene, og fra en lille kreds udvides den til at omfatte kvinder både fra by og land.

Den gamle fhv. skuespiller fra Det Kongelige Teater Carl Meyer sang til sin Luth Ribesangen og mange andre ved utallige lejligheder og samlede et pænt overskud til statuens rejsning, og byens amatørskuespillere mobiliseredes. Med Myer i sin gamle glansrolle fra Det Kongelige Teater, skriverhans, opførte de Hostrups ”Eventyr paa Fodrejsen” både i Ribe, var og Esbjerg, og senere måtte ”Genboerne” holde for.

Alt dette gav sammen med den store indsamling de nødvendige midler, så fru Carl Nielsen kunne give sig i kast med arbejdet.

Statuen blev støbt i bronze og opstillet på Slotsbanken, men da var man året til året 1913.

Jeg husker tydeligt den dag, statuen blev opstillet. Selve statuen der nu er forlenet med tingens mørkere patina, skinnede den gang som blankt metal, der kun overstråles af den lueforgyldte dronningekrone.

Og så oprandt da den med forventning imødesete afsløringsdag d. 24. august 1913.

Det blev en stor festdag for Ribe. Byens var flagsmykket. Fra Borgertårnet vajede flaget, og en flagalle var rejst langs Slotsbleggaarden, der siden er omdannet til kolonihaver.

Med formiddagsgudstjenesten i domkirken mindedes Biskop G. Koch dagens betydning.

Om eftermiddagen kl. 4. udgik en procession fra Torvet med musik og forsvarsbrødrene faner i spidsen. 7.000 mennesker overværede den smukke afsløringshøjtidelighed på Slotsbanken.

Som indledning sang et kor af 50 børn fra Ribe Borgerskole under Kordegn Kantor Hvids ledelse ”Fra fjerne lande kom hun, Dronning Dagmar”.

Pastor N.A Jensen holdt afsløringstalen, idet han meget smukt skildrede Dronning Dagmar som ”Dagens Mø” med solstrålekraft, en alvorlig kvinde, der går til livets gerning med et viljefyldt sind, kærlighedens vilje. Hun var et stjerneskud på den danske histories himmel, kortvarigt og dog i sit efterskin aldrig slukket. Da dækket var faldet, sang man den gamle Ribe-forfatterinde Frøken Kirstine Daugaards til dagen skrevne sang, hvori det hedder:

Gamle Ribe, rigt paa Minder! Dig ombølger fortids glans. Dagmars navn som rosen skinner I den elsktes mindekrans Skønt som somrens hulde gave Dronning Dagmars billed staar Elskeligt i mindets have I de mange hundred aar

Efter afsløringen sang Ribe sangforenings mandskor Ribe-sangen.

På damekomitéens vegne overdrog derpå Kammerherreinde Stemann Statuen til byen, og Borgmester Bruun takkede på byens vegne for gaven, og lovede at værne om den. Han bragte tillige billedhuggerinden en tak for det skønne kunstværk. En hilsen fra Dronning Dagmars landsmænd manglede heller ikke ved festen, idet der af Fru Forpagter Ulrich fra Bregentved bragtes en hilsen fra Professor Kraus i Prag.

Den stemningsfulde højtidelighed sluttede med, at man sang Alfred Ipsens sang: ”Du skal elske dit hjem”.

Men festdagen var ikke til ende. Om aftenen havde Ribe Turistforening arrangeret en festmiddag på Klubbens Hotel, hvor der blev holdt en lang række taler og sunget mange sange, og der oplæstes en skriftlig hilsen fra Bømen fra Dronning Dagmars landsmænd.

Om aftenen var statuen oplyst og ripenserne valfartede til Slotsbanken for at tage statuen i øjesyn.

Siden hin sensommerdag er der nu 30 år. Statuen er blevet historie og den er blevet beundret af byens og egnens befolkning og tusinder af fremmede, der årligt gæstede byen som turister.

Man kunne også i alt væsentligt enes om at kunstværket var smukt og folkevisens skønneste og mest folkekære skikkelse værdig. Kun om opstillingen var der og har der altid været delte meninger. Det er også, som om statuen på den plads, den er anbragt, mangler baggrund, ikke historiens baggrund, thi den er jo i orden, men naturens.

Det var i 1918, at jeg sammen med min kære gamle lærer, professor Vilhelm Andersen, stod på banken og betragtede statuen. Han sagde det samme ganske spontant det om baggrunden.

I sin bog ”Folk og mennesker” siger han omtrent det samme, idet han taler om ”Fru Anna Marie Carl Nielsens skønt udtænkte og uheldigt opstillede Dronning Dagmar-figur på Slotsbanken, der fra sin afskårne skibsstavn ser ind imod byen med et udtryk, som om det ikke blot var kongen, men sin fraskilte bagpart, hun længtes efter”.

Måske kommer den tid, man finder en bedre plads til statuen. Utænkelig var det vel ikke, om man kunne flytte den ned af banken og anbringe den på den anden side af voldgraven lige for nedgangen til dæmningen i en plet af haverne. Med lidt lav plantning i omgivelserne ville statuen få den rette baggrund, og med dagmarskikkelsens blik vendt mod Slotsbanken ville der ikke ske noget brud på den historiens eller folkevisens ånd, hvori kunstværket så smukt er skabt.

Selve Slotsbanken ville vinde derved. Det er også historikeres og arkæologers mening. Banken i sig selv behøver ikke mindesmærker. Den taler i sig selv sit historiske sprog, den kullede grønne banke, der frit giver fantasien spillerum.

Dette være sagt under al ærbødig hensyntagen til dagmarstatuens kunstneriske værdi, hvorom der ingen meningsforskel er. På den antydede plads vil stue og landskab med å og eng på en ganske anden måde smelte sammen med kunstværket som et harmonisk hele, der ville bevirke, at statuen ville komme bedre til sin ret, end det nu er tilfældet.

Noter

Kronik i Vestenkysten d. 17.9.1943 af Journalist K.H. Rosenstand