”Taarnborg” i Ribe – Fra Adelshus til Bispebo

Et af det gamle Ribes stolteste og maleriske stenhuse, dvs. grundmurede huse, er Taarnborg, til tider skrevet Tornborg eller Thorneborg, også benævnt Blaagaard, i Puggaardsgade.

Husets historie er broget. En gang boede her adelige herrer. Senere boede sammen sted samledigteren, Ribebispen Hans Adolph Brorson. I vore dage rummer den gamle gård byens Post- og Telegrafvæsen.

Taarnborg ligner ikke Ribes øvrige skikkelig borgerligt udseende huse. Der er noget borgagtigt over huset, den røde bygning med tårn og spir, der ligesom røber dets adelige afstamning.

I århundreder havde bygningen dog et andet udseende, end den har i dag, med tårnløst blåt tag. Hele Danmark kender Taarnborg i dette udseende fra Tom Petersens morsomme maleri fra Puggaardsgade i halvfemserne ”Kan du få mig til at le, men du må ikke kilde mig, hedder billedet med henblik på den spøgende børnegruppe i forgrunden. Allers Familie-Journal erhvervede billedet og lod det reproducere og udsende flere oplag, hvoraf det første tryk nu er en ofte efterspurgt sjældenhed, ikke mindst bland gamle ripensere.

I 1907-08 gennemgik Taarnborg en gennemgribende restaurering under arkitekt, Professor H.C. Ambergs ledelse. Ved denne lejlighed fik huset bl.a. sit praktfulde sekskantede trappetårn tilbage. Tårnet var blevet nedbrudt i 1821, men fundamenterne fandtes.

Et lille rids af bygningens historie turde være på sin plads al den stund det drejer sig om en af Ribes mest karakteristiske bygninger.

Det ældste Taarnborg eller ”Thorneborg” nævnes allerede i ”Ribes Oldemoder” i en fortegnelse over ejendomme, der i 1440 svarede grundskyld til domkapitlet. I 1451 overlodes bygningen til kapitlets succentor eller underkantor som embedsbolig. Det hedder, at et hus og grund kaldet ”Thorneborg” var overladt succentor som residens. Bygningen, der er tale om, kunne vel næppe måle sig med det nuværende Taarnborg, der rimeligvis ført er opført i slutningen af det sekstende århundrede, men navnet tyder på, at der tidligere på grunden har ligget en anselig bygning, antagelig en fornem mands hjem, men denne bygning er antagelig forsvundet før 1452.

Noget palæ har vel den gode underkantor ikke boet i, selv om han var en mand med ”midler”. Hans løn udgjorde en halv læst korn og indtægten af to bøndergårde, en i Obling og en i Jernved.

Dr. Ludvig Pouch, en søn af Ribes første apoteker, giver i en indberetning om sine ejendomme i 1661 et bidrag til Taarnborgs historie før Reformationen. Ludvig Pouch siger, at det hus han bor i er en rest af en gammel kardinals- og nuntii apostolici residens under pavedømmet kaldet”Blaagaard”, og at gården en tid havde været takt med (blå) skifer, som nu ar aldeles formuldnet af alderdom og aldes intet duede. Da han ikke havde evne til at vedligeholde en sådan tækning, nødtes han til at lade denne aldeles aftage og et andet tage pålægge. Den (bygningen) havde aldrig hørt byen eller nogen borger til, men havde siden pavedømmet i over 100 år tilhørt hans hustrus slægt (Vedel-slægten)

Så sent som 1509 nævnes ”Thorneborgs Jord”, altså grunden, ikke bygningerne, i kapitlets laugshævd. Kinch mener, at det nye Taarnborg er bygget af Kong Hans (1455-1513) og hans Dronning Christine. En ejer af gården, Markvardsen, havde nemlig ved kongens præsentation som dennes sekretær fået ærkedegnedømmet i Ribe vedblev at have kongelige oppebørsler i Ribe. Efter ham overgik gården, først til leje, senere til eje, til Prælaten Oluf Munck, og muligvis er det først ham, der på det gamle Taarnborgs grund rejste det stolte nye Taarnborg som en Herreborg med ædel rejsning midt i det borgerlige Ribe.

Oluf Munck havde bistået sin onkel, den sidste katolske biskop i Ribe, Iver Munck, i hans embede og var udset til at blive hans efterfølger på bispestolen, da Reformationens indførelse kuldkastede hans gejstlige fremtidsplaner. Nu brød han sig nye baner som verslig stormand i byen.

Efter Oluf Muncks død tilfaldt gården Josva v. Qualen, der var gift med Muncks datter Magdalene. Det er rimeligvis den Qualen, der byggede herregården Qualenholm i Sunds Sogn.

I 1579 blev v. Qualen ejer af Herningsholm.

I årene 1582 og 1585 nævnes en vis Lavrids Skriver som Foged på Taarnborg i Ribe.

Qualens enke ægtede i 1590 den berygtede Sigvard Reinhardt, Friherre til Freiburg, som solgte gården i Ribe til Biskop Hans Laugesen. Fra denne gik Taarnborg i arv til den berømte historiograf Anders Sørensen Vedel, og af dennes arvinger beboede datteren Anne og hendes mand, Rådmand Bertel Struck, gården. Efter sidstnævntes død udkøbte Søren Andersen Vedel sine medejere.

Endelig gik gården, som ovenfor omtalt, i 1651 over til Svigersønnen, Dr. Ludvig Pouch.

Da Ribes første evangeliske Bispegård, nu ”Hans Tavsens Hus”, på grund af brøstfældighed var blevet lidet egnet til beboelse erhvervede Salmedigteren Biskop Hans Adolph Brorson i 1743 Blaagaard, der i 1761 overtoges af det offentlige som bispebolig, og som bispebolig fungerede da huset, indtil den nuværende bispegård på den gamle Korsbrødregårds grund erhvervedes i 1868.

Det blev således den i 1867 udnævnte Biskop Carl Frederik Balslev, udgiveren af den kendte lærebog og bibelhistorie, der først flyttede bisperesidensen fra Taarnborg til Korsbrødregård.

I sin mindebog som Biskop Daugaard, der var Balslevs forgænger på Ribe Bispestol, giver Biskp Daugaards datter, forfatterinden Christine Daugaard, et lille fint billede af, hvorledes Taarnborg præsenterede sig som bispestol. Det hedder her: ”I foråret 1850 flyttede vi fra boligen i Grønnegade (Daugaard havde som Stiftsprovst boet i den nu Tømrermester K. Daugaard Peters tilhørende ejendom i Grønnegade lige overfor Bredeslippe. Husets ejedes af Daugaard privat) men i den daværende Bispegaard, Taarnborg har den fra den tid, da den har været smykket med tårn og spir, hvor af intet nu er at øjne. (Først ved restaureringen i 1908 fik Taarnborg atter sit tårn tilbage).

Stuehuset var forneden afdelt i tre værelser, to store stuer, forbundne med en mindre langagtig stue.

Gangen, som første ind til mellemstuen, var i en udbygning, gennem hvilken trapperne førte op til de to øverste stokværk. (Efter restaureringen fik bygningen en anden etageinddeling med kun to regulære etager).

Fra det øverste stokværk ser man vidt omkring mod syd og vest. Før den nye latinskole blev bygget, så man V.Vedsted og dens kirke.

Store kældre går under hele huset. Det har tykke mure, hvorved store vinduesfordybninger dannes. Man har ment, at det har været gildehus i gamle dage.

I gården var der en lille forhave med slyngroser op ad muren, som skilte det fra den øvrige ejendom. Denne have er nu (1896) forsvunden, og det stykke jord, den indtog, er solgt fra Taarnborgs område.Bag om huset stod mægtige lindetræer befolket med stære. Her var indgangen til den egentlige have. En hyggelig havestue var af Biskop Tage Müller (Daugaards forgænger) indrettet i gavlenden af huset.

Husholdningsrummene fandtes i en lang bindingsværksbygning, som var forbunden med stuehuset og som stødte op til stiftsamtmandsboligen”. (De gamle ”boder” ligger der endnu).

Efter at bispeboligen var flyttet til Korsbrødregård, gik Taarnborg over på private hænder. Nu ejes den gamle gård af staten og rummer Ribes Posthus.

Men også i vore dage danner Taarnborg et prægtigt midtpunkt i den lille Puggaardsgade midt på Ribes gamle ”Parnas”, hvor Digteren Brorson sad ved sin studerelampe. Op mod Brorsons gårdsplads stødte det hus, hvor digterbroderen Ambrosius Stub lavede sin fattige skolemestertilværelse, og ovre på den nære Puggaard sad i samme tidsperiode en anden kaldsbroder, Digteren Reaktor Christian Falster.

Jo, Taarnborgs historie og skæbne kan vel nok kaldes broget. Trods sin nu mere prosaiske, postale anvendelse knejser endnu det gamle adelshus med tårn og tinde, en pryd for Ribe by.

Tiden tand har ikke fået bugt med de solide, røde munkestensmure med den stærke ”skillekalk” i fugerne i det middelalderlige skifte, et strålende monument for de dygtige ribehåndværkeres uforgængelige kunst.