Domkirkebyen Skolebyen og Storkens by

Version fra 13. jan 2024, 16:14 af Tdn70 (diskussion | bidrag) Tdn70 (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning


Det enestående jubilæum i dansk ånds- og kulturhistorie vil om få år kunne højtideligholdes i Ribe, idet Katedralskolen i den ærværdige Domkirkeby kan fjre 800 års dagen for sin oprettelse. Et dokument af en berømt samling, der går under navnet ”Ribe Oldemor” viser klart, at den 13. juni 1145 meddelte Biskop Helias af Ribe det nystiftede domkapital ret til ”i overensstemmelse med det eget ønske og samråd med Biskoppen” at oprette en skole. Her sigtes til den senere så berømte Katedralskole, for hvilken man således kan påvise en bestemt stiftelsesdag, og denne bliver tillige den ældste med sikkerhed hjemlede stiftelsesdag, som er kendt, for en dansk skole.


I Sen-Middelalderen var denne skole en blomstrende institution, i renæssancen fremtræder den især under Peder Hegelunds ledelse som en smuk repræsentant for den lutherske kirkes humanistiske præsteskole, og fra det 18. århundredes lærde Ribe stråler filologen og digteren Christian Falsters rektorat med særlig glans.


Skolens historie, som i anledningen af jubilæet vil blive skrevet af arkivar i rigsarkivet, Dr. Theol. Bjørn Kornerup, er nøje knyttet til byen, Danmarks mest særprægede købstad, der rummer tusinder af minder om fortids storhed. Byens navn er frisisk og betyder ”byen på banken”, og det ligger nær at antage, at det er driftige frisere fra Dorstad i Holland, der oprindelig søgte ind af den brede å og grundlagde handelspladsen Ribe.


I Middelalderen var Danmarks ældste marskby stærkt præget af Katolicismen og det åndelige liv, som skabtes af kirkens og klostrenes magtstilling, men også som den rige handelsby, landets vestligste udfaldsport, kom den ti lat spille en afgørende rolle i historien. Hvor ejendommeligt det end i dag kan lyde, skylder byen havnen sin tilblivelse. Skibe fra Holland, Hamborg og Bremen lå side og side i den smalle havn, og herfra spredtes deres varer over det ganske land. Byen blev et samlingssted for rige købmænd og spekulanter, som byggede deres boliger bag grave og ”Planker. Lagerrum og Gildehuse blev rejst, og sommeren igennem så man de store studedrifter, der ad den brede vestjydske hovedvej gennem byen blev trukket sydpå mod Hamborg.


Reformen spillede en afgørende rolle for byen. Borgerne blev selv herrer i byen, og klostre, kirker og kannikeboliger blev revet ned for at give plads for en bebyggelse, som i dag er delvis bevaret og giver byen sit præg. Reformationens åndsliv i Ribe karakteriseres stærkest gennem navne som Hans Tavsen og Anders Sørensen Vedel. Herefter følger imidlertid nedgangstiden.


Havnen bliver overfløddiggjort af ”Omlandsfarten”, ruten omkring Skagen, og Wallensteins, Thorstenssons og Karl Gustavs soldater hærgede land og by. Herefter følger enevoldskongernes voldsomme skattetryk, som gjorde Ribe til en fattig by med et stærkt dalende befolkningstal.


I det 17. århundrede følger et sidste åndeligt opsving, men økonomisk var slaget tabt, og dette sidste understregedes yderligere ved grænsedragningen i 1864, som fuldstændig afskar byen fra opland mod syd og øst. I dag har byen iført sig resignationens kappe. Der stræbes ikke mod fortids storhed, men man samles om at værne minderne – derfor er Ribe en fin og ejendommelig oplevelse, som Berlingste Illustreret Tidende forsøger at give videre i den moderne reportage, som dækker dette nummer.


Sankt Catharinæ kirke og kloster ligger på torvet i Ribe. Det gamle sortebrødrekloster er anlagt af dominikanerne i 1228 og er (sammen med karmeliterklostret i Helsingør) det bedst bevarede klosteranlæg i Norden. Både kirken og klostret er restaureret i vor tid af arkitekt Lønborg-Jensen i samarbejde med professor Schønweller. Herover ses fratergården mellem de gamle munkestensmure, hvor et enkelt lindetræ giver billedet liv og stemning.


Ribe er sikkert en af de få provinsbyer hvor man endnu træffer kreaturhold midt i byen. Det er hos Puggaard i klostergade. Gennem porten fra gaden ser man ind i den sollyse gård, hvor et af kreaturerne for første gang i år er trukket ud af stalden. I dag er de ført ud i den flade marsk omkring byen, men sommeren igennem møder man ofte ved solnedgangstid kvægdrift gennem byens gader, et hyggeligt billede, som synes hentet fra en svunden tid.


Det husker vi alle – zoologitimen, den kunde være ganske spændende. Foran lektor Jørgensen sidder her eleverne fra en af de mindre klasser i Ribe Latinskole, og midt imellem dem ligger dagens emne: Den noget mølædte sælhund, som en lille pige med store blå øjne og dejlig mange fregner hårdnakket kaldte en hvalros.


Rektor ved Ribe gamle lærde skole fra 1921 er Aage Willumsen, der uden tvivl er den eneste rektor, der er cand. Polyt., og hvis karriere går over løjtnant i ingeniørregimentet og assistent hos stadsingeniøren i København til adjunkt ved Herlufsholm og Roskilde og derfra til rektorembedet i Ribe. Hertil føjer sig senere, at rektor Willumsen, der i flere perioder har haft sæde i Ribe Byråd, fra 1939 har været byens borgmester. På det øverste billede ses rektor Willumsen på sit kontor på skolen. Situationen kunde synes ubehagelig for drengen, men bag billedet skjuler sig en smuk lille historie om drengen, der havde været syg og derved er kommet tilbage og som rektor nu søger at hjælpe gennem eksamens skærsild. Efter endt skoletid går rektor til dagens anden gerning, arbejdet på kommunekontoret, og ved indgangen er han fotograferet på billedet til venstre.


Ribe Skoles ældste plads i Middelalderen var i umiddelbar nærhed af Puggaard (Pogegaard), omtrent hvor den ligger i dag, i Skolegade, som Puggaardsgade dengang hed. Senere flyttede skolen til Sankt Hansgade, og ved året 1500 fandt den sin plads lige over for domkirkens vestgavl på hjørnet af den nuværende Skolegade og Grydergade. Denne skolebygning er delvis bevaret i gården til de senere byggede skolebygninger og er uden tvivl den ældste eksisterende skolebygning i Danmark. Den del af huset, som endnu står, anvendes i dag som vaskehus og ses her på billedet til venstre. Rummet har udgjort den største del af datidens skolebygning, som efter optegnelser rummede ca. 700 disciple (i 1592 var der kun 315, og ved midten af det 17. århundrede faldt tallet til 130, hvad der, set med vore øjne, må synes heldigt). Den gamle katedralskoles bygninger mod Skolegade og Grydergade er opført 1586 og i 1720-erne. Ved skolens flytning i 1856 omdannedes de gamle smukke bygninger til friboliger for veltjente ribeborgere.


Noter[redigér]

Ernst Mentze, Berlingske Illustreret Tidende 17. maj 1942