1941 var et forfærdeligt storkeår

Version fra 10. feb 2024, 13:36 af Tdn70 (diskussion | bidrag) Tdn70 (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med " Hvis der var mange beklagelser i foråret over storkenes tal i Ribe, så var sorgen ikke mindre sommeren igennem, og den afløstes af en almindelig given-op overfor disse...")
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning


Hvis der var mange beklagelser i foråret over storkenes tal i Ribe, så var sorgen ikke mindre sommeren igennem, og den afløstes af en almindelig given-op overfor disse store byfugle, da man i eftersommeren ventede at se de kredsende, rejseberedte flokke. Da kunne man næppe nok se dem flyvende over staden, men måtte være glad, når man traf 7 eller 10 på en eng ved Sønderport eller Nordvest for byen. Thi reglen var, at der ikke var mere end 2-4 storke sammen. Vejret var ofte blæsende og regntungt, så at dette også hindrede de statelige, årlige flyveøvelser på himmelbuen, men hovedgrunden lå dog i, at der kun var så yderst få unger i byen.


Det plejer at være de store unger, som afholder flyveøvelserne. De gamle med deres røde næb kan deltage, om de lyster, men de har næppe nogen livsopgave her, a ungerne kan lære sig selv at flyve og på ingen måde har nødig, at der udkastes kommondood eller at der fortegnes luftspiraler eller påbegyndes brede himmelbuer og tumledykninger til deres undervisning.


Når der i reglen alene er ungfugle i de svævende storkeflokke i høsttiden, så kan de to forskellige udgaver af Chr. Richardts høstsang være lige sandfærdige. Det vil stemme meget godt, enten der skrive ”- og storkens unger prøves højt over bondens gård” eller ”- og storkens vinger prøves – (øves?)” efter at der er fortalt os om den stille høstlige brusen, som går gennem bøgekrattet.


Men er var kun 12 unger i hele Ribe til at rejse bort. Og da de enedes ret dårligt om tidspunktet for rejsen, så blev der heller ingen fællesflyvninger. Omtrent fra 7. august savnede man den ene unge i læderhandler Hansens rede. Vi må håbe, at den er rest af landet, skønt det ville undre os meget, om den virkelig var i stand til at tage bort 14 dage før sine søskende. Ellers må den være omkommet eller være blevet såret alvorligt uden at vi har hørt om den. Men allerede 9. august tog de to ældste unger hos Strehle væk fra hjemmet, og det var længe førend de fleste af byens voksne rejste, også længe førend de fleste af byens voksne rejste, også længe førend deres forældre og deres yngste søster rejste.


21. august rejste de to første af ungerne fra Hans Tavsens Hus.


22. august rejste deres to søskende, og tillige de to unger fra læderhandler Hansen og de to fra Gamle Stiftstidende.


Så var der endnu kun en unge, som kom ud at rejse. Den strammede fra Rådhusets gamle rede og havde brækket næbet ved at blive slynget imod en mur af vinden under dens første flyvetur. Den blev senere set et par nætter på sin rede, men led meget ved ikke at kunne tage føde med sit næb, der havde et alvorligt knæk ½ fra spidsen. Den blev afmagret og dumpede ned i rutebilgården, hvorfra den blev bragt i pleje og kom under omhyggelig behandling hos tidl. gasværksbestyrer Lindberg. Den kom sig godt, fordi den fik en aluminiumsskinne over overnæbet og blev stoppet med ål. Snart kunne den selv tage føden og var en dag så uheldig at rive metalskinnen af sit næb i ståltrådsnettet i den hønsegård, som forsvarede den. Man kunne nu se, at næbet helet ret godt. Det ville nok kunne voves at lade den flyve bort, måske ville den endog lettere støde sit næb, dersom den gik i fangenskab på en bondegård, ligesom det også måtte være formålet at gør den til en vild fugl så snart som muligt. Den blev sat på fri fod den 22. august. Det var ikke sådan, at den fløj ud i friheden med sin metalskinne om næbet, således som flere aviser har fortalt landet over. En sådan sag ville blive alt for farlig, når næbet efterhånden vokser, og når noget snavs mellem metalskinnen og den ofte fugtige hornskede kunne volde en betændelse. Men den fløj dog, og den nåede til – Hviding. Ja, den nåede 7 km. Mod syd, satte sig uheldigt på et transformatortårn og blev fundet død d. 25. august.


Og dermed var den sidste af de tre storkeunger på Rådhusets gamle, vestlige rede død. En blev kastet ned på Stenbroen den 28. juni af en fremmed stork, en anden blev hårdt forslået på domkirkemuren i stormvejr d. 6. august; Og den måtte dræbes to dage senere. Den sidste fik vel altså også begyndelsen til sit endeligt ved at komme af reden i blæsevejr og tørne med næbet mod en mur.


På den anden Rådhusrede, mod øst, voksede der egentlig en lille, forsinket unge op i juni måned, medens to unger døde som små. Men den samme fremmede stork, som lige blev omtalt, fik held til at kaste den af reden den 30. juni. Og det er meget sandsynligt, at den også er skyldig i en ”rederrydning” i Gredstedbro en uge tidligere, hvor to unger døde, men en blev reddet ved omhyggelig pleje, og i et ”rydningsforsøg” i Strehlees rede d. 29. juni. Herude tog man de tre unger ned og passede dem i 10 dage, vaskede deres blodpletter af fjerene, så at forældrene kunne kendes ved dem, og satte dem op i reden. De blev vel modtaget, blev fodret op, og fløj glade ud imod alverdens farer blot en måned senere.


Det samlede tal af unger i rederne var 16 i begyndelsen af juni. Der var kun 12, da de var fløjet af rederne, og senere har vi hørt om ulykker med 2 af dem.


Foruden Rådhus-redens unge, som døde i Hviding, er den yngste fra Hans Tavsens rede kommet til skade nede i Sachsen. 12 flyvedygtige unger i en ”storkeby”, der havde 64 unger i fjor og 81 i 1939.

Det er en tilbagegang på 81%, endnu værre end tilbagegangen i Højer, 71%. Der er der 6 unger mod 21 unger i 1940. I skåne stiller sagerne sig allerværst: Tilbagegangen er 95%, fordi der kun er 1 unge, mod 20 unger i fjor. 11 reder mod 12 i fjor.


Som ofte før kan man gentage at, den svage stand af unger må skyldes en sygdom fra Afrika, i hvert fald ikke krigen, og at dette må hænge sammen med de store forsinkelser i foråret og med mange storkes udebliven. Der var 25 beboede reder i Ribe, dog kun 16 par og 9 enlige fugle. Derimod 29 par og en enlig i 1940.


Det bliver et svind i voksne storke på 31%. Og i Højer er der kun truffet 8 par og en enlig imod foregående års 19 par.


Dernede er der således en tilbagegange på 55%. Skåne klarer sig med 9%. Tilbagegang, fra 22 til 20.


I Ribe er 4 redepar udeblevet i år: Latinskolen, Arnold Nyborg, Midtmøllen og Missionshotellet; Og en enlig fra Tømrer Peters i Grønnegade er også væk. Desuden er der kun enlige fugle på 9 reder i stedet for par.


Det er ret tydeligt, at det er de storkepar, der kommer tidligt om foråret, som kan lægge æg og få unger. I Ribe kom 8 par tidligt dvs. i år: Før 19. april, og 6 af dem fik æg eller unger (Hans Tavsens Hus 4, Gl. Stifttiden 2, Rådhuset nye rede 3 unger, som alle døde, Museet 4 æg, Strehle 3 unger, Markedspladsen æg, som blev kastet ned i kamp).


De sildige storke, der nåede hertil 19. april eller senere (15. maj til friboligerne), tæller 7 par, men kun 2 af dem fik unger:


Læderhandler Hansen 3, Rådhusets gamle rede 3, som alle døde. Der var jo enlige, som fik nogen yngel, skønt fuglen hos Odin Kristensen har lagt et æg og selv kastet det ned, men 7 af dem kom sent hjem fra syden.


Dette er noget af beretningen om den sørgelige storkesommer, som vi i Ribe deler med mange lande, ligesom langt større sorger opfylder alle riger på jorden.


Noter[redigér]

VESTKYSTENs Kronik d. 20 oktober 1941 af Lærer Halfdan Lange