Albin Pedersen

En af Ribes sidste ægte håndværkere af den gamle skole, forhenværende smed, Albin Pedersen, Terpagervej, runder i morgen de 80 år.

Gennem et langt liv har Albin Pedersen deltaget i livet i Ribe, hvor han i sin tid blev født i Fiskergade som midterste barn i børneflok på 13. Faderen var ansat som skræddermester på den daværende Chrome og Goldschmidt, der var en stor velrenommeret tøjvirksomhed med flere hundrede ansatte. Men den er væk nu.

Det samme er efter Albin Pedersens opfattelse ved at ske med den gamle håndværkertradition. Da han kom i lære som smed hos Smed Christensen i Grønnegade helt tilbage i 1912, var oplæringen i det traditionsrige smedefag en æressag.

– Alt foregik med håndkraft dengang, fortæller Albin Pedersen: – Blæsebælge og boremaskiner blev betjent med håndkraft, og drejebænken skulle drejes rundt med fødderne. Alt skulle smedes med hænderne og ved brug af ild, således at der ikke var noget filearbejde tilbage.

I øvrigt hørte lussinger til dagens orden, når man stod i lære før 1. verdenskrig. Læredrengene blev først urolige, hvis den daglige afstraffelse ikke indfandt sig. Og det var ikke for lønnes skyld, de fandt sig i uhyrlighederne. 1. læreår gav 2 kroner om ugen og derefter steg lønnen med en krone for hvert følgende læreår. Når man derefter skulle betale 1,75 derhjemme for kost og logi, var der ikke mange penge tilbage til tobak.

Jernstøberiet

Albin Pedersen har dog lagt hovedvægten af sin gerning i arbejdslivet på Ribe Jernstøberi, hvor han var ansat fra 1919 og frem til han nåede pensionsalderen. I alt 46 år blev det til på støberiet. Først beskæftigede Pedersen sig med at beslå kloakgods, et hårdt arbejde, der ikke foregik med nogen brug af hjælpemidler, bortset fra hammer og ild. Arbejdstiden var de første år ti timer om dagen, så man var godt træt til fyraften.

– En dag kom min mester hen til mig og sagde, at nu skulle jeg til at arbejde med komfurer og kakkelovne. Det arbejdede jeg med i en del år. Arbejdet bestod i at sætte hængsler og beslag på de gamle varmeapparater, og en dag kom mester og spurgte, hvor mange komfurer jeg kunne lave om året. Jeg svarede: ”Ca. 1.000”. Derefter regnede han ud, at jeg i hele min karriere havde lavet komfurer, der kunne nå hele vejen fra Ribe til Esbjerg og omtrent tilbage, igen, hvis de blev stillet i en lang række, fortæller Albin Pedersen.

Mens jeg arbejdede på støberiet, kom håndværkerne i byen meget hen til mig og fik deres redskaber hærdet, for de vidste, at det kunne jeg. De unge svende nu om dage lærer kun autogensvejsning, mens jeg i sin tid svejsede med ild. Jeg vil dog garantere for, at min svejsning er bedre end den, de præsterer, fastlår den gamle smed.

Gamle viser

Sammen med sin kone har Albin Pedersen boet i et selvbygget hus på Terpagervej siden 1930. Efter at han holdt op med arbejdet på jernstøberiet for en del år siden, har han fået tid til en af sine kære sysler, sangen, som rigtig er blevet sat i system.

Siden sine ganske unge år har Albin Pedersen optrådt som en fin tenor i Ribe arbejdersangforening, og han har en omfattende samling af gamle viser og sange, som han opbevarer i nogle kasser i huset på Terpagervej. Også andre har vist interesse for samlingen, idet en enkelt interesseret er kommet fra Esbjerg for at få indspillet et bånd med Albin Pedersen, der gerne selv synger båndene ind.

– Men eller er min hobby på mine gamle dage mit værksted, og mange mennesker fra Ribe kommer hertil for at få slebet deres sakse, kødmaskiner og knive hos mig. Når de har fået det lavet, plejer de at sige tak. Så siger jeg som regel, at de bare kan lægge tak’en ovre i kurven, for jeg skal jo også betale renter og afdrag, siger Albin Pedersen lunt.

Noter

Ribe Folkeblad d. 3. oktober 1978