Da Ribe endnu var Søfartsby

Jeg har tidligere på denne plads omtalt, hvorledes skibsfarten på Ribe gik for sig i tidsrummet 1400 til 1600 tallet, og i det følgende skal da gøres rede for, hvilke skibe, der besørgede denne skibsfart. Det drejede sig dels om hjemlige, dels om fremmede skibe. Som tidligere berørt kom de større fartøjer sjældent eller aldrig ind i åen, men ankrede op på reden eller ved nakken, hvilket bl.a. gjaldt for kvægskibene. Men hvor hørte disse fartøjer nu hjemme?

Adjunkt Adler, der har beskæftiget sig en del med dette spørgsmål, da han ordnede Ribe Byarkiv, har bragt en del klarhed over dette spørgsmål. Der var skibe fra Holland, en hel del fra Høyer og Rømø. I 1616 noteredes, at der på reden var fartøjer bl.a. fra Bremen, Emden, Frisland og Groeningen, de gamle mål for mangen ribeskippers rejser.

Flere kvægskibe var fra Frisland, Hamborg og Bremen.

Fra indenlandske steder var fartøjer fra Tønding, Varde, Ballum og Før.

Den regelmæssige fart på udenlandske havne som Amsterdam og Hamborg efter købmandsgods besørgedes af byens egne skibe, men også fartøjer fra Rømø deltog livligt i denne skibsfart. (Fortsættes under billedet)

Desuden deltog mindre skibe fra Sild og Før, der kunne gå op i åen.

Derimod nævnes i denne skibsfart ikke fartøjer fra Fanø og Sønderho.

Beboerne fra Fanø drev fiskeri og besørgede med deres skibe eller rettere fiskerbåde tilførelsen af fisk til Ribe og Varde.

Af pramregnskaberne kan det ses, at fremmede skibe ikke sjældent lossede ved Kværnstenen og til Tider ved Teglholm.

Foruden samfærdslen med de større steder blev der drevet en ret omfattende kystfart.

Fiskeriet var i det 16. århundrede af endog meget stor betydning.

Ribe havde stapelret for handelen med fisk og var fritaget for told af fisk fra Vesterside. En mængde fartøjer med fisk fra lejerne måtte derfor søge ind til Ribe for at afsætte deres varer her og eventuelt tiltuske sig andre varer, som de havde brug for. Dette skete især ved byens to store markeder, Sct. Hans Markedet, der tidligere benævntes Vor Frue Marked, og det såkaldte Riber Marked, der holdtes i 3 dage i begyndelsen af September.

Fiskerbådene kom især fra Fanø og Sønderho, men der var også skuder fra Mandø og Rømø, Ho, Oksby osv.

I 1645 var der til Sct. Hans Marked 40 både. Riber Marked blev ikke holdt det år, da den svenske Oberst Seb v. Rothenburg efter freden Brømsebro marcherede ind i Ribe og efter mange brandskatninger her indskibede sin bagage og frugterne af sine plyndringer sammen med sit fodfolk i Ribe, hvortil behøvedes mange skibe.

I 1646 var der 44 både og 4 fiskerfartøjer til Sct. Hans Marked og 41 til Riber Marked.

Foruden fiskerbådene løb en del noget større fremmede fartøjer ind til byen. De benævntes smakker og krejerter, og de fleste af dem kom fra Frisland. De var så godt som alle ladet med salt, thi der førtes nemlig en stor mængde søsalt til Ribe fra kysten langs marskengene.

På strandene opgravedes en art tørn, som fandtes under sand- og sliklagene og som var meget saltholdig. Denne jord bragtes i land, tørredes i solen og blev brændt til aske. Asken blev overhældt med havvand, og derefter renset og gennemæltet med fødderne for atter at blive vædet med havvand for sluttelig at blive kogt i store jernpander.

Salttilførslerne var af meget stor vigtighed for byen, og den blev ofte reguleret af byens råd. I 1537 satte rådet endog maksimalpris på saltet, og borgmestrene forbeholdt sig forkøbsret.

I bropenge mætte friserne for deres saltfartøjer betale 4 skilling pr. læster samt en afgift på andre 4 skilling pr. td. Salt til det spanske kompagni, der, som tidligere omtalt, havde monopol på salthandelen både når den angik det spanske og det frisiske salt, foruden at det nød visse forrettigheder ved handelen med andre varer, f.eks. korn.

Friserne, der bragte saltet til Ribe, medtog derfra rug og bl.a. en mængde trævarer, dele til vogne f.eks., og gavntræ.

Men også andre varer bragte skibe og skuder til marked i Ribe. – Fra Eiderstedt kom f.eks. rødt pottemagerarbejde, Rømø-fartøjer bragte hamborgerøl. Fra Sild kom byg og fisk og fra Amrum østers. Der var også på Ribe transithandel med Kolding, og smakker fra Varde hentede havesager og andre varer, som fartøjer havde bragt til Ribe fra Amsterdam og Hamborg.

En skipperby som Ribe, talte mange skibsførere blandt borgerskab, hvade da også i sine velmagtsdage et skipperlaug.

I Terpagers tid var det ganske vist skralt med lauget, hvoraf der ikke var andet tilbage end en ligbåre, alt andet skippervæsen var til graven båret.

Med de Ribe skippere havde altså haft deres laug. Lauget var endda, som det sig før og bør for et skibsmandslaug, indviet til den lokale helgen Sct. Søffren. I 1478 fik lauget sin skrå (sine love), der første fredag i fasten blev stadfæstet af borgmester og råd.

Lauget talte da 70 brødre, heri medregnet fiskere, thi som det hedder: ”hvo som nærer og bjerger sig ved skibsmandsskab enten ved fiskeri eller anderlunde, bør søge S. Søffrens Lag”.

Laugets vedtægter vedrører mest de selskabelige sammenkomster, og det ses, at fruentimmer (det var ikke et skældsord den gang) kunne deltage i festlighederne. De vedtage bøder for overtrædelser af skråens bestemmelser består i 1 mark voks og 1 tønde øl.

1 mark voks skal således den bøde, der bliver siddende i laugshuset, efter at skafferen har opklappet 3 gange. Ligeledes må den, der fortaler sin broder erlægge en lignende bod. Rører han på hans ære, da må han tillige give en tønde øl til lauget. Dobbelt bod må den give der spilder øl på en laugsbroder eller søster af overdådighed eller vrede. Det samme må den bøde, som slår stob eller kande i stykker, og han skal tillige gøre disse stykker inventar så gode igen, som de var før.

Hjælper han ikke sin laugsbroder på givet varsel dennes skib i vand eller af vand, det være sig herhjemme eller i udlandet, så skal han bøde 1 mark voks. Ingen mands svend eller dreng skal komme til laugshuset med en tændt lygte for at hente husbonden hjem før 7 slår.

Også i det 16. århundrede udgjorde de Ribe skippere et laug, der jo imidlertid senere sygnede hen med skibsfartens aftagen og sluttelige fald.

Ribe by ejede selv en del store skibe, der sejlede på England og Frankrig, ja endog på Middelhavet. Når disse skibe var hjemme, havde de vinterplads i Rømøs havn.

Endnu i det 16. århundrede ejede byen nogle mindre fartøjer, der løb på Amsterdam og Hamborg. De kunne gå ind til Teglholm og Skibbroen, og her havde de også vinterleje.

Noter

Vestkysten Kronik d. 4. juli 1941 af Journalist K.H. Rosenstand