Dansen om Riberhus blev til dansen om Queden’s Gård

Ribes antikvariske bød til fest i går ved indvielsen af Den antikvariske Samlings fornemste eje

Der var brand i den i Ribe i aftes, men af en skikkeligere karakter, end man er vant til, historisk set. Der blev truttet i horn fra Borgertårnet tidligt fra formiddagen. Riberhusmarchen tonede gennem gaderne inden middag, mens trippende husmødre fik røde kinder af travlhed med at smøre madder på Ribe Rådhus.

Og senere på dagen tog det er helt gal vending. Sortebrødregade blev pyntet op, og ud på aftenen blev der spillet pop i gaden. Ungdommen dansede trods septemberkulden, og vægtersangen kunne ikke trænge gennem pigtrådsmusikken.

Hvad var der da galt?

Såmænd ikke andet, end at Den antikvariske Samling i Ribe indviede et af byens ældste bygningskomplekser, Queden´s Gård, der fra nu af er den historiske bys historiske hjemsted.

Der er et og andet optimistisk og livsnært i, at de antikvariske i Ribe markerer dagen med øl, pølser, dans og halløj. Bevarmevel, det officielle fik sin afgift. Der blev talt af donator, Carlsbergs repræsentant, direktør A. W. Nielsen, af rigsantikvaren, professor P. V. Glob, af mange andre, og herrerne var i pænt blåt, danerne i den passende eftermiddags-De-ved nok, smukt gik det for sig, endda et par storke eller to ar blevet hjemme for at kaste glans over dagen, men ellers havde man bare lukket dørene op til Queden´s Gård, værsågod at kikke indenfor, nu har Ribe Antikvariske Samling endelig fået albuerum.

Hjerterum giver ikke altid husrum

Der ligger ingen tilstrækkelig forklaring i Ribes størrelse på, at en husindvielse kræver offentligehedens fulde bevågenhed. Queden´s Gård er mere værd end som så. Intet menneske med interesse for vore fortid har næret skygge af tvivl om, at Ribe er bærer af en ordentlig pind af vor fortid.

Byen var i middelalderen vor anseligste også vor rigeste. Når hundredtusinder i dag strømmer til Ribe, er det først og fremmest for i gaderne at genopleve et stykke borgerlig kulturhistorie, som næppe kan opleves andre steder i landet.

Det har man været klar over i Ribe, og Den antikvariske Samling er da også det ældste provinsmuseum i landet. Det er 110 år i år.

Men har forhistorien haft ripensernes sympati, har de ikke haft meget at há den i. For 100 år siden gemte man, hvad man ejede af fortidsminder, i Kathedralskolen, senere under skiftende vilkår, til man i 1934 kunne rykke ind i det såkaldte Hans Tavsens Hus ved domkirken. Det var snart fylde af forhistoriske samlinger, og det lettede lidt, at man i 1958 kunne åbne en afdeling for en af Ribes fornemste epoker, renæssancen i Porsborgs Kælder.

Det kunne jo ikke gøre det. For får år siden blev Queden’s Gård til salg, og de antikvariske trådte i funktion. Huset er et firfløjet kompleks med en nyere facadebygning, en klassicistisk fra 1791, vinkelret på dem to tidligere gavlhuse fra tiden umiddelbart inden det 16. århundredes udløb. De to huse danner tilsammen en gård, der lukkes ved tværbygninger, så der fremkommer et firfløjet bygningskompleks.

Pladsen var samlingens bedste eje

Ideen var jo at skabe plads for de kulturhistoriske samlinger her, men bygningerne var nu ikke i lige god stand, altså måtte man i gang med restaureringen. Det koster penge. Carlsbergs mindelegat for brygger I. C. Jacobsen gjorde det muligt at erhverve bygningerne, og så er rækken af donatorer i øvrigt rapt udvidet. Som huset står i dag, repræsenterer det en antikvarisk indsats på trekvart mill. kr.

Hvad har man så fået for disse penge? Ja, det er jo det snedige ved det. Da de antikvariske overtog gården, havde man blot og bar en skummel fornemmelse af, at huset muligvis rummede overraskelser, og det tør nok siges, at skumlerne fik ret. Det siges i dag, at Den antikvariske Samling i Ribe rummer uanede kulturværdier, af hvilke rammen, Queden’s Gård, er den fornemste.

Det skal begribes sådan, at da man kom i krig med huset, bød det på overraskelse på overraskelse. Selvfølgelig viste forhuset sig at være den typiske herskabsbolig fra klassicismens tid med en stor sal med en stor sal med kabinetter på hver side, gange trapper i det pompøse format, meere dagligdags regioner med skumle pigekamre osv. osv.

Men man fandt i den grad fløj, som strækker sig vinkelret på forhuset ned langs Ribes Toldbod, bl.a. et helt vidunderligt gammelt køkken, hvori fortidens husmødre med hjælpersker har aftjent deres værnepligt. Der er en overraskende, skrækkelig, sød og rørende havestue med jerntrapper, som Ribe Jernstøberi har lovet at bringe under fode, bogstaveligt taget.

Det var næsten det mindste af det. I parallelfløjen ud mod Sortebrødregade, hvor ripenserne dansede i aftes, dukkede himmelske herligheder op. Da huset blev overtaget, var det ikke til at hitte ud af nogen ting, sådan var der smækket skillerum, væg- og loftbeklædninger op.

Men som håndværkerne skred frem med nænsomme hænder, dukkede vidunder op efter vidunder. Man kunne så at sige grave sig gennem det ene århundrede efter det andet og nøjagtigt fastslå, hvordan huset havde været indrettet. Til sidst standsede man ved ”Kælderstuen”. Det har været husets festsal i 1660’erne, stenfliser på gulvet, blyindfattede ruder ud mo *Sortebrødregade, dekorerede loftsbjælker, vægpaneler, udskæringer og andet halløj, og alt lod sig nøje aflæse og derfor rekonstruere.

De antikvariske i Ribe siger i dag, at det er lykkedes at genskabe det eneste renæssancerum i Danmark – på plads. Rummet lå her og ingen andre steder, og det ser i dag nogenlunde ud, som det så ud i renæssancen, da Ribe var en velstående og herlig by.

Det har man fået foræret oven i det, at der nu er sikret lokaler til de henstuvede samlinger.

Nogle ting er på plads, det gælder bl.a. en samling bindinsværk, som bl.a. tæller det ældst bevarede stykke bindingsværk her i landet. Det gælder nogle vægfarver og dekorationer. Det gælder husets ”hemmelighed”, der virkelig vogter på en hemmelighed. Det kunne nemlig benyttes i to etager, hvordan man så har klaret de praktiske problemer i den forbindelse.

Men ellers skal huset nu fyldes. Der er sat ting i det, for man har mange ting, men den endelige opstilling kræver et stort arbejde. I anledning af indvielsen er der lagt en del sølvtøj frem, alt fra Ribe-smede, og det stilles sammen med en udstilling af moderne sølvhåndværk. På samme måde vises en udstilling af billedtæpper og af keramisk skulptur, også for at stille fortid og nutid sammen.

Bange for gamle vinduer

Væsentliget er det dog, at de antikvariske i Ribe har fået tag over hovedet i et hus, som i sig selv er et besøg værd. Og huset lever. Lige inden for framgulvet bor turistforeningen i Ribe og Quedens gamle butik er butik den dag i dag.

Det gav de antikvariske en smule hovedbrud. Det var meningen at bevare de gamle vinduer, det gamle inventar og hele den gamle stemning i den tidligere butik, hvis regnskabsbøger – ført på tysk – nu er fremlagt i museet. Men moderne forretningsfolk turde ikke binde an med handel i de antikvariske omgivelser. Nuvel, så stifede man frejdigt et aktieselskab, som nu gennem tre år med stigende held har drevet en kunsthåndværksforretning i huset. De gamle klassicistiske vinduer har vist sig at være en fordel, og nu kan parterne jo selv vælge: Om kunderne i forretningen vil gå på museum, eller museumsgæsterne vil gå i butikken. Faktum er det, at Queden’s Gård står der med nutid og fortid under det samme tag og med mulighed for at føje endnu en kvalitet til et besøg i Danmarks gamle hovedby.

Noter

Aarhus Stiftstidende Søndag d. 12. september 1965