En Dag i Ribe 1864
Hvor var året 1864 et trangt og alvorligt år for alle Danske, og hvor oplevede vi meget svært her i vor lille By. Indkvartering havde vi altid. Tropper drog ind, og Tropper drog bort, aldrig var vor By fri for Fjender.
Indkvarteringen bestod for det meste af ungarer og østrigere, og vel var det; thi østrigerne var nemlig ligeså harmdirrende på preusserne som vi; de sagde åbenlyst, at de var blevne narrede herop, og det var jo ikke langt fra Sandheden.
Mange Enkeltheder fra 64 husker jeg, som f. Eks. da Kejser Franz Josefs fødselsdag fejredes i Domkirken med Pomp og Pragt.
Det, som imidlertid har gjort stærkest Indtryk på mig, var den dag, da der blev gjort begyndelse og alvorlig begyndelse til at plyndre Byen.
Anledningen var nok den, at fjenden udskrev en brandskat, som byen mente ikke at kunne betale.
I 64 gik jeg i Skole der, hvor nu Organist Glahn bor. Skolestuen var på 1ste sal, og da der på den tid ingen Genboer var i Gravsgade, havde vi fri Udsigt ud ad Tønderlandevej. Derfra kom ungarerne næsten altid, i daglig Tale kaldtes de »Spidsbener., fordi de havde Benklæderne stoppet ned i høje Snørestøvler. De havde ikke musik, men kun Tromme at marchere efter, og den lød altid, som om skindet var revnet. Vor Lærerinde var meget ængstelig for Tyskerne — vi børn ikke.
Så en Dag så vi en Mængde »Spidsbener« komme langt ude ad Tønderlandevej, og samtidig kom værten op og sagde, at østrigerne havde begyndt at plyndre i Byen.
Så løstes alle disciplinens bånd — Lærerinden sagde: »Skynd jer at komme hjem, Børn!« — det skulde vi jo nok — »og bed så Hr. Smith tage Flaget ned fra Loftet« (hvor det lå sammenrullet).
Afsted gik det hjemad! dog ikke hurtigere, end at vi tog med, hvad der var at se. På Lindegården holdt der vogne udenfor Fabrikken, og store ruller af bomuldstøj kastedes ned i massevis; man holdt ikke op, før vognene var stopfulde, så kørtes de store læs bort.
Endnu var der dog ikke tale om at plyndre private hjem, men soldaterne marcherede rundt i gaderne og satte segl for Lagere og Butiksdøre; hvor blev vi dog harmfulde ved at se fjenden skalte og valte med vor ejendom.
Mit hjem var i Sortebrødregade, og dér var også byens Sparekasse. Da jeg ville forbi »Bøggilds Hjørne«, lød Soldatens »zuriick«, så tilbage over Torvet for at forsøge passagen gennem Peder Downs Slippe — der var også Vagt, ingen Adgang! så videre til Vægtergade — ligeså umuligt!
Nå, hjem skulle jeg, og jeg forklarede da så godt jeg kunne, at jeg boede i Sortebrødregade — og omsider slap jeg da også igennem.
Der var stor Uro og ængstelse i Byen; man gemte jo, hvad man kunne, men det lod sig ikke så let gøre, da der var sotdater i massevis ude og inde.
Ved Sparekassens port stod Sotdater opmarcherede med tornystrene på ryggen og bajonetten på Geværet; ved Dørene inde i Huset stod der også Vagt. Da soldaterne kom ind på Kontoret til Sparekassedirektør Rosenstand og ventede at finde en velspækket Pengekasse, var denne til deres store forbavselse og ærgrelse — tom!
Nu gik Soldaterne ind i den private Lejlighed; til sidst kom de ind i sovekammeret, hvor Fru Rosenstand lå til sengs. Alt blev her undersøgt, Skabe blev lukket op, Tøjet kastet hulter tit bulter, alle skuffer blev trukket ud, og i en af disse lå en stor pose! og hvad den indeholdt, kunne nok mærkes. Direktør Rosenstand tog Posen og kastede den hen i Sengen til sin Kone; Soldaten råbte: »Geben Sie her!« — »Det er min kones husholdningspenge, vit de have dem, må De selv tage dem.« Det vilde Soldaten dog ikke. — Derved reddedes ikke så få specier. Nå, da man intet kunne finde, førte man direktøren ind i kontoret, låsede for ham og satte vagt udenfor døren.
Rosenstand havde sin gamle fader boende hos sig; han gik så stilfærdig omkring, så ham behøvede man ikke at ængstes for; men just ved Hjælp af ham sendte den indelukkede direktør små sedler til sin kone, for at hun kunne vide, hvordan hun skulde forholde sig, både med et og andet. Soldaterne vedblev at søge og rode, men uden resultat.
Nede i haven var et muret lysthus, flere trappetrin førte op til det, der havde man i tide løsnet nogle fjæle, og der lå sparekassens penge vel forvarede, og der blev de liggende!
Telegrafist Faurschou udviste også Mod den Dag. Tyskerne fordrede naturligvis felegrafapparaterne udleverede. De fik 2; men manden havde 3, og da man i løbet af Dagen ikke kunne begribe, hvordan man her i byen vidste besked både om et og andet, vaktes fjendens mistanke. Soldaterne gik til telegrafstationen, hvor det 3die apparat var i lystig virksomhed; dette blev straks indstillet og Faurschou taget under forvaring, ført op på Greisens [Dagmar) Hotel, og man fortalte mand og mand imellem, at han havde fået lænker på. — Det var måske overdrevet, men sagen var i og for sig slem nok for manden.
Nå, det var allerede langt op på Dagen, og uro og beklemthed hvilede over Byen. Jeg husker så tydelig østrigerne ride i fuld fart henad »Rosenalléen« — den gik langs med gasværket, forbi jernbanestationen og videre Nord på — svingende sablerne til højre og venstre, og fældede de ikke et træ i hvert Hug, så kvistede de det, så det stod der bart og nøgent.
Hos Stiftamtmand Nielsen var der megen uhygge og forstyrrelse. Amtmanden sad fangen i Rendsborg — Karlen var også borte, så tilbage var kun husjomfruen og pigerne. Soldaterne var brøsige og fordringsfulde den dag her som alle andre steder. Såsnart de så Jomfruen, råbte de »Brant- wein und Butterbrot!« — Hun dækkede op for dem, og da hun syntes, hun havde sat mer end nok frem, gik hun. Gamle Lone, som var her i klosteret, og som døde for et Par År siden, tjente den Gang hos Amtmanden, og hun fortalte mig om den Dag; »A støj ve æ Komfur o gne o en Kiel, så kom æ Soldater o roft »mehr Brantwein und Butterbrot«, — a svar’ slet et, a bar gne o æ Kiel, de roft højer o højer, a lo’ som a slet et hør et. Tesidst ven’ de sig rasen’ om o roft
(Frit oversat: Jeg stod ved komfuret og pudsede en kedel, så kom soldaterne og råbte ”mer brantwein und butterbrot” – jeg svarede slet ikke, a pudsede bare kedlen, og de råbte højere og højere, jeg lod som om at jeg ikke hørte det. Til sidst vendte dig sig rasende om og råbte. Red)
»die dummen Dänen, sie können nichts verstehen«, Da rullede en Vogn ned ad Puggårdsgade — den holdt udenfor Amtmandens Dør, og ud steg Stiftamtmand Nielsen: “Hvad går her for sig? hvad sker der i byen?« — “Tyskerne har sat Segl for Lagere, Butikker og Banker, de vil plyndre!« — Amtmanden gik straks til den Øverstbefalende og sagde til ham, at der var Våbenhvile, og at Plyndring altså ikke måtte finde Sted. Den Øverstbefalende svarede, at han vidste ikke noget om Våbenhvile, det blev ved hans Befaling. Amtmanden sagde da: “Jeg véd, der er Våbenhvile; jeg kommer lige fra Rendsborg, hvor det blev bekendtgjort!« Hans ord må have haft vægt — plyndringen hørte op.
Alle de Varer, som om Morgenen var kørte bort fra Gjørtzes Fabrik og var stablede op i Klubsalen, blev atter kørt tilbage, og vi børn stod i tætte Klynger på Lindegården. Medens de store tøjruller kastedes op på fabrikkens loft, og det tog da nogen Tid — pegede vi fingre af soldaterne og råbte: Æ Hurra! Sådan endte denne dag, og både store og små, unge og gamle trak vejret let, da vor By blev skånet for fjendens plyndring.
Nu forekommer det mig ubegribeligt, at vor opførsel kunne gå ustraffet hen, og endnu mere ubegribeligt er det blevet for mig, efter preussernes Indfald i Belgien — men hos os var det jo østrigere og ikke preussere!!
Noter
Emma Reinholm, Ripenser-Bladet, august 1920. (Digital konvertering)