Om Weis Stue
I 1580 hærgede en stor brand byen, og mange af de gamle middelalderhuse forsvandt i flammer.
På fundamentet af et middelalderhus er Weis Stue bygget. Huset er opført i to etager med 8 fags bindingsværk, idet dog dele af stueetagen er grundmuret. Taget er af tegl. Murværk og gavl er af røde mursten, idet dog anden etages tre østligste fag er muret med rødgule mopper lagt i mønster. Huset er forsynet med en karnap som bærer blytag. På gadesiden er bindingsværket sorttjæret mens det er rødmalet på gårdsiden. Tavlene er her gulkalkede. Huset er bygget af to gange. De 5 vestligste fag er opført omkring år 1600, mens de tre østligste er bygget en snes år senere. Kældermuren ud mod gaden, som har en tykkelse på 95 cm, er opført i røde munkesten. I kælderen findes der en brønd.
Hvem der har ejet huset i dets første århundrede vides ikke. Men i år 1704 ejedes huset af slægten Thun, muligvis af pastor Peder Thuns og kobbersmed Lorentz Thuns forældrer. Pastor Peder Thun levede fra 1708-83 og var hører ved latinskolen, mens Lorentz blev gift med en Cecilie Marie. Sidstnævnte overtog huset, og det er Cecilie Thun, der efter fuldmagt, sælger huset ifølge skøde af 27. september i 1762: ”Hus, bestaaende af 8 Fag ud til Torvet, tillige med Vognskur, Værksted, Bryggers og Stald samt Indkørsel gennem Raamand Ussings Gaard for en Købesum af 570 Rigsdaler”. Køberen er Anders Andersen Weis. Familien Weis havde boet og virket i Ribe i en del år da de købte Thuns hus. Familien var indvandret fra syd, men havde bosat sig i en ejendom på Mellemdammen, hvorfra de handlede med lærred.
Søren Andersen Weis overtog huset fra sin mor ved skøde af 1. november 1796, idet han skulle betale 550 rigsdaler for det.
Den 8. december 1796 fik Søren Weiss borgerbrev som lærredshandler. Hvor længe der havde været drevet værtshusholdervirksomhed i huset står hen i det uvisse, men det var på de tider almindeligt, at folk fra landet, der havde været inde og sælge deres lærredsvarer, selv medbragte deres mad, men på stedt kunne købe øl og snaps. Under alle omstændigheder meddeltes Søren Weiss den 18. december 1830 borgerbrev som ”Brændevinsbrænder og Værtshusholdet i Henhold til Stiftsamtets Bevilling”, uanset at han ikke havde taget den for ”Brændevinsbrændere befalede Eksamen”. At der har været foretaget udskænkning forud for dette tidspunkt er der næppe tvivl om. I 1810 fortælles det, at madam Weiss førte ret hård justits i den gamle skænkestue. Det berettes, at hun afviste at skænke for fulde folk, og at hun i sådanne afvisninger kunne være ganske håndfast.
I 1805 måtte Søren Weiss føre en proces mod naboen, urmager Jens Schultz, om indkørslen til hans gård. Ved dom af 11. februar 1806 tilkendtes der Weiss ret til ind- og udkørsel gennem Schultz’ port i Tingslippe.
I ægteskabet mellem Søren og Kirstine var der fire børn, og af dem blev det Anders Pedersen Weiss, født den 11. oktober 1813 og død den 21. juni 1872, der kom til at føre Weiss værtshuset videre. Han blev i 1848 gift med Ane Kathrine Clemmensen, født den 24. december 1818 og død den 5. marts 1889.
Anders Weiss overtog værtshuset og gården allerede den 27. juli 1833, men på faderens bevilling. Først den 4. januar 1859 fik han borgerbrev som brændevinsbrænder og værtshusholder. Anders Pedersen Weiss blev i 1864 af tyskerne, sammen med andre ansete mænd i byen, ført til Rendsborg som gidsler. Anders Weiss blev med tiden efterhånden ejer af en del mark- og engjord omkring Ribe, især for at redde nogle tilgodehavender.
Sidste generation af Weissslægten i Weissgården blev Anders og Ane Kathrines søn Søren Andersen Weiss, født den 8. august 1852. Han blev dem 7. september 1883 gift med Karen Jensen. Ved arveudlægsskøde overtog han ejendommen i 1889. Han videreførte værtshusvirksomheden indtil efteråret 1913 hvor han solgte gården til Ribe Kommune for 30.000 kr. Hans slægt havde da drevet værtshusvirksomhed og forretning på stedet gennem fire generationer i sammenlagt 152 år.
Forinden salget til Ribe Kommune fandt sted havde han forhandlet med den danske konsul i New Jersey, I.P. Holm om salg af huset med henblik på at flytte det over Atlanten til et museum i USA. Denne plan blev til alt held ikke ført ud i praksis.
Efter kommunens overtagelse af gården, gennemførte denne ved arkitekt Christen Borch, sammen med Nationalmuseet ved magister Christian Axel Jensen, en omfattende restaurering af de gamle bygninger. Herunder blev der gjort flere interessante fund, blandt andet et stykke træ med initialer og årstallet 1704.
Efter at restaureringen var tilendebragt blev gården den 15. maj 1914 udlejet til overkelner Nissen fra Klubbens Hotel der blev den første værtshusholder under kommunens ejerskab. Han drev værtshuset frem til 1917 hvor restauratør M. Bertelsen og hans hustru Johanne Marie rykkede ind. Bertelsen var malermester fra Horsens, men han lod sig omplante til Ribe hvor han blev en afholdt restauratør. Han døde den 22. marts 1937 men hans kone Johanne Marie Bertelsen førte værtshuset videre, og hun kom til at opleve 25 års jubilæum i Weiss Stue.
Hun blev efterfulgt af Olga Henriksen som drev forretningen frem til den 23. maj 1967, hvor restauratør Willy Jung overtog Weiss Stue. Før restaurationen atter åbnedes i efteråret 1967, blev der gennemført en grundig istandsættelse af bygningen hvorunder bl.a. de gamle kakkelovne blev erstattet af fjernvarme. Restauratørparret, Jette og Knud Nielsen, efterfulgte Willy Jung i 1973 og de drev Weiss’ Stue som hotel og restaurant, ligesom den dag i dag. Huset købte de tilbage fra Ribe Kommune, således at Weis Stue atter i dag er i privat eje.
Noter
www.weis-stue.dk: Hans Henrik Engquist: Bevaringsplan fra 1969 Avisomtaler
