Om bånd og fængsel
Ingen må bindes, med mindre han på sådanne ferske gerninger gribes, som han bør at lide for på liv, eller lemmer, eller selv på tinge vedgår sådanne gerninger, eller med tingsdom for sådanne sager er forvunden.
Ellers skal enhver, som i så måde for ret og ting beskyldes, være sikker og fri, til tinge og fra, og tillat at svare for sig, dog at han stiller borgen for sig.
Gribes nogen om nattetide i anden mands hus, eller i hans gård, med sande tegn, at han ville stjæle, eller gøre vold, da må han bindes.
Tager man nogen og binder, for hvad sag det være kan, og ej fører ham til tinge, men lader ham før løs, da bøde han tresindstyve lod sølv.
Slipper misdæder ud, og vorder løs af bånd og fængsel, da må man tage ham, hvor man ham finder.
Vil husbonden, eller øvrigheden, ej annamme misdæderen af sagsøgeren, når det af dem begæres, og lade ham forvare, og misdæderen derover fra bonden bortkommer og vorder løs, da er han angerløs, som bant ham.
Men husbonden, eller øvrigheden, bør at bøde tresindstyve lod sølv.
Binder man nogen med uret, bøde tresindstyve lod sølv.
Findes nogen rasende, eller galind, da må, hvem der vil, ham binde, og føre ham til tinge, og tilbyde hans frænder ham, og de er pligtige at forvare ham, såfremt de have middel dertil.
Hvis ikke, da bør øvrigheden at sætte ham i forvaring.
Når nogen antræffes på anden mands gods, som med rette må gribes, da bør de, som ham gribe og bortføre ville, at give jorddrotten, eller hans fuldmægtig, eller hans bonde, som bor på godset, om jorddrotten, eller hans fuldmægtig, ikke er så nær tilstede, det tilkende, før end de ham af godset bortføre.
End vil nogen dem derudi forhindre, og han derover undkommer, da bør de at skaffe ham tilstede igen, og bøde deres tresindstyve lod sølv, og der foruden andre bøder efter loven, om de gøre nogen skade, fange de selv derover skade, have skaden for hjemgæld.
