Om borgen og forløfter
Om nogen bliver sigtet for nogen sag, der liv, lemmer, eller ære, angår, eller nogen truer en anden med fejde, brand, eller i andre måder, og vil ikke sætte borgen, når øvrigheden ham det pålægger, da må den pågribes og sættes, indtil han stiller borgen således, at hans vederpart kan være forsikret.
Om nogen for retten gives tyvsag, der selv ejer jord, hus og gård, da må han dermed selv borge for sig. End om landbo, eller anden, som hverken jord, hus, eller gård, ejer, gives tyvsag, da skal han sætte anden vederhæftig mand til borgen for sig.
End kan han ingen få, der for ham borge vil, da må sagsøgeren selv lade ham anholde.
Hvo som anholdes på fersk fod for nogen voldsgerning, han skal, enten straks sine bøder nedsætte, eller stille borgen for dem, og for sit faldsmål, efter lovlig rettergang at betale, eller borge for sig selv.
Hvad som man vorder borgen for, det skal man gælde, og ingen må sig af borgen sige, før end det er efterkommet, som han er borgen for.
End ganger man i borgen for tyv, eller anden ugerningsmand, da skal han ham antvorde for retten, og der sige sig af med borgen til den, han tog ham af, og dermed være angerløs.
End slipper han bort, enten af hændelse, eller med hans råd, som borgen er, da bøde han, som borgen er, alle de bøder, der han skyldig er, som han er borgen for, og derforuden trediesindstyve lod sølv.
End vil han fly, der borgen sette, da skal hans borgen til sagsøgeren, eller øvrigheden, ham levere til forvaring.
Hvo som borgen sætter, han svarer ingen mand for de gerninger, uden den alene, som er hans borgen.
Kvinder og mindre åringer må ej i sådanne tilfælde borge for nogen.
Hustru, som husbond har, eller søn, som er i fællig med sin fader, endog han er kommen til lavalder, og mø, i hvor gammel hun er, må ej heller være forlover for penge, eller borgen for noget.
Enke, som selv har at gælde af, må være borgen og forlover for penge og gods.
Ingen, som ikke er sine fulde fem og tyve år, skal være forpligtet, eller tillat, at svare til noget forløfte, eller hægtelse, han inden, eller uden, riget gjort haver.
Er sådanne mindre åringer i forløfte med andre, som er over den alder, da skulle de for de mindre åringer ikke være forpligtede at betale, med mindre de sig som som sig med sådan umyndig forlover har ladet nøje, tage skade for hjemgæld for hans anpart, og agtes, som han så vidt ingen forlover haft havde.
Og skulle derimod ingen optænkte eksceptioner, eller påfund, i nogen rettergang, eller proces, være kraftige, eller anseis. Anker nogen, eller ilde påtaler, sådanne mindre åringers forpligter, da skal han agtes lige ved den, som sig med ulovlig kontrakt behjælper, og den mindre åring, såvelsom den, der med ham i løfte er, være aldeles fri for sådan utilbørlig påtale.
Er der flere forlovere for en sum penge, da står det i kreditorens magt, efter udgiven brevs lydelse at søge, enten en for alle, eller alle for en.
Og hvis en af forloverne må betale den hele sum, da må han søge hvem ham lyster af sine medforlovere for den resterende sum, når han sin egen part afdraget haver.
Dog hvis nogen skade skulle lides hos en af medforloverne, da bør den deles imellem de andre medforlovere.
Forlover har magt til at søge hovedmanden, som han er forlover for, for gælden, når han til ham lovlig sit forløfte opsagt haver, og han ikke betaler kreditoren.
Dog kan han ikke være fri for sit forløfte til kreditoren, før end han ham fornøjet haver, og sit forløftningsbrev indfriet.
