Om lån, leje og betroet gods
Lån må ej fortabes, men skal lydeløst hjemkomme og lige så godt, som man nammede, være sig fæ, klæde, våben, eller andet gods. End forkommer det, så at det ikke kan igen skaffes, da bør dets værd nøjagtig at betales.
Men omkommer den, som fik til låns heste, eller bester, og han selv førte dem, tillige med dem, da betales de ej igen.
Thi den bør ej lån at føre igen, som ikke kunne frelse sit eget liv.
Udlåner, eller lejer, mand noget til anden, og ikke tager brev derpå, eller har vidnesbyrd dertil, og den, som det til låns eller leje bekom, vil det fragå, og det siden ham overbevises, da lægge ud det, som kræves, og derforuden bøde sine tre mark til sagsøgeren og tre mark til kongen.
Det samme er og, om mand har fået anden mand noget i gemme og forvaring.
Låner, eller lejer, mand den, som lovfældt eller nams dom overgangen er, fæ eller andre løsøre, og han dem så længe bruger og beholder, at det er venteligt, at de er hans egne, og de vorde ved nam hos ham udtagne, da kan den, som dem udlånte, eller bortlejede, ej tiltale den, som dem ved nam udtog.
Men skal blive ved den, som dem fik til låns, eller leje.
Men har nogen til låns, eller leje, noget bekommet, og det med vidnesbyrd bevises kan, før end ham dom overgik, og det ved nam udtages, da må den, som det udlånte, eller bortlejede, søge både den, som det udlagte, og den, som det annammede, og de er pligtige til at skaffe ham sit igen skadesløst.
Låner, eller lejer, mand nogens hest, og rider, eller farer længre med den, end som imellem ejermanden og den, der lånte, eller lejede, aftalt var, da bøde han for hver bymark han overfoer så meget, som for en mil gives efter kongens forordning, og skaffe hesten så god igen som han den annammede.
Låner, eller lejer, mand nogens hest, og ejermanden enten selv, eller hans tjener, som han hesten betroet har, fører hesten, og den enten omkommer, fordærves, eller slet bortkommer, da gælde han ikke derfor, som hesten lånte, eller lejede, med mindre han imod dens vilje, som førte hesten, den forlæssede, eller drev ham over sin evne. Beskyldes han for sådan gerning, da værge sig med sin ed, eller betale skaden.
Lejer mand anden enten bæster, eller stude til pløjning, eller køer og får til malkning, da må han ej ubillig leje tage deraf, uden han vil have forbrudt dem, halvdelen til den, der påklager, og halvdelen til husbonden.
Den, som til leje sådant fæned annammer, skal stande til rette for det, om det bliver borte, undtagen det ved fjendens magt borttages, eller ihjelslås af torden, eller af træ, som af storm omblæses på det, eller det dør af brat død, lungesot, blodsot, alder, eller af kalv, føl, eller lam.
Dør fænedet, eller forarges, for hans forsømmelse, som det i leje havde, da betale han dets værd.
Gør nogen fremlån, sælger, eller pantsætter det, som han selv til låns bekommet har, da må den, som det udlånt har, søge sit igen hos hvilken han vil, enten den, som det til låns bekom, eller den, som det findes hos.
Og hvo som sælger, eller pantsætter det, som ham lånt er, han bør at bøde til den, som udlånte, foruden lånets igengivelse også sine tre mark.
Hvilket hus mand lejer, det beholder og bruger han som sit eget, indtil lejemål er ude, og leje går for eje, til fardag er ude, om end skønt ejermanden sælger huset til en anden.
Annammer nogen anden mands gods i forvaring og til at gemme, da bør han det at gemme som sit eget gods.
End kommer der ild i hans hus og opbrænder det, eller tyve bortstjæle det, eller det af anden ulykke forkommer tillige med hans eget gods, da være han angerløs.
End vorder hans eget gods bevaret, og det bevises, at han havde tid og lejlighed det betroede gods med sit at frelse, da gælde han igen det, som han i forvaring annammet havde.
Lejer mand husværelse, kælder, eller loftrum, til sine varer, og dem der indflytter og gør det bevisligt, da kan husherrens kreditor ikke sig der udi lade indføre for det, som han hos husherren har at fordre.
