Ribe 1577 Maren Prækfaders
Anno 1577 onsdag før pinsedag, vidne 8 mænd, at Niels Povelsen havde Maren Christens, kaldet Prækfaders, her for sig tilstede i dag for tingsdom, og tilbød hende, om hun havde nogen der ville sætte borgen for hende, at hun skulle blive til stede, førend hun bliver enten stokket eller blokket, efterdi hun også efter det registers lydelse, Mikkel Skriver oplæste og forkyndte her for tingsdom, tilforn var udlagt for en troldkone, af den troldkvinde, som sidst blev brændt ved Hviding Herredsting.
Desligeste og efterdi hun ville rømme af byen den morgen tidlig, da Giertrud Povels skulle pines.
Der tilmed tilbød Niels Povelsen hende, om hun kunne lovværge sig med sine grander og naboer for den trolddomssag hende er tillagt, førend togsmændene gjorde deres togs-ed.
Item blev hende tilspurgt i dag for tingsdom, hvad hun mente med hendes kæp, som hun stak enden af ind i den tønde-spund, og hvis tønde det var.
Da svarede hun dertil og sagde: 'At det var Johanne i Sortebrødregade, som blev gift fra mester Jens kansler, hendes tønde, og det gjorde hun af hende vankundighed og uforstand'.
Og derhos sagde hun, da hun gik af tinget: 'At hun puttede den rene ende af hendes kæp ned i samme tønde-spund og ikke den skidne'.
1577 onsdag før trinitatis vidnede 8 mænd, at Bertel Povelsen i Gudsnap lydelig i dag for tingsdom gjorde spørgsmål til Maren Christens, kaldet Prækfader, som for trolddomssag er udi Ribe bys hægte og jern, om hun nogen tid havde kendt hans hustru Maren Bertels for nogen uærlig sags skyld, eller og om hun nogen tid havde været i lod og lag med hende at gøre nogen mand ondt enten med trolddom eller i andre måder, at hun for guds skyld og retfærdighed ville bestå hendes sandhed derom.
Hvortil Maren Christensdatter svarede og ved hendes sjæls salighed,og den lod og part, hun vil have med gud i himlen, forsikrede, at hun aldrig havde kendt Maren Bertels enten for trolddomssag eller andre uærlige sager, ikke heller nogen tid været med hende at gøre nogen mand ondt, helst fordi hun kendte hende aldrig, ikke heller hun havde set hende førend i går sidstleden, hun kom ind til hende i bøddelhuset.
Anno 1577 lørdag d. 29 juni vidnede 24 mænd, at de i dag, som Niels Povelsen tilspurgte Maren Prækfaders for tingsdom, hvorpå hun gik af byen den morgen, Giertrud skulle pines?
Da svarede hun og sagde, hun ikke var af byen, men hun ville have gået af byen.
Udi lige måde adspurgte han hende: 'Hvad mening hun havde med de skræpperødder, hun gravede op?
Da svarede hun ham dertil og bestod, at hun gravede nogle skræpperødder op vesten for slusen, som hun ville have til et såret barnehoved.
Ligeledes adspurgte han hende: 'Hvorfor hun puttede den skidne ende af hendes kæp i den tønde-spund'.
Da svarede hun dertil og bestod: 'At hun puttede hendes kæp ind i den tønde-spund', og sagde: 'At det var ikke den skidne ende, men den rene ende, og selv drak hun øllet med, som var i samme tønde'.
Fremdeles adspurgte han hende, hvad hun gjorde i Haderslev.
1577 lørdag den 6. juli forvidnede 8 mænd og signantes, Rasmus Skriver, Christen Hegelund bartskær, Morten Nielsen Ottersbøll, og Mogens Nielsen en degn, de fremgik, kundgjorde og vidnede, i dag for tingsdom.
Først vidnede Rasmus Skriver, at engang i fjor skete det sig så, at Maren Christens, som kaldes Prækfaders, kom gående forbi hans vindue, da samme tid.
Anno 1577 torsdag den 11. juli vidnede 8 mænd, Ib Lambertsen og Thomases hustru, hver ved deres helligånds ed, at det skete sig så den samme dag, da Giertrud Povels var brændt, var de inde i bøddelhuset, og den samme tid var Christen Nielsen og derinde, og snakkede med Maren Prækfaders allehånde snak, men de hørte ikke, at Karen Faninger blev enten nævnt eller omtalt derinde på den tid udi nogen måde. Og stod Hans Faninger her selv i dag til vedermålsting og hørte samme vidnesbyrd.
Samme 8 mænd vidner. Forvidne fru Ide Munches datter til Cabbel og Ib Lambersen i så måde, at det skete sig så, som hun kom gangende frem for Ib Lambertsens dør, og førnævnte Ib Lambertsen og Christen Nielsen de sad inden døren. Så kaldte førnævnte Christen Nielsen hende ind til dem og sagde: 'Fru Ide kommer hid til os, jeg skal sige eder nye tidender. Hvad er det jeg sagde?'
Da svarede førnævnte Christen Nielsen hende og sagde:' Jeg har været udi bøddelhuset hos Maren Prækfaders og snakket med hende, og jeg havde Ib Lambertsen med mig, på det han også skulle høre hvad ord hun talte.
Da svarede førnævnte fru Ide og sagde til førnævnte Ib Lambertsen: 'Det havde du ikke fornøden at gøre'.
'Jo', sagde førnævnte Christen Nielsen, 'thi hun lægger nu ud af de boveste'.
Da sagde førnævnte fru Ide: 'Hvem er det?'
'Det er borgmesterens hustru', sagde førnævnte Christen Nielsen, Så lod han sig tykke i dag for tingsdom, at han ikke havde sagt de ord til førnævnte fru Ide.
Da svarede hun straks hastelig dertil, og gjorde sit skudsmål til førnævnte Ib Lambertsen, om han ikke hørte det, de havde sådanne ord sammen?
Da svarede førnævnte Ib Lambertsen dertil og sagde, at han kunne ikke sige nej dertil, at førnævnte Christen Nielsen jo sagde sådanne ord til hende.
Og da sagde førnævnte fru Ide: 'Christen, i har endog sagt videre'.
Og stod førnævnte Christen Nielsen her i dag til vedermålsting og hørte samme vidnesbyrd.
8 mænd vidner. Christen Andersen kæmner og Povel Bartskær borger ibid. de fremginge, kundgjorde og vidne i dag for tingsdom, hver ved deres sjæls salighed og oprakte fingre, desligeste Peder Beche, Peder Faninger, Bunde Pedersen, Jens Mortensen, Hans Henrichsen guldsmed og Christen Hegelund bartskær.
Først kundgjorde Peder Beche og hans selskab, at det skete sig så, da hr. Mads, kapellan til vor Frue Kirke, var i Bøddelhuset, og snakkede med Maren Prækfaders, da var de nær derhos, og de hørte og så, at førnævnte hr. Mads spurgte hende om der havde været nogen inde hos hende, og talt med hende om Karen Faningers.
Da sagde hun: 'Ja'.
Så adspurgte han hende: 'Hvo den skulle være og hvad han hed?'
Da sagde hun: 'Jeg tror han hed Ib'.
Så adspurgte førnævnte hr. Mads hende igen: 'Hvor han skulle bo?'
Da svarede hun og sagde: 'Jeg tror han bor ved Sortebrødre rist'.
Så spurgte han hende atter til igen: 'Hvad hans navn var?'
Da sagde hun: 'At han hed Christen Nielsen'.
Da sagde hr. Mads til hende: 'Maren, slige ord havde i ikke i aftes med mig, består sandhed og lyver ingen mand på, på eders sidste, thi det koster ikke æble eller pærer, men det koster hæder og ære'.
Det samme sagde og førnævnte mand til hende.
Da sagde hun: 'Hvem er det jeg snakker med, er det eder hr. Mads?'
Da sagde han: 'Ja', og spurgte hende til påny igen: 'Om det var sandhed, hun havde sagt?'
Da svarede hun 2 eller 3 gange kort: 'Nej', og derhos sagde: 'Her sidder jeg en gammel sanseløs stakkels menneske, jeg ved der slet intet af, lader mig nu være tilfreds'.
Så ginge de fra hende straks og talte hende intet mere til til.
Og stod borgmester Hans Faninger til vedermålsting og hørte samme.
Mandag før Margrete dag [1] vidnede 12 mænd, at de var nærværende hos på tinget en tingdag, der Maren Christens, kaldet Prækfaders, var der til stede, og Niels Povelsen tilspurgte hende: 'Hvo der var inde i går nat hos hende, som hun sad udi fængsel og jern i bøddelhuset, og om det var en ond gæst eller ikke?'
Da lagde hun sig ned på jorden samme tid for tingsdom, at der var én inde hos hende om natten, slog og drog hende svarlig, 'Her må i se', sagde hun: 'Hvor han har slaget mig et stort hul i mit hoved, og slog min ene side slet i stykker, så jeg kan ikke stå ret op'.
Og så mange, at hendes hoved var blodig der, som hun var slaget.
Så adspurgte førnævnte Niels Povelsen hende atter igen: 'Om hun vidste ikke hvo det var, eller kendte den, som var inde hos hende og slog, stødte og drog hende så om natten inde i fængslet, da døren var tillukket for hende'.
Da sagde hun: 'At hun kunne vel føle ham, hvorledes han for afsted med hende, men kunne ikke se ham'.
1577 tirsdag den 9. juli vidnede 8 mænd, at i dag, som Thomas Jepsen Dourt gjorde spørgsmål til Maren Christens, kaldet Prækfaders, for tingsdom, hvorfor og hvad årsag hun havde til, da hun puttede enden af hendes kæp ind i hans tønde-spund, om enten han eller hans hustru havde befalet hende det at gøre?
Da svarede hun dertil, og sagde, nej, ved den gud hende havde skabt, at hun gjorde det ikke enten til værste eller bedste, ikke heller befalede hende nogen det at gøre, men hun stak hendes kæp ind ad samme tønde-spund for at hun ville vide, der var udi.
1577 tirsdag den 9. juli svor 12 mænd Maren Christens, kaldet Prækfaders, til en troldkvinde at være, både efter de vidnesbyrds lydelse, de for dem havde hørt, desligeste, efterdi hun er udlagt for en troldkone af den troldkvinde, som sidst blev brændt ved Hviding Herredsting, og efterdi hun blev udlagt i Haderslev for en troldkone den tid Karen Rebslåers og de andre troldkoner blev brændte der, og imidlertid blev da svoren der af byen for en troldkone.
1577 torsdag den 11. juli vidnede 8 mænd, at i dag, som Hans Faninger tilspurgte Christen Nielsen for tingsdom, hvad årsag og mening han havde dertil, at han lod sig skrive ud af det stokkenævn, borger og dannemænd havde givet ham på hans hustrus vegne, og om han enten havde hørt eller med rette vidste nogen vanrygte eller trolddomssag om førnævnte hans hustru, da svarede førnævnte Christen Nielsen dertil ved sin helligånds ed, og sagde kort nej, at han aldrig havde hørt noget vanrygte eller trolddomssag om førnævnte hans hustru, førend Maren Prækfaders havde snakket nogen ord.
Og han for sin person ved førnævnte Hans Faningers hustru ikke med rette at beskylde, end ære og godt i alle måder.
Men at han lod sig udskrive af førnævnte stokkenævn, det gjorde han ikke for andre årsagers skyld, end at han havde hørt sige for sig, at de ville om borde med ham, før han havde talt med førnævnte Maren Prækfaders i bøddelhuset.
Førend tog, gik nævnte Maren Prækfaders over, da adspurgte Niels Povelsen hende, om hun vidste nogen at udlægge for trolddomssager, og om der havde været nogen i råd og gerning med hende at bedrive nogen trolddom?
Da svaredehun ham dertil og sagde: 'At hun vidste vel selv, hvad hun tilforn havde sagt ham'.
Da spurgte han til hende, at han kom det ikke så længe i hu, men han adspurgte hende, om der var nogen troldkone i Farup.
Da svarede hun ham og sagde: 'Jeg taler ikke om Farup, men jeg taler om Ingeborg Harchis'.
'Hvormed hun?', sagde førnævnte Niels Povelsen, 'er hun en troldkone?'
Da sagde førnævnte Maren Prækfaders: 'Jeg ville det ikke, at jeg kunne halv så meget, som hun kan'.
Dette vidne blev ført 13. juli.
1577 lørdag den 20. juli forvidner 8 mænd, mag. Jacob Madsen, hr. Mads, Mikkel Skriver, Niels Bennedsen, Frantz Hansen, Christen Hegelund bartskær, Hans Jessen, Jep Borrig, de fremginge, kundgjorde og vidnede i dag for tingsdom, at nu på onsdag sidst forleden [2] der Maren Prækfaders blev opledet på rådhuset, at skulle sidste gang pinligt forhøres, førend hun skulle ud til ilden og brændes, da uforvarende kom mag. Jacob på rådhuset, og både trøstede og bad hende på hendes salighed, at hun slet ingen skulle lyve på, men blive ved hendes sandhed, som hun ville forsvare for gud, hvilket hun og bestandig lovede.
Imidlertid som han så talte med hende, kom Niels Povelsen op og tilspurgte hende, om hun vidste noget med den dannekvinde Karen Faningers, som hendes hæder og ære kunne være anrørende for trolddomssag, og om nogen havde bedt hende, at hun skulle lægge hende ud for trolddom.
Da svarede hun og sagde: 'At lille borgmester bad hende at lægge førnævnte Karen Faningers ud for trolddom'.
Så lod førnævnte Niels Povelsen hente det register, hvor udi står skrevet, hvad hun havde bekendt om anden dagen tilforn udi hendes pine, og oplæste den, og adspurgte hende straks, om det var sandig hun havde bestanden om Christen lille borgmester, som lyder, at han skulle have bedt hende lægge førnævnte Karen Faningers ud for trolddom?
Da svarede hun atter anden gang, og bestod ved hendes sjæls salighed, at det var sandig hun havde bestanden om ham samme tid.
Så blev førnævnte Christen Nielsen selv indkaldt, og skulle høre hendes ord, og da bestod hun atter igen udi hans nærværelse, at han havde bedt hende udi bøddelhuset, at hun skulle lægge førnævnte Karen Faningers ud for en troldkone.
Hvilket førnævnte Christen Nielsen straks benægtede, og sagde: 'At hun løj ham på, han havde det ikke gjort'.
Fremdeles kundgjorde førnævnte mag. Jacob for hans egen person, at han tilspurgte førnævnte Maren Prækfaders, den tid hun skulle lægges på stigen og brændes, og på hendes salighed og himmeriges lod formanede hende igen, om hun vidste noget uærligt med førnævnte Karen Faningers, og om hun havde gjort nogen trolddoms-gerning, eller om hun havde været udi handel og selskab med nogen troldfolk, at hun det ville tilkendegive, thi hun vidste nu selv, hvor nær hun var himmerig og helvede, og denne var en ringe pine at ligne mod den evige ild.
Da svarede hun ham i den hele almues nærværelse på hendes sjæls salighed og himmerigs lod, at hun aldrig vidste nogenuærlig trolddom eller andet med førnævnte Karen Faningers, ikke heller havde hun været udi selskab med nogen troldfolk, men hun var en ærlig og from dannekvinde i alle måder.
Hans Jessen, Christen Hegelund bartskær, Frantz Hansen, Mikkel Skriver og Niels Bennedsen, de fremginge, kundgjorde og vidnede i dag for tingsdom, at de var hos udi Ribe rådkammer, der Maren Prækfaders blev pinlig forhørt, og da hørte de, at den tid, de havde hende på stigen og rakte hende, da sagde Christen Nielsen til hende med mange hårde ord: 'Du djævel, nu skal du pines for den løgn, du har løjet mig på, led fra led'.
Med det samme som bødlen pinte igen, skreg hun højt og sagde: 'Nej, nej, nej', men hvad hun mente dermed, vidste de ikke.
Ligeledes blev ført vidne den 29. juli, da Niels Povelsen byfoged tilspurgte Maren Prækfaders for tingsdom, om hun vidste nogen med sand skel, som var skyldig for trolddoms-gerninger?
Da samme tid iblandt andet svarede førnævnte Maren Prækfaders dertil og sagde: 'Bodil Peders i Nørre Farup var en troldkvinde', hvilket hun bestod unød og utvungen og førend lovmål gik hende over i nogen måde.
1577 lørdag før mortensdag [3] vidnede 8 mænd i dag, som Hans Faninger lydelig for dom æsket og begærende enten dom eller dele på Christen Nielsen Mandøe borger ibid, efterdi han havde forfulgt ham til søgnings-ting for den utilbørlige snak, førnævnte Hans Faninger beklagede og tilkendegav, at førnævnte Christen Nielsen skulle have sagt og digtet hans hustru på, som han lod sig tykke med stor uret at have gjort.
Da straks i dag for tingsdom fremgik førnævnte Christen Nielsen, og bad førnævnte Hans Faninger for guds skyld, at han som en fin mand ville vel gøre og være hans ven, og eftergive ham den sag, og derhos bekendte selv, at dersom han havde sagt noget den dannekvinde Karen Faningers på, da hendes ære og lempe kunne stå for nær udi nogen måde, da vidste han hverken skel eller redelighed dertil.
Og derudover først for guds skyld og siden for velbyrdig Enevold Lauritzens og fromme mænds forbøns skyld efterlod og tilgav førnævnte Hans Faninger hvad lovmål, tiltale og rettergang han måtte have til førnævnte Christen Nielsen for denne sag.