Anker Jørgensen

Version fra 28. jan 2024, 08:20 af Tdn70 (diskussion | bidrag) Tdn70 (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning


ANKER HAVDE EN HOBBY der gik ud på, at uanset hvor vi kom frem i Danmark under de store valgturnéer i 70’erne og 80´erne, så SKULLE han se på gamle kirker i de få pauser vi havde mellem møderne.


Ikke pga. det religiøse islæt – men pga. arkitekturen, som han både gik op i og vidste meget om. Et par dage før Folketingsvalget den 8. september 1987, holdt vi frokostpause i Ribe. Selvom det kun var godt ét år efter mordet på Olof Palme, ville Anker ikke have sikkerhedsfolk med på turnéen.


Udadtil pjankede vi lidt med, at det da heller ikke var nødvendigt, fordi han jo havde jo os fra “40 i Feber” – og vi sagtens kunne pande en evt. ballademager ned, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Internt var vi LIDT urolige. Vi havde alle været ganske tæt på Palme, og chokket over mordet i Stockholm året før, sad dybt i os alle. Da Anker ikke ville høre tale om nogen form for professionel sikkerhed, blev løsningen derfor, at bandets medlemmer på skift fulgtes med ham overalt – herunder på de obligatoriske kirkebesøg.


I Ribe var turen kommet til mig. Ikke noget dårligt sted at bese kirken, i øvrigt. Ribe Domkirke er på alle måder fantastisk.


Jeg kan huske, at det styrtede ned, så Anker og jeg var stort set alene, både i centrum af Ribe by og inde i selve kirken. Vi gik halvvåde rundt og kiggede, som man nu gør i en kirke, stort set uden at sige noget. Helt oppe ved højalteret, kiggede Anker sig hurtigt rundt i det tomme kirkerum, som for at sikre sig at vi var alene – og sagde så lavmælt ”Jeg går af hvis vi ikke vinder på tirsdag, Carsten”. Selvom jeg på det tidspunkt var i slutningen af 20-erne og Anker i midten af 60-erne, kan jeg huske at det alligevel overraskede mig. ”Hvad siger de andre du har talt med”? spurgte jeg. ”Jeg har ikke talt med andre”! sagde han, til min store forbløffelse.


Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, men det var åbenbart heller ikke meningen. ”Jeg ville bare se hvordan du reagerede – men lov mig at holder kæft i tilfældet af, at vi skulle vinde, okay”! Det lovede jeg naturligvis. Da vi forlod kirken gik det langsomt op for mig, at jeg – muligt med udtagelse af Ingrid – formentlig var det eneste menneske i Danmark der vidste, at Anker havde tænk sig at gå af. Anker selv kommenterede ikke mere på det og det eneste han sagde – lige før vi gik ind til de øvrige på Weis Stue – var ”Hvad går I på med som første nummer i dag”? ”Shangri la” svarede jeg fraværende. ”Det er vel egentlig også meget passende” grinede Anker. ”I øvrigt elsker jeg den sang”!

Resten er politisk historie…


Noter[redigér]

Carsten Bo fortæller på sin Facebook profil efter Anker Jørgensens død d. 20. marts 2016