Redigerer Nørreport i Ribe



Medens man i nutidens Ribe på alle måder hæger og værner om de endnu bevarede arkitektonisk værdifulde gamle bygningsværker, var sansen for de kulturelle og historiske værdier, der ligger i fjerne tiders byggesæt, meget ringe udviklet for blot 100 år siden, selv hos mange mennesker, der burde have bedre forstand i den retning.


Just i år for 100 år siden så man et eklatant bevis på manglende forståelse, der gav sig udslag i, at et historisk interessant bygningsværk af stor skønhed, den gamle Nørreport, fik sit dødstød efter vedtagelsen af byens ledende mænd for derefter at blive nedrevet det følgende år.


Roeds smukke radering giver vore dages ripensere et begreb om, hvorledes den mest monumentale og den sidst bevarede af byens porte så ud.


Højt knejsede porten med sine takkede gavle, og gennem dens hvælvede gennemgang var trafikken ind til Ribe nord fra gået gennem århundreder både i fredstider og de mange ufredstider. På dens udvendige facade sad jernhånden, der endnu opbevares i rådhusmuseet, som et symbol på Riberrettens strenghed, for at vise, hvorledes det ville gå den, der købte eller solgte udenfor porten.


I sin oprindelse var porten meget gammel. Allerede i året 1314 nævnes den som porta lapidea, det er stenporten. Solid og grundmuret hævede den sig ved byens nordlige indgang. 


Det eneste, der er tilbage af indgangsprydelserne til byen, er to stenkugler fra pillerne ved broen. De er nu anbragt på pillerne ved indgangen til rutebilstationen bag Hans Tavsens hus, men en gang sad de på piller udenfor porten ved ydermøllebroen.


Som man ser porten på Roeds billede, ligger den ud for de fire midterste fag af den nuværende ”Postgården” på Nederdammen.


Mellem porten og broen byggedes i 1520 [[:kategori:Ydermøllen|Ydermøllen]].


I 1551 benævnes broen ”Langebro”. Det hedder i en beskrivelse: ”Langebro er den bro næst udenfor Nørreport”, og må ikke forveksles med den endnu i mands minde kendte spange, langebro, der gik fra Badstuegade over åen.


Navet Langebro ved Ydermøllen tyder på, at åens bredder den gang har være betydelig større, end den er nu. Rimeligt er det også, at Nørreport oprindelig har været bygget umiddelbart ved broen, hvorfra den senere er rykket 40 alen længere ind mod byen.


Galthen mener, at broens navn oprindelig var Østerport, fordi den stod i byens østre ende, og at den senere blev kaldt Nordfarerport, ”efterdi vejen til Ribe falde derigennem for nordfarerne”.


[[:kategori:Anders Sørensen Vedel|Anders Sørensen Vedel]] skriver i et latinsk brev til Kansleren [[:kategori:Niels Kaas|Niels Kaas]], at porten var over broen.


Galthen omtaler et tårn over porten, men hermed menes vistnok den vindfløj, som porten fik fra den nedrevne [[:kategori:Sct. Peders Kirke i Ribe|Sct. Peders Kirke i Ribe]], men som senere blev nedtaget.


I året 1571 fik Nørreport en betydelig reparation, og byens skattebog oplyser, at restaureringen fandt sted i månederne juli og august, og at det var [[:kategori:Hans Petersen Fanning|Hans Petersen Fanning]] og [[:kategori:Severin Jacobsen|Severin Jacobsen]] Borgmester, der lod porten ”bygge og forbedre både oven og neden med mur og anden bekostning, i den tid [[:kategori:Ib Tornum|Ib Tornum]] var Kæmner og lod porten bygge (dvs. restaurere) og forbedre”.


Til restaureringen anvendtes ikke mindre end 9500 mursten. Porten fik samtidig et nyt stråtag.


Først efter den store brand, der overgik byen i 1580, begyndte man i staden at tænke over disse mange stråtages umådelige brandfarlighed, men først ved en reparation i 1594 fik Nørreport tegltag.


Mange vinterstorme og efterårsstormfloder måtte den gamle port døje, men den modstod elementernes rasen støt. Det skulle blive for menneskehånd, den skulle falde, nemlig ved en modernisering af gadebrolægningen ved anlægget og forbedringer af byens landevejsgades nordlige del.


Denne gadeforbedring var allerede anlagt i 1841, hvor der var afholdt licitationer over sten brolægning af gaden udenfor Nørreport, og der var for øvrigt ved den lejlighed efter borgerrepræsentanterne  jens Hansen Kargaards og Anders Mikkelsens mening begået misligheder, der havde bevirket, at stenene var blevet betalt med sådan noget som dobbelt pris.


– Af en erklæring af [[:kategori:20. januar|20. januar]] 1842 fra Kæmner Guldberg, der havde haft entreprisen, ses det dog, at den dyre pris havde sine årsager. Brostenene var målt i kasser, således at 6 kasser udgjorde en favn. Stenene måtte hentes så langt borte, sat det tog en dag for et hestekøretøj at hente et læs.


D. [[:kategori:9. september|9. september]] 1942 tilskriver Premierløjtnant senere Kaptajn og Vejofficer Nickolin Borgmester Høyer, at det på grund af den påtænkte brolægning i Ribes forstad, for et længdeprofilen kan blive reguleret, vil blive nødvendigt at forhøje kørebanen 8 tommer. Det blev egentlig den liden tue, der kom til at vælte den gamle port.


Denne forhøjelse af brolægningen udenfor porten vil efter Nickolins mening fodre, at portens behvælving må udhugges og forhøjes, men da portåbningen dog kun er 5 ¾ alen og passagen allerede ubekvem for færdslen, og den nye overdækning tillige vil vanskeliggøre en større bredde, men vejofficeren, at det bedste ville være, om porten helt blev nedrevet. (fortsættes under billedet)


Den 12. november 1842 sammenkalder Stiftamtmand Kammerherre, Greve Sponneck Borgmester, Auditør Høyer samt to af kommunalbestyrelsen tilforordnede mænd, som har deltaget i planen til den nye brolægning af gaden gennem Ribe bys forstad, til et møde på rådhuset, hvor også Stiftamtmanden selv kommer tilstede. De tilforordnede var Borgerrepræsentant Bernbom og Købmand Brorsen. Borgerrepræsentationen erklærer sig skriftligt i sagen.


Formand, Th.Beck, mener, at gadens højde så nogenlunde bør rette sig efter porten, så at denne med en ubetydelig forandring kan blive stående. Fornuftig mand!


Borgerrepræsentant [[:kategori:Ole Gotliebsen|Ole Gotliebsen]], der boede i og ejede den ejendom på hjørnet af [[:kategori:Hundegade|Hundegade]] og [[:kategori:Klostergade|Klostergade]], der nu tilhører Frk. [[:kategori:Jenny Nielsen|Jenny Nielsen]], mener derimod af hensyn til symetrien (?) at porten bør nedrives, og købmand Kleisdorff stemmer at samme grund for portens nedrivenng.


For nedbrydelsen stemte også Bernbom, medens F.C.F. Matzen sluttede sig til Købmand Becks udtalelser om, at det nok kunne laves således, at porten blev stående.


Men der var altså flertal for at nedrive porten.


Den gamle bygnings skæbne var beseglet.


Den 17. januar 1843 valgte Borgerrepræsentationen til at varetage kommunes interesser ved Nørreports nedbrydning Købmand I.G. Brorsen, Gørtler Bernbom og Bogbinder C.N. Termansen. De valgte skulle passe kommunens interesser ved brolægningen af forstaden gennem porten. Ved et møde den 14. januar havde Borgerrepræsentationen vedtaget ikke at reflektere på et tilbud fra Tømrermester Chr. Lund, men ment det mere hensigtsmæssigt at forøge den murede port bortsolgt ved auktion. Ved samme lejlighed bille man så søge at få nedbrydningen udført efter licitation. Selv ville kommunen forbeholde sig en hel del murgrus til udbedring af forskellige vejstrækninger.


Den 31. januar afholdtes derefter den offentlige auktion over Nørreport. På denne måde forsvandt et af byens karakteristiske bygningsværker. Andre steder som f.eks. Faaborg og Stege, for ikke at tale om Flensborg, har man endnu bevaret en af de gamle porte til byens pryd, men så kloge var man altså ikke i Ribe – for 100 år siden.

[[kategori:Nørreport i Ribe]]