Redigerer Om bøder og dommes eksekution, nam, indførsel og deslige

<center> 1. </center>
Alle aftingninger for uvisse [[sagefald]] i købstæderne, og på [[kongens]] [[amt]]er, [[kommunitet]]ets, [[hospitaler]]s, skolers og [[kirker]]s gods, skulle ske til tinge, og deres [[indtægter]] med [[tingsvidne]]r forklares. 

<center> 2. </center>
De, som stå for [[regnskab]], skulle ved deres [[regnskaber]] og [[indtægter]] lægge [[præster]]nes kundskaber, hvor mange dem [[vitterligt]] er at have sig med [[lejermål]] forset, og hvem for [[barnefader]] er udlagt, samt slutningen af de [[domme]], hvor nogen [[sagefald]], eller konfiskation, er falden.

Og skulle hverken [[borgmester]] og råd, eller byfogeden for nogen deres [[anpart]], være sig halve, tredie, eller [[tiende]], [[penge]], eller andet, noget indebeholde, før end alle [[udgifterne]] med [[betjent]]ernes [[løn]] er fra den hele sum af [[indtægterne]] afdragne.

Så skal ej heller [[kongen]] til [[udgift]] føres, hvis [[bekostning]] på fanger at underholde, eller at lade [[straffe]], gøres.

Men den skal [[betales]] af den [[skyldig]]es bo, eller af sagsøgeren, såfremt de middel have, hvorpå [[rigtig]] [[tingsvidne]] skal tages.

Men dersom hverken den [[skyldig]]es bo kan tilstrekke, ej heller [[sagsøgeren]] kan betale, da skal den tages af anden uvisse [[sagefald]], på det [[ret]] og [[retfærdighed]] kan have sin gænge. 

<center> 3. </center>
Bøder skulle på det sted, som dømt er, udlegges og [[betales]]. 

<center> 4. </center>
Tresindstyve [[lod]] [[sølv]]s [[bøde]]r, og andre deslige, når bødes skal både den forurettede og [[herskab]]et, deles i [[trende]] parter.

Den første tilkommer [[sagsøgeren]], den anden den [[skyldig]]es [[husbond]], eller [[øvrighed]], den tredie [[kongen]], eller den, som [[overretten]] herligheden har.

<center> 5. </center>
Er den [[skyldig]]e uden [[husbond]] og [[tjeneste]]løs, da tager [[kongen]] [[bøde]]rne, som [[husbond]]. 

<center> 6. </center>
Dersom ingen [[arvinger]] findes efter dræbt [[mand]], som [[mandebod]] efter [[loven]] bør at opbærge, da [[hører]] den [[kongen]] til. 

<center> 7. </center>
[[Misdæder]]s [[hovedlod]], som forbrydes, følger hans [[husbond]], eller [[herskab]], det være sig på hvis [[stavn]] den og findes. 

<center> 8. </center>
Dersom den forurettede lader sin [[sag]] upåtalt, eller og, når han [[sagen]] rejst har, enten lader den falde, eller forliger sig med sin [[vederpart]], før end [[dom]] gangen er, da bør dog [[kongen]], eller [[husbond]]en, deres [[bøde]]r, i de sager, som [[bøde]]r vedhænge.
Ellers bødes ej [[kongen]]s, eller [[husbond]]ens, [[sag]], før end den forurettede er sket fyldest.

<center> 9. </center>
Barn, som er under sine femten år, [[bøde]]r skaden til den, som han forsætligen har forbrut sig imod, og ikke til [[husbonden]], uden for [[manddrab]] alene.

<center> 10. </center>
[[Boslod]], eller [[hovedlod]], som forbrydes, forståis, når [[sagsøgeren]] først har bekommet sin [[ret]], og al anden [[vitterlig]] [[gæld]] er udtagen. 

<center> 11. </center>
Ved [[bøde]]r på [[sølv]] forstås så mange [[penge]] i [[mønt]], som [[sølv]]et er værd.

Har man ikke [[formue]] at bøde med, da [[straffe]]s på kroppen.

<center> 12. </center>
[[Jord]] forbrydes ikke, men falder [[arvingerne]] til, med mindre crimen majestates er begangen, eller [[forseelse]]n kendes så grov, at den [[skyldig]]es gods, både rørendes og urørendes, bør [[kongen]] at være hjemfaldet.

<center> 13. </center>
Vorder nogen dømt til fuld, eller halv, [[mandebod]], eller til tresindstyve [[lod]] [[sølv]]s [[bøde]]r, være ugild til at stå i nogen [[ret]], og betiene den bestilling han haver, indtil han retter for sig.

Og hvis han det ikke gør inden seks [[uge]]r, eller stiller [[nøjagtig]] [[borgen]], da bør han at miste sin [[fred]], indtil han retter for sig.

<center> 14. </center>
Men er ham [[dom]] overgangen på ringere [[bøde]]r i ærlig [[sag]], eller han er dømt til noget at betale, eller gøre, og han ikke retter for sig inden forelagte [[tid]] i [[domme]]n, da bøde han tre [[lod]] [[sølv]], og være ugild til at stå i rette imod nogen, og at betiene den bestilling han haver, indtil han retter for sig.

Og hvis han ikke inden seks [[uge]]r derefter endda retter for sig, da må hans [[vederpart]] lade ham gribe og fængsle, indtil han retter for sig.

<center> 15. </center>
Men er der gåen [[dom]] over ham for [[ran]], eller anden uærlig [[sag]], og han er dømt til at bøde sine tre [[mark]], da er han mindre [[mand]] indtil han af [[kongen]] kan få [[oprejsning]].

Og hvis han ikke inden seks [[uge]]r efter [[domme]]ns [[datum]] retter for sig, da bør han at miste sin [[fred]], indtil han retter for sig. 

<center> 16. </center>
Er nogen dømt til at miste sin [[fred]], eller at [[rømme]] [[kongens]] riger og lande, og efter den forelagte [[tid]] i [[dommen]] lader sig der finde, da bør han at gribes og [[straffe]]s på hans [[hals]].

Og hvo som huser og hæler den [[fredløs]]e, bøde til [[kongen]] for den første [[nat]], han har ham i [[huse]], seksten [[lod]] [[sølv]], for anden [[nat]] dobbelt, og så fremdeles, med mindre han ved sin egen højeste [[ed]] kan benegte, at han ikke viste, at han var [[fredløs]]. [[Fredløs]] [[mand]] har dagsrum og nattefrist at [[rømme]].

<center> 17. </center>
Når nogen, som ikke nyder [[adelig]] [[frihed]], er tildømt at betale, eller lide [[nam]], eller [[indførsel]] i sit gods, i hvor det findes, og han ikke retter for sig inden femten dage, eller og [[trende]] solemærker, om enten han, eller hans [[vederpart]], er gæst, da skal [[fogeden]], eller hans [[fuldmægtig]] i hans [[forfald]], med [[tvende]] [[mænd]], når det af [[sagsøgeren]] begæres, for den [[skyldig]]es bopæl [[æske]] [[udlæg]] efter [[domme]]n, og hvis han ikke straks retter for sig, og enten ikke vil, eller kan, gøre [[udlæg]], som [[sagsøgeren]] kan nøjes med, da skulle de af de bedste [[vare]] og [[løsøre]], som i den [[skyldig]]es bo findes, og om de ej kan tilstrekke, af hans [[jorder]] og [[ejendom]] tilvurdere [[sagsøgeren]] fyldest og fuld værd for hvis han af [[dommer]]en er tilfunden at betale.

<center> 18. </center>
De skulle således [[taksere]] og sette, hvis [[løsøre]] udlægges, som de agte at forsvare, og [[jordegods]]et efter den [[takst]], som af [[kongen]] sat er.

Og skulle de, når de i [[jordegods]] indføre, [[drage]] til hver [[gård]] lejligheden at forfare, at dens værd des bedre efter [[kongens]] [[takst]] kan agtes, og derefter indføres.
Om noget forekommer, som de ikke forstå sig på at [[taksere]], da må [[fogeden]] [[kalde]] andre dertil, som have [[forstand]] derpå. 

<center> 19. </center>
Gør den [[skyldig]]e selv [[anvisning]] på [[jordegods]], på det han sit [[løsøre]] kan [[beholde]], og [[sagsøgeren]] dermed er [[tilfreds]], da må det ham tillades.

<center> 20. </center>
Hænder det sig, at [[tvende]], eller flere, på en [[tid]] [[begære]] af [[foged]]en at gøre dem [[nam]], eller [[indførsel]], da skal [[foged]]en først være den følgagtig, som ælst [[nam]]s, eller [[indførsel]]s, [[dom]] haver.

Men forsømmer nogen selv sin [[ret]], da må den bekomme [[nam]], eller [[indførsel]], som lovligen sin [[sag]] forfølger.

<center> 21. </center>
End have de lige gamle [[domme]], og på en [[tid]] søge [[nam]], eller [[indførsel]], da have de lige [[rettighed]], og om de [[indførsel]] udi et [[gods]] søge, være derudi lodtagne hver efter sin [[anpart]], i hvo og af dem indføres, med mindre nogen straks [[indførsel]]en opsiger, og sig på ny i andet [[gods]] vil indføre.

<center> 22. </center>
Men hænder det sig, at nogen har [[nam]]s, eller [[indførsel]]s, [[dom]] over sin skyldener erlanget, og [[formedelst]] indstævning til højere [[ret]] kan ikke [[udlæg]] for sin [[fordring]] bekomme, og en anden imidlertid også [[nam]]s, eller [[indførsel]]s, [[dom]] over samme skyldner erlanger, da skal der af den [[skyldig]]es bo så meget afsættes til den første, som [[dom]] erlanget haver, og den betimeligen for [[retten]]s middel, som den anden [[udlæg]] gøre ville, [[forkynde]] lader, som han kan billigen blive fornøjet med for sin [[fordring]] og anvente [[bekostning]], hvilket skal så længe i [[arrest]] forblive, indtil endelig [[dom]] imellem ham og hans skyldner afsagt vorder, og før end det således afsat vorder, må den anden ej nogen [[udlæg]] bekomme.

<center> 23. </center>
Ingen må sig i [[bonden]]s [[korn]], [[hø]], eller foder, enten i [[lade]]n, eller på [[mark]]en, lade indføre, ej heller i [[bonden]]s fornødne plovbæster, eller andet [[nødvendigt]] plovredskab, så længe som kåber, [[tin]], [[boskab]], fæ, [[kvæg]], [[heste]], [[hoppe]]r, eller andet tjenligt, som i bon findes, kan tilstrekke.

Og hvis nogen [[indførsel]] sker, enten i utærsket [[korn]], hø eller [[foder]], da må dog foeringen ej fra [[bonden]]s [[bolig]] bortføres, men den skal på stedet fortæres.

<center> 24. </center>
Ej heller må nogen tage [[nam]] i [[bonden]]s bo, før end aflagt er al bevislig [[forstrækning]], som [[bonden]] gjort er til hans avls fortsættelse, enten af [[husbond]]en, eller andre, så og [[kongens]] [[skatter]] og den [[tilbørlig]] [[landgilde]], som han sin [[husbond]] [[pligtig]] er.

<center> 25. </center>
Så længe gode tjenlige [[løsøre]], godt købstadgods, eller [[jordegods]], er at bekomme, som [[sagsøgeren]] med billighed kan være fornøjet med, og for [[hovedstol]]en, påløbende [[rente]], og anvente [[billig]] bekostning, efter brevenes formælding, med dets [[udlæg]] være [[skadesløs]] holden, da skal hovedgårdens [[takst]] og [[gården]] selv med næst [[tilliggende]] gods, som til [[gården]]s [[avling]]s fortsættelse uforbigængelig [[fornøden]] eragtes, og en hvers [[bopæl]] forskånes.

Og må [[sagsøgeren]] selv navngive hvis andet [[gods]] han til [[udlæg]] [[begærer]], og den [[skyldig]]e ingen [[ret]] have ham at henvise, hvor ham selv lyster.

Ej heller må de, som indførslen gør, [[sagsøgeren]] andensteds imod hans [[vilje]] og [[samtykke]] indføre.

Men hvis den [[skyldig]]es bo, eller [[jordegods]] ej kan tilstrække, så [[sagsøgeren]] deraf kan nå skellig og [[billig]] [[betaling]], som før er mælt, da skal til dens [[fyldestgørelse]] [[indførsel]] og [[udlæg]] ske, først i det næste gods, dernæst i hovedgårdens [[takst]], og endelig i [[gården]]s [[bygning]], eller anden bopæl, indtil [[sagsøgeren]] for sin [[fordring]] på forskrevne måde fuldkommelig vorder betalt.

<center> 26. </center>
Og står det [[sagsøgeren]] frit for at lade sig indføre i hvis gods, som af den [[skyldig]]e afhændet, eller pantsat, er til andre, siden [[sagsøgeren]] ham, enten [[maning]], eller [[stævning]] til højeste [[ret]], [[lovlig]] har ladet [[forkynde]], eller [[arrest]] gjort på hans gods, eller [[person]], eller [[nam]]s, eller [[indførsel]]s, [[dom]] over ham forhvervet.

Men ellers skal intet, som lovlig er afhændet tilforn, eller noget [[lovligt]] [[pant]], ved hvad [[navn]] det og nævnes kand, ved sådan [[udlæg]], eller [[indførsel]], [[præjudicere]]s.

<center> 27. </center>
Har nogen taget anden i [[fællig]] med sig, og har ej tinglyst hvad han indførte i [[fællig]], og vorder enten af dem, som i [[fællig]] er, dømt til at lide [[nam]], eller [[indførsel]], da må der ske [[nam]] og [[indførsel]] i alt hvis der i [[fællig]] findes, og må den, som [[dom]] overgangen er, ikke [[lyse]] alt sit [[gods]] til den anden, og gøre sig selv [[fattig]], uden det var gjort til tinge, før end han til [[tinge]] blev søgt.

<center> 28. </center>
Findes den, som [[nam]]s og [[indførsel]]s [[dom]] overgangen er, at have sit [[gods]] og [[formue]] i et andet [[herred]], [[birk]], eller [[købstad]], og han ej har i det [[herred]], [[birk]], eller [[købstad]], som [[dommen]] falden er, at fyldestgøre [[dommen]] og [[sagsøgeren]] med, da skal [[foged]]en der sammestæds i lige måde være [[forpligtet]] at gøre [[eksekution]], ligesom [[sagen]] sammesteds forfulgt var, når han med den [[dom]], som til den [[skyldig]]es værneting udstæt er, besøges.

<center> 29. </center>
Dersom den, der søges med [[nam]], eller [[indførsel]], enten ved sig selv, eller sine [[folk]], griber til verie, da bøde han og hver af dem trediesindstyve [[lod]] [[sølv]], om endskønt de ingen [[skade]] gøre.

Gør de nogen [[skade]], da bøde de derforuden for skaden.

Fanger han, eller de, skade derover, da have skade for [[hjemgæld]].

<center> 30. </center>
[[Sagsøgeren]] kan og lade sig indføre i det, som den [[skyldig]]e arvet har, om endskønt en anden dermed forlent er, og det i hænde haver: så og i det, som den [[skyldig]]e har [[anpart]] udi, hvad heller samme hans [[anpart]] vides, eller ikke, dog alene så vidt, som den [[skyldig]]e dertil er berettiget.

Og så snart [[sagsøgeren]] kan få at [[vide]], hvorudi den [[skyldig]]es [[anpart]] består, skal han være [[forpligtet]] i den at lade sig indføre, med mindre han vil have skade for hjemgield, om han det forsømmer, og lader andre derudi gøre indførsel, for hvilke han ellers var prioriteret.

<center> 31. </center>
Ingen kan i det, som den [[skyldig]]e endnu først [[arve]] skal, lade sig indføre.

<center> 32. </center>
Befinder [[sagsøgeren]] sig brøstholden med løsøres [[vurdering]], da må han [[kræve]] andre [[vurderingsmænd]] derpå til anden [[vurdering]], dobbelt så mange, som på første [[vurdering]] været have.

Og hvis han med ingen af dem kan, eller vil, nøjes, da må han på skyldenerens [[skade]] og fordel ved [[offentlig]] [[auktion]] selge det udvurderede [[gods]].

Kan han så ej deraf bekomme fyldest, da bør af skyldenerens bo videre [[udlæg]] at ske.

End bliver der til overs, da kommer det skyldeneren til gode.

<center> 33. </center>
Søges nogens bo med [[nam]], eller [[indførsel]], og [[sagsøgeren]] af den [[skyldig]]es [[gods]] ej kan blive betalt, da har [[sagsøgeren]] [[magt]] til at lade ham sætte i [[forvaring]], indtil han [[betaler]], eller stiller nøjagtig [[forsikring]] for [[gæld]]en.

<center> 34. </center>
Når [[udlæg]] sket er efter [[nam]]s og indførsels [[dom]], eller på [[skifte]], opbud, eller andre måder, og dertil hørende [[domme]]s og breves [[summa]] og andre omstændigheder er i den afsigt, som derpå gjort vorder, indførte, da skulle fornævnte [[domme]] og [[brev]]e nøjagtig påskrives og kasseres, så vidt de bør, og siden den, af hvis bo [[udlæg]] gjort er, tilstilles.

Dog hvis nogen efter lands [[lov]] og skyldenerens [[forskrivelse]] ikke har af udlægget sin fulde [[betaling]], da må han brevene [[beholde]].

Dog at derpå bliver afskrevet, hvis han derpå bekommet haver, og hvis han videre med rette har at [[fordre]].

<center> 35. </center>
Vægrer [[foged]]en, som bør at eksekvere [[nam]]s, eller [[indførsel]]s, [[domme]]n, eller hans [[fuldmægtig]], at gøre sit [[embede]] derudi.

Eller han med mændene gør noget imod dette, som forskrevet står, da skulle de samtlige stande den forurettede til rette derfor, og [[oprette]] ham al den skade han derover lider, og [[foged]]en derforuden for [[retten]]s fornægtelse at miste sin bestilling.

<center> 36. </center>
Er den [[skyldig]]e af [[adel]], eller lige ved [[adel]] privilegeret, da stævnes hjemtingsdommen til [[landsting]]et, og dersom den der bliver ved [[magt]] kendt, da skulle [[landsdommer]]ne, enten selv, om de ville og kunne, eller udmelde og tilfinde tvende [[ridemænd]], som [[kreditor]]en dertil kan formå, hvilke skulle være pligtige til at [[efterkomme]] [[landsdommer]]nes tilfindelse, og tage [[foged]]en med sig, og gøre [[sagsøgeren]] [[udlæg]], efter den måde, som her ovenfor mælt er om [[foged]]en og tvende mænd.

<center> 37. </center>
Dør [[sagsøgeren]], imens [[sagen]] er i [[proces]], da må hans [[arvinger]] blive ved at udføre den, som den afgangen slap.
Samme [[ret]] er og om [[værge]] og [[umyndige]].

<center> 38. </center>
Dør den, som søges, før end [[nam]] tagen, eller indført, er efter underrettens [[dom]], da svare hans [[arvinger]] ikke til forfølgningen, før end derpå tages straks overrettens [[dom]].

Men hvis [[dom]] for [[kongens]] højeste [[ret]] er gangen, da søges derefter ekssecution uden videre [[proces]].

<center> 39. </center>
End er ingen [[arvinger]], da stande forfølgningen for fulde. 

Dog dersom rette [[arvinger]] inden [[år]] og dag, efter [[arven]] falden er, komme, og [[arven]] [[vedgå]], da må de udløse den, som indført er, når de ham efter indførselen fornøje og til freds stille, og imidlertid nyder han godset og dets [[indkomst]] for sin [[rente]].

<center> 40. </center>
Ingen [[nam]], eller [[indførsel]], må ske i den afgangnes bo, efter hvilken [[arv]] og [[gæld]] lovligen er fragået.

<center> 41. </center>
Når nogen, som ikke nyder [[adelig]] [[frihed]], er af [[kongens]] højeste [[ret]] tildømt nogen [[gæld]] at betale, som ved [[nam]], [[vurdering]] og indførsel, bør at søges, da skal han så snart, som [[sagsøgeren]] ham [[dommen]] ankynder, [[efterkomme]] [[domme]]n, og rette for sig.

Hvis han det ikke gør, skal [[herred]]s- birke- eller [[byfoged]], hvor den [[skyldig]]e sig opholder, eller har sine middeler udi, være [[forpligtet]], straks ham [[dommen]] med [[kongens]] [[segl]] under fremvises, uden [[ophold]], eller nogen forevendning, at gøre [[sagsøgeren]] [[udlæg]] i den [[skyldig]]es bo, efter den måde, som her oven tilforn er mælt, først for hvis højeste rettes [[dom]] indholder, dernæst for al den bevislig [[omkostning]], som [[sagsøgeren]] er ibragt, siden højeste rettes [[dom]] falden er.  

Og dersom befindes, at den [[skyldig]]e af modvillighed har gjort utilbørlig [[ophold]] med højeste rettes [[dom]] at [[efterkomme]], da bør [[foged]]en også at gøre [[udlæg]] af hans bo for [[kongens]] faldsmål, som er syv og tyve [[lod]] [[sølv]].

<center> 42. </center>
Dersom den [[skyldig]]e er af [[adel]], eller lige ved [[adel]] privilegeret, og han ikke straks retter for sig, efter at højeste rettes [[dom]] er ham forkyndet, og [[sagsøgeren]] søger sin [[betaling]] i den [[skyldig]]es middel og [[formue]], som på landet findes, da skal [[landsdommer]]ne på første [[landsting]], som holdes, efter at [[sagsøgeren]] har dem højeste rettes [[dom]] forevist, uden nogen [[stævning]] over den [[skyldig]]e, enten selv, om de ville og kunde, eller udmælde ham af [[landsting]]et [[ridemænd]], som skulle gøre [[sagsøgeren]] [[udlæg]] i den [[skyldig]]es middel og formue, som på landet findes, efter den måde, som her oven tilforn er meldt om [[ridemænd]]s og [[foged]]ernes forretninger i disse sager.

Men hvis den [[skyldig]]e har sine midler i nogen købstad, og [[sagsøgeren]] derudi vil søge sin [[betaling]], da skal [[retten]]s [[betjent]]e sammesteds straks gøre [[eksekution]] efter højeste rettes [[dom]].

Dog hvis nogen, som er [[skyldig]], har sine midler i [[København]], da skal den rettes [[betjent]]e, hvorunder han svarer, straks og på lige måde, som før er mælt, [[befordre]] [[sagsøgeren]] til [[eksekution]].

<center> 43. </center>
Hvis enten [[fogeden]], [[landsdommerne]], eller [[ridemænd]]ene, gøre [[sagsøgeren]] nogen ophold herudi, da skulle de selv [[oprette]] [[sagsøgeren]] sin skade, og betale [[kongen]] deres faldsmål.

<center> 44. </center>
Men er nogen af [[kongens]] højeste [[ret]] tildømt at lide på sin [[person]] til [[fængsel]], fordj han har ikke holdt [[maning]], eller efter sin æres [[forskrivelse]] betalt sin [[kreditor]] med rede [[penge]], og han ikke straks retter for sig, efter at [[dommen]] ham forkyndet er, da skal hver steds [[øvrighed]], amtmændene på landet, og [[byfoged]]en i [[købstæder]]ne, være forpligtet til, straks de med højeste rettes [[dom]] ansøges af sagsøgeren, at være ham på hans egen bekostning [[behjælpelig]], at den [[skyldig]]e pågribes, og [[sagsøgeren]] til [[fængsel]] [[leveres]] på et ærligt sted at anholdes.

Og skal [[amtmænd]]ene have den [[myndighed]] i deres [[amt]], at, i hvem de dertil bruge og forordne ville i det [[herred]], eller birk, hvor den [[skyldig]]e bor, eller sig opholder, skulle de med [[herred]]s- og [[birkefoged]]en det [[efterkomme]], i hvis [[tjenere]] de og er, under fire [[lod]] [[sølv]]s [[straf]] af hver, som herudi ulydig befindes, til næste [[hospital]]. Den samme [[myndighed]] bør og byfogeden at have i købstæderne over gemene [[folk]], om byen ikke har byens [[tjenere]], som ham derudi kunne være behjælpelige.

Og må så [[sagsøgeren]] ham i et ærligt [[fængsel]] indsette på [[sagsøgeren]]s egen bekostning, indtil han retter for sig-

Og skal den, som på fængslet varer, og den [[skyldig]]e i sin forvaring tager, gives af [[sagsøgeren]] for sin umage at [[vare]] og spise den fangen hver [[uge]] et halv [[lod]] [[sølv]], og den fangen til sin [[underholdning]] et [[lod]] [[sølv]].

<center> 45. </center>
Det samme er og at forstå, om nogen for andre [[sager]] kan være dømt til at pågribes, eller lide [[fængsel]].

<center> 46. </center>
Er nogen tildømt andet at efterkomme, såsom [[regnskab]] at gøre, [[arv]], gods, eller andet fra sig at lægge, eller andet sådant, og han det ikke til forelagte [[tid]] [[efterkommer]], da må [[sagsøgeren]] have [[magt]] med stedets [[øvrighed]]s [[hjælp]] ham at anholde, som tilforn mælt er, og han [[betaler]] til [[kongen]] sit faldsmål.

<center> 47. </center> 
Er og nogen tildømt at stille [[borgen]], eller borge for sig selv, eller [[sagsøgeren]] ikke ved [[nam]], eller [[indførsel]], kan nå sin [[betaling]], da bør den [[skyldig]]e, enten at lide på sin [[person]] med [[fængsel]], eller stille så nøjagtig [[kaution]], som [[sagsøgeren]] kan være [[forsikret]] med. 

<center> 48. </center>
Dersom den [[skyldig]]e undstikker sig, og vil ikke lade sig finde, eller han undkommer for dem, som ham anholde ville, da skal der på [[trende]] [[landsting]] næst efter [[hin]] anden lyses efter ham, og hvis han ikke efter tredie lysning straks indstiller sig hos [[sagsøgeren]], da dømmes han at miste sin [[ære]], indtil han fornøjer [[sagsøgeren]], eller sig i [[fængsel]] indstiller.

<center> 49. </center>
Gør den [[skyldig]]e modværn, når man ham vil anholde, da har han dermed mist sin [[fred]], som den, der sig imod [[retten]] opsætter.

Fanger han skade derover, have skade for [[hjemgæld]].

<center> 50. </center> 
Den som er dømt til voldsbøder, eller andet sådant, og ikke retter for sig inden seks [[uge]]r efter [[domme]]ns [[datum]], han far som [[fredløs]] [[mand]], og betaler til [[kongen]] sit faldsmål.

<center> 51. </center>
Når nogen for [[trolddom]], eller for [[drab]], er dømt fra sit [[liv]] til [[hjemting]], da skal dog efter samme [[dom]] ingen [[eksekution]] ske, før end den af [[landsdommer]]ne, eller [[overretten]] bliver ved [[magt]] kendt.

Og dersom den beskylte, eller hans [[slægt]] og venner, ikke vil [[stævne]] [[sagen]] til [[landsting]], eller [[overret]], da står det [[sagsøgeren]] frit for der endelig [[dom]] at tage. 

<center> 52. </center>
Alle [[misdæder]]e, som blive dømte, enten fra liv, eller [[ære]], skulle, efter endelig [[dom]] falden er, uden videre forhalning straks udstå deres [[straf]].

Men dersom [[kongens]] [[befalingsmand]], eller anden [[øvrighed]], eller og [[dommer]]en selv, for [[samvittighed]], eller anden vigtig [[årsag]] [[skyld]], kunne have betænkende at lade nogen [[henrette]], da skulle de [[kongen]] derom ufortøvet søge, og sig siden efter [[kongens]] [[svar]] og [[vilje]] forholde.

<center> 53. </center> 
[[Sagsøgeren]], eller [[husbond]]en, skal tilbyde den, som rettes skal, seks dage tilforn [[præsten]], som ham i hans siels saligheds [[sag]] skal [[undervise]], og ham [[sakramente]]t [[meddele]], om han det [[begærer]].

<center> 54. </center> 
Når nogen [[dom]] er indstævnet til højere [[ret]], og [[stævning]]en for dem, som ekssecution gøre skulle, fremlegges, da bør der ingen [[eksekution]] at ske efter samme [[dom]], før end derpå bliver kendt af højere [[ret]]. 

<center> 55. </center>
Særdeles skal ingen [[misdæder]]e, som [[begærer]] for [[retten]], når [[dom]] over ham fælt er, eller samme dag, at [[indstævne]] sin [[sag]] til højere [[ret]], i bødelens [[hånd]] antvordes, før end [[sagen]] for højere [[ret]] indkommer, og der på den bliver kendt.

Understår [[dommer]]en og [[vederpart]]en sig herimod at gøre, da skulle de være den samme [[straf]] undergivne, som den beskylte har udstået, dersom det befindes, at han er [[uskyldig]] [[straffe]]t. 

[[kategori:Om retten og rettens personer]]
[[kategori:Danske Lov]]