Redigerer Om den lydighed man lovgiveren og loven skyldig er

<center> 1. </center>
[[Kongen]] er efter kongeloven, så som [[kongedømme]]ts rette uforanderlig [[grundvold]]s [[lov]], sine [[rige]]rs og [[land]]es [[Danmark]]s og [[Norge]]s [[enevold]]s [[arvekonge]] og [[herre]], og alene har højeste [[magt]] og [[myndighed]] til at gøre [[lov]]e og [[forordning]]er efter sin gode [[vilje]] og velbehag, at forklare, forandre, [[formere]], formindske, ja og slet at [[ophæve]] forrige af ham selv eller hans [[forfædre]] udgivne [[lov]]e, så og at undtage hvad og hvem ham lyster ud af [[lov]]ens almindelige [[befaling]]. Han har og ene højeste [[magt]] og [[myndig]]hed at isætte og [[afsætte]] alle [[betjent]]e, høje og lave, være sig hvad [[navn]] og [[titel]] de have kunne, efter sin egen fri [[vilje]] og tykke, så at alle [[embede]]r og bestillinger, i hvad [[myndighed]] de have, skal af [[kongen]]s [[enevoldsmagt]], såsom af én [[kilde]] have sin første [[oprindelse]].

[[Kongen]] har og ene højeste [[magt]] over al klericiet, fra den højeste til den laveste, at [[beskikke]] og [[anordne]] al [[kirke]] og [[gudstjeneste]], moder, sammenkomst og [[forsamling]]er om [[religion]]s-[[sager]] efter [[gud]]s [[ord]] og den [[augsburgske bekendelse|augsburgske konfession]], når han det rådeligt [[eragte]]r, at byde og [[forbyde]].

Han har og ene våbens og væbnings [[magt]], at føre [[krig]], slutte og [[ophæve]] forbund med hvem, og når han det godt befinder, [[told]] og anden [[kontribution]] at pålægge.

Korteligen at sige:
[[kongen]] ene har [[magt]] at [[bruge]] alle jura majestates og regalier, hvad [[navn]] de og have kunne.

Hvorfor og alle [[kongen]]s [[undersåt]]ter, i hvad [[stand]] og [[højhed]] de og er, som bo, eller sted at bo på eje og have i hans arveriger og [[land]]e med alle deres [[tyende]], [[folk]] og [[tjener]]e, skulle som ærlige [[arve]]-[[undersåtter]] holde og agte [[kongen]] for det ypperste og højeste hoved her på [[jorden]] over alle menneskelige [[lov]]e, og der ingen anden hoved eller [[dommer]]e kender over sig, enten i [[gejstlig]]e eller [[verdslig]]e [[sag]]er uden [[gud]] alene, og derfor være [[kongen]], som gør dem alle [[fred]], og ved sin [[lov]] og regimente styrer og værger [[rige]]rne og [[land]]ene, hørige, lydige, [[underdanig]]e, hulde og tro, og søge og forfremme [[kongen]]s [[gavn]], [[skade]] og afbræk af yderste [[formue]] afvende, og [[tjene]] ham troligen med [[liv]] og [[gods]], og med [[ed]] være forbundne imod alle og én hver, hvem det være kunne, [[indenlandsk]]e eller [[udenlandsk]]e, som imod [[kongen]]s [[enevoldsmagt]] og [[arverettighed]] skulle ville handle eller [[tale]], sådant at forsvare under [[liv]]s, [[blod]]s, [[ære]]s, og [[gods]]es [[fortabelse]], og at fra sådan deres [[pligt]] og [[skyldig]]hed ingen [[venskab]] eller fjendskab, [[frygt]] eller fare, had, [[avind]], eller nogen [[menneskelig]] [[list]] og [[påfund]] i ringeste måde skal dem afvende. 

<center> 2. </center> 
Den [[lov]], som [[kongen]] giver, må ingen [[mand]] aftage eller forandre. 

<center> 3. </center> 
Ingen må tage sig selv [[ret]], men [[enhver]] skal [[tale]] og dele sig til rette. 

<center> 4. </center> 
Ingen skal [[dømme]] imod den [[lov]], som [[kongen]] giver, men efter den skal [[land]]et [[dømme]]s og rettes. 

<center> 5. </center> 
[[Kongen]]s [[undersåt]]ter og alle de, som i [[kongen]]s [[rige]]r og [[land]]e sig opholde, eller handle, skulle rette sig efter [[kongen]]s [[lov]], [[befaling]]er og [[forordning]]er.

Og skulle [[kongen]]s [[befalingsmænd]] og alle, som noget [[embede]] af [[kongen]] er betroet, efter deres eds og [[embede]]s [[pligt]] alvorligen holde der over, at [[kongen]]s [[lov]] og hvis af [[kongen]] budet er, bliver i alle måder med [[allerunderdanigst]]e [[lydighed]] [[efterkomme]]t. 

Men hvis nogen her udi findes [[forsømmelig]], såfremt det [[bevise]]s, at det ham videndes været har, og han ellers ingen [[lovlig]] [[undskyldning]] har, da er det [[kongen]]s [[fiskal]]s [[embede]], både den, som sig forgrebet har, så og den, som sit [[embede]]s [[pligt]] at [[efterkomme]] forsømt har, at søge og [[tiltale]] efter [[lov]]en, og over ham hænde [[dom]] på hans [[embede]], og på hans [[gods]] og [[penge]] efter hans [[formue]], og efter [[sagen]]s befundne [[beskaffenhed]]. 

<center> 6. </center> 
Giver [[kongen]] nogen [[befaling]] ud til én eller anden, og han den ikke med [[allerunderdanigst]]e [[lydighed]] [[efterkomme]]r, såfremt det står i hans [[magt]] (hvor om han [[straks]] bør at gøre til [[kongen]] sin [[allerunderdanigst]]e erklæring) da skal han derfor af [[kongen]]s [[fiskal]] tiltales, og om han noget [[embede]], [[gejstlig]] eller [[verdslig]], har, bør han det efter [[dom]] at have forbrudt, og hvis han intet har, da at [[straffe]]s på sin [[formue]] efter [[sagen]]s [[beskaffenhed]].
<noinclude>
{{DLdoku|Om retten og rettens personer|1|PP19|PP17|PR17}}
</noinclude>