Redigerer Om indstævning til højere ret

<center> 1. </center>
Dersom parterne voldgive deres [[sag]] og [[tvistighed]] på [[dannemænd]], enten med [[opmand]], eller uden, da hvad de sige og kende, så vidt deres [[fuldmagt]] dem [[tillader]] at gøre, det står fast, og kan ej for nogen [[ret]] til underkendelse indstævnes, dog [[kongen]] sin [[sag]] forbeholden.

<center> 2. </center> 
[[Granskning]]er, [[likvidation]]er, og deslige afsigter indstævnes for den [[ret]], som befalingen dertil udstedt har.

<center> 3. </center> 
Overkøbmænds afskeder skulle straks for [[byfoged]]en, [[borgmester]] og [[råd]], og andre ordentlige [[dommer]]e, til [[underretning]] og påkendelse indstævnes.

<center> 4. </center> 
Dog bør ingen overkøbmand, eller andre, som ikke er rette [[dommer]]e, men mere underhandlere, for deres afskeder tiltales, uden så er, at der åbenbarlig [[vitterlig]] bedrag findes under.

<center> 5. </center> 
[[Sandemænd]]s tog i drabssager indstævnes til [[landsting]]et.

Men have [[sandemænd]] soret om [[herred]]s- eller [[markskel]], og nogen påkærer, da opkræves til [[landsting]], og af [[landsdommer]]ne udmeldes [[ridemænd]], som derpå skulle kende.

<center> 6. </center> 
[[Skiftebrev]]e, indførsler, [[udlæg]] i arveløs bo og i godses opbydelse, indstævnes for den [[overret]], som de [[personer]] er under, der samme forretninger gjort have.

<center> 7. </center>
[[Kommissær]]er, som af [[kongen]] bevilges, og [[ridemænd]], som af [[landsdommer]]ne tilforordnes, indstævnes lige for [[kongens]] højeste [[ret]].

<center> 8. </center>
[[Herred]]s [[provstedom]]me indstævnes til [[provstemode]] for [[stiftsbefalingsmand]]en og [[superintendent]]en.

<center> 9. </center> 
[[Herred]]s- og [[birketing]]s [[domme]] indstævnes til [[landsting]].

I lige måde de [[byting]]s [[domme]], hvor [[borgmester]] og [[råd]] ikke have [[landsting]]s [[ret]].

Thi hvor de have [[landsting]]s [[ret]], der indstævnes [[byfoged]]ens [[domme]] for [[borgmester]] og [[råd]], efter hver bys [[privilegium]]. 

<center> 10. </center>
Borgrettens [[domme]] indstævnes for [[kongens]] [[hof]]-[[ret]].

Og må ingen [[sag]] til bemeldte [[hofret]] indstævnes for ringere, end det, hvis [[hovedstol]], og som [[sagen]] har rejst sig af, er tredive [[lod]] [[sølv]], eller dets værd, være sig [[gæld]], [[bøde]]r, eller andet, med mindre det angår nogens [[person]], gode [[navn]] og rygte.

<center> 11. </center> 
[[Birkedommer]]e i [[grevskab]]erne og friherskaberne indstævnes for deres [[domme]] lige til højeste [[ret]], og ikke til [[landsting]]et.

<center> 12. </center> 
Vil nogen [[stævne]] nogen [[underdommer]]es [[dom]], som til [[herred]]s- birke- eller by-[[ting]], eller i anden [[underret]], dømt er, da skal han tage [[underdommer]]ens [[dom]] beskreven, og den inden seks [[måned]]er, efter at den afsagt er, for [[landsdommer]]ne, eller [[overret]]terne, [[indstævne]], eller siden ikke have [[magt]] den at [[påtale]].

Men dersom nogen er dømt til sådanne [[bøde]]r, som han bliver [[fredløs]] for, om han ikke retter for sig, og ikke inden seks [[uge]]r indstævner [[domme]]n, da har han ej siden [[magt]] på den at [[tale]], uden han kan få [[oprejsning]].

<center> 13. </center> 
Hvo som stævner nogen [[underdommer]]es [[dom]] for [[overdommer]]e til underkendelse, og samme [[dom]] bliver i alle måder ved [[magt]] kendt af [[overdommer]]en, da bør han at give sin [[vederpart]] en [[billig]] [[kost]] og [[tæring]], og til [[underdommer]]en hvis billigt er efter [[sagen]]s [[beskaffenhed]].

<center> 14. </center>
[[Landsdommer]]nes og [[overret]]ternes [[domme]], og [[kommissær]]ers afsigter, og [[ridemænd]]s forretninger, i [[Danmark]], skulle inden [[år]] og dag, efter at de er afsagte, til [[kongens]] højeste [[ret]] indstævnes. De sager, som fra [[norge]] må til højeste [[ret]] indstævnes, skulle inden atten [[måned]]er, efter at [[domme]]ne er udstedte, stævnes. Sker det ej, da stande de, så vidt [[dommer]]en angår, uryggede, så at [[dommer]]en bliver uden [[skade]], om [[kongen]] derud inden dispenserer, såsom, om [[sagen]] [[umyndige]] angår, og deres værger er blevne uvederhæftige, som dem noget til [[skade]] kunne have forsømt, eller [[kongen]] i drabssager, eller andre, giver oprejsning, hvor [[tid]]en og stedet til sandheds [[oplysning]] kan være [[fornøden]], eller anden og bedre [[bevisning]] i [[sagen]] føres og forhverves.

<center> 15. </center>
Dør nogen [[landsdommer]] eller andre overrettes [[dommer]]e, eller kommissarier, eller [[ridemænd]] inden [[år]] og dags forløb, da skulle de, som deres [[domme]] [[stævne]] vilde, inden seks [[måned]]er efter [[dommer]]ens afgang tage [[stævning]].

Dog at samme [[stævning]]s [[datum]] og [[termin]] ikke udtydes, forstås, eller forlænges, over den forbemælte [[år]] og dags [[termin]] efter [[domme]]ns udstødelse.

<center> 16. </center>
Dog skal ingen være forment, end og efter forskrevne termins forløb, nogen [[dom]], eller indførsel, til [[stadfæstelse]] at [[indstævne]], når [[dommer]]nes [[domme]], eller [[ridemænd]]s indførsler, ikke til underkendelse indstævnes.

<center> 17. </center> 
I ligemåde dersom nogen sin [[vederpart]] vil [[stævne]], ej beskyldendes [[proces]]sen, eller [[domme]]n.

Men at han enten det har fordret, som siden befindes engang at være betalt, eller i andre måder nogen urigtighed i samme [[sag]] begået, da må han sin [[vederpart]] derfor til højeste [[ret]] [[indstævne]], for sådan ved [[ulovlig middel]] påførte [[skade]], eller for falsk, efter som [[sagen]] er til, og han trøster sig med [[retten]] den at kunne udføre og forsvare.

<center> 18. </center>
Ingen skal tilstedes [[stævning]] i [[kancelli]]et til [[kongens]] højeste [[ret]], med mindre han stævner [[landsdommer]]nes, eller andre [[overret]]ters, [[domme]], og har både dem og [[underret]]ternes [[domme]] for sig beskrevne, undtagen i de sager, som lige at indstævnes bør for [[kongens]] højeste [[ret]].

Og må ingen [[sag]] til [[kongens]] højeste [[ret]] indstævnes for ringere, end det, hvis [[hovedstol]], og som [[sagen]] har rejst sig af, er seks og tresindstyve [[lod]] [[sølv]], eller dets værd, være sig [[gæld]], [[bøde]]r, eller andet, med mindre det angår nogens [[person]], gode [[navn]] og rygte.

<center> 19. </center>
De sager, hvorudi nogen for [[retten]]s fornægtelse og voldsom tvang og forurettelse anklages, må og for den højeste [[ret]] lige indstævnes.

<center> 20. </center> 
Kommer ellers nogen ind for [[kongens]] højeste [[ret]] med nogen [[sag]], som allerede er, eller burte været, dømt på i under- og [[overret]]terne, og dog ikke har deres [[domme]] derudi beskrevne med sig, da skal han afvises, og give sin [[vederpart]] [[kost]] og [[tæring]].

<center> 21. </center> 
Indstævnes nogen [[dommer]]e, [[sandemænd]], rebsmænd, eller andre deslige, til deres dommes, eller afsigters, underkendelse, og de blive ved [[magt]] kendte, da skal den, som dem stævnet har, igen give dem deres [[tæring]], som de gjort have frem og tilbage igen til deres eget.

<center> 22. </center> 
Dersom nogen i vitterlige og kends sager, så og i andre unyttige trætter, enten stævner, eller lader sig [[stævne]], til [[kongens]] højeste [[ret]], [[sagen]] alene, sin [[vederpart]] til stor [[bekostning]], des længere at kunne opholde, da skal den, som [[sagen]] taber, ikke alene [[betale]] den [[billig]] på [[processen]] anvendte [[omkostning]], men også give sin [[vederpart]] en [[billig]] [[kost]] og [[tæring]].

Men dersom han vil rette for sig, og fyldestgøre hvis [[dom]] over ham tilforn falden er, og hans [[vederpart]] dog stævner ham til [[kongens]] højeste [[ret]], til at føre ham i videre [[omkostning]], eller og til den ende alene, at have [[stadfæstelse]] på ergangen [[dom]] af [[kongens]] højeste [[ret]], og han ingen [[kontra]]-[[stævning]] tager, da bør han ingen [[omkostning]] at give sin [[vederpart]].

<center> 23. </center> 
Hvis og nogen, som [[uvederhæftig]] befindes, i en rede og klar [[sag]] stævner til [[kongens]] højeste [[ret]] nogen [[overdommer]]s [[dom]], ved hvilken han efter [[rigtig]] [[håndskrift]], eller [[forskrivelse]], er tildømt noget at [[betale]], eller fra sig lægge, da bør han at sætte vissen, eller [[nøjagtig]] [[borge]]n, for hvis [[dommen]] om formælder, så og for hvis [[bekostning]] han med [[ophold]] og videre [[proces]] fører sin [[vederpart]] udi.

Og hvis han enten ikke vil, eller ikke kan, sætte vissen for sig, da bør hans tagen [[stævning]] ikke at forhindre hans [[vederpart]], at han jo ved [[rettens middel]] lader ergangen [[dom]] fyldestgøres.

[[kategori:Om retten og rettens personer]]
[[kategori:Danske Lov]]