Om præsters embede med lig

1.

Præsterne skulle kaste jord på de døde, når de er hensatte, eller i jorden nedsatte, og dersom de have stunder, og er bedne derom, skulle de på prædikestolen holde en prædiken og formaning af guds ord til folket, og hvis dem derfor godvillig gives, må de annamme, enten de er købstads- eller landsbypræster.

Men ingenlunde må de nogen foreskrive, hvad, eller hvor meget, de ville have, under deres kalds fortabelse. For jorden alene at påkaste må de intet tage på landsbyerne.

2.

Udi ligprædikener skulle de holde måde med den dødes livs og levneds opregnelse og berømmelse, og vogte sig, at de intet sige, som kan være imod deres egen samvittighed, så og at de intet usømmeligt om den døde melde.

3.

Udi pest og smitsomme sygers tider skulle de i kirken gøre kort og kun halv så lang ligprædiken som ellers, og på kirkegården i stedet for ligprædiken alene gøre en kort formaning, eller læse en bøn og herrens bøn, og derudi med de hosværende gud om sygdommens formildelse, og anden nødtørft påkalde.

4.

De må ej kaste jord på, eller holde ligprædiken over nogen, som for sin misgerning er bleven rettet, eller har myrt sig selv med vilje, eller er bandsat og ikke afløst, eller er dømt til mindre mand, før end øvrigheden og sagsøgeren er tilfredsstillet.