Ribe 1577 Maren Prækfaders

Anno 1577 onsdag før pinsedag, vidne 8 mænd, at Niels Povelsen havde Maren Christens, kaldet Prækfaders, her for sig tilstede i dag for tingsdom, og tilbød hende, om hun havde nogen der ville sætte borgen for hende, at hun skulle blive til stede, førend hun bliver enten stokket eller blokket, efterdi hun også efter det registers lydelse, Mikkel Skriver oplæste og forkyndte her for tingsdom, tilforn var udlagt for en troldkone, af den troldkvinde, som sidst blev brændt ved Hviding Herredsting.

Desligeste og efterdi hun ville rømme af byen den morgen tidlig, da Giertrud Povels skulle pines.

Der tilmed tilbød Niels Povelsen hende, om hun kunne lovværge sig med sine grander og naboer for den trolddomssag hende er tillagt, førend togsmændene gjorde deres togs-ed.

Item blev hende tilspurgt i dag for tingsdom, hvad hun mente med hendes kæp, som hun stak enden af ind i den tønde-spund, og hvis tønde det var.

Da svarede hun dertil og sagde: 'At det var Johanne i Sortebrødregade, som blev gift fra mester Jens kansler, hendes tønde, og det gjorde hun af hende vankundighed og uforstand'.

Og derhos sagde hun, da hun gik af tinget: 'At hun puttede den rene ende af hendes kæp ned i samme tønde-spund og ikke den skidne'.

1577 onsdag før trinitatis vidnede 8 mænd, at Bertel Povelsen i Gudsnap lydelig i dag for tingsdom gjorde spørgsmål til Maren Christens, kaldet Prækfader, som for trolddomssag er udi Ribe bys hægte og jern, om hun nogen tid havde kendt hans hustru Maren Bertels for nogen uærlig sags skyld, eller og om hun nogen tid havde været i lod og lag med hende at gøre nogen mand ondt enten med trolddom eller i andre måder, at hun for guds skyld og retfærdighed ville bestå hendes sandhed derom.

Hvortil Maren Christensdatter svarede og ved hendes sjæls salighed,og den lod og part, hun vil have med gud i himlen, forsikrede, at hun aldrig havde kendt Maren Bertels enten for trolddomssag eller andre uærlige sager, ikke heller nogen tid været med hende at gøre nogen mand ondt, helst fordi hun kendte hende aldrig, ikke heller hun havde set hende førend i går sidstleden, hun kom ind til hende i bøddelhuset.

Anno 1577 lørdag d. 29 juni vidnede 24 mænd, at de i dag, som Niels Povelsen tilspurgte Maren Prækfaders for tingsdom, hvorpå hun gik af byen den morgen, Giertrud skulle pines?

Da svarede hun og sagde, hun ikke var af byen, men hun ville have gået af byen.

Udi lige måde adspurgte han hende: 'Hvad mening hun havde med de skræpperødder, hun gravede op?

Da svarede hun ham dertil og bestod, at hun gravede nogle skræpperødder op vesten for slusen, som hun ville have til et såret barnehoved.

Ligeledes adspurgte han hende: 'Hvorfor hun puttede den skidne ende af hendes kæp i den tønde-spund'.

Da svarede hun dertil og bestod: 'At hun puttede hendes kæp ind i den tønde-spund', og sagde: 'At det var ikke den skidne ende, men den rene ende, og selv drak hun øllet med, som var i samme tønde'.

Fremdeles adspurgte han hende, hvad hun gjorde i Haderslev.

1577 lørdag den 6. juli forvidnede 8 mænd og signantes, Rasmus Skriver, Christen Hegelund Bartskiær, Morten Nielsen Ottersbøll, og Mogens Nielsen en degn, de fremgik, kundgjorde og vidnede, i dag for tingsdom.

Først vidnede Rasmus Skriver, at engang i fjor skete det sig så, at Maren Christens, som kaldes Prækfaders, kom gående forbi hans vindue, da samme tid.

Anno 1577 torsdag den 11. juli vidnede 8 mænd, Ib Lambertsen og Thomases hustru, hver ved deres helligånds ed, at det skete sig så den samme dag, da Giertrud Povels var brændt, var de inde i Bøddelhuset, og den samme tid var Christen Nielsen og derinde, og snakkede med Maren Prækfaders allehånde snak, men de hørte ikke, at Karen Faninger blev enten nævnt eller omtalt derinde på den tid udi nogen måde. Og stod Hans Faninger her selv i dag til vedermålsting og hørte samme vidnesbyrd.

Samme 8 mænd vidner. Forvidne fru Ide Munches datter til Cabbel og Ib Lambersen i så måde, at det skete sig så, som hun kom gangende frem for Ib Lambertsens dør, og førnævnte Ib Lambertsen og Christen Nielsen de sad inden døren. Så kaldte førnævnte Christen Nielsen hende ind til dem og sagde: 'Fru Ide kommer hid til os, jeg skal sige eder nye tidender. Hvad er det jeg sagde?'

Da svarede førnævnte Christen Nielsen hende og sagde:' Jeg har været udi bøddelhuset hos Maren Prækfaders og snakket med hende, og jeg havde Ib Lambertsen med mig, på det han også skulle høre hvad ord hun talte.

Da svarede førnævnte fru Ide og sagde til førnævnte Ib Lambertsen: 'Det havde du ikke fornøden at gøre'.

'Jo', sagde førnævnte Christen Nielsen, 'thi hun lægger nu ud af de boveste'.

Da sagde førnævnte fru Ide: 'Hvem er det?'

'Det er borgmesterens hustru', sagde førnævnte Christen Nielsen, Så lod han sig tykke i dag for tingsdom, at han ikke havde sagt de ord til førnævnte fru Ide.

Da svarede hun straks hastelig dertil, og gjorde sit skudsmål til førnævnte Ib Lambertsen, om han ikke hørte det, de havde sådanne ord sammen?

Da svarede førnævnte Ib Lambertsen dertil og sagde, at han kunne ikke sige nej dertil, at førnævnte Christen Nielsen jo sagde sådanne ord til hende.

Og da sagde førnævnte fru Ide: 'Christen, i har endog sagt videre'.

Og stod førnævnte Christen Nielsen her i dag til vedermålsting, og hørte samme vidnesbyrd.

8 mænd vidner. Christen Andersen kæmner og Povel Bartskiær borger ibid. de fremginge, kundgjorde og vidne i dag for tingsdom, hver ved deres sjæls salighed og oprakte fingre, desligeste Peder Beche, Peder Faninger, Bunde Pedersen, Jens Mortensen, Hans Henrichsen guldsmed og Christen Hegelund bartskærer.

Først kundgjorde Peder Beche og hans selskab, at det skete sig så, da hr. Mads, kapellan til vor Frue Kirke, var i Bøddelhuset, og snakkede med Maren Prækfaders, da var de nær derhos, og de hørte og så, at førnævnte hr. Mads spurgte hende om der havde været nogen inde hos hende, og talt med hende om Karen Faningers.

Da sagde hun: 'Ja'.

Så adspurgte han hende: 'Hvo den skulle være og hvad han hed?'

Da sagde hun: 'Jeg tror han hed Ib'.

Så adspurgte førnævnte hr. Mads hende igen: 'Hvor han skulle bo?'

Da svarede hun og sagde: 'Jeg tror han bor ved Sortebrødre rist'.

Så spurgte han hende atter til igen: 'Hvad hans navn var?'

Da sagde hun: 'At han hed Christen Nielsen'.

Da sagde hr. Mads til hende: 'Maren, slige ord havde i ikke i aftes med mig, består sandhed og lyver ingen mand på, på eders sidste, thi det koster ikke æble eller pærer, men det koster hæder og ære'.

Det samme sagde og førnævnte mand til hende.

Da sagde hun: 'Hvem er det jeg snakker med, er det eder hr. Mads?'

Da sagde han: 'Ja', og spurgte hende til påny igen: 'Om det var sandhed, hun havde sagt?'

Da svarede hun 2 eller 3 gange kort: 'Nej', og derhos sagde: 'Her sidder jeg en gammel sanseløs stakkels menneske, jeg ved der slet intet af, lader mig nu være tilfreds'.

Så ginge de fra hende straks og talte hende intet mere til til.

Og stod borgmester Hans Faninger til vedermålsting og hørte samme.

Mandag før Margrete dag vidnede 12 mænd, at de var nærværende hos på tinget en tingdag, der Maren Christens, kaldet Prækfaders, var der til stede, og Niels Povelsen tilspurgte hende: 'Hvo der var inde i går nat hos hende, som hun sad udi fængsel og jern i bøddelhuset, og om det var en ond gæst eller ikke?'

Da lagde hun sig ned på jorden samme tid for tingsdom, at der var én inde hos hende om natten, slog og drog hende svarlig, 'Her må i se', sagde hun: 'Hvor han har slaget mig et stort hul i mit hoved, og slog min ene side slet i stykker, så jeg kan ikke stå ret op'.

Og så mange, at hendes hoved var blodig der, som hun var slaget.

Så adspurgte førnævnte Niels Povelsen hende atter igen: 'Om hun vidste ikke hvo det var, eller kendte den, som var inde hos hende og slog, stødte og drog hende så om natten inde i fængslet, da døren var tillukket for hende'.

Da sagde hun: 'At hun kunne vel føle ham, hvorledes han for afsted med hende, men kunne ikke se ham'.

1577 tirsdag den 9. juli vidnede 8 mænd, at i dag, som Thomas Jepsen Dourt gjorde spørgsmål til Maren Christens, kaldet Prækfaders, for tingsdom, hvorfor og hvad årsag hun havde til, da hun puttede enden af hendes kæp ind i hans tøndespund, om enten han eller hans hustru havde befalet hende det at gøre?

Da svarede hun dertil, og sagde, nej, ved den gud hende havde skabt, at hun gjorde det ikke enten til værste eller bedste, ikke heller befalede hende nogen det at gøre, men hun stak hendes kæp ind ad samme tønde-spund for at hun ville vide, der var udi.

Noter

David Grønlund: 3. kapitel.