Riberhus Amt i Ribe Stift

← Lundenæs Amt

Jyllands gamle retskredse af Mogens Lebech Riberhus Amt i Ribe Stift

Indledning →

Historie/Jyske Samlinger, bind 5, række 2, s. 335-344.

Vester Horne Herred

Vester Herreds ting lå 1638 nordøst fra Ovtrup Kirke, og i dette sogn ejede kronen ikke få ejendomme, ligesom det samme var tilfældet i Ølgod, hvor Øster Horne ting lå.

En større del af den gamle herredsby Horne tilhørte ligeledes kronen endnu i det 16. århundrede, og Galgehøjen ved Lervad i dette sogn er muligt en erindring om fællestinget her.

I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at de nyere tingsteder alle ligger grupperet i sognene ind til det gamle centrum, men langtfra centralt i de nyere retskredse.

Kærgård Birk

var oprettet 24. juli 1572 for at beskytte kronens indtægter af fiskerlejet ved Nymindegab, som værneting for »vore undersåtter alle kronens bønder og tjenere i … Ho, Oksby, Ål, Henne, Lønne og Nørre Nebel sogne,« hvilken birkeret skal strække sig fra Langelegs Havn og til Nyeminde (altså ad kongens forstrand) og så fremdeles (nemlig ind i landet) så vidt og bredt som forskrevne vore og kronens bønders grund og ejendom i forskrevne seks sogne sig strækker«. Et tidligere brev i samme anledning (13. marts 1572) var kasseret, åbenbart fordi dets ordlyd havde været: en birkeret så vidt, som forskrevne byers grund og ejendom strækker sig, hvorved der ville være gjort ulovligt indgreb i de øvrige lodsejeres rettigheder. Skattemandtal fra beg. af det næste årh. (1606) registrerer kun Oksby, Ho og Lønne sogne under birket, og pudsigt nok svarer kronens tjenere indenfor dette kun ½ skat, en forrettighed, der i de andre kgl. birker var afhængige af beboernes stilling som ugedagsmænd, hvilket de her i birket imidlertid ikke var.

Birketinget holdtes i Kærgård, i den nordøstligste gård har der været tingstue.

Ved brev af 22. sep. 1686 sammenlagdes Vester Horne Herred med Kærgårds Birk.

Henne Birk

havde hørt til Hennegård, Ribe biskops velbefæstede borg i sognet af samme navn.

Indtil Reformationen et biskoppeligt len, efter denne afhændet til Oluf Staverskov, der 9. feb. 1543 havde fået løftebrev på sin svigerfaders len: Hennegård, mølle og ugedagsmænd med al dens rette tilliggende, rente og rettighed, som efter skødet var gården udi selv med møllen og ålefiskende med 10 bol og gadehuse.

Der konfirmeredes ingen bestallinger for retsbetjente i dette birk, så det er troligt stiltiende lagt under herredet.

Skads Herred

Skads Herreds ting lå som rimeligt var ved tinghøj i Tingheden ved Tude by i Skads Sogn; en høj vest for kirken kaldes Kongens Høj.

Her var et af de steder, hvor Christian 2.’s påbud om opførelse af et tinghus vides efterlevet. Et nyt byggedes godt og vel 100 år efter, i 1637, men gik til grunde, hvorfor der i dårligt vejr holdtes ting i et hus i Tude by.

Fanø

var som så mange andre småøer fra ældre tid et birk, som sognepræsten i 1638 fint udtrykte det på latin:

licet autem hac insula Fandia ad nomarchiam Picæ pertinet, ut supra, peculiare tamen suum habet forum & jus propriumque nomarchium.

Øen lå formodentlig fra gammel tid til kronen.

Gørding Herred

var som sagt lagt sammen med Malt Herred allerede 1684 og det fælles tingsted forordineret at være »på Grimhede straks ved Dybdal mellem Laurup og Giørklindt«, en bestemmelse, som dog ikke havde vakt ublandet bifald, og flere andre havde været bragt i forslag, blandt disse var Malthøj, det gamle Malt Herreds ældste tingsted, men afgørelsen var sluttelig truffet af stiftamtmanden.

Hermed var det vist tilstanden fra de ældste dage, som genoprettedes, idet Gørding Herred ikke nævnes i kong Valdemars Jordebog, men dog er udskilt fra Malt Herred i den resterende del af det 13. århundrede.

Tingstedet i dette Gørding Herred var først i sognet, hvorefter det kaldtes, på Sønder Gørding Hede, »ved Tinglund Ris«

Hunderup Birk

var formeligt oprettet ved kgl. bevilling til Niels Lange til Kjærgård: fri birkeret til Hunderup Sogn i Gørding Herred, hans tjenere i Vilslev og Darum sogne skulle herefter ligge til Hunderup Birketing (8. maj 1559).

Det af Niels Lange byggede herresæde Kærgård lå i Hunderup Sogn, men før stod Kærgård eller Riber Kærgård i Vilslev Sogn; det er muligt en ældre samlet ejendom, der af ham forenedes under birkeretten. Grundstammen var det Kærgård, som hans fader før ham havde besiddet, efterhånden tilkøbte han sig yderligere gods i de nævnte sogne, fra kronen fik han 10. juni 1542 Alsbrogård sønden ved Søstrup, samt senere tre gårde i Vilslev og 1 i Hunderup (8. juli 1561), af en borger i Ribe 5 gårde og gods, liggendes udi Vilslev udi Gørding Herred, som er fri gods og kommen fra Kærgård, fra Ribe Helligåndskloster én gård, ved mageskifte fik han fra Mariager Kloster i Darum Sogn og by, Darumgård med 7 gårde og bol (6. april 1554).

Fr. v. Gersdorff modtog 1687 kgl. bevilling på birkerettigheden, bestallinger konfirmerede 1690.

2. dec. 1791 lagdes birket under Riberhus Birk, og 17. jan. 1812 til Gørding-Malt Herreder.

Malt Herred

skal også før have omfattet Gørding Herreds område, og på trebundet skel mellem Åstrup og Vejrup Sogne i Gørding Herred og Holsted i Malt, i det sidste sogn, på Gørklint grund, hvor der også nordøst for kirken lå en bakke: Kongensbjerg, der ligger Malthøj, hvor man med stor rimelighed kunne søge de forenede herreders ældste tingsted.

Malt Herreds ting skal have stået ved Malt Kirke, men 1638 lå det »i Brørup Sogn, i Hulvad Skov, som kaldes Hessel«. Velsagtens flyttet hertil efter den kgl. ordre 28. dec. 1577, der påbød at flytte »en part herredsting i Koldinghus og Skodborg Len, lagt på ubelejlige steder og ikke midt i herredet«, for nærmere end det angivne sted kunne man dårligt komme herredets midte.

Men i øvrigt bortmageskiftedes næste år og et par år efter både Hundsbæk og Skodborghus tilliggende gods, så alt kronens gods i herredet gik ud af kronens eje, deriblandt også Hulvadgård.

Ved kgl. åbent brev af 26. nov. 1687 beskikkedes Christoffer Pedersen til herredsskriver i Gørding-Malt Herreder. Men allerede det følgende år (3. marts 1688) tildeltes bestillingen Anders Gregersen (fordi Christoffer Pedersen havde frasagt sig bestillingen).

Lø Herred

1579 var Trøjborg Slot, således som Peder Rantzau selv har haft det i værge, med gods i (Højer og) Lø Herred(er), samt en del før til Riberhus, mageskiftet til lensmanden, som skulle besidde godset med samme højhed og rettighed som kronen, både med herredsting, herredstingsret, strøm, Jus Patronatus og i andre måder, dog at han skulle svare til Viborg Landsting. Det er et næsten enestående tilfælde i Danmark, ikke just at en herremand besidder sit gods som ejendom med alle kgl. rettigheder, således var forholdet jo faktisk i ethvert adeligt birk, men her var det både reelt og formelt et helt herred med højhedsretten, som overdroges. Som det for øvrigt kun er sket på lignende måde i Svansen med Riseby Herred. Stort var Lø Herred dog ikke på dette tidspunkt, og endda var dets jurisdiktion blot en god halv snes år før udvidet. 8. juli 1558 befaledes det, at Visby sognemænd, der hidtil havde søgt deres ret under dem selv (altså dette sogn havde udgjort et birk), fremtidig skulle ligge til Lø(ve) Herredsting. Og i netop Visby Sogn lå det slot, med hvilket det var afhændet til Peder Rantzau, Trøjborg, og med hvilket det, slot og herred først en hertugelig besiddelse, men bortpantet, af den driftige dronning Margrete var erhvervet fra panthaveren. Trods hertugernes protester forblev begge under den danske krone og Viborg Landsting, selvom de indtil Reformationen var pantsat til Ribe-biskopperne, som atter bortforlenede dem. Og 1572 kom de altså til den daværende indehaver med de nævnte herligheder. Den udstrakte højhedsret gav anledning til forskellige stridigheder, fordi herremændene ville fortolke den yderligere til deres egen fordel.

Der var imidlertid ikke tale om, at dette store gods dannede et enemærke, næppe nok Visby Sogn, som dog med undtagelse af et par huse i Gjerup By lå til Trøjborg, i Randerup Sogn var forholdet et lignende, 2 gårde i sognebyen udgjorde her den slesvigske del, i Brede Sogn var forholdet mellem ejendomme af de to kategorier, kongerigsk og slesvigsk, som 2 til 1, i Døstrup Sogn som 4 til 1, i Mjolden Sogn som 6 til 1. De slesvigske dele af de pågældende sogne var vel tingpligtige til Lø Herredsting, men i adskillige andre anliggender undergivet hertugdømmets lovgivning, således hverken matrikulerede i 1662/64 eller opmålt og matrikuleret i 1688, som de kongerigske dele. Langt den overvejende del af de sidste hørte på nævnte tidspunkt under Trøjborg, nogle ganske enkelte hist og her under Schackenborg og blot en større del af Mjolden under Ribe Hospital, forhold som i det hele og store lå fast fra den gang og til 1864.

Lø Herreds ret holdtes omkr. midten af det 18. århundrede i et hus ved Bredebro, noget sydligt i jurisdiktionen i dens daværende udstrækning, men på anden måde ret centralt i det egentlige Lø Herred. For det må erindres, at den del af dette, hvortil Peder Rantzau fik højhedsretten, kun var godt halvdelen af det gamle Lø Herred. Som foruden de ovennævnte sogne, altså undt. Visby, tillige omfattede Nørre Løgum samt Løgum Kloster Sognes anselige arealer, der imidlertid fra meget gammel tid var unddraget den almindelige retspleje og udgjorde Løgum Klosters Birk, senere Løgum Kloster Amt i det slesvigske, og uden nogen forbindelse med Nørrejylland og Viborg Landsting.

Schackenborg

grevskab var oprettet 1676 for grev Otto Didrik Schack. Det var dog hans fader, den kendte feltherre Hans Schack, som havde lagt grunden og sammenkøbt godset med dette formål for øje, fornemmelig ved at erhverve de udstrakte besiddelser på denne kant, som i ældre tider havde hørt under Ribe Bispestol. Deriblandt først og fremmest hovedsædet, det gamle Møgeltønderhus, bispernes faste slot, som altså 1676 ved erektionen fik navneforandring til Schackenborg, og dertil Møgeltønder, Ballum, Lustrup og Vesterland-Før Birker.

Møgeltønder Birk

var Møgeltønder og Daler Sogne, af hvilke den altovervejende del fra meget gammel tid havde hørt til bispestolen, derefter til kronen under Riberhus: Ugedagstjenere til Møgeltønder, fra 1583 til 1599 afhændet til Benedict Rantzau, men tilbagekøbt og endelig 1661 solgt til Hans Schack.

De slesvigske hertuger havde allerede i det 13. og igen i det 14. årh. bekræftet bispestolens udstrakte højhedsret. Birkeretten stadfæstedes med de øvrige bispens birker af Christian 1.

Ballum Birk

også fra det 13. årh. i bispernes værge, højheden bekræftet af hertuger og konge udgjordes af Ballum Sogn undtagen ganske enkelte ejendomme. Her var centrum vel intet befæstet slot, men Brink Ladegård, der imidlertid var nedlagt, da dette birk solgtes. I tiden efter Reformationen havde den derimod været bortforlenet for sig til Jørgen Hansen, men således at selve birket fremdeles lå til Riberhus, undtagen at »birkemændene« skulle besørge arbejdet til gården, som de før havde gjort.

Derfor skulle Jørgen Hansen så svare en afgift til lensmanden i Ribe, hvilket forhold imidlertid gav anledning til tvistigheder mellem ham og birkemændene, som beklagede sig over at have »tvende herskaber, både til Brink og Riberhus«, og hævdede kun at være pligtige til at arbejde, når de havde brugen af de enge, som nu J. H. besad efter sit forleningsbrev, og de førte sagen ind for rettertinget, men der tabte de; for det i rette lagte forleningsbrev bestemte i alle enkeltheder hoveris størrelse (inden hvert år, hver en dags slet, en dags riven, en dags »skyørdt«, seks læs hø og seks læs tørv at tage, hver to om en plov »ett forledt huer«, 2 dages møgægt, hver to dages tørvegrøft og hver to en skovægt efter tømmer til gårds bygning), og J. H. førte vidne af Lø Herred, at forne birkemænd sloge hø og grove tørv, ragede og skar med Jesper Persen, der han havde Brink, når han dem tilsagde. Desligeste at de arbejdede til Brink den stund biskop Iver Munk selv havde samme gård med pløjning, møgægt, sloge hø og ragede og grove tørv og andet arbejde som daglig skulle gøres udi forne gård (1547). Siden lykkedes det dem derimod at få ladegården nedlagt, mod en årlig afgift, svaret i fællig af hele birket, men så nød de til gengæld heller ikke længere skattelettelsen som ugedagstjenere.

Under dette Birk hørte den største del af Rømø, tillige med »List Øland«, den nordligste del af øen Sild, muligvis engang en ø for sig.

Vesterlands Før med Amrum, hvor retten altså endnu dengang plejedes på sin særegne manér, efter frisisk måde, var med Trøjborg købt af dronning Margrete og delte i det hele skæbne med slottet. Men beboerne i dette distrikt regnedes alle for jordegne bønder.

Lustrup Birk

Lidet sønden for Ribe ligger et lidet birk, kaldes Lystrup Birk, hvilket vellovlig ihukommelse salig hr. feltherre af Schack sig fordum haver tilkøbt og underlagt grevskabet Schackenborg, skriver herredsfogeden i Skads Herred Anders Såby, hvilket for så vidt var rigtigt nok, som Hans Schack 1661 fra kronen havde med Møgeltønder købt Lustrup Birk, eller dog størsteparten deraf med tilhørende birkerettighed, men sidenhen havde han ganske vist atter bortskiftet godset i dette birk for en del Riber Kapitels gårde, længere sydpå, idet han ikke havde kunnet, måske heller ikke villet overdrage birkeretten. Fra kronen var atter noget af birkegodset solgt til andre (25. juni 1668), derfor landsdommernes indstilling.

Men for øvrigt var de jurisdiktionelle forhold i Ribe Bys umiddelbare omegn dels noget indviklede, dels gennem tiderne undergivet adskillige ændringer.

Først havde Christian 1. bevilget Skt. Nikolaj Kloster liggendes udenfor Ribe, birk og birkeret med alle klostrets egne tjenere og på klostrets mark i Tange og på Tange Mark, desligeste og med klostret tjenere udi Tved, en rettighed som senere Frederik 1. havde stadfæstet (16. april 1563). Som det synes, kunne der i dette tilfælde være al anledning til at bekræfte birkeretten, eftersom klostret med dets ejendomme i Tved og Tange lå inden for Ribe Byfred (1562), og efter Reformationen lagdes »vor Frue Kloster for Ribe« som det da kaldtes, som ladegård til Riberhus.

Syd for Ribe lå dengang Lustrup Birk til biskoppens befæstede gård, helt fra begyndelsen af det 13. århundrede i bispestolens værge; også dette birk var efter sekulariseringen lagt til Riberhus, tilligemed Løgum Klosters gods i Seem Sogn, også fra først af liggende til en herregård, og 1555 bevilgedes det beboerne i dette, at de, da de besværedes med stor ægt og arbejde til Riberhus, fremtidig måtte søge deres ret til Lustrup Birketing, som skulle holdes om tirsdagen.

Men nogle år senere lagdes samtlige kronens og kirkens, kapitels og klostertjenere i Kalvslund, Gram, Frøs og Tyrstrup herreder til Skt. Nikolaj Klosters Birk, af hensyn til lensmanden, der ellers ikke kunne overkomme »til rette at forsvare og fordagtinge kronens vidt og bredt spredte ejendomme«, ej heller kunne »bekomme kronens skat, tynge og anden rettighed« (1563).

Dette brev blev imidlertid igen nogen tid efter genkaldt, da hertug Hans den Ældre havde klaget over, at hans undersåtter på den måde besværedes mod loven, og det befaledes krontjenerne indtil videre atter at søge deres ret ved de sædvanlige herredsting. Imidlertid påbødes det den kgl. lensmand at indgive sin skriftlige erklæring vedrørende en række artikler, hertugen i samme anledning havde opsat, og muligt har lensmandens udtalelser ændret statsmagtens syn, i det mindste påbødes det efter et par års forløb, at det første brev alligevel skulle stå ved magt. Det var fremkaldt på grund af, at slottets og kapitlets tjenere havde klaget over, at de på herredstingene i »fyrstendømmerne« ikke blev hjulpne således til deres ret, som det burde sig, og da de nu fremdeles forurettedes, og kronen andetsteds i riget holdt birketing ved sine slotte, tilholdtes det lensmanden straks at lade det tilsendte brev forkynde for bønderne (1572).

Det var vel rigtigt nok, at kronen i almindelighed holdt birketing ved slottene, men reglen var rigtignok den, at kun tjenerne indenfor selve birket holdt dettes ting for deres rette værneting. Her skulle altså komme strøgods i flere herreder under ét birketing, men allerede to år senere, ved den Koldingske afsked 1576, gjordes ordningen atter til intet, for endelig over halvandet hundrede år efter at realiseres ved reskript af 15. juli 1735, og under dette Riberhus Birk lagdes endelig 7. juli 1812 Lustrup Birk, indtil 1859 jurisdiktionen Ribe Herred dannedes.

Det vil være iagttaget, at de ovenfor omhandlede birkejurisdiktioner dækker de »kongerigske enklaver« i Hertugdømmet Slesvig, og således med undt. af det sidste Lustrup-Riberhus afstodes i 1864. Deres bestanddele var altså dels det gamle Ribe bispesædes gods i Sønderjylland, dels et resultat af dronning Margretes bestræbelser for at behandle Sønderjylland analogt med Nørrejylland, hvilket virkelig i disse enkelte tilfælde, men desværre også kun i disse, lykkedes.

For den tilstræbte fuldstændigheds skyld bør i denne forbindelse nævnes endnu et krongods i det sønderjyske, på samme måde erhvervet af dronning Margrete og muligt i middelalderens slutning, men i hvert fald fra 1864 under Viborg Landsting, nemlig Skinkelsborg Birk, et af de otte sogne i Nørre Tyrstrup Herred. Denne besiddelse, det hele Stenderup Sogn, og dertil noget strøgods, købte dronningen af Claus Limbek og fra hertugelig side protesteredes der som ved de øvrige erhvervelser, men med samme held. Endnu i det 15. århundrede administreredes Skinkelsborg Len af en kgl. lensmand, ham på Hindsgavl, men i det 16. århundrede lå det til Haderslevhus og delte siden skæbne med dette amt. Endnu ligger resterne af Skinkelsborg Voldsted ved Stenderup By, men hovedgårdsdriften var ophørt allerede i det 16. århundrede og Frederik 1. afhændede til og med selve hovedgården med dens jorder som selvejer-bondegods.

Som et af de otte sogne forblev dette altså under Danmark.