Forskel mellem versioner af "Om fledføring"
Hp (diskussion | bidrag) |
Hp (diskussion | bidrag) |
||
| Linje 2: | Linje 2: | ||
Men man skal [[fledføre]] sig på [[tinge]]. | Men man skal [[fledføre]] sig på [[tinge]]. | ||
Den, der har en [[træl]] eller tager mod en [[fledføring]], skal hæfte for deres [[gerninger]]. | Den, der har en [[træl]] eller tager mod en [[fledføring]], skal hæfte for deres [[gerninger]]. | ||
| − | [[Såre]]r en [[fledføring]] sin egen [[husbond]], da betaler [[husbonde]]n, der blev [[såre]]t, blodbøde. | + | [[Såre]]r en [[fledføring]] sin egen [[husbond]], da betaler [[husbonde]]n, der blev [[såre]]t, [[blodbøde]]. |
Den, der vil [[fledføre]] sig, skal først [[lovbyde]] sig og sin [[ejendom]] til dem, der skal [[arve]] ham, men [[forsømme]]r han det, da kan de [[sagsøge]] ham til (at få) sin [[frihed]] igen eller til (at komme) til dem. | Den, der vil [[fledføre]] sig, skal først [[lovbyde]] sig og sin [[ejendom]] til dem, der skal [[arve]] ham, men [[forsømme]]r han det, da kan de [[sagsøge]] ham til (at få) sin [[frihed]] igen eller til (at komme) til dem. | ||
Versionen fra 17. feb 2013, 00:25
Den, der fledfører sig, kan aldrig tilbagekalde det. Men man skal fledføre sig på tinge. Den, der har en træl eller tager mod en fledføring, skal hæfte for deres gerninger. Sårer en fledføring sin egen husbond, da betaler husbonden, der blev såret, blodbøde.
Den, der vil fledføre sig, skal først lovbyde sig og sin ejendom til dem, der skal arve ham, men forsømmer han det, da kan de sagsøge ham til (at få) sin frihed igen eller til (at komme) til dem. Gør nogen krav på en fledføring, og fledførelsen ikke er sket på tinge, da er han fri uden (at føre) noget bevis.
Den, der er gift, kan ikke fledføre sig, medmindre hustruen fledfører sig sammen med ham, eller de er så gamle, at biskoppen tillader dem at leve adskilt.
