Seemgård 1888 Jørgen F. Riis auktion

1888 d. 14. april eftermiddag kl. 3 blev auktionsretten sat og holdt på herredskontoret af den ordentlige auktionsforvalter og -skriver, med de undertegnede vidner, hvor da foretoges:

1^ste auktion over den Jørgen F. Riis tilhørende ejendom Seemgård.

For auktionsrekvirenten Jakob Riis, mødte overretssagfører Ferslev, som fremlagde: auktionsplakat, 3 eksemplarer af Berlingske Tidende № 71, 72 og 73 fra 23., 24. og 26. marts d. år, 3 do. af Ribe Stiftstidende № 72, 73 og 74 fra 24., 26. og 27. s. måned, konditioner, pantebogsattest, vurderingsforretning, samt aktbeskrivelse af udlægsforretningen af 9. marts d. år i henhold til hvilke dokumenter han begærede auktionen fremmet.

Forpagter Møller var mødt og sammen med ham sagfører Nielsen, der fremlagde skriftlig protest imod, at besætningen og inventaret på Seemgård sælges på anden måde end at hans mandants fordring på 2.214 kr. fyldestgøres forud. Komp. fremviste i den anledning den i det fremlagte ommeldte taksationsforretning tillige med forpagtningskontrakten med gårdmandnd Riis. Idet han derhos måtte oplyse, at kobesætningen, der ved hans tiltrædelse af forpagtningen kun talte 17 stk. til en værdi af 2.320 kr., nu bestod af 24 stk. til værdi 3.440 kr. af hvilke han i afvigte efterår ved et marked i Varde havde indkøbt 9 stk., som endnu alle findes på ejendommens, mens 1 stk. af den oprindelige besætning er bortsolgt. Endvidere måtte komp. oplyse, at svinebesætningen, der ved tiltrædelsen af forpagtningen bestod af 8 stk. ansatte til en efter den tid temmelig høj pris af 405 kr., nu var forøget til 26 stk., der i betragtning af de for tiden dårlige priser dog var ansatte til en værdi af 791 kr. Det ville således heraf ses, at den i sin tid modtagne besætning var væsentlig forøget, foruden at den på andre punkter var forbedret, og komp. måtte derfor hæfte forpagter Møllers ret efter den nedlagte protest.

Ferslev bemærkede, at udlægshaveren og auktionsrekvirenten Jakob Riis ifølge sin panteobligation af 18. læst 19. oktober f. år havde pant i den til auktion stillede ejendom med alt dens tilliggende og tilhørende, besætning og inventarium, avl, afgrøde etc. næstefter et beløb af 95.459 kr., mens forpagtningskontrakten med H. A. Th. Møller er tinglæst som hæftelse på den bortforpagtede ejendom næstefter 100.000 kr., altså med prioritet efter Jakob Riis' pantefordring. I forpagtningskontrakten hedder det for øvrigt kun i § 16, at den bliver at tinglæse på den bortforpagtede ejendom som hæftelse dennes folio i panteregisteret næstefter en pantegæld af 100.000 kr.’ altså omfatter pantet end ikke besætning og inventar. Kontrakten er ikke indført i navneregisteret. Ifølge kontraktens indhold er forpagtningskontrakten forbrudt for forpagteren, bl.a. når denne ikke erlægger forpagtningsafgiften inden udgangen af den juni eller december måned, hvor den forfalder. Afgiften er ikke erlagt inden udgangen af dec. måned 1887, og forpagtningen altså forbrudt for forpagteren. Det følger af det gensidigt bebyrdende kontraktforholds natur og er yderligere til overflod udtrykkelig udtalt i den omhandlede kontrakt, at når den ene af parterne misligholder sine forpligtelse efter kontrakten, har han forbrudt enhver ret efter denne, og forpagter Møller har altså ingen som helst ret efter forpagtningskontrakten, men i hvert tilfælde stifter forpagtningskontrakten kun ret og pligt mellem parterne efter kontrakten, altså her mellem J. F. Riis og A. Th. Møller. Den panthaver, der har prioritet forud for en anden panthaver, afficerer selvfølgelig i sin rets nydelse med hensyn til pantefordringen, ikke af hensyn til den sekundære panthaver. Udlægshaver Jakob Riis har på lovlig måde gjort udlæg i sit pant og har på lovlig måde ladet sig dette overdrage til brugelighed. Forholdet mellem forpagteren og J. F. Riis er ham uvedkommende. Har forpagteren noget krav på J. F. Riis, må han gøre det gældende mod denne, og har han nogen pantesikkerhed for sådant krav, må han holde sig til den panteret han har, men det er givet at hans panteret står tilbage for Jakob Riis. Hvis han ud af pantet kan fordre dækning for den af ham opstillede fordring kan han altså i hvert fald kun få sådan dækning, efter at de bedre prioriterede panthavere derunder Jakob Riis er fyldestgjorte. Om forpagteren forinden Jakob Riis blev indsat i pantets besiddelse havde nogen retentionsret mht. enkelte dele af besætningen eller inventaret, vedkommer ikke denne sag, men må for øvrigt bestemt benægtes. Efter at forpagter ikke længere har besiddelsen af besætning og inventarium, er spørgsmålet om retentionsretten jo i hvert tilfælde falden bort, eftersom retentionsretten er uadskillelig knyttet til besiddelsen af de genstande, der skulle retineres. Forpagterens krav på J. F. Riis, om har et sådant, hvad komp. altså benægter, kan således i ingen henseende hindre den bedre berettigede prioritetshaver i hans lovlige retsforfølgning mht. hans pant, og den af forpagter Møller nedlagte protest er således fuldstændig ubegrundet. Dette er så meget mere klart, som forpagteren ved forpagtningens tiltrædelse ikke blev ejer af gårdens besætning og inventarium og heller ikke senere er blevet det, men kun ved kontrakten har fået eventuel ret til at kræve godtgørelse af ejeren, for mulige forbedringer af besætningen og inventaret i forpagtningstiden, ligesom han på den anden side i tilfælde af forringelse skal tilsvare ejeren erstatning. I øvrigt erkender komp. ikke i nogen måde rigtigheden af erstatningsfordringen, for så vidt dens størrelse angår. Den skete vurdering har Jakob Riis aldeles intet haft med at gøre, og den er ham derfor uvedkommende. Men komp. skulle dog gentagende hævde, at selvom forpagteren virkelig havde krav på bemeldte erstatning, hvad han altså ifølge indholdet af forpagtningskontrakten nu ikke har, så var det i hvert fald et krav på J. F. Riis, på hvilket denne og ikke udlægshaveren er debitor, og for hvilket forpagteren, hvis han havde sikkerhed derfor i besætning og inventarium, hvad altså heller ikke er tilfældet, først kunne søge dækning efter de bedre prioriterede. Der indeholder i de fremlagte konditioner intet, der strider imod forpagterens ret, det hedder i konditionerne, at den del af købesummen, der måtte overstige auktionsrekvirenten og de tidligere prioritetshaveres tilgodehavende, skal udbetales til J. F. Riis eller andre rette vedkommende uden ansvar for udlægshaveren eller komp. Det er en selvfølge, at der med føje kun kunne nedlægges protest imod auktionens fremme, såfremt der i salgsvilkårene for auktionen indeholder noget, der strider imod den protesterendes ret. Men forpagter Møller har end ikke påstået, at der i de fremlagte konditioner indeholdes noget imod hans ret stridende bestemmelse, ja han har end ikke set konditionerne forinden han nedlagde sin protest, hvilket yderligere i høj grad viser det ubeføjede i denne af forpagterens betydelige misforståelse af sin stilling. Idet komp. i øvrigt forbeholdt sig enhver indsigelse mod det af forpagter Møller anførte, som han yderligere måtte finde anledning til, og i det han i videste omfang reserverede udlægshaveren Jakob Riis' ret til at gøre ansvar gældende mod forpagteren såvel i anledning af ethvert tab, som forpagteren ved sin utidige protest og auktioneres mulig derved stedfindende forhaling, som i enhver anden henseende således med hensyn til forpagterens udsættelse af ejendommen, fastholdt han sin indsigelse imod, at protesten tages til følge.

Sagfører Nielsen måtte bestemt benægte at der forelå nogen som helst forbrydelse af forpagtningskontrakten fra hans attendants side. Gårdmand Riis har meddelt forpagteren henstand med erlæggelse af den i dec. måned 1887 forfaldne forpagtningsafgift til en tid, der ligger senere end den dag, hvorpå udlægsforretningen afholdtes. Han måtte derfor bestemt hævde, at hans mandant i henhold til lov 25. nov. 1831 havde haft fuldstændigt krav på at forblive i forpagtningen og i besiddelsen af besætning og inventarium, indtil han efter kontraktens indhold måtte frastå forpagtningen. Hans mandant havde altså haft en ubestridelig ret til ved den tid, da der levnedes ham at komme i besiddelse af de formueværdier, han havde sat i Seemgårds besætning. Havde han ved salg nedbragt besætningens værdi til samme størrelse, som den havde ved hans tiltrædelse, havde han kun gjort hvad han havde ret til. Men ved den omstændighed, at han uden noget som helst varsel skal fravige besiddelsen af gården og besætningen, vil man altså foruden at han er blevet berøvet hans næringsvej, gøre sin stilling fordelagtigere ved at nægte ham fyldestgørelse for det, der virkelig tilkommer ham. At forpagteren såfremt han var forbleven i besiddelse af forpagtningen, ville have haft tilbageholdelsesret for det beløb, der måtte tilkomme ham som omtalt, måtte anses for ubestrideligt. At denne hans særligt privilegerede retsstilling ved den omstændighed, at han imod lovens lydende, lov 25/11 1830, udsættes af forpagtningen, skulle bringes ned til at være aldeles betydningsløs, er uantageligt og i højeste sted ubilligt. Idet komp. måtte hævde hans førhen nedlagte påstand, protesterede han imod, at modpartens anbringende tages til følge, og indlod (?) dermed spørgsmålet.

Ferslev bemærkede, at for Jakob Riis’ vedkommende kunne der jo kun være spørgsmål om, hvorvidt han i forfølgelsen af sin pantefordring er gået udenfor de grænser, som loven og hans panteforskrivning sætter for bemeldte retsforfølgning, men at disse grænser skulle være overskredne, er der og kan der heller ikke være tale om. Jakob Riis har holdt sig til sit pant, som omfatter gårdens besætning og inventarium. Dette tilhører J. F. Riis og ikke forpagteren, og Jakob Riis' pantefordring er prioriteret forud for forpantningen, så at det krav, denne måtte have på ejeren J. F. Riis, for så vidt det overhovedet er pantesikret i besætningen og inventaret, i hvert tilfælde må stå tilbage for Jakob Riis’ fordring. Hvad der kunne være sket, dersom forpagteren havde protesteret imod, at Jakob Riis var blevet indsat i pantets besiddelse, er det uden interesse at undersøge, eftersom ingen sådan protest er fremsat og heller ikke med retsvirkning kunne være fremsat. Forpagteren var til stede under udlægsforretningen og indsættelsesforretningen og blev gjort bekendt med betydningen af det passerede, hvorimod han ingen indvending fremsatte, hvad ej heller kunne have nyttet noget. Det benægtes, at J. F. Riis har givet forpagteren henstand med erlæggelsen af forpagtningsafgiften. Forpagteren har gjort gældende overfor udlægshaveren, at der var indrømmet ham sådan henstand til den 17. marts, men J. F. Riis har benægtet sådant overfor udlægshaveren. Jakob Riis har gjort udlæg i sit pant og taget det i besiddelse. Han har ikke gjort udlæg i noget, der ikke hørte til hans pant. Han sælger nu sit pant og ikke andet og navnlig intet forpagteren tilhørende og de betingelser han stiller for salget, er de lovforeskrevne og indeholder intet, der præjudicerer forpagterens panteret, om han måtte have en sådan. Forpagteren kan derfor ikke ved sin protest standse udlægshaverens lovlige retsforfølgning. Komp. fastholdt derfor sit tidligere. Sagfører Nielsen frafaldt, at det rejste spørgsmål afgøres ved kendelse i dag, men forbeholdt sig på sin mandants vegne at fremkomme med den samme protest ved 2. auktion, som nedlagt i dag. Komp havde endvidere på sin mandants vegne intet imod, at 1. auktion fremmedes efter rekvirentens begæring.

Auktionen blev derefter fremmet, men da ingen lysthavende var mødte, blev den straks sluttet som forgæves.

Auktionsretten hævet.

Aug. Gjern Vidner Kinch M. C. Pontoppidan

1888 d. 28. april eftermiddag kl. 3 blev auktionsretten sat og holdt på herredskontoret af den ordentlige auktionsdirektør med de underskrevne vidner, hvor da foretoges:

2^den auktion over den Jørgen F. Riis tilhørende ejendom Seemgård.

For auktionsrekv. mødte overretssagfører Ferslev, som fremlagde de ved 1. auktion fremlagte dokumenter og begærede i henhold hertil auktionen fremmet.

(resten udeladt her)

Noter

Auktionsprotokol 1882-1894.