Grønlandsk militærflyulykke

Flyulykkerne har at gøre med de luftbaser, som amerikanerne byggede i Grønland under 2. verdenskrig og som bortset fra Thulebasens vedkommende senere blev overladt til danske eller grønlandske myndigheder:

• Thule Air Base
• Sondrestrom Air Base / fra 1992 Kangerlussuaq Lufthavn (i Søndre Strømfjord)
• Narsarsuaq Air Base / fra 1958 Narsarsuaq Lufthavn.

Amerikanske flyulykker efter 2. verdenskrig

Se også grønlandsk allieret flyulykke under 2. verdenskrig og grønlandsk helikopterulykke.

21. feb. 1947 Nordvestgrønland

Kee Bird på Commons

Et amerikansk 4-motors spionfly af typen B-29 Superfortress sendtes under den kolde krig på sin 8. tophemmelige mission mod Sovjetunionen fra Ladd Field (Fort Wainwright) ved Fairbanks i Alaska på en tur, der var planlagt til at vare 12-20 timer, men på hjemvejen i dårligt vejr over Nordpolen mistede man i 7 km højde orienteringen og brød radiotavsheden til hjembasen. Efter 2 timers blindflyvning meddelte pilot Vern Arnett, at man var over land og med 4 minutters brændstof tilbage, nødlandede han flyet på en lille snedækket sø, hvorved propellerne og et dæk ødelagdes, men ellers slap den 11 mand besætning uskadt.

Efter nødlandingen den 21. februar 1947 om morgenen kunne navigatøren udregne flyets omtrentlig position til at være i det nordvestlige Grønland ca. 400 km nord for Thulebasen, i et område kaldet Daugaard-Jensens Land. Et døgn efter landingen lokaliseredes flyet af et andet B-29 fly udsendt fra hjembasen. Det blev en Douglas C-54 Skymaster afsendt fra Westover i Massachusetts via Goose Bay til Thulebasen, som udstyret med ski var det første fly som nåede frem og landede på den frosne sø. Efter 3 døgn evakueredes den nødstedte besætning og det havarerede fly efterlodes på søbredden i den øde arktiske tundra.

Idéen om at bjærge det forladte fly vækkedes, da det i 1985 genfandtes stort set intakt.

Ved hjælp af et DHC-4 Caribou transportfly kunne nogle fly-entusiaster fra Californien under ledelse af piloten Daryl Greenamyer via Thulebasen lande på strandbredden ved havaristedet medbringende nødvendige reservedele og i juli 1994 gik istandsættelsen igang, indbefattende udskiftning af de 4 motorer. Da arbejdet sidst på sommeren næsten var fuldført blev ingeniøren Rick Kriege syg og døde på hospitalet, hvilket forsinkede projektet til næste forår, hvor Greenamyer den 21. maj 1995 var klar til at lette fra den frosne sø til sikkerhed på Thulebasen, inden tøvejr brød isen op. Desværre gik startforsøget helt galt, da der opstod brændstoflækage og brand bagerst i flyet. Det var ikke muligt at nå brandslukker-udstyret, som var gemt samme sted, så flyet stod ikke til at redde og udbrændte.

9. dec. 1948 Grønlands indlandsis

Et fly af typen Douglas C-47A-35-DL med 6 ombord fik motorproblemer torsdag den 9. december 1948 og nødlandede på Grønlands indlandsis.

13. dec. 1948 Grønlands indlandsis

Et fly af typen Boeing SB-17G Flying Fortress med 6 ombord, som var udsendt for at redde besætningen fra Douglas C-47'eren havarerede også.

Et andet Douglas C-47-fly udstyret med ski og raketter til en hurtigere start udsendtes den 27. december og efter 38 minutter på indlandsisen, bragte den de 12 nødstedte hjem til basen i Søndre Strømfjord.

25. juli 1950 Ishavet

Piloten Hassel E. Sims omkom den 25. juli 1950, da hans jagerfly af typen Republic F-84D-5-RE Thunderjet fra 55th Fighter Squadron fik motorproblemer over Ishavet øst for Kulusuk og han sprang ud med katapultsæde.

maj 1951

De Havilland Mosquito.

Vraget drev til havs.

maj 1951

Mosquito BGPC nær Prins Christians Sund.

26. marts 1950 Thulebasen

Onsdag den 26. marts 1950 forulykkede et redningsfly af typen Douglas SC-47A Skytrain 3 km øst for Thulebasen.

sep. 1952

C-47 sank i havet.

sep. 1952

Handley Page Hastings L-510 RAF landet på isen i nord.

Halen synlig, flykrop brugt som depot.

juni 1953

North American F-86 Sabre, BGJH nær Julianehåb på vej mod Narsarsuaq.

Kollision hvor 1 omkom og 1 sprang ud med katapult.

juli 1953

C-47.

22. feb. 1954 Grønlands indlandsis

Mandag den 22. februar 1954 ødelagdes et USAF-fly fra Narsarsuaq Air Base af typen Douglas C-47D, da piloten Gilbert F. Guttrich forsøgte at lande på indlandsisen 56 km østnordøst for Narsarsuaq.

april 1954

PBY-5A brændt.

12. sep. 1954 Thule Air Base

Søndag den 12. september 1954 omkom 10 ud af ialt 15 ombordværende, som i et USAF MATS-transportfly af typen Douglas C-124 Globemaster II var på vej fra Thule til Westover ved Springfield i Massachusetts, men styrtede ned kort efter starten.

Allerede 12 minutter efter starten meldte piloten om problemer og returnerede mod Thule Air Base, men 1 km før flyet nåede landingsbanen styrtede det ned.

1. okt. 1954 Narsarsuaq

Piloten George A. Klein overlevede, da han den 1. oktober 1954 nødlandede et fly af typen de Havilland Canada L-20A Beaver 20 km sydvest for Narsarsuaq.

14. april 1955 Grønlands indlandsis

Et USAF-fly af typen Douglas SC-47D havarerede torsdag den 14. april 1955 på indlandsisen 56 km sydøst for Narsarsuaq, da dens påmonterede ski kørte i en spalte.

15. maj 1955 Thulebasen

De 7 ombordværende overlevede, da et USAF-fly af typen Douglas C-124C Globemaster II søndag den 15. maj 1955 på vej fra Thulebasen til Westover i Massachusetts havarerede under starten.

25 okt. 1956

Northrop C-119 Boxcar 2.5 nm grid nord for N-34 Site 51-8032A silver.

19. dec. 1956

Grumman SA-16A Albatross 15 nm SE TAB 51-5288A rescue a/c.

Ødelagt i 1300' line.

13. maj 1957 Vestgrønland

Copiloten var den eneste overlevende ud af 3 ombordværende på et United States Overseas Airlines-transportfly af typen Douglas C-54 Skymaster, som fra Broughton Island (ved Ellesmere Island) bragte diesel ud til en række DEW-radarstationer i Grønland og natten til mandag den 13. maj 1957 var på vej tilbage til Narsarsuaq, da flyet ramte et isfjeld i 1800 m højde (Paamiut/Frederikshåb-gletsjeren) og gled mere end 1 km inden det lå stille.

Inden ulykken indtraf havde copilot og reserve-pilot byttet plads mens flyet var i 3,3 km højde for at copiloten kunne lave noget papirarbejde og umiddelbart inden styrtet, skiftede de tilbage igen.

Den overlevende copilot gemte sig i flyets bagende i 12 timer inden redningen nåede frem.

29. juli 1957

d. H. Canada L-20 Beaver 65 sømil øst for Tuto Wings trukket tilbage.

25. nov. 1957

Northrop F-89 Scorpion nær TAB eksploderede.

Intet kan findes.

21. juli 1958

Douglas C-54 Skymaster.

Vraget brugt som øvelsesmål.

24. juli 1958

Piasecki H-21 Workhorse 534363. Silver/rescue.

Vrag ødelagt.

26. aug. 1959

SH-21 nær TAB 534372. Silver/rescue.

Vrag faldet i bugten.

12. jan. 1962 Kronborg-gletsjeren i Østgrønland

Et US Navy-fly af typen Lockheed P2V-5F Neptune, som fredag den 12. januar 1962 om morgenen lettede fra Keflavík med 12 ombord på en såkaldt ispatrulje efter sovjetiske ubåde planlagt til at vare 8 timer, forsvandt sporløst over Danmarksstrædet efter det sidste gang blev observeret af en radar 430 km nordvest for Island. En eftersøgnings-aktion, som varede i 7 dage, var resultatløs.

Først 4½ år senere den 8. august 1966 opdagedes vraget af den intakte flykrop tilfældigt på Kronborg-gletsjeren i Østgrønland af 4 geologer fra University of Oxford, som samlede nogen ejendele sammen og bragte dem til Island. Fra Keflavik organiseredes straks en amerikansk-islandsk bjærgningsaktion med isbryderen USS Atka i dagene 19. - 22. september, men imidlertid var der faldet omkring 1 meter sne, så det var en større udfordring at finde og udgrave 7 identificerbare lig og andre ligrester. Derefter sattes ild til vraget, som eksploderede. De uidentificerede ligrester begravedes i en fællesgrav på Arlington National Cemetery, hvor der sattes en sten med navnene på de 5 savnede.

I sommeren 1995 vendte en af geologerne fra den første ekspedition tilbage i en Grønlandsfly-helikopter og fotograferede flere ligrester.

Det blev dog først i august 2004, at en 16 mand ekspedition fra Norfolk i Virginia, fik bjærget de sidste ligrester, som sendtes til DNA-analyse i Pearl Harbor på Hawaii. Men først i 2009 afsluttedes tragedigen endeligt med en mindeceremoni i Jacksonville, Florida.

14. dec. 1962

Convair F-102 Delta Dagger forsvundet, sidste kontakt 25 sømil sydøst for Thulebasen.

14. dec. 1962

H-3 eller vistnok en H-43 Huskie forsvundet nær Thule.

17. dec. 1962

C-47 øst for Camp Tuto.

marts 1964

F-15B nr. 650 nær Narsarsuaq, intakt.

27. feb. 1967 og 15. feb. 1968 Grønlands indlandsis

En enlig pilot i et amerikansk fragtfly af typen Aero Commander 680FL var den 27. februar 1967 på en overflytningsflyvning på vej fra Gander i Newfoundland til Narsarsuaq, men kunne på grund af ekstremt vejr ikke lande i lufthavnen og med minimal brændstof i stedet nødlandede han i stedet på indlandsisen med landingshjulene oppe, vistnok ca. 100 km fra DYE 3-radarstationen.

Et amerikansk C130D med påmonterede ski ankom for at redde piloten, men flyet sad fast og kunne ikke lette, den første pilot måtte tilbringe 2 nætter på indlandsisen, inden de 3 nødstedte i stedet blev evakueret af en dansk Sikorsky S-61 redningshelikopter, mens redningsflyet bjærgedes senere.

Det canadiske bjærgningsfirma Crown Aviation købte Aero Commander-flyet og genregistrerede det den 16. november 1967 i Canada, hvorefter de satte en bjærgningsaktion igang. Det 4 mands redningshold opgav at lande deres DC3 på indlandsisen ved DYE 3-radaren og landede i stedet i Søndre Strømfjord, hvorfra de blev fragtet ud til radaren og der lånte befordring det sidste stykke vej. De fik flyet gravet fri og motoren forsigtigt tøet op inden flyet forsynet med ski den 15. februar 1968 kunne lette mod Søndre Strømfjord, med piloten Dennis Bannock, som imidlertid styrtede ned over indlandsisen nær DYE 2 radaren.

Tilbage ved DYE 3 gik det op for de 3 andre bjærgningsfolk, at flyet var væk og med amerikansk redningshelikopter-assistance fløjet fra Goose Bay i Labrador indledte de en eftersøgning. Resultatet af eftersøgningen er uklart, men under alle omstændigheder forsvandt piloten sporløst, ligesom det alene til formålet oprettede bjærgningsfirma, uden at betale regningen for eftersøgningen.

8. aug. 1967 Grønlands indlandsis

Den 8. august 1967 fløj et fly af typen Aero Commander 680FL med 3 ombordværende afsted fra Reykjavík mod Kulusuk for at droppe forsyninger, beregnet til brug ved bjærgningen af det tilsvarende fly som var landet på indlandsisen i februar 1967, men undervejs ændredes flyplanen, så man i stedet ville lokalisere det havarerede fly.

Imidlertid fløj forsyningsflyet ind i sneblindhed og styrtede ned på indlandsisen, hvorved den ene af de 3 ombordværende omkom. En af de overlevende var Sydney Joseph Woolterton, hvis søn står bag hjemmesiden http://aviation-safety.net

21. jan. 1968 Wolstenholme Fjord ved Thule

Thuleulykken på Commons

De 6 ud af 7 besætningsmedlemmer i et fly af typen B-52 Stratofortress overlevede ved, efter ordre af 1. pilot John Haug, at skyde sig ud med katapultsæde fra 4 km højde nær Thule Air Base, efter at de måtte opgive at slukke en brand i cockpittet og de elektriske instrumenter satte ud, på en mission den 21. jan. 1968 som led i Operation Chrome Dome under den Kolde Krig, hvor flyet var læsset med 3 eller 4 brintbomber da det 5 timer tidligere lettede fra Plattsburgh i det nordøstlige hjørne af staten New York. Det forladte fly styrtede ned på havisen over Wolstenholme Fjord/North Star Bay ud mod Baffinbugten 12 km fra Thulebasen og eksploderede så der skete en større forurening, dog uden at de medbragte brintbombers radioaktive del detonerede.

Der forelå et større oprydningsarbejde bagefter under ledelse af den amerikanske generalmajor Hunziker kaldet 'project crested ice', hvor der indkaldtes mange danske Thule-arbejdere.

Branden i flyet var opstået i nogle puder, som flyets 3. pilot (sikkerhedsofficer) Alfred Joe D'Amario havde lagt over dyserne i cockpittets varmeapparat, som han selv skruede op for, da det blev for køligt. Under flyvningen havde 2. og 3. piloterne byttet plads og der var derfor ingen katapult til 2. pilot Leonard Svitenko, som ikke overlevede forsøg på at hoppe ud af flyets bundlem.

8. dec. 1968 Sondrestrom Air Base

3 USAF-fly af typen Lockheed T-33A Silver Star var den 8. dec. 1968 på vej fra Island til Søndre Strømfjord, men en snestorm forhindrede dem i at lande, så til sidst skød piloterne sig ud med katapultsæde. Den ene pilot fik mindre skader. Flyene faldt muligvis ned følgende steder:

• på sydkysten af en sø ved Kangerlussuaq
• på indlandsisen, hvor røde vragrester var synlige
• 15 km øst for Kangerlussuaq

5. juni 1972 Grønlands indlandsis

Under et landingsforsøg mandag den 5. juni 1972 om morgenen med et 4-motors propelfly af typen Lockheed C-130D Hercules, som skulle bringe forsyninger til DYE 3-radarstationen på Grønlands indlandsis, fortrød kaptajn Jared og ville forsøge igen, men i lav højde stallede flyet og faldt ned i sneen vest for landingsbanen. Ved styrtet skete massiv skade, bl.a. snittede propelbladene fra den inderste venstre motor et dybt hul i flyskroget og ramte en dansk arbejdsmand tilknyttet radarstationen, så han døde af sine kvæstelser efter 2½ time. Derimod slap flyets 7 mand besætning uden alvorlige skader og de forulykkede hentedes samme dag af et andet fly og bragtes til Sondrestrom Air Base.

Styrtet gik hårdest ud over venstre vinge, hvor yderste motor og yderste del af vingen revedes af og der gik ild i den anden motor og i resten af vingen, men der var også ild i højre vinge og landingsstellet revedes af. Havariinspektører ankom til stedet og endeligt forsøgte man at afbrænde resterne, som den 18. juli dumpedes i et affaldshul.

28. aug. 1976 Sondrestrom Air Base

På en såkaldt rotationsflyvning med et USAF-fly af typen Lockheed C-141 Starlifter fra McGuire i New Jersey til Thule Air Base og efter overnatning videre på en 2-timers flyvning til Sondrestrom Air Base, inden returrejse modsat vej, var der 8 besætningsmedlemmer og 19 passagerer ombord, heraf 5 danskere ansat af Danish Arctic Contractors og 7 grønlændere, hvoraf 4 var børn, da flyet lørdag den 28. august 1976 lige før middag lokal tid lagde an til landing i østlig retning på banen i Søndre Strømfjord, men efter berøring med baghjulene, men ikke næsehjulet, afbrød copiloten landingen, hvorved flyet stallede og ramte banen på skift med begge vingespidser inden det i et flammehav med bunden i vejret og halen rykket af udbrændte nord for banen i østre ende.

Ud af de 27 ombordværende døde 20 umiddelbart ved indebrænding og 3 døde efterfølgende, mens 4 overlevede, heriblandt flyets amerikanske navigatør, 2 grønlændere og den da 23-årige tømrer Bjarne Larsen fra Hjørring. Hans danske kollega Bjarne Beder nåede også ud, men døde senere som følge af sine forbrændinger.

Omstændighederne ved det katastrofale landingsforsøg er belyst i den amerikanske havarirapport, som beskriver flere tilfælde af pilotfejl, dels begået af den ret uerfarne andenpilot, som styrede flyet og ikke havde fået nok søvn, og dels kaptajnen som ikke sikrede, at forholdene var i orden. Som årsag fandtes også, at piloterne under landingen oplevede en optisk illusion, så de misforstod landingsbanens midtvejs krumning som enden af landingsbanen og derfor afbrød landingen ved pludselig at dreje flyrorets hældning inden motorkraften øgedes, hvilket er en forkert teknik, som førte til at næsen løftedes ekstremt højt og flyet lettede med efterfølgende stall. Herved ramte flyet landingsbanen med venstre vingespids først, brød i brand, kørte af landingsbanen og kom ud af kontrol, så det blev fuldstændig ødelagt.

Efter flyets stall i en vinkel af 45°, brækkede 3½ meter af venstre vingespids af, hvorefter flyet igen fløj 200 meter gennem luften, inden højre vinge gik i jorden og flyet smadredes 150 meter fra landingsbanens centerlinje. Flyet var tungt læsset med jet fuel, nok til hele returrejsen modsat vej hjem.

I øvrigt styrtede et søsterfly fra McGuire-basen ned i tordenvejr kort før ankomst til England stort set samtidig samme dag, hvor alle ombord omkom. [2]

20. aug. 1986 Sondrestrom Air Base

Et gruppe på 4 tyske marinefly af typen Lockheed RF-104G Starfighter var den 11. august 1986 fløjet afsted på en såkaldt farvel-flyvning til Moffett Field-flådebasen i den sydlige ende af San Francisco Bay i Californien, men på hjemturen fik et af flyene fejl på et af sine hydrauliske systemer og måtte nødlande i Sondrestrom Air Base.

Flyet kom ikke på vingerne igen, men blev adskilt og fragtet hjem i et Transall C-160-transportfly.

Ulykker med Flyvevåbnets fly i Grønland

Se også grønlandsk helikopterulykke.

10. aug. 1963 Kap Desolation i Sydvestgrønland

De 6 besætningsmedlemmer og 6-7 passagerer omkom lørdag den 10. august 1963 kl. 16.36 lokal tid, da de i en af Flyvevåbnets vandflyvere af typen Consolidated PBY-6A Catalina var på vej fra Narsarsuaq til Grønnedal og skulle have været videre til Søndre Strømfjord, men kolliderede mod fjeldtoppen Kap Desolation på øen Nunarsuit i Sydvestgrønland.

24. okt. 1963 Narsarsuaq Lufthavn

Ved en hangarbrand i Narsarsuaq Lufthavn torsdag den 24. oktober 1963 kl. 4.30 brændte:

• TF-IST af typen Douglas C-54A-10-DC, lejet af den danske stat fra Flugfélag Íslands. [3]
• søflyene L-862 og L-864 af typen Consolidated PBY-6A Catalina, tilhørende Flyvevåbnet. [4] [5]

3. maj 1964 Upernavik

De 9 besætningsmedlemmer og 5 passagerer overlevede, da de i et af Flyvevåbnets 2-motors vandfly af typen Consolidated PBY-6A Catalina på en rundtur til Grønland var startet 20. april 1964 fra Værløse og mellemlandet i Keflavik, Reykjavik, Mestersvig, Station Nord og Thule, inden flyet den 3. maj på vej til Søndre Strømfjord fik motorudfald og sikkerhedslandede på åbent hav 10 km sydvest for Upernavik i Vestgrønland.

De 14 ombordværende reddedes af en amerikansk SA-16 Albatross og bragtes til Søndre Strømfjord, men 2 dage senere blev det havarerede fly skruet ned af havisen.

Eksterne links

• Samtidige aviser (a)

• Omtale i nyere aviser eller medier (n)

• Omtale i bog (bog)