1670 Forordning om rytteri
Allernådigste konge og herre
Eftersom eders majestæt har allernådigst befalet os underskrevne at give vores allerunderdanigste betænkende om efterfølgende kommissionerne som til ryttergårde at udlægge, forordnede er, deres til eders kgl. majestæt allerunderdanigste leverede memorial og interrogatoriis.
Da er derom til videre eders kgl. majestæt allernådigste resolution denne vores allerunderdanigste mening:
|
Eftersom hans kgl. majestæt allerunderdanigste kommission formelder, at vi med de høje og over officerer af regimentet skulle amts jordebøgerne for os tage, begæres allerunderdanigst at de officerer som med enhver af os skal følge, må anbefales at være med os udi beredskab. At enhver steds jordebog rigtig beregnet, og hver gård udi hartkorn anslagen måtte os leveres fra skatkammeret, og om vi deraf måtte udlægge hvis os bedst synes, dog med den reserve efter brevets formelding. At os i lige måde medgives rigtig jordebog på kannike og gejstlig gods som udlægges skal og at det også udi hartkorn måtte anslås. Om en gård som er 16 td. hartkorn og bedrager sig til tvende ryttere, må udlægges til tvende ryttere og hvorledes skal med én td. mere eller mindre som kan bedrage sig over 8 tønder. At officerernes reglement måtte os tilstilles, hvad enhver officer udi hartkorn skal tilegnes. Om al almuen skal af os kaldes eller flere, end de hvis gårde som udlægges skal, så og om andre af almuen hvis gårde ikke bliver udlagt og sig til rytter præsenterer, må da til rytter antages og derfor deres gårde nyde eller med andre omskifte som ikke vil være rytter. Om rytternes børn skal være fri for nornede udi Sjælland, Lolland, Falster og andre steder, hvor det brugeligt er. Om nogen sig angiver at være rytter, som ikke er bonde, hvorledes med ham og bonden skal handles om bonden ej selv vil ride. Hvorledes med gårdenes restance skal forhandles, når rytteren dem vil antage og om bonden som skal vige må være fri for at flytte hvor ham lyster, eller om han andre gårde på godset skal antage. At regimentsskriveren måtte os anvises og befales os at følge. Om gårdene skal de gevorbene stående ryttere i vores overværelse anvises. Eftersom denne os allernådigste anbefalede kommission synes at ville være vidtløftig, ombedes på det allerunderdanigste, hans kgl. majestæt allernådigste ville at vide hvorledes med vores underholdning og fordringskab skal forholdes. |
Eragtes i al underdanighed fornøden at tvende officerer af hver kompagni hvis nomination af eders kgl. majestæt selv dependerer, blive forordnede sig hertil i beredskab at holde. Disse tvende kommissærernes begæringer befinde vi allerunderdanigst i sig selv billige og gavnlige at være. Dersom en gård på 16 tønder korn befindes af den bonitet at være, at tvende ryttere sig derpå kunne nære; da eragtes billigt, at bemeldte gård til tvende ryttere vorder udlagt. Hvad angår hvorledes forholdes skal, når en gård sig 1 tønde 2, mere eller mindre bedrager end 8 tønder hartkorn, som er den kvantitet enhver rytter bør at sig have, da dersom sådan en gård er af den bonitet at en rytter af de 8 tønder hartkorn vel kan leve, synes os tilbørligt, at afgiften af de øvrige tønder hartkorn efter landgildens proportion som gården giver til en anden rytter som fattes og mindre end 8 tønder har, bliver in natura givet. Men skulle nogen gård, som i så måder beløber 1 tønde hartkorn, 2 eller 3 over 8 ikke være god for sin landgilde og fornøjelig til rytterens underhold, da såsom eders kgl. majestæts nytte efter hvis i kommissærernes instruks meldt er der udi er søgt, at en rytter skal lade sig nøje med en gård som står for mindre end 8 td. hartkorn i jordebogen når den vel deraf kan nære. Så synes os derimod igen også billigt og fornøden, at når en gård 2 eller 3 tønder over 8 beløber og dog af den beskaffenhed befindes, at en rytter ikke mindre til underhold end den hele gård kunne have, at da merbemeldte øvrige 2 eller 3 tønder hartkorn ikke til nogen afgift skulle regnes. Mens rytteren den alt sammen beholde, hvilket bedst til kommissærernes egen dexteritet, når de kommer på stederne kunne remitteres, dog at her hos iagttages, at eders kgl. majestæt derved i rytternes fulde tal intet afgår og alting således bliver maget, at det kvantum af hartkorn som til ryttergårdene af eders kgl. majestæt allernådigst deputeret er kan dog til sin forordnede brug tilstrække. Dette eragtes fornøden og kan af generalkrigskommissær Otto Poevish det snareste muligt forfærdiges og kommissærerne tilstilles. Og synes allerunderdanigst bedst at være, at kommissærerne sig udi dette punkt forholde efter deres instruktions klare ord, som således lyder: I har og førend nogen udlæg eller deling foretages almuen udi amtet for eder at kalde og fornemme om nogen findes som enten selv eller deling foretages almuen udi amtet for eder at kalde og fornemme om nogen findes som enten selv vil ride for rytter eller og vil holde en dygtig karl med tilbørlighest og mundering |
Forordning af 5. oktober 1670.
Først skal alle gårde, som til rytterhold er udlagt, således og til samme forblive, som de af vore dertil forordnede kommissærer i krigsjordebogen er indskrevet og af os samtykket, og på hartkorn, ejendom og anden rette tillæg, item gærdsel og hjultømmer, nødtørftig ildebrændsel og bygningstømmer, som de af Arilds tid har nyd, ingen forandring tilstedes.
Den som bor på ryttergård skal enten selv ride og være rytter, eller og holde for sig en dygtig karl med tilbørlig hest, gevær og klæder, som det sig bør, og på mønstring kan for godt eragtes.
En rytter skal nyde sin gård fri for landgilde, ægt og arbejde, al visse og uvisse afgift, fæste, udskrivning, alle slags kontributioner af hvad navn de have eller fange kunne, intet undtagen i nogen måde, såvel som også indkvartering. Og skal samme rytter ej være skriverne eller ridefogederne undergivne.
Men hvad overalt til vore tiender, kirke- og præstetiender og på nogle steder til herredsfogeder, der er brugeligt og af os tilladt at udgives, sligt skal han udgive og sin anpart af broer og landeveje holde ved lige, eftersom han i fredstid, boende på landet, står i civilsager under lands lov og ret; men når han kommer at stå under standarten, har han sig efter krigsartiklerne at rette og skal være krigsretten undergiven.
Ryttergårdene skal hvert år besigtiges og derpå sættes fæld. Dersom nogle da deres gårde har ladet forfalde, skal obersten med hans officerer slig brøstfældighed ved uvildige dannemænd lade taksere og rytteren tilholde straks at reparere gården. Dersom her udi tages forsømmelse, skal obersten med hans officerer dertil svare.
Fra ryttergårdenes ejendom og grund må intet bortvendes eller ved hævd afgange. Og som vi samme gårde stor frihed allernådigst forundt har, så skal ingen arvinger eller kreditorer, hvad gældsfordring de hos rytteren, hans hustru eller børn kunne have, tilstedes af rytterens bo at udtage det, som han til en plov med at drive og fornødent sædekorn behøver.
Desligeste skal det med rytterens armatur, mundering og hest forholdes, så at hvo deraf tager noget i pant eller betaling, skal derfor som for uhjemlet tiltales.
Når rytteren ved nogen hændelser omkommer eller afgår, skal enken eller gårdens besiddere, om de vil ryttergårdens frihed nyde, inden 3 måneder efter at sådant vorder kundgjort, skaffe en anden dygtig rytter igen med hest, gevær og mundering, som på mønstringen kan for godt agtes.
Når rytteren til mønstring og ellers opbydes, skal han sig selv underholde indtil mønstringspladsen, men vorder han videre brugt og i vor tjeneste kommanderet, vil vi ham hans underholdning forskaffe.
Med gårdene, som officererne for rytteriet til en del af deres gage er udlagte, skal det ligeså forholdes som med ryttergårdene, og skal uden vor sær tilladelse enhver officer pligtig være ved det ham betroede kompagni at bo. Al højfornøden bygningsforbedring og bekostning på officersgårde anvendt, skal af efterkommeren efter vurdering betales, og skal hans arvinger deraf intet arve, førende de gården i sin tilbørlige tilstand har fra dem leveret.
Over disse officerer, som er beskikkede hos landrytteriet, skal i fredstider, og når de bor på landet, dømmes og kendes på deres liv, ære, besoldning og gevær udi krigsretten alene. Men hvad deres gods angår, være sig bevægelig eller ubevægelig, såvel som alle deres andre civilsager: på dem skal øvrigheden, herreds- eller birkefogeden på det sted, hvor de bor og har deres gårde, dømme og kende, så de i så måder skal være landets lov undergiven.
Tildrages sig ellers modvillige dødsslag, vold eller andre grove forséelser og åbenbare misgerninger, da skal de, som sligt gør, af fogeden eller øvrigheden på det sted, hvor de sådanne grove og modvillige forseelser har begået, om deres officerer ikke er selv så nær tilstede, eller sig forsømmelig her udi beviste, arresteres og forskikkes til deres ordentlige militariske forum.
Hvor tvist og uenighed på landet iblandt rytterne eller blandt dem og bønderne sig begiver, skal de hosværende ryttere være forpligtet, ulykke og tumult at hindre og afværge, og dersom de forsømmer at tage fred imellem dem og at forekomme ulykken, eller også bliver befunden, at de har værget eller undskyldt den brødige og skyldige, stande de den samme ret, som den brødige skulle stande.
Officererne skal og ingenlunde sig understå at afpresse eller aftvinge rytterne penge eller penges værdi, under hvad skin og hvad navn det være kan, eller dem til deres eget arbejde og tjeneste bruge, under deres bestillings fortabelse og efter krigsrettens kendelse, ligesom forseelsen kan være til. Men hvad rejser officererne i vor tjeneste efter oberstens sær skriftlige ordre til visitats eller excercering forrette, dertil skal rytterne dem være behjælpelige.
Eftersom officererne til deres knægte og heste særgårde er tillagte, da skulle de på samme deres knægte ingen af de til rytterhold udlagte gårde bruge, sig tilegne, men sådanne gårde alene med ryttere og enspændere besætte lade.
Officererne og rytterne skal med fiskeriet i vore enelods søer og fiskevand eller med jagten aldeles intet befatte.
Ingen forandring, forlov eller afsked tilstedes, uden det, som på mønstringspladsen bevilget vorder.
