Om hospitaler og fattige
I hvert almindeligt hospital skal af hospitalets inspektører (dog at kongens konfirmation derpå tages) tilskikkes en god gudfrygtig og vederhæftig mand, som enten er ugift og fører et godt kyskt levned, eller som er gift, og har ingen børn
Og skal han imod tilbørlig løn forestå hospitalet, og oppebære og anvende al den rente og indkomst, visse og uvisse, som hospitalet har, til de fattiges ophold og behov, og i alle måder tjene de fattige med tro, videndes og rammendes deres gavn og bedste. Og når samme forstander dør, da skal hvis han sig efterlader blive hos samme hospital, og skulle de fattige være hans arvinger.
Han skal have fornødne tjenere under sig, så at de fattige kan uden billig klage blive betjente.
Han skal have tilsyn, at de, som med smitsomme syger er beladne, ikke besmitte de andre, så og gøre sin flid, at de, som have lægelige syger, kunne blive hjulpne til deres førlighed igen.
Han skal hvert år gøre rigtig regnskab for alle hospitalets indtægter og udgifter i kongens befalingsmands, superintendentens og andres, som tilsyn er befalet, overværelse.
Han skal med lov og ret forsvare hospitalets gods, og med lov og ret igenkalde hvis med uret derfra kan være kommet.
Ingen må i hospitalerne indtages for gunst, eller gave, vild eller venskab.
Men alene de, som det storlig behøve.
Ej heller må der nogen indlægges, enten ene, eller selv anden for en genant og vis sum penge, uden det befindes at kunne ske med hospitalets store fordel.
Det skal ej tilstedes dem, som i hospitalerne er indtagne, at gå ofte i byen, uden alene til kirken, uden forstanderens forlov.
Ej heller gå om at betle, eller tage sig anden idræt for, enten med drik, rettergang, eller andet sådant, som rette hospitalslemmer ikke sømmer.
Alle hospitalslemmer, som noget med hænderne kunne arbejde, eller forrette noget de andre til gode, skulle tilholdes det godvillig og gerne at gøre.
Dersom de det benægter, som de til gavns kunne gøre, bør de at forvises hospitalet.
Ingen må længre nyde sit ophold i hospitalerne, end til han får sin førlighed igen, og kan på andre måder forhverve sit brød.
Men sådanne, som ikke for ret hospitalslemmer kan agtes, bør at udvises, og andre syge, vanføre, og rette hospitalslemmer i deres sted indtages.
Findes nogen at være utaknemlig, knuragtig, til drukkenskab,eller anden uskikkelighed tilgiven, da skal den først nogle gange påmindes.
Dersom sådan påmindelse ikke hjælper, da skal den udvises, og en anden i det sted indtages.
Sognepræsten skal en og anden sinde om ugen besøge de indlagte fattige, og dersom han finder i nogen måde forsømmelse på den røgt og underholdning, som de fattige skulle have, da skal han påminde forstanderen.
Dersom han vil ikke råde bod derpå, da skal han lade dem det vide, som hospitals tilsyn er betroet, kongens befalingsmand, superintendenten, eller andre, at der må rettelig rådes bod derpå, han skal og i det mindste engang om ugen trøste samme fattige og syge.
Store hospitaler må have og selv underholde deres præster, at de fattige ej lide nogen skade, om nogen om nattetide i dødsangst begærede trøst, eller at være delagtig i kristi legeme og blod.
Når de fattige hendør, da skal dem forskaffes en ærlig kristen begravelse i hospitals kirkegård på hospitals bekostning, uden de have venner som dertil noget ville hjælpe, og skal alt hvis de bortdøde sig efterlade, komme hospitalet til gode, og forstanderen at føre det til regnskab.
Har de venner, som dem ville lade begrave til andre byens kirker da bør det dem ej at formenes.
Men de afdødes efterladte midler skulle dog følge hospitalet, som sagt er.
Ellers skal således i hospitalerne forholdes, som enhvers kongelige stiftninger, eller andre gudfrygtige folks fundatser, medføre.
For andre fattige og husarme skal og forordnes forstandere, som med ret troskab skulle oppebære renten af hvis som de fattige er tillagt, så og hvis derforuden af gudfrygtige folk velvillig gives, eller i kirkerne om prædikedagene i tavlerne samles, eller i andre måder dem tillægges.
Hvilket de skulle uddele iblandt de fattige trolig og rundelig, efter som hver har behov.
De skulle og gøre rigtig regnskab på alt det de have indtaget og udgivet i øvrighedens og sognepræstens overværelse.
På landsbyerne skulle kirkens patroner, hvor de er, eller kirkeværgerne, med sognepræsten uddele til de fattige i sognet, efter som enhvers nødtørftighed mest udkræver, hvis penge, som enten i tavlerne, eller i blokkene, eller i andre måder gives til fattige.
