Christian V og Frederik IV 1710 Costa Rica

Slaveskibe for Vestindisk-guineisk Kompagni

Christianus Quintus (Christian V)

Victoria Christianus Quintus

Larvik, Norge

1692-1710 (18)

VGK's fregat Christianus Quintus var bygget i Larvik og hed Victoria, da den i 1698 købtes af Jacob Lerche og omdøbtes til Christian 5., som var dansk konge 1670-1699. Skibet må ikke forveksles med Niels Juels flagskib af samme navn i søslaget i Køge Bugt (1677), som i 1683 omdøbtes til Elephanten, eller dens lidt større afløser med samme navn, der begge udrangeredes i 1717. [1] [2] [3]

Skibet var 36 meter langt med 36 kanoner (i 1696) og deltog i 4 slavetogter:

• 1698 første rejse med kaptajn Cornelis Kreinsen Roode og besætning på 118 mand, som i 1699 med tab først rejste til Guldkysten og 25. april 1699 afsendtes mod Vestindien
• 1703 rejse i Guinea med kaptajn Willem Resen, afgik i 1704 fra Guineakysten med 8510 pund elfenben og for 36.000 rd. guld
• 1706-1708 rejse med kaptajn Niels Corneliussen Boomfelt og 67 mand besætning i Guinea 1707, ankom i september 1707 til Vestindien og 20. juni 1708 til København, hvor Peter Wessel var skibsdreng
• 1708-1710 rejse med kaptajnerne Hans Hansen Maas, Jost van de Vogel og Anders Pedersen Wærøe

Fridericus Quartus (Frederik IV)

Københavns Børs Fridericus Quartus

1698-1710 (12)

VGK's fregat Fridericus Quartus var bygget i København og opkaldtes efter kong Frederik 4., som regerede 1699-1730, og må ikke forveksles med linjeskibet Fredericus Quartus, som deltog i søslaget i Køge Bugt (1710) og forliste 1736 ved Skagen. [4] [5]

Skibet var 44 meter langt med 27 kanoner og deltog i 2 slavetogter:

• afgik juli 1700 fra Fort Christiansborg med 7195 pund elfenben
• 1708-1710 rejse med kaptajn Diderik P. Pfeiff, foruden bl.a. skibspræst Johannes Rask og tredjestyrmand Peter Wessel

Det sidste slavetogt 1708-1710

I efteråret/december 1708 afgik Christianus Quintus og Fridericus Quartus fra København og fandt hinanden igen den 13. marts 1709 på en ankerplads kaldet Kutru, hvorefter de fulgtes til den danske Guldkyst med dets hovedfort Christiansborg.

En båd fra Christianus Quintus kæntrede i brændingen ved en af kompagniets mindre handelsloger ved ilandsætning den 14. juni 1709, hvorved kaptajn Hans Hansen Maas druknede og han efterfulgtes af overstyrmand Jost van de Vogel, som snart efter samme år også døde af feber, hvorefter Anders Pedersen Wærøe blev kaptajn.

I august og september 1709 indkøbte de 2 skibe elfenben, guld og samlet ca. 840 slaver, hvorefter de satte kurs mod São Tomé i Guineabugten for køb af forsyninger, men anløbet blev opgivet grundet modvind og der fortsattes direkte vestpå over Atlanterhavet.

Kort efter afsejlingen brød nogle slaver ombord på Fridericus Quartus ud af deres lænker og befriede flere andre, hvorefter de gjorde oprør og sårede 2 besætningsmedlemmer alvorligt inden de blev nedkæmpet. Oprørslederen blev straffet hårdt og fik hænder og hoved skåret af, hvorefter kroppen til skræk og advarsel hængtes op i storråen de næste par døgn, hvilken nyhed chefen Knud Røst fra den østligt liggende Fort Prinsensten i Keta en måned senere kunne meddele Fort Christiansborg.

Over Atlanterhavet fulgtes skibene, men i starten af februar 1710 havde man ikke som planlagt fundet Barbados og først i løbet af maj 1710 fik man landkending ved en ubeboet ø og fik prajet en fisker, som viste sig at være fra Jamaica, hvorefter man erkendte at være i bunden af det Caribiske Hav. Omkring 135 slaver fra de 2 skibe var undervejs døde og man besluttede at fortsætte til Portobelo i Panama, men i stedet havnede man i Cahuita i det sydlige Costa Rica tæt ved grænsen til Panama, dengang kaldet Punta Carette (i den spanske koloni Nicaragua), hvor der ikke var store chancer for at nå ud det Caribiske Hav foreløbig.

Besætningen på Fridericus Quartus gik derfor i panik, hvor bl.a. tredjestyrmanden Peter Wessel gjorde mytteri mod kaptajn Diderik P. Pfeiff og forlangte deres hyre udbetalt og deres kontrakter opsagt. Under tumult og slagsmål blev skibets pengekiste brudt op og tømt, hvorefter kaptajnen opgav og efter krav fra mandskabet slap slaverne løs på land og skibet sattes i brand.

Tilsvarende krav stilledes til kaptajn Anders Pedersen Wærøe på Christianus Quintus, med resultat at slaverne frigaves, pengekisten tømtes og ankertovet kappedes. Mandskabet forlod derefter det herreløse skib, som drev på grund og blev slået til vrag i brændingen.

Efter frigivelsen af de omkring 600 overlevende slaver begav de 2 mandskaber sig til Portobelo i Panama, hvorfra de ad kringlede søveje slap til Jamaica og hjem til Danmark. Dog indledte de spanske kolonimyndigheder en retssag mod de 2 kaptajner Ditlev Pheiff og Anders Pedersen Wærøe, for forsøg på ulovligt at sælge slaver på spansk territorium og man var meget interesseret i pengekisternes indhold, men sagen kompliceredes af, at skriveren Anders Bager på Christianus Quintus var bortløben med sit skibs dokumenter og trak ud i flere år.

Sidenhen er slaverne fra Yoruba-folket og deres efterkommere spredt rundt i Mellemamerika, hvilket der er forsket i. Fra Cahuita i det sydlige Costa Rica arrangeres i dag snorkeldykning på de 2 skibsvrag. [6]

• Forliset ved Nicaragua 1710, af Georg Nørregaard
• Africans and their descendants in colonial Costa Rica 1600-1750, af Kent Russel Lohse (2005). [7]
• Africans in af colony of creoles: The Yoruba in colonial Costa Rica - The Yoruba Diaspora in the Atlantic World, af T. Falola og M. Childs (2005). ISBN 9780253003010
• Slaverne dansede og holdt sig lystige: En fortælling om den danske slavehandel, af Kåre Lauring (2014). ISBN 9788702157611
• Slavernes skibe, af Thorkild Hansen (2016). ISBN 9788702197945