Langebro – en forsvunden Ribe-Idyl

”I udkanten af Ribe førte den gang jeg var dreng en træbro over Nibs Å. Det var en meget, skrøbelig træindretning med to buer ligesom puklerne på en dromedar, for at både kunne gå under den”.

Det er Ribes berømte bysbarn, dansk-amerikaneren, Journalist og Filantropen Jacob A. Riis, der skriver disse linier i sin bog ”Hvordan jeg blev amerikaner”. Jacob Riis havde særlige grunde til at huske den bro, thi her var det, han mødte sin ungdoms kærligehed, den sytten årige Elisabeth Giørtz.

Han, der var søn af overlærer Riis ved Katedralskolen, var på det tidspunkt i tømrerlære. Hun var datter af den rige fabrikant Giørtz, der i 1864 byggede byens flotteste privatbolig. ”Slottet” kaldte hele byen det.

Men tømrerdrengen fra Ribe drog over det store hav og gik meget igennem, og han vandt ære og navn og blev Præsident Th. Roosevelts ven. Men først vandt han sin ungdoms brud, den lille Elisabeth fra Ribe. Det er et eventyr, som han selv har fortalt i sin bog, der burde kendes af lang flere herhjemme end tilfældet er.

Desværre foreligger den kun i en stærkt forkortet dansk oversættelse.

”Slottet” ligger stadig i Ribe omgivet af den dejlige have med dem mange sjældne træer. Den flotte bygning er nu Ribe Stiftsmuseum, men det ”historiske” bro, Langebro hed den, vil man forgæves søge efter. Den er for længst forsvunden. Hvorledes den har set ud, ses af gamle fotografier og andre billeder. På ovenstående gengives af et gammelt maleri ses broen fra Sct. Nicolaj Gade. I baggrunden ses både domkirken og Sct. Catharinæ Kirke i Ribe. Maleren, der egentlig var arkitekt, har nok ”snydt” lidt for at få begge kirkerne med på billedet, der mere må betragtes som topografisk sjældenhed end som kunstværk.

Broen førte fra Badstuegade over Ribe Å, og på den modsatte bred fortsatte man ad en vej langs den nuværende museumshaves skel til Sct. Nikolajgade, eller Tangegade, som gaden dengang hed, ikke at forveksle med Tangevej, der fører forbi Åndssvageanstalten mod Tange.

Den lille bro var særdeles net med sine lette konstruktion, egentlig kun hvad man kalder en spange eller gangbro. Kun to kunne gå ved siden af hinanden. Den lignede lidt Vilslev Spange i sin gamle skikkelse, som endnu huskes af adskillige. (Fortsættes under billedet)

Men langebro var ikke alene smuk, den var i disse tider uundværlig som forbindelse mellem de to bydele. Jernbanen var jo den gang et ukendt begreb i den lille by. Som følge deraf var der hverken jernbanestation eller ”stationsvej”, ingen nødvendige kørebro over åen, hvor nu ”Dagmarsbroen” ligger.

Når man fra Badstuegade kom ud på den lille maleriske Langebro var man til alle sider omgivet af åen, haver og grønne enge. Således havde det været i århundreder, altså også før Langebro blev bygget, og man kunne nyde disse omgivelser fra åbredden eller fra både på åen.

Helt oppe fra Storegade med Toldboden og den Quedenske Købmandsgaard, der i begyndelsen af forrige århundrede ejedes af justitsråd Dr. Frausing Fridsch, begyndte disse store haver. De er der for så vidt endnu, men de er i vor tid udstykket på flere forskellige hænder.

Den første af disse havestrækninger var omkring 1750 samlet af den berømte ripenser Dr. Ancher Anchersen, der ejede og beboede den ejendom i Sortebrødregade, der nu ejes af den gamle Sparekasse. (Nr. 7, Red.) Den mægtige have gik helt op til Badstuegade, og på sydsiden af denne gade begyndte Sct. Catharinæ Kirkes og Klostrets jorder.

Til trods for at haven gik over på forskellige hænder, skete der dog ikke store forandringer i bybilledet før banen kom i 1874.

Dette forhold nødvendiggjorde en ny indkørsel til byen fra banegården. Stationsvejen anlagdes med en kørebro, ”Dagmarsbroen”, over åen, medens Dagmarsgade førtes igennem til v. Støckens Plads mod Det Gamle Rådhus.

Dette betød naturligvis en hel omkalfatring af kvarteret, og den nye kørebro overflødiggjorde da også så temmelig Langebro, der efterhånden forfaldt og forsvandt.

Forud var der imidlertid gået ret hårde stridigheder, idet man fra et vist hold i byen havde ønsket banen ført vest om byen med jernbanestationen omtrent i den nuværende Sct. Laurentiigade, men den østlige linie med banegård i en del af den tidligere ”Asylhave”, som i øvrigt senere Åndssvageanstalten slugte den sidste rest af, og i den såkaldte Rhodes’ Toft, sejrede. Som følge heraf måtte en ny færdselsåre ind til byen anlægges.

Staten indvilgede i at anlægge den første del af Stationsvejen Dagmarsbroen, medes byen måtte påtage sig at gøre vejen videre ind til byen.

Et mindretal af byens vise fædre havde ønsket Dagmarsbroen anlagt på den gamle Langebros plads med en vej ført igennem det nuværende hotel ”Riberhus” have til Tangevej, nu Sct. Nicolajgade, men man blev overstemt, og forholdene blev som de nuværende.

Man måtte derfor se at affinde sig med de lodsejere, gennem hvis grunde den ny færdselsåre skulle gå.

Det var bl.a. Købmand Quedens Gartner Pultz og Lægen, Etatsråd Kiær, Fader til den senere Stifsfysikus Kiær, Ribes første æresborger.

Til trods for, at Dr. Kiær var en både mild og afholdt mand, var det sværest at komme overens med ham. Det var alligevel ikke så svært, thi der var fornylig overgået ham den tort, at hans store smukke prydhave var blevet eksproprieret ved selve jernbaneanlægget, og nu kom det også til at gå ud over hans køkkenhave, og det var han naturligvis gnaven over. Dog kom der omsider forlig i stand med alle parterne.

Men den gamle spanges forsvinden gik et stykke ægte Ribe romantik tabt, men forudseende ribeborgere sørgede for, at en ny idyl kom til at afløse den mistede.

Man beplantede den ny stationsvej med træer. I spidsen for dette arbejde gik den ansete gamle ribekøbmand Th. Bøggild.

I vor tid har man fortsat disse bestræbelser for at gøre indgangen til byen så tiltalende som mulig. Den fremmede, der kommer med toget til byen og under grønne træer og mellem de blomsterduftende anlæg når ned på ”Dagmarsbroen”, vil, når han lader blikket glide ud over åløbet og det omgivelser kunne nyde omtrent det samme syn som fra den gamle Langebro. Vor tid har fået sin idyl, men gamle ripensere, der husker Langebro, og dem er der for resten ikke så mange af mere, vil nok med et lille vemodigt smil mindes deres ungdoms ”kinesiske” bro.