Ambrosius Stub
Ambrosius Stub (?, 1705 (Gummerup) - 15. juli 1758 (Ribe))
Vi kan kaste et blik fra Lindegården tværs over Sønderportsgade, hvor Ribe Turistforening i 1901 har ladet indmure en mindeplade over Ambrosius Stub, en poet med følsomt sind og rige talenter, men med ringe sans for at slå sig igennem i det praktiske liv.
Det er ikke en ukendt kombination. Vi kender Nis Pedersen herhjemmefra, James Joyce og Dylan Thomas fra den engelsktalende verden, – og formodentlig rigtig mange flere, hvis navne aldrig er kommet i folkemunde.
Ambrosius Stub havnede her i Den gamle Stad efter at have fristet tilværelsen på Tåsinge hos baronen på Valdemars Slot og som skoleholder flere steder. Han var allerede delvis kendt, fordi han gerne lod sine digte offentliggøre i tidens aviser. Det kunne være digte, som hyldede forskellige af rigets store mænd, hvorved han håbede at skaffe sig en fortjeneste i penge, eller det var lejlighedsdigte med samme formål, men altid forfattet med ynde og stil.
Fik smag for spiritus
Han ar en velset gæst på forskellige fynske herregårde, hvor hans vid og slagfærdighed var en gevinst for et lystigt selskab. Desværre fik han smag for spiritus ved denne omgang med rige huse, men hans forslagne vid fornægtede sig ikke, selv i en rus. En grev Rantzaw på Brahesborg kaldte Ambrosius Stub ”en ganske egen Fyr, men et pokkers godt Hoved”.
Engang et bryllupsselskab kørte forbi en eng, hvor Ambrosius Stub og nogle venner holdt et sold, improviserede han til bruden, en frøken Lamare, der hidtil havde boet på Fruekloster i Odense:
Ved vinen den klare
erindres vi nu
At frøken Lamare
Bør kommes i hu.
Du klostrets due
Fløj parret derfra
Af frøken blev frue
Af frue Mama!
Elegant, ikke sandt?
Her i Ribe lejede Ambrosius Stub sig ind i Sønderportsgade og fik bevilling af amtmanden til at holde en dansk skole. Det var ingen selvfølgelighed i 1756, at skolen netop skulle undervise på dansk, for der var flere skoleholdere i byen, som udelukkende underviste i og på tysk. Det er næppe for meget sagt, at en tilrejsende tysker i 1756 kunne have tiltalt så godt som enhver i Ribe på sit modersmål, blive forstået og få svar.
Men Stub ville undervise i og på dansk. Han fik bevillingen, og fik da også nogle elever, men alt for få til at kunne eksistere ordentligt af det. Hans hang til selskabelighed og gode glas vin befordrede ikke hans anseelse i det borgerlige Ribe. Han skal have deltaget i en slags vinklub, der holdtes på Apoteket, til hvilken han skrev følgende drikkevers:
Vi har alle den samme Tro
Som Præsten i vor Kirke
Vi drikker vort Øl med Fred og
med Ro
og glad med Glasset lirke.
Vi sigter alle til et Mål
Vi drikke alle den samme Skål
Skam få den, som Lauget svikker (svigter)
Og ej lystig drikker
Ikke underligt, at han af og til blev forefundet småsvirende omkring i gaden, måske vaklende rundt i staden. Ved en sådan lejlighed skal en af de gode borgerkoner have tiltalt ham på dansk: ”Hvorledes er det, De går på Deres Fødder, Hr. Stub?”
Han svarede promte:
Jeg står på mine Fødder
Min røv, den knækker Nødder
og beder Dem så gerne
pille vil en Kærne
Kan man forestille sig fruens ansigt efter den svada? Ganske pudsigt er det så at finde en noget medtaget i en lærd og venskabelig udgave af Stubs tanker, hvori kommentaren falder: ”man må dog vist formode, at digtet er skrevet til en nøddeknækker”.
I øvrigt digtede Stub mange dybtfølte religiøse digte, også i sin Ribe-tid. Jeg vil citere et enkelt eksempel.
Op af Synden,
Op af Dynden,
Snart herop, du Adams Barn!
Du er væltet
nok og æltet
ned i Ondskabs dybe Skarn.
Ey! Hvi ligger du og sover?
Kon din skiden Sjæl i Hu
Nådens Flod, den løber over,
Rejs dig, skynd dig, vask dig nu.
Tiden svinder,
Tiden rinder,
Tiden flyver hastig bort.
Tag dig vare
I din Fare,
Da din Time er så kort.
Og du får jo ey at vide,
Hvor din Død kan stå på Lur.
Tænk på Evighed i Tide
Om den ey skal blive sur.
Hold dig færdig
reen og værdig
Til den store Bryllupsfest.
Til at være
der i Ære
Jesu Brud og Himmelgæst.
Gud, han bød dig, stræb at træde
Pyntet frem ved Bøn og Bod.
Tvæt da straks sit smittet Klæde
Hvidt i Lammets røde Blod.
Mere kendt er hans religiøse sang ”Hvad vindes på verdens vidtløftige Hav” og naturpoesien ”Den kedsom Vinter gik sin Gang.” Man ser – og føler at Stub og Brorson levede i samme tidsalder. De levede endog dør om dør, gårdene til deres huse var og er kun adskilt af et plankeværk, om end de næppe nogensinde har talt med hinanden.
Inden jeg forlader Stub, skal lige nævnes, at der nede på Weis Vinstue sidder et vers malet over døren til baglokalet, som er blevet tillagt Stub.
Men dels er det i givet fald det eneste vers, Stub så skulle have skrevet på tysk, og dels er verset dateret næsten 50 år før Stub kom til Ribe.
Ambrosius Stub døde i yderste armod 15. juli 1758, og hans børn fragik arv og gæld. Hans fattige ejendele blev solgt på offentlig auktion for 13 rigsdaler, hvilke slet ikke dækkede gælden. Stub blev begravet på Sankt Katharinae Kirkegård, og hans grav kendes ikke længere. Der er dog rejst flere mindestene over den store poet. Nær Ølgod har en privatmand sat en mindesten, hvori det bekendte Stubske vers er hugget:
Vel født er vel en Trøst.
Bedre vel opdragen.
Vel gift er livets Lyst.
Vel død er hele Sagen.
Det er imidlertid kun den ene halvdel af en sammenhæng, hvor resten hedder:
O, fire store Vel
Vel er den sidste størst.
Men den tog Verdens alt
Som gav den første først.
Altså: Gud alene æren!
Noter[redigér]
Af Søren Mulvad, bragt i Ribe Ugeavis i forbindelse med Ribes 1300 års jubilæum i 2010
