Danske Lov 1683 forord

Kong Christian den Femtis Danske Lov

Vi Christian den femte af guds i nåde, konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og Delmenhorst, gør hermed for alle vitterligt, at, såsom gudsfrygt og retfærdighed er de tvende fornemste støtter og hovedpiller, med hvilke lande og riger udi deres bestandige flor og velstand befæstes og opholdes, og derfor ligesom gud allermægtigste til det første har givet os én stor anledning i disse nordiske lande, hvor han så nådeligen har ladet antænde sit ords og evangeliums klare lys, som åbenbarligen over alt iblandt os skinner og lyser til den sande og rette religions bestyrkelse, som består i én fornuftig og retsindig gudsfrygt og dyrkelse: Så er og til det andet, som er ret og retfærdighed i lande og riger at stadfæste, højeligen fornøden sådanne love at beskikke og forordne, hvorved retfærdighed fra al vold og indpas må vorde beskærmet;

Thi dersom ethvert menneske var retsindigt og ville nøjes med det ham med rette tilkom, og ikke søge sin næstes skade, men gøre ham den samme ret, han ville sig selv skulle vederfares, da gjordes ingen lov fornøden; Men derfor sættes loven, at de retvise og fredsommelige må nyde deres ret, og de uretvise og uretfærdige, som ikke ville gøre ret efter det, det, som i loven skrevet er, kan vorde ved den straf, som i loven sat er, formente at gøre uret. Dette har vores elskelige forfædre, højlovlige konger i Danmark, meget vel og grundeligen overvejet og betænkt, som derfor, én efter anden, have til dens undersåtters tarv og nytte sat lov og ret i riget fremmede skribenter for nogle hundrede år siden give konning Harald Gormsen, hvilken de kalde den store og allerkristeligste, den berømmelse, at foruden den synderlig gudsfrygt, som hos ham fandtes, har han og sat love og ret, ikke alene for de danske, men og for de sakser på begge sider af Elben og de friser, hvilke de samtlige med iver have holdet over; Men eftersom lovene i gamle tider bestod mere i undersåtternes ihukommelse, end i nogen skriftlig forfattet lovbog, da har de højst berømmelige konger, Valdemar den Store og Valdemar Sejr, foruden kirkeloven ladet forfatte for et hvert land her i riget én skreven lovbog, hvorefter de skulle rettes og dømmes, anseende, at, som riget tilforn somme tider havde været adskilt i adskillige regeringer, og så hver part haft sine love og skikke, de da skulle blive ved det, som de var vante til. Deres efterkommere har siden tid efter anden forbedret lovene med adskillige retter, recesser og forordninger; Dog har de hidtil dags ej været samlede udi én bog, eller i nogen god orden, ej heller hver materie til sin bekvem sted henført, hvilket har gjort både dommerne og parterne besværlighed, at enhver materie på adskillige steder skulle søges: Tilmed var undersåtterne, som havde én gud, én tro, én konge i et rige, ligesom adskilte ved sær lovbøger og rettergang: Tidens længde og forandring har endogså forårsaget adskillig forandring udi det, som i begyndelsen vel nok kan have været beskikket.

På det derfor at lovene efter tidernes tilstand og omstændighed i adskillige måder kunne forbedres, da har vores elskelig kære hr. fader, sl. og højærværdigst ihukommelse, straks i begyndelsen af den kongelige suveræne arveregering, som ved guds forsyn af vores kære og tro undersåtter med én fri vilje og velberåd hu højst bemeldte vores elskelig kære og nu sl. hr. fader er bleven overdragen, og i så måder den gamle arverettighed i vores kongelige hus og familie igen indført, allernådigst anbefalet, at efter adskillige udkastelser, som til én fuldkommen lovbog var gjorte, én særdeles skulle samles og forfattes af loven, recesserne, ordinanserne og de til den tid udgangne forordninger, så vidt med den kongelig suveræne arveregering og ellers tidernes tilstand kunne overens komme og tjenlig være at indføres til én lighed udi loven og rettergangen udi samtlige rigets underliggende lande, såvel som til lovens forbedring, hvis i de forrige love og forordninger ikke så lige var iagttaget. Dette værk, som således efter kongelig befaling var samlet og forfattet år 1669, året førend gud kaldte højst bemeldte vores sl. hr. fader fra dette jordiske til sit evige himmelske rige og æres krone, og gud da, som er alle kongers konge, havde sat os på den kongelige arvestol og trone, har vi af kristelig og kongelig iver til rets og retfærdigheds befordring, fremgang og bestyrkelse iblandt vore kære undersåtter heri riget ved nogle af vores råd og betjente med flid ladet gennemse, og endelig selv givet vores allernådigste slutning på alt hvad som for billigt eller fornøden kan have været eragtet der udi enten at tilsætte, forandre, eller fratage;

Og er særdeles udeladt, først alt hvad som ikke kunne bekvemme sig med vores kongelig suveræne arveregerings ret; Dernæst er og udeladt hvad som hidindtil er befundet at have forårsaget både formedelst meneder i stor guds fortørnelse, såvel som formedelst vidtløftige og langvarige processer, stor bekostning og armod hos undersåtterne, og dog hverken sandhed ved de midler, eller slig lovens måde, at være kommen for lyset, langt mindre den nødlidendes til sin ret. For det tredje er også af denne lovbog udeladt alt hvad politien egentlig vedkommer, hvorom ingen så stadige love eller anordninger kan gøres, som jo efter tidernes lejlighed én eller anden forandring kunne behøve, hvorfor vi slige foranderlige love og anordninger (som ubrødelig dog alligevel skal holdes, indtil anderledes allernådigst vorder anordnet) i én sær bog, politie-ordning kaldet, ville lade forfatte, og ikke ville have dem indførte eller beblandede med denne lov, som i vort rige Danmark udi stedsværendes brug herefter skal forblive. Endelig eftersom loven bør at være skikket efter hver mands tarv, lige billig og lige tålelig for alle, så at ingen ved loven enten nyder nogen fordel, eller tager skade frem for andre, så er og udeladt alt hvad i så måder nogen frem for andre sig enten til fordel eller skade, hvad heller det måtte bestå i blotte ord, eller i gerningen, selv kunne tilegne. Hvad ellers privilegier og friheder, som loven, recesserne og én del forordninger tilforn ikkun tilegnede dem, hvad forfædre i begyndelsen med deres dyd og tjeneste for riget og fædrenelandet deslige privilegier havde forhvervet, derom have vi for at opmuntre alle til dyd, på sine tider og steder gjort sådan allernådigst anordning, at førbemeldte privilegier og friheder skal strække sig til alle vore kære og tro undersåtter i almindelighed således, at alle de, som formedelst deres dyd og dygtighed af os til noget embede, eller forretning, hvoraf de selv kan have nogen ære og berømmelse, vorde bestilte og antagne, alle før omrørte privilegier, friheder, ære og værdigheder nyde; Og er således dette vigtige værk ved guds nådige bistand og efter lang ønske nu fuldfærdiget og kommet til den ende, at det efter vores allernådigste befaling er vordet trykt, hvormed vi alle forrige love, ordinanser, recesser og forordninger, så vidt de her ikke findes indførte, ville ganske have ophævede, og ej i nogen måde tillade, at, såsom de til evig tid bør at være magtesløse og uden nogen brug, de da efter denne dag enten af parterne i nogen rettergang må bruges, eller af dommerne i forefaldende sager anses;

Thi byde vi og alvorlig befale alle og enhver, i hvo de og er, som bygge og bo udi vort rige Danmark, eller der udi noget gods eje, eller sig der opholde, at de rette sig efter alt hvad her står skrevet i denne lovbog, såfremt de ville undgå den straf, som i den sat er, og ikke have forbrudt al kongelig hyldest og nåde. Særdeles strengeligen befales dommerne og alle, som dømme skulle, at de udi alle sager, som dem forekomme, denne lov som en rettesnor følge, og derefter retsindeligen kende og dom afsige uden nogen anseelse til vold, magt, højhed, frændskab, venskab, had eller avind, og hjælpe hver mand til rette, den ringe og fattige såvel som den høje og rige, indenlandske og udenlandske, og med deres domme frelse alle dem, som med vold tvinges, særdeles fattige enker og faderløse børn, på det at sandhed, retfærdighed og fred må bo i landet, og den retfærdige og højeste dommeres nåde og miskundhed må styrkes og formeres over vores kongelige arvehus, vores arveriger og undersåtter til bestandig velstand med timelig og evig velsignelse, givet på vort slot København den femtende april år efter Kristi fødsel et tusind seks hundrede firsindstyve og tre, vores regerings fjortende.