Eden som dommere skulle sværge kongen
Eden som dommere skulle sværge kongen, efter som meldt er i den første bogs femte kapitels første artikel.
Eftersom hans kongelig majestæt til Danmark og Norge etc. min allernådigste arveherre og konning, har allernådigst antaget og bestilt mig N. N. til at være hans kgl. maj. tjener og — så lover og tilsiger jeg hermed, som jeg dog derforuden skyldig og pligtig er, at være hans kgl. maj. som min rette arvekonge og herre huld og tro, hans kgl. maj. gavn og bedste med højeste flid at befordre, des skade og fordærv af yderste formue at hindre og afværge.
I synderlighed med al kraft og formue derhen mine tanker og idrætter at dirigere, at hans kgl. maj. absolutum dominium, suverænitet og arve-rettighed over hans kgl. maj. kongeriger og lande uforanderlig konserveret og på hans kgl. maj. retmæssige arve-successorer fortsat og forplantet vorder, hvorpå jeg og vil skyldig og forpligt være at vove liv, gods og blod: Jeg vil ikke tilstede, eller samtykke, at nogen, i hvem det og være må, noget præjudicerligt i nogen måde derimod, enten hemmelig, eller åbenbar, foretager, taler, eller handler.
Men såfremt noget sådant imod forhåbning skulle ske, og til min videnskab komme, mig ikke alene straks uden nogen afsky derimod opponere, men end og uden ophold hans kgl. maj. det samme allerunderdanigst tilkendegive.
Udi de sager mig forekomme, hvad heller de er liv, gods, eller ære anrørende, vil jeg dømme retfærdelig, og ikke i nogen måde anse vold, magt, frændskab, venskab, gunst, eller gave, had, avind, eller nid.
Men alene vil have gud og retfærdighed for øje, og dømme retfærdelig efter lov og ret, og hjælpe hver til rette, så vel den fattige som den rige, den ædel som den uædel, såvel den udenlandske som den indenlandske.
Jeg vil og ikke før, eller siden, efter at dom afsiges, hemmelig eller åbenbar tage, annamme, eller oppebære, formedelst mig selv, eller nogen anden, nogen gift, skænk, guld, sølv, penge, eller penges værd, formedelst hvilket nogen part måtte sin ret vorde forkrænket.
