En strid om en gammel Ribe-Brønd

Min gamle afdøde ven, byarkivar C.N. Termansen, Ribe bys æresborger, efterlod sig adskillige notater uddraget af brevpakker i byarkivet.

Nogle af disse notater, som jeg har haft lejlighed til at gøre mig bekendt med, omhandler en strid om en gammel gadebrønd, som jeg her har søgt at samle til et hele, da sagen virker ganske kuriøs og fortæller om en tid i forrige århundrede, da man end ikke havde drømt om at få vandværk i byen. Der var dengang brønde til afbenyttelse rundt om i gaderne.

Ved omlægningen af gamle gader og gravning i gårdene finder man ofte disse nu tilkastede brønde. En sådan blev også fundet på torvet ud for Vestkystens ejendom, da man regulerede torvet nord for domkirken.

Link til et af de første fotos fra Ribe, hvor brønden på Torvet stadigvæk ses

Den brønd, der her omtaltes, fandtes i fortovet ud for kasserer Warmings ejendom på hjørnet af Nygade. Den var en statelig bindingsværksejendom med 2 kastanietræer udefor hjørneindgangen. (Det tidligere Korsbrødregade 1, red.)

Ejendommen, der endnu i min barndom ejedes af Frøken Lone Warming, faldt for den ikke videre kønne ejendom, hvor skomager Rosted Hansen har butik, og ejendommen, hvor der blev indrettet bolig for politimesteren, en ejendom, der så sandelig heller ikke er nogen skønhedsåbenbaring.

Noterne oplyser, at denne brønd tilhørte et helt interessentskab af borgere, der ikke kunne blive enige om vedligeholdelsen eller adgangen til brønden.

D. 27. september 1811 afholdt da interessenterne i denne brønd et stort møde på rådhuset, hvor der var mødt en snes stykker af dem. Mødet lededes af ingen ringere end den konstituerede Borgmester Blume.

Mødet resulterede i et forlig gennem en vedtagelser om, at brøndens vedligeholdelse som hidtil i så mange år før skal påhvile interessenterne, men afholdes forskudsvis af byens kasse og erstattes (tilbagebetales red.) denne af interessenterne med 8 skilling af hver rigsdalers grundtakst, hvilken afgift skal bestandig påhvile interessenterne og betales i tvende terminer, nemlig Påske og Mikkelsdag. Hæftelsen tinglyses på ejendommene.

Hver interessent skal have en nøgle til brønden. Denne skal holdes låset, og andre må ikke have adgang til brønden.

Den sidste bestemmelse synes ikke at have været overholdt i de følgende år, thi 1823 klager interessenterne over, at mange uberettiget henter vand og pumper brønden læns. Brønden var nemlig blevet forsynet med pumpe, medens den til at begynde med har været en åben brønd med en vinde. Når så de berettigede vandaftagere kommer, er der ikke vand i brønden, hvilket de naturligvis er gnavne over.

Man ønsker da i overensstemmelser med forliget af 1811 at få den lovede lås sat for brønden.

Kasserer Warming har overtaget endnu en ejendom, og han er nu den største interessent i brønden.

I klagen omtales de store udgifter ved isophugning på gaden foran ejendommen om vinteren, når rendestenene gik over deres ”bredder”, og Warming oplyser, at han, der nu i en række år har haft mas med den brønd, ikke kan være tjent med, at nye interessanter kommer til mod kun at betale 1 rigsdaler og 2 skilling.

Og så vrimler det med klager.

Samme år klager eller rettere begærer madam Sophie Gundorph, beboer af Warmings grund, om at få nøglen til brønden mod billig afgift, da hun bor på Warmings grund, der hører til interessenternes interessesfære.

Næste år kommer madammen med et nyt andragende om at få nøglen til brønden. Huset, hvori hun bor har ganske vist ikke grundtakst, men klagerinden mener, at dette forhold skyldes en forsømmelse fra Warmings side. Hun er imidlertid villig til at betale efter den grundtakst, der pålægges hende.

Andragendet går til kammerherre Castenskjold, der afæsker Borgmester Stalfeldt en erklæring i sagen. Borgmesteren modtager tillige en skrivelse fra Kasserer Warming, hvori denne erklærer, at han er meget imod at ny interessenter optages imod forliget af 1811. Endvidere klager Warming over de forøgede udgifter ved isophugning og isens bortførelse. Han omtaler, at hans forfædre i mange år har holdt brønden i orden, før den blev overtaget af interessentskabet.

Samme år meddeler Kæmner Gullberg, at der i 1823 er anskaffet en forsvarlig lås til brønden i henhold til overenskomsten af 1811. Flere har imidlertid truet med at lade lave nøgler til brøndens lås, hvorfor Kæmneren foreslår, at Skattekasserer Warming og Poul Bager skal have et slags opsyn med pumpen.

Samme år klager et par borgere, Christian Øland og Hans M. Petersen over, at Smed Jens Jørgensen efter Købmand Bjerrums begæring har lavet uberettigede nøgler til brønden.

En anden borger, F.C. Behrens klager over, at han ikke kan få vand fra pumpen, som dog er sat på kommunens regning, og han anfører, at sydveststorm fører saltvand ind i åen, så dens vand bliver ubrugeligt. Man klarede sig altså i Ribe, når galt skulle være, med åvand.

Af Warmings opgivelse fremgår det, at brønden nu har 24 interessenter, men det fremgår desværre ikke af de gamle, spredte notater, hvorledes striden om brønden ebbede ud.

Men den lille historie giver i hvert fald en illustration af, hvor primitive vandforsyningsforholdene var i det gamle Ribe, og hvor nøjsom befolkningen var med den slags bekvemmeligheder endnu i forrige århundrede.

Noter

Vestkystens Kronik d. 29.9.1944 af Journalist K.H. Rosenstand