Grønlandsk flyulykke

Skift til: navigering, søgning

Indholdsfortegnelse

Flyulykker i Grønland[redigér]

Grønlands Lufthavne (på grønlandsk: Mittarfeqarfiit) forvaltes af Grønlands Selvstyre og driver de offentlige lufthavne i Grønland, herunder 2 atlantlufthavne med hoteldrift, 11 regionale lufthavne og 46 heliporte/helistop:

Se grønlandsk militærflyulykke for ulykker vedrørende den amerikansk drevne Thule Air Base.

1920'erne Tasiilaq[redigér]

Et amerikansk fly forsøgte at krydse Atlanterhavet, vistnok før Charles Lindbergh, fra USA via Nuuk og Qaqortoq/Julianehåb, men forulykkede nær Tasiilaq/Ammassalik, hvor de forfrosne flyvere samledes op fra et klippeskær af en skotsk trawler.

4. aug. 1960 Mestersvig i Østgrønland[redigér]

De ombordværende overlevede, da et fly fra Nordisk Mineselskab af typen Dornier Do 27Q-1 den 4. august 1960 ramte terminalbygningen i Mestersvig i Østgrønland og havarerede.

29. aug. 1961 Vestgrønland[redigér]

Piloten Jim Rowe omkom, mens de øvrige 5 overlevede, da de ombord i et fly af typen DHC-3 Otter fra det canadiske selskab Eastern Provincial Airways chartret af Grønlandsfly tirsdag den 29. august 1961 om eftermiddagen var på vej nordpå fra Søndre Strømfjord/Kangerlussuaq til Egedesminde/Aasiaat, men der opstod brand og flyet nødlandede i en lille sø 12,5 km nordvest for Kangerlussuaq, hvor flyet udbrændte. [2]

Det viste sig, at brændstof-lækagen var opstået ved en løsnet bundprop i karburatoren.

Jim Rowe (James A. Roe) døde af sine brandsår efter at være bragt på hospital i Montreal. Han havde 14. oktober 1958 nødlandet et tilsvarende fly C-FGCV på tynd is ved Lower Savage Islands syd for Baffin Island, hvor både de ombordværende og flyet blev reddet. [3]

12. maj 1962 Nuuk[redigér]

Der 3 besætningsmedlemmer overlevede, men 15 ud af 18 passagerer omkom, da de i en vandflyver af typen Canadian Vickers PBV-1A Canso (PBY-5A) var fløjet fra Kangerlussuaq til Nuuk, men ved ankomsten lørdag den 12. maj 1962 kl. 10.55 var næsehjulslemmene ikke låste og lukkede, så de revedes af ved landingen.

Den tekniske undersøgelse viste at lemmen ved næsehjulet havde gabt 7 cm og vandtrykket ved landingen havde klemt agterskottet i hjulbrøndene ind i den forreste kabine med stor skade til følge.

17. marts 1964 Narsarsuaq[redigér]

Et fly af typen Procaer F.15B Picchio var på en overflytningsflyvning på vej til USA, da det den 17. marts 1964 havarerede 5 km fra Narsarsuaq, muligvis fløjet af den kendte amerikanske pilot Max Conrad.

26. maj 1966 Peary Land[redigér]

Piloten Steen Hansen overlevede, da han den 26. maj 1966 havarerede med et fly af typen Cessna 180 i den nordligste del af Grønland kaldet Peary Land, hvor han var i forbindelse med polarforskeren Eigil Knuths 4. ekspedition til området. [bog 1]

8. dec. 1968 Sporløs forsvundet[redigér]

De 2 ombordværende formodes omkommet, da de på en overflytningsflyvning den 8. december 1968 med et fly af typen Piper PA-22 forsvandt sporløst over Nordatlanten ved Grønland.

23. juli 1973 Mestersvig i Østgrønland[redigér]

De 2 ombordværende omkom, da de i et fly af typen Aero-Rockwell 681 Hawk Commander ved en pilotfejl ramte en bygning ved flyvepladsen i Mestersvig i Østgrønland, hvor de arbejdede for Grønlands Geologiske Undersøgelse. [4]

17. marts 1978 Grønland[redigér]

De 2 ombordværende omkom, da de på en overflytningsflyvning af et fly af typen Beechcraft A65-8200 Queen Air fra Washington-Dulles til Liverpool den 17. marts 1978 om aftenen fik alvorlige overisnings- og motorproblemer, så flyet styrtede mod et fjeld 3 km fra Ammassalik/Tasiilaq.

7. aug. 1979 Grønland[redigér]

Et fly af typen Britten-Norman BN-2A Islander havarede den 7. august 1979 et sted i Grønland, hvor den stadig sidder fast i sneen og aldrig er bjærget.

15. marts 1981 Station Nord[redigér]

De ombordværende overlevede, da et fly af typen DHC-6 Twin Otter fra det canadiske selskab First Air/Bradley Air Services chartret af University of Washington søndag den 15. marts 1981 landede på havisen 50 km øst for Station Nord, hvor næsehjulet brød gennem isen.

Det forladte fly drev derefter med havisen sydpå og sank senere i havet.

11. jan. 1982 Grønlands indlandsis[redigér]

De 2 piloter omkom, da de mandag den 11. januar 1982 ombord på et saudiarabisk fly af typen Learjet 25XR var på vej til Narsarsuaq, men forsvandt over Grønlands indlandsis, hvor flyet senere fandtes 130 km nordnordøst for lufthavnen i 2,6 km højde over havet.

Flyet var planmæssigt gået ned fra 9,3 km til 2,7 km flyvehøjde.

1982 Grønlands indlandsis[redigér]

De ombordværende overlevede, deriblandt journalisten Poul Smidt, da et fly af typen Aero Commander styrtede ned på Grønlands indlandsis ved radarvarslingsstationen kaldet Dye 2, dagen efter valget om Grønlands udtræden af EU.

Flyvraget blev senere bjærget af en Sikorsky S-61-redningshelikopter og bragt til Kangerlussuaq. Netop som den 4 timer lange aktion afsluttedes mellemlandede den amerikanske præsident Gerald Ford i et Gulfstream fly i samme lufthavn for at tanke op til videre flyvning mod North Dakota. [n 1]

12. jan. 1984 Ishavet[redigér]

Piloten overlevede, da han på en solo-overflytningsflyvning i et fly af typen Piper PA-28-161 Warrior II den 12. januar 1984 om morgenen forlod Reykjavík for at flyve til Sondrestrom Air Base i flyvehøjden 3,5 km og stærk kulde, men flyet fik undervejs motorproblemer og nødlandede ved middagstid på en isflage 90 km øst for Kulusuk.

Inden flyet gled i vandet nåede piloten at udløse sin redningsflåde og ved hjælp af sit satellit alarmsystem blev han allerede efter en time samlet op af en Bell 212 redningshelikopter.

Under hele turen havde karburatorvarmeren været tændt, men piloten mente alligevel, at is i karburatoren måtte være årsag til tab af motorkraften.

20. april 1985 Grønlands indlandsis[redigér]

De 2 ud af 5 ombordværende omkom lørdag den 20. april 1985, efter de ombord på et fly af typen Fokker F27 Friendship 100 var lettet fra Kulusuk, men fik problemer med at pumpe flybrændstof fra en reserve-tank og i dårligt vejr forgæves forsøgte at returnere til Kulusuk, hvorefter de i stedet nødlandede på Grønlands indlandsis nær en radarstation 280 km vest for lufthavnen.

Fly skulle overføres fra Aden i Yemen med mellemlanding i Cairo, London, Keflavik og Kulusuk og derfra videre til Gander i Canada, Miami og Managua i Nicaragua, hvor det var købt af Aeronica/Aerolíneas Nicaragüenses.

30. juli 1989 Søndre Strømfjord[redigér]

Piloten overlevede et havari den 30. juli 1989 med et fly af typen Piper PA-28-140 Cherokee, som skete i Paradisdalen ved Søndre Strømfjord.

11. sep. 1990 Vestgrønland[redigér]

De 2 danske piloter Anders Nygaard Hansen og Jan Østergaard Christensen, samt 6 canadiske passagerer omkom, da de den 11. september 1990 om eftermiddagen på en Nuna Air-taxiflyvning i et fly af typen Cessna 441 Conquest II i klart vejr var på vej fra Kangerlussuaq til Goose Bay i Canada, men efter ½ times flyvning styrtede ned 150 km syd-sydvest for Kangerlussuaq.

Styrtet blev set af 3 jægere, men først den 14. september fandtes flyvraget i et fjeldområde.

Lydoptagelser med flyveledelsen viste, at flyet var på vej op i 8 km flyvehøjde, men ved den sidste radiokontakt 17 minutter efter afgang virkede 2. pilotens stemme så sløret, at der er blevet fremsat teori om iltmangel i kabinen, uden dog at havarikommissionen fandt det bevist. På vej ned i ca. 2 km højde begyndte flyet at falde fra hinanden og en dør fandtes et stykke væk fra resten af vraget, muligvis fordi en af passagererne har forsøgt at presse den op, pga. iltmangel.

8. okt. 1991 Narsarsuaq[redigér]

De 3 ombordværende overlevede et styrt med 330 km/t på Grønlands indlandsis i 1.600 meters højde nær Narsarsuaq tirsdag den 8. oktober 1991, da de i et fly af typen Embraer EMB 110 Bandeirante på grund af overisning blev tvunget til at flyve under skyerne i 2.700 m højde.

De forulykkede reddedes af en af Søværnets Lynx helikoptere.

Flyet var startet fra Springfield i Missouri med mellemlanding i Goose Bay i Canada og skulle efter planen have været videre til London Southend.

5. dec. 1994 Nuuk Lufthavn[redigér]

Et tidligere tysk militærfly af typen Dornier Do 28, som skulle overflyttes til dets nye ejer i Colombia, ødelagdes mandag den 5. december 1994 ved en hård landing i Nuuk Lufthavn, hvorved der opstod betydelige strukturelle skader i skroget.

24. juli 1998 Sydgrønlands indlandsis[redigér]

Piloten omkom, da han fredag den 24. juli 1998 om eftermiddagen i et fly af typen Cessna 152 var på vej fra Narsarsuaq til Reykjavík, men havarerede på Sydgrønlands indlandsis. Det var pilotens hensigt, at flyve mod syd indtil det var forsvarligt at krydse indlandsisen, hvilket han ½ time efter afgang meddelte han ville gøre og det var den sidste radiokontakt. [a 1] [a 2]

Eftersøgningsaktionen blev forsinket pga. skyer over Grønlands indlandsis og der gik 5 døgn inden man faldt flyvraget 2 km over havoverfladen på positionen 60°59'N 44°13'V.

Flyvraget blev tilsyneladende bjærget og sat i flyveklar stand igen.

26. juli 1999 Kulusuk[redigér]

Et fly af typen Beechcraft Baron 58 var under en overflytningsflyvning fra Storbritannien til USA på vej fra Reykjavík til Nuuk den 26. juli 1999 lidt over middag, da de 2 ombordværende piloter oplevede let til moderat overisning og besluttede at dreje af til venstre mod den alternativt planlagte destination Kulusuk i Østgrønland, men under indflyvningen fra vestnordvest hørtes flyet kun overflyve lufthavnen inden det forsvandt.

En eftersøgning startede straks, men på grund af lave skyer og dårlig sigt, og at der ikke var udsendt noget nødsignal, fandtes det knuste fly først godt et døgn senere på fjeldsiden Qalorujoorneq et par km sydøst for lufthavnen, hvor de ombordværende var afgået ved døden.

7. juli 2001 Narsarsuaq Lufthavn[redigér]

Piloten og især passageren kvæstedes, da de den 7. juli 2001 ved middagstid i et amerikansk-ejet fly af typen Cessna T210M var på vej fra Keflavík til Narsarsuaq, men fik motorproblemer og under indflyvningen i medvind fra nordøst ikke nåede ind til landingsbanen, førend flyet ramte jorden og tippede rundt over næsepartiet, så det lagde sig til hvile på ryggen.

5. aug. 2001 Qassiarsuk i Sydgrønland[redigér]

D-CBNA

Den 56-årige pilot og 2 co-piloter omkom natten til 5. august 2001, da de ombord i et fragtfly af typen Dassault Falcon 20C fra det i Braunschweig baserede Naske Air under indflyvning fra sydvest til Narsarsuaq i Sydgrønland med 500 km/t ramte en fjeldside 200 meter over havets overflade nær Qassiarsuk på modsat side Eriksfjord, 8 km fra lufthavnen. Piloten fungerede samtidig som bogholder for Naske Air. [a 3]

Flyet var lastet med autoreservedele og samme morgen lettet fra Hannover med mellemlandinger i Palma de Mallorca, Gdańsk, Kastrup og Keflavík, inden det ifølge planen skulle flyve fra Narsarsuaq videre til Sept-Îles i Canada og Louisville i Kentucky.

Havarirapporten fastslog, at piloterne havde arbejdet uafbrudt i knap 17 timer og ikke sovet i 22 timer og derfor undervurderede deres træthed i en sådan grad, at det førte til forkerte beslutninger, mangel på situationsfornemmelse og en mislykket indflyvning. [n 2]

6. juli 2004 Sydgrønland[redigér]

Piloten omkom, da han den 6. juli 2004 i et fly af typen Piper PA-28-181 under en overflytningsflyvning var på vej fra Goose Bay til Narsarsuaq i Sydgrønland, men undervejs gennem Skovfjord sydvest for Narsaq styrtede mod et fjeld i godt 200 meters højde over havet på øen Igdlukasik. [n 3]

Havarikomissionen afdækkede, at piloten det sidste stykke vej op ad fjorden agtede af flyve visuelt, men benyttede et temmeligt upræcist Jeppesen kort og ligeledes upræcis GPS. På havaristedet var der ikke sigtbarhed til visuel flyvning.

2. feb. 2007 Sydgrønlands vestkyst[redigér]

Den 49-årige pilot Fritz Schroder omkom, da han sammen med 2 kolleger i hvert deres fly af typen Cirrus SR20 fredag den 2. februar 2007 var på vej fra Goose Bay i Canada til Reykjavik på en overflytningsflyvning med de 3 nye fly fra USA til Thailand, men undervejs fik han tiltagende problemer med flymotoren og nødlandede i havet ved nogle ubeboede øer langs Sydgrønlands vestkyst. [n 4] [5]

På den planlagte 10½ timers tur i 4,5 km flyvehøjde med pejling via Grønlands sydøstspids Prins Christians Sund besluttede piloterne på baggrund af forværrede vejrforhold i Reykjavik efter knap 3 timers flyvning i stedet at mellemlande i Narsarsuaq, men inden længe meldte piloten i det ene fly om stigende olietryk og temperatur i flymotoren, der i første omgang så ud til være forbigående.

Piloten advarede flykontrollen i Søndre Strømfjord og måtte i afstand 50 sømil fra Prins Christians Sund erklære nødsituation. Flyet mistede de næste 20 minutter højde og nåede kun akkurat ind til Sydgrønlands vestkyst, da det 250 meter over havet brød gennem skyerne og med land i sigte ramte havet kl. 16.11 lokal tid.

En mindre helikopter fra Qaqortoq (Julianehåb) og en redningshelikopter fra Narsarsuaq indledte eftersøgningen, men det blev en af Cirrus-piloterne, som en lille time senere fandt flyvraget 5 km vest-sydvest for den ubeboede ø Simiutaq, 30 km vest for Qaqortoq og 40 km sydvest for Narsarsuaq. Den livløse pilot lå iført en tynd overlevelsesdragt med ansigtet ned i vandet, da han 1½ time senere samledes op. Han havde brækket et ben, men var formentlig død af underafkøling og drukning.

Fra redningshelikopteren konstateredes, at flyet lå i vandet med knækket haleparti bøjet 45° mod venstre og en indgangsdør flydende nærved, hvorimod der ingen spor var efter en tilhørende redningsbåd, ligesom et andet sikkerhedssystem, det såkaldte Cirrus Airframe Parachute System, ikke havde været udløst. Flyvraget sank på omkring 70 meter vanddybde. Ved undersøgelse af de 2 andre Cirrus SR20-fly konstateredes, at anbefalet ekstraudstyr til flyvning i koldt vejr ikke var monteret, men da vraget trods et forsøg på det året efter aldrig blev bjærget, kan den eksakte havariårsag ikke fastslås.

4. feb. 2007 Narsarsuaq Lufthavn[redigér]

Et litauisk indregistreret fly af typen Antonov An-2R havarerede under et stormvejr 4. februar 2007 i Narsarsuaq Lufthavn i Sydgrønland, hvor det havde stået siden september 2006. Flyet var egentlig på vej fra Europa til Canada og havde mellemlandet i VágarFærøerne, Reykjavik og Kulusuk, inden det nåede til Narsarsuaq.

I stormen kollapsede understellet, så de venstre vinger blev ødelagt.

29. juli 2009 Østgrønland[redigér]

De 2 piloter slap uskadte fra en hård landing onsdag den 29. juli 2009 kl. 11.12 UTC, da de ombord i et Air Greenland-transportfly af typen DHC-6 Twin Otter på dagens anden tur fra Mestersvig til et øde sted i Østgrønland, efter at have bedømt vindforholdene i det tiltænkte landingsområde, oplevede at blive udsat for en uventet nedad rettet vindstrømning umiddelbart før baneenden, hvilket medførte at det højre hovedhjul fik kontakt med jorden før den tiltænkte landingsbane.

Flyet kom i luften igen, og ved den efterfølgende sætning tippede det over mod højre, hvor et flaphængsel på højre vinge fik kontakt med jorden med skader på højre krængeror og flap til følge.

16. okt. 2009 Grønlands indlandsis[redigér]

N108GF på Commons

Den amerikanske pilot slap med overfladiske knubs, da han på en soloflyvning den 16. oktober 2009 i et Piaggio P.180 Avanti propelfly var på vej fra Kuwait med mellemlanding i bl.a. Keflavik og Narsarsuaq i Sydgrønland til Denton i Texas, men lavere flyvehøjde end planlagt pga. anden flytrafik og tæt skydække ved Narsarsuaq medførte at han i stedet søgte mod Kangerlussuaq, men i mellemtiden løb tør for brændstof og nødlandede på Grønlands indlandsis.

Piloten forsøgte at lande opad en isgletsjer i 1.500 meters højde 88 kilometer øst for Kangerlussuaq og havde ½ time inden varskoet redningstjenesten. Ved landingen splintedes flyskroget, men cockpittet kurede afsted over isen relativ intakt og piloten kunne derfor allerede efter 1 time samles op af redningshelikopteren. [6] [n 5]

En af de tilkaldte inspektører fra Havarikommissionen Lars Christoffersen argumenterede for et bedre samarbejde mellem nationale luftfartsmyndigheder, men hans anbefaling pilledes af ledelsen ud af rapporten og han blev i 2013 fyret. [n 6]

4. marts 2011 Nuuk Lufthavn[redigér]

Alle 31 passagerer og 3 besætningsmedlemmer slap uskadt, da et Flugfélag Íslands (Air Iceland)-rutefly af typen DHC-8-106 mandag den 4. marts 2011 kl. 13.09 lokal tid på vej fra Reykjavik efter mellemlanding i Kulusuk forsøgte at lande nordfra i Nuuk Lufthavn med stærk turbolent vind fra sydsydøst, men ved en hård nedsætning på højre landingshjul knækkede en sikringsbolt i landingsstellet, som brød sammen og flyet kurede i slingrekurs hen ad banen, hvor det endte ved et klippeområde vest for syd-enden. [a 4] [a 5] [a 6] [a 7]

Havarikommissionen konkluderede senere, at piloterne slet ikke burde have forsøgt landing med det i 17 timer forsinkede fly under de givne vejrforhold. [n 7] [n 8] [n 9]

Udarbejdelsen af havarirapporten medførte i august 2013 fyring af havariinspektør Lars Christoffersen, som ledelsen mente havde været for vidtgående i sin kritik. Han fik dog i 2015 medhold af Københavns Byret for uberettiget fyring. [n 10]

29. jan. 2014 Ilulissat Lufthavn[redigér]

Alle 3 besætningsmedlemmer og 12 passagerer overlevede, da et Air Greenland-fly af typen DHC-8-202Q på vej fra Kulusuk til Ilulissat trods tiltagende hård sidevind fra syd lagde an til landing, hvorved venstre landingsstel knækkede og flyet kurede af landingsbanen mod venstre side og stoppede i et tilstødende område 10 meter under banenivaeu, nord for banens østre ende.

11. sep. 2014 Kulusuk-øen[redigér]

Den 34-årige amerikanske pilot Paul Eriksmoen omkom den 11. september 2014, da han på en soloflyvetur for det i Delaware baserede flyfirma Milou 1 skulle overføre et fly af typen Diamond DA40 fra Europa til USA og var på vej fra Keflavík i Island til Kulusuk i Østgrønland, men efter han kl. 13.50 lokal tid havde anmeldt forventet ankomsttid kl. 14 forsvandt al radiokontakt. [a 8]

Sigtbarheden på ulykkestidspunktet var rimelig, men et sydfra kommende lavtryk umuliggjorde en hurtig eftersøgnings-aktion med en i Vestgrønland baseret redningshelikopter. [a 9] [a 10] [a 11]

Først efter den egentlige eftersøgning var opgivet den 17. september, fandtes samme dag resterne af det knuste og udbrændte fly på Kulusuk-øen på en bjergside i 600 meters højde, 3 sømil sydøst for lufthavnen. [a 12] [a 13] [a 14] [a 15]

En inspektør fra Havarikommissionen opstillede forskellige scenarier, som kunne have ført til ulykken, men disse pilledes af ledelsen ud af den endelige rapport, hvor der konkluderedes, at flyet ved nogenlunde ligeud flyvning var kollideret mod bjergsiden og piloten i den opståede eksplosionsbrand ingen chance havde for overlevelse. Medarbejderen sygemeldedes og Arbejdstilsynet gik ind i sagen. [n 11]

5. aug. 2016 Isortoq i Østgrønland[redigér]

Piloten overlevede, da han 5. august 2016 forsøgte at lette med et ultralet fly af typen ELA 07 på en grusbane ved Isortoq i Østgrønland. Flyet drejede skævt mod venstre og ramte en klippeblok, hvorefter den tippede rundt og brød i brand.

En tililende med brandslukker hjalp med at få piloten ud af selen, men kunne ikke forhindre flyet i at udbrænde.

Samme fly led også væsentlig skade i Narsarsuaq i Sydgrønland den 17. juli 2014, dog uden personskade, da en 58-årig mandlig flyveelev på sin første soloflyvning ved landing mistede retningskontrollen og tippede om på siden.

14. nov. 2016 Paamiut Lufthavn i Sydvestgrønland[redigér]

En 2-motors fly af typen Cessna 421C Golden Eagle med 4 ombord fik mandag den 14. november 2016 på vej fra Goose Bay til Narsarsuaq motorproblemer 45 minutter før forventet ankomst, og ½ time senere meddeltes, at navigationsudstyret var i uorden, så man kun navigerede med GPS. Kaptajnen Ståle Rogstad i et Air Greenland-fly med 27 passagerer fra Nuuk, som lå i venteposition over Narsarsuaq, meddelte flyveledelsen at vejret var for dårligt til at lade der og forværredes, hvorfor han tilbød at flyve tilbage mod nord for at assistere Cessnaen til Paamiut i Sydvestgrønland, hvor vejret var bedre.

I Air Greenland-flyet bistod en medrejsende pilot i cockpittet og det lykkedes at finde Cessnaen og guide det sikekrt ned i Paamiut, inden ruteflyet landede samme sted, men efter optankning kunne fortsætte til Narsarsuaq. [a 16] [a 17]

Andre steder end Grønland[redigér]

Fly med tilknytning til Grønland, som er forulykket andetsteds.

18. aug. 1975 Harlingen i Texas[redigér]

Et af Flyvevåbnets 2-motors fly af typen Consolidated PBY-6A Catalina solgtes i 1971 til veteranfly/flybevarelses-organisationen Confederate Air Force i Texas.

De 3 ud af 5 besætningsmedlemmer omkom under en testflyvning mandag den 18. august 1975 i Harlingen i det sydligste Texas, efter at karburatoren i højre motor var udskiftet, men kort efter start stoppede motoren og flyet stallede, så det styrtede mod jorden.

13. okt. 1984 Port Isabel i Texas[redigér]

Et af Flyvevåbnets 2-motors fly af typen Consolidated PBY-6A Catalina solgtes i 1971 til et flymuseum i San Francisco og i 1982 videre til Confederate Air Force i Texas.

De 7 ud af 9-10 ombordværende omkom lørdag den 13. oktober 1984 lidt efter kl. 8 lokal tid, da flyet var lettet fra Harlingen på en fotoflyvning til det nærved liggende Port Isabel, hvor andenpiloten med 170 km/t ville simulere vandlanding ved at flyve ganske nær overfladen, men kom uforvarende i kontakt med vandet, så flyet bremsedes hurtigt op og flippede rundt med bunden i vejret, mens flere af de ombordværende kastedes ud.

6. marts 2001 Atlanterhavet syd for Island[redigér]

De 2 kvindelige piloter, den 59-årige pensionerede advokat og flyejer Gwen Bloomingdale og hendes 52-årige veninde Barbara Gard fra Provincetown på spidsen af Cape Cod i Massachusetts, omkom da de ombord i et fly af typen Aero Commander 500S var på vej over Atlanterhavet syd for Island tirsdag den 6. marts 2001, for at deltage i 'London-Sidney Air Race' med start 11. marts fra London Biggin Hill, som led i en jordomflyvning af 4 måneders varighed.

Efter at være startet den 1. marts i USA nåede de 4. marts til Narsarsuaq og næste eftermiddag den 5. december til Keflavík, hvor flyet tankedes op og sattes i hangar til næste morgen. De lettede igen fra Keflavík den 6. marts kl. 8.19 på en planlagt 4 timers flyvetur til Stornoway i det nordvestlige Skotland og var i kontakt med flyveledelsen ½ time senere, da flyet næsten havde nået den planlagte flyvehøjde 4,5 km. [a 18] [a 19] [a 20] [a 21] [a 22]

Efter at flyet ½ time senere ikke havde meldt sig opdagede flyveledelsen i Reykjavik, at flyet kl. 8.56 var forsvundet fra radaren over Atlanterhavet omkring 15 km fra Islands sydkyst og 5 km fra Þrídrangar-klipperne vest for Vestmannaøerne. Det var færgen Herjólfur, som 5 timer efter styrtet, fandt de første vragrester nogenlunde midtvejs på dens rute mellem Þorlákshöfn og Vestmannaøerne. Der fandtes i området også rester af de omkomne kvinder, men størsteparten af vraget var sunket på ca. 85 m vanddybde, og trods en 3 dages eftersøgning med undervandskamera i juni 2001 lokaliseredes vraget aldrig. [n 12] [n 13] [7]

Den islandske havarikommission vurderede, at flyet i 20 minutter op til styrtet havde fløjet nær grænsen af en kulde- og varmefront med mulighed for overisning, som kan have medført ekstra vægt og motorproblemer, der fik flyet til hurtigt at styrte ned og splittes, inden det ramte havoverfladen.

3. aug. 2001 Timmins i Ontario[redigér]

En tysk pilot med 24 års flyveerfaring omkom i et fly af typen Cessna 182, da han for en tysk sælger på en solo-overflytningsflyvning var startet fra Kulusuk i Østgrønland om morgenen den 2. august 2001 og efter 3 mellemlandinger den 3. august kl. 2.23 lokal tid styrtede ned i en skov under indflyvning til Timmins-lufthavnen i Ontario. Flyet var købt af et amerikansk flyhandelsselskab og skulle have været til Waterloo i Iowa.

Piloten startede den 31. juli med at flyve fra Frankfurt-Egelsbach via Newcastle til Stornaway på øen Lewis i den skotske øgruppe Hebriderne, og fløj den 1. august videre til Reykjavík og Kulusuk. Flyvningen, som startede fra Kulusuk den 2. august kl. 9.13 lokal tid, varede længere end de 2 foregående dage tilsammen og i løbet af godt 19 timer tilbagelagde piloten over 3.500 km, hvor der foretoges mellemlandinger i Kangerlussuaq, Iqaluit og Kuujjuaq, sidstnævnte i den canadiske delstat Quebec. Derfra angav piloten destinationen som La Grande Rivière i Québec, men undervejs forhørte han sig om vejrudsigten for den alternativt opgivne og længere væk beliggende lufthavn Timmins i Ontario, hvor der da var mulighed for visuel indflyvning og han ombestemte sig til at flyve dertil.

Imidlertid kom der ud på natten tåge i 100 meters højde over Timmins-lufthavnen og da piloten ikke havde medbragt manual for brug af instrumentlandingssystem i Ontario, agtede han i stedet at benytte GPS og VOR-radiofyr til den sidste del af indflyvningen fra nord-nordøst. Flyet ramte nogle trætoppe og styrtede ned i skovbunden 2 km nordvest for lufthavnens radiofyr. Redningsmandskabet fandt flyvraget med begge vinger revet af og stærk lugt af lækket brændstof, men det lykkedes ikke at finde GPS-enheden.

Den canadiske havarikommission vurderede, at omgåelse af flyveregler og mulig træthed havde udløst ulykken, mens det ikke kunne fastslås, om fejl ved GPS-enheden havde været medvirkende.

14. feb. 2003 Goose Bay i Canada[redigér]

Den kvindelige pilot og hendes ombordværende datter omkom fredag den 14. februar 2003, da de i et fly af typen Cessna 210N på en planlagt overflytningsflyvning fra Glasgow til USA, efter et med en dag forlænget ophold i Reykjavík og knap 3 timers mellemlanding i Narsarsuaq med frokostpause på et hotel, var under indflyvning fra nordvest til Goose Bay i Canada kl. 18.20 lokal tid 1 time efter solnedgang, da piloten fra 350 meters højde meldte om problemer med flyets kunstige horisont (attitude indicator) og foretog nogle uheldige manøvrer, så flyet dykkede hurtigt ned mod den frosne Hamilton Inlet-fjord omkring 10 km fra lufthavnen.

Canadisk politi lokaliserede knap 3 timer senere flyvraget og redningsfolk i en tilkaldt helikopter konstaterede, at de forulykkede var afgået ved døden.

Undersøgelser viste, at flyet trods gyldigt godkendelsesbevis var i temmelig kritisabel stand ved afgangen den 12. februar fra Glasgow Prestwick Airport, blandt andet med meget dårligt fungerende varmeapparat, så de ombordværende måtte pakke sig ind i et særdeles tykt lag tøj. Hvorfor forskellige navigations-instrumenter ikke virkede, kunne ikke afgøres og hvorfor de ikke undervejs blev repareret står hen i det uvisse, men ulykken kan delvis tilskrives omgåelse af standard sikkerheds-procedurer og dermed pilotfejl.

11. feb. 2008 Atlanterhavet vest for Island[redigér]

Den 35-årige pilot omkom, da han den 11. februar 2008 i et 2-motorers propelfly af typen Cessna 310 var på vej fra Narsarsuaq til Reykjavík under en overflytningsflyvning fra USA til en ny køber i Bulgarien, men fik kl. 14.40 lokal tid udfald på den ene motor og senere begge, hvorfor han ½ time senere styrtede i Atlanterhavet omkring 52 sømil vest for radarstationen i Keflavik.

Piloten bad den islandske flyveledelse om tilladelse til i stedet at lande i Keflavik, men gjorde det undervejs adskillige gange klart, at han næppe ville være i stand til at nå frem. Der var problem med overførsel af brændstof fra venstre til højre side, formentlig på grund af tilisning. Pilotens sidste desperate radio-transmission kl. 16.09 var kryptisk: 'Go Reykjavik 3Q'. [a 23]

Trods redningsaktion med 2 helikoptere, hvoraf den første efter 50 minutter nåede flyets sidst kendte position, blev hverken flyet eller liget af piloten nogensinde fundet. [a 24] [a 25]

Det kom frem, at piloten de 2 forudgående dage i Canada efter et flytjek, fik en mekaniker i Sept-Îles til at skifte magneter i flyets venstre motor og der foretoges motorafprøvning før afgang fra Goose Bay.

5. maj 2013 Grise FiordEllesmere Island[redigér]

De 2 ombordværende piloter slap uskadt, da de den 5. maj 2013 i et fly af typen DHC-6 Twin Otter chartret fra det i Calgary baserede Kenn Borek Air fløj fra Grønland til Grise FiordEllesmere Island, efter ankomsten kl. 21.25 taxiede og med flyets næseunderstelsski ramte et klippestykke skjult af sne, så næseunderstellet kollapsede.

Eksterne links[redigér]

Samtidig avis

  1. Ferjuflug­vél­ar saknað - Morgunblaðið 25. juli 1998
  2. Árang­urs­laus leit að ferjuflug­vél - Morgunblaðið 25. juli 1998
  3. Falcon 20 crash in Greenland claims three - aviationweek.com 13. aug. 2001
  4. Flyulykke i Nuuk - Kalaallit Nunaata Radioa 4. marts 2011
  5. Íslensk vél brotlenti á flugvellinum í Nuuk - allir farþegar ómeiddir - Vísir 4. marts 2011
  6. Passagerfly er havareret i Nuuk - Berlingske 4. marts 2011
  7. Flyulykke skyldtes knækket landingsstel - Politiken 7. marts 2011
  8. Mindre fly på vej til Kulusuk forsvundet - Sermitsiaq 12. sep. 2014
  9. Fortsat intet nyt i flyeftersøgning - Sermitsiaq 13. sep. 2014
  10. Columnist’s son missing on flight - bismarcktribune.com 15. sep. 2015
  11. Eftersøgning af privatfly i Østgrønland er indstillet - Sermitsiaq 17. sep. 2014
  12. Privatfly fundet med omkommet pilot - Sermitsiaq 17. sep. 2014
  13. Wreckage, remains of pilot found - The Arctic Journal 17. sep. 2014
  14. Body of Forum columnist’s son found in plane wreckage in Greenland - inforum.com 18. sep. 2014
  15. Diamond DA40 Diamond Star, N39SE: Accident occurred September 11, 2014 in Kulusuk, Greenland - kathrynsreport.com 18. sep. 2014
  16. Fly nødlander i Paamiut - 15. nov. 2016
  17. Air Greenland-pilot: Sådan fik vi Cessnaflyet ned - Sermitsiaq 15. nov. 2016
  18. Bandarísk flugvél fórst við Vestmannaeyjar - DV 7. marts 2001
  19. U.S. Women Die in Plane Crash - ABC News 7. marts 2001
  20. Crash kills Bloomie heir - Plane goes down off Iceland, pal also dies - NY Daily News 8. marts 2001
  21. Cape plane vanished quickly from radar - Cape Cod Times 8. marts 2001
  22. Friends, family and colleagues continue to mourn ... - avstop.com 16. marts 2001
  23. Flug­vél á leið í hafið - mbl.is 11. feb. 2008
  24. Leitað að flug­vél­inni - mbl.is 11. feb. 2008
  25. Flug­manns leitað - mbl.is 11. feb. 2008

Nyere avis

Bog

  1. Cessna 180 OY-ADH, af Erik Gjørup Kristensen (1995)