Kalvslund-Villebøl 1864 til kongen
De nævnte byers grundejere anholder allerunderdanigst om at grænselinjen mellem Jylland og Slesvig gennem Kalvslund sogn må komme til at følge disse byers østre markskel.
Blandt dem, der med fredsslutningen får deres velfærd truet, hører undertegnede beboere af Kalvslund og Villebøl byer i Kalvslund sogn.
Dersom mulig den grænselinje, der er aftalt i fredstraktaten vil komme til at gennemskære sognet, skal gå vesten om Kalvslund by, ville vore boliger komme til at ligge i Slesvig, mens en stor del af samme byers jorder, nemlig vore enge og vore moselodder i Jylland.
Med denne gennemskæring ville vore ejendomme komme til at tabe for meget i værdi, at så om kort tid efter nogenlunde velstående bønder ville synke ned til forarmede folk. Thi det er netop vore enge og vore moser, der giver vore ejendomme deres værdi. Det er vore enge, der haver sat os i stand til at holde en sådan kvægbesætning, at vi har kunnet gøde vores magre markjorder afviste dem et nogenlunde tåleligt udbytte og vi årligt har kunnet sælge nogle kreaturer, og det er ved disse kreatursalg og med udbyttet af vor mose i forbindelse med flid og nøjsomhed, at vi har kunnet tilvejebringe vore udgifter til stat og kommune, til renter og det daglige livsfornødenheder. Vore enge og vore moser er altså kilden til vor velkomme. Når det bortskæres fra vore ejendomme, så er det det samme som at bortskære roden fra træet.
Vel erfarer vi at fredstraktaten indeholder bestemmelser, der sigter til så meget som mulig at fjerne ulemperne ved denne overskæring af ejendomme, men det må være klart og åbenbart, at disse ulemper alligevel ville blive så store, at hine bestemmelser kun ville få ringe betydning for de pågældende ejendoms-besiddere. Thi således vil det være umuligt, at en bonde uden utallige forskellige forhindringer, forsinkelser og mangehånde fortrædeligheder vil kunne udøve sin daglige gerning på og kunne have uforstyrret adgang for sig, sit tyende og sine kreaturer til og fra jorder, der overskæres af en toldlinje, som fra begge sider bevogtes af to staters toldvæsen og jævnlig ville blive skuepladsen for smuglere og toldvæsenets jagt efter dem og deres gods. Hvilken markfred vil der kunne ventes på sådanne jorder for kreaturer og for jordens afgrøder og øvrige frembringelser?
Det ville være vanskelig at tænke sig og at opregne alle de mangeartede ulemper, der i alt fald i det daglige liv nødvendigvis må forekomme under sådanne forhold, men så meget er indlysende, at den ejendom, der skal være genstand for en sådan overskæring, så skal høre under to forskellige stater og under forskellig lovgivning, hvor ejeren kort sagt i alle forhold vil være underkastet vanskeligheder og ærgrelser af enhver art, vil tabe størstedelen af sin værdi. En sådan overskåren ejendom vil næsten blive usælgelig og at opnå prioritets-lån deri vil så godt som blive umulig.
Grunde, der her er anført om Kalvslund, gælder til dels også om Villebøl.
Medens nu således en grænselinje, som den omhandlede på den ene side for os ville blive ødelæggende, ville besiddelsen af disse to små byer på den anden side kun bringe Hertugdømmet Slesvig en såre ringe og tvivlsom fordel, thi folkemængden i disse to byer er kun omtrent 100 personer og en sådan landsby afskåren fra dets jorder, uden hvilken den dens beboere må synke i armod kan ikke være nogen vinding for en stat.
Til det anførte kommer at størstedelen af Kalvslund sogn med dets kirke ville blive afskåret fra hovedsognet Hjortlund. Uden at tale om det tunge i at også denne ældgamle forbindelse skulle sønderrives, skulle vi blot henlede opmærksomheden på, at ingen af disse to små sogne må have nok til at udgøre et præstekald.
En anden højst uheldig omstændighed, der har større betydning for det almindelige, er ventelig den at forbindelsen over Villebøl mellem det jyske distrikt sønden for Kongeåen og det øvrige Jylland ville ophøre med den linje der gik vesten om byerne Villebøl og Kalvslund.
Blev derimod grænselinjen draget længere mod disse byers østlige markskel ville hermed opnås en næsten aldeles lige grænselinje fra Kongeåen til Obbekær marks nordøstlige hjørne, med den store fordel for befolkningen, at ingen ejendom ville blive overskåren. Kalvslund sogns ældgamle kirkelige og kommunale forbindelse med dets hovedsogn Hjortlund ville i det offentlige bevares og forbindelsen imellem Ribe og Jylland over Villebøl vedligeholdes – en forbindelse som fredstraktaten går ud på at konfirmere, men som jo i en meget betydelig grad ville blive afbrudt, dersom vejen fra Kalvslund Kirke over Kongeåen ved Villebøl inddrages under slesvigsk territorium og der altså ikke bliver noget samlet forbindelsespunkt med Jylland tilbage med det vestlig beliggende Gredstedbro, et punkt der jo i dag ikke kan tjene nogen virkelig forbindelse med andre dele af Jylland med sådan beskeden art, også navnlig med en linje der fulgte Villebøl og Kalvslund byers østlige markskel ville beholde vor forbindelse med vor nærmeste købstad og det øvrige Jylland, medens vi med en vestlig linje ville blive afskåren fra afsætning som hidtil, af vore kreaturer og varer til Jylland er en grund, der ganske vist har sin store betydning for os, men som jo rigtignok kan anføres også af mangfoldige andre, der nu afskæres fra Jylland.
For bedre at belyse de således omhandlede lokale forhold tillader vi os allerunderdanigst, at lade et kort medfølge på hvilken den af os befrygtede linje vesten om Villebøl og Kalvslund er tegnet med en sort linje med gul skygge (grøn), medens en blyant (rød) her antyder den linje, der dannes af disse byers markskel.
At man nu allerunderdanigst henvender os til deres majestæt med den indskrænkede bøn og det inderlige ønske at grænselinjen gennem Kalvslund sogn må blive givet den af os tegnede retning langs med vore byers østre markskel.
