Om æressager

1.

Siger man anden noget til i krohus, møllehus, smedehus, eller andetsteds i slig forsamling, da må den, der sigtet er, stævne den anden, til tinge for slig snak og påsagn.

Vil den da det ikke bestå, og ej er bevisligt, eller siger sig at vide ingen skiel dertil, andet end han har hørt løst folk så sige, da skal fogeden finde ham sagesløs hjem igen.

2.

Sigter en den anden for nogen uærlig sag til tinge, for dom, eller i nogen anden ærlig og ædru forsamling, og skælder ham for løgner, skælm, tyv, eller sådant, som den andens ære og lempe egentlig angår, og det straks begæres, at de nærværende drages til minde, og det ikke kan bevises ham over, da bør den det sagt har at være en løgner, og bøde sine tre mark.

Og skulle dommerne give det fra sig beskrevet, om sådan æreskænden på tingene og for retten forefalder, og den sigtede det straks begærer at skrives og antegnes.

3.

Siger nogen om anden mand i hans fraværelse det, som hans ære og lempe angår, og det med lovfaste vidner i tide bevises, og han ej sådan påsagn lovlig kan bevise, da deles han derfor, ligesom han den anden det personlig tilsagt havde.

4.

Er ordene ikke nogens ære og lempe for nær, og dog kendes af dommeren at være utilbørlige, da må de med pengestraf forsones, efter som de er grove til.

Og skal ingen æredom udstedes for ord, som ære og lempe ikke vedkomme, og ved hvilke ingen sigtes på ærlig navn og rygte.

5.

Overskælder mindre mand, som allerede er dømt til sine tre mark, eller og ond kvinde, nogen med ærerørige ord, da skulle de enten forvises byen, om de i købstæderne er, eller herredet, om de på landet er, eller straffes med holmen, eller spindehuset.

6.

Kalder man anden tyv, horesøn, forræder, eller andre ubekvems ord.

Er han ved sin fulde lavalder, da blive han selv den samme mand, med mindre han den anden sådan gerning skellig overbevise kan. Er han mindre åring, miste sin hud.

7.

Befindes nogen med skammelig løgn, mundtlig eller skriftlig, at ville sætte deres øvrighed, gejstlig eller verdslig, eller andre hæderlige folk og ærlige hustruer, eller møer, nogen skandflik på, bøde sine tre mark, og derforuden trende fyrretyve lod sølv.

Og hvis han ikke har at bøde med, da bør han at slås til kagen og bære sten af byen.

8.

Overbevises nogen at have skrevet, eller opslaget, skandskrifter og paskviller på ærlige folk, og har ikke været sit navn bekendt, da bør han at miste sin ære, og gå i jern sin livstid på Holmen, eller andetsteds.

Er det på øvrigheden, miste sin hals.