Om arv og skifte
Når nogen ved døden afgår og efterlader sig enten umyndige, eller fraværende, eller udenlandske, eller ingen arvinger, da skulle de, som i huset er, hvor den afdødes gods og midler findes, under tilbørlig straf straks give stedets øvrighed, gejstlig eller verdslig, det tilkende, som skulle forpligtede være straks ved deres middel i arvingernes og frændernes nærværelse, som da kunne være tilstede, at lade forsegle hvis gods den afdøde tilhørte, og sætte det i god forvaring, uden hvis som til den afdødes begravelse og til husholdningen, om der holdes nogen, fornødelig behøves.
Hvilket dog altsammen skal registeres og vurderes og dem, som i huset er, leveres, som derfor siden skulle gøre rede og regnskab.
Er det husbond, eller hustru, som død er, og har fælles børn sammen, og den afdøde ingen sær kuld børn efterlader sig, da må den efterladte person uden sådan besegling sidde i boet indtil tredivte dag, med mindre der stor vidtløftig gæld i boet findes.
Thi da skal boet straks forsegles.
På tredivte dag skal boet af rettens middel og de myndige nærværende arvinger og de umyndiges og fraværendes formyndere og frænder rigtig registeres, og af uvillige personer lovlig vurderes, så og al indgæld og udgæld, så vidt vides kan, rigtig antegnes.
Er arvingerne inden by, da skulle de på tredivte dag efter den dødes afgang møde i stervboet. Er de uden by og i provinsen, da skulle de komme til sjette uges dag. End er de uden provinsen, da komme de til tolvte uges dag.
Men er de uden riget, de have de år og dags frist, som er et år og seks uger.
Og skal stedets øvrighed være forpligtet at give sådanne fraværende arvinger det tilkende på stervboets bekostning, så snart det dem af de vedkommende tilkendegives, hvem og hvor de er, som arve skulle.
Komme ej arvingerne til rette tid, da gemmer øvrigheden arven ved vederhæftige folk, som de selv dertil ville svare, men hvis løsøre, som lettelig ved tiden kunne fordærves, eller boet komme til omkostning, skal øvrigheden straks lade gøre i penge arvingerne til bedste.
Kommer en del af arvingerne og en del udebliver for lovlig forfalds skyld, eller og det ikke viste, over den tid, som de burde at møde, da skal øvrigheden ved visse folk lade de udeblivendes anpart, som i løsøre består, gøre i penge, og dem udsætte på rente.
Men jordegodset sættes under gode mænds tilsyn.
Er arving i kongens ærinde, da søge han arv inden tre uger efter at han hjemkommer.
End er arving i ingen lovlig forfald, og søgte ej arv enten personlig, eller ved skrivelse, i tide, og det bevises, at han viste, at arven falden var, have skade for hjemgæld, om noget af hans tilfalden arv forkommer, eller bliver uvis.
Er arving så vidt uden riget borte, at han ej inden år og dag kan få at vide om den falden arv og møde til bestemte tid, da skal hans næste vederhæftig frænde, eller, om han ingen har, en anden vederhæftig mand af øvrigheden dertil forordnet, være på skiftet, og hans lod til sig tage, og den gemme og lovlig forestå.
Det samme er og, om ikke vides, hvor arvingen er.
Er ingen rette arvinger til inden syvende mand, eller og rette arving udebliver i femten år, i hvad forfald han kan skyde på, da hør arven kongen til, såfremt han er i live.
Men hvis hans medarvinger bevise, at han er død inden de femten år, da falder hans lod hans medarvinger til.
Siger hustru sig at være med barn efter sin husbonds død, da, når boet er tredivte dag registeret, må hun blive i den uskift besiddende i tyve uger. Siden skulle gode kvinder granske og forfare, om hun er med barn, eller ej. Befinder de, at hun er med barn, da besidder hun fremdeles boet til så længe barnet vorder født. Fødes barn så længe efter husbondens død, at det vel kan prøves og forfares, at det ej er den afdøde husbonds barn, da gælde og betale hun først igen alt hvis hun tog, eller annammede, af boet fra husbondens døds tredivte dag, og tage ej siden mere, end hendes rette arvepart kan være.
Det øvrige tage husbondens rette arvinger, og hun derforuden straffes efter loven, og imidlertid hun så sidder i uskiftet bo, skulle husbondens rette arvinger med gode mænd af hendes frænder have opseende med, at hun ej unyttelig noget af boet bortøder, eller det afhænder, som hende ej selv tilhører, fordi hun må intet sælge, eller afhænde, af boet uden for hendes og fælles børns kost og underholdning, og til hendes tjenestefolks kost og løn.
Hvilket bør dog at ske med øvrighedens vilje og samtykke.
Ingen enkemand, eller enkekvinde, må indlade sig i nyt ægteskab, førend der er holdet rigtigt skifte med den afdødes børn, eller arvinger.
Når skiftes skal, og boet rigtig registeret og vurderet er, som sagt er, da skal først, før end nogen arve kan, al den bortskyldige gæld, som rigtig befindes, af fælles bo betales, først af bopenge og rørendes gods, så vidt det tilrækker, siden af jord og urørendes gods, om det rørendes ikke kan tilstrække, hvilket den efterlevendes, om han det begærer, og han dertil af samtlige arvinger betroes, må til sig annamme til gældens aflæggelse.
Ellers må arvingerne og deres formyndere med rettens middels betænkende og bistand gøre enhver kreditori, som det begærer, straks udlæg af boet for hvis han bevislig og billig fordrer, først af løsøre og siden af jordegods.
Dog skal ingen kreditor, særdeles den, som har rigtig håndskrift på sin fordring, nødes til at tage mod noget sådant udlæg, dersom han vil lade sin gæld blive hos arvingerne beståendes, og dem den betro.
Når gælden er således, som sagt er, aflagt, eller af arvingerne antagen, da skal den beholden bo redelig deles imellem arvingerne, og klare lodsedler gøres på hvad enhver af boet tilkommer, og så forfattes et fuldkommet rigtigt skiftebrev, i hvilket indføres skal både registeringen og vurderingen med indgælden og udgælden og boets beholdning, så også lodsedlerne.
Og skal skiftebrevet af arvingerne, eller deres frænder og formyndere, tillige med rettens middel underskrives og forsegles.
Øvrigheden skal have flittig indseende med at alting på skiftet kristelig og retfærdelig tilgår på alle sider, med mindre de ville stande derfor til rette, dersom noget for deres forsømmelse med deres videnskab ulovlig at være handlet befindes. Men hvis arvingerne er alle myndige og tilstæde, da har øvrigheden intet dermed at befatte sig, uden det af dem begæres.
Ingen skiftes forvaltere må i skiftebrevet tilfinde nogen at betale noget, med mindre debitor står under deres ret, og bør til deres jurisdiktion at svare.
Ingen kan efter skiftebrev, som imellem arvinger oprettes, enten søge gæld, eller oprette for gæld, med mindre han selv, eller hans fuldmægtig, har det underskrevet, eller debitor selv, eller hans fuldmægtig, for skiftets forvalter tilstår fordringen, for hvilken han dog bør at søges til sit værneting.
Har husbond og hustrue børn sammen, og enten af dem ved døden afgår, da, når gælden af fællesbo, som sagt er, er betalt, skiftes alle efterladte midler, bopenge, løsøre, købstadgods, jordegods, købegods og arvejord i to lige parter imellem den efterlevendes og fælles børn.
Dog arver den efterlevendes af de efterladte midler foruden sin egen hovedlod en broderlod.
Men hvis enten af dem gifter sig igen, da skal den broderlod, som den efterlevendes således bekom, igen komme til børnene. Vil den efterlevendes beholde hovedgården med tilliggendes jordegods og herlighed, som han, eller hun, indfører i boet, når de komme i ægteskab sammen, da bør det at stå den frit for at udløse børnene deraf efter billighed og efter samfrænders gode befindende.
Har husbond og hustru ingen børn sammen, da, når enten af dem ved døden afgår, stande det den efterlevendes frit for at træde til den hele bos løsøres og jordegodses lige skifte og deling med arvingerne. Vil den det ikke, da bør den at udlægge til arvingerne tre fjerdedele af det, som den afdøde i boet havde indført, hvormed arvingerne skulle lade sig nøje.
Og på det ret kan vides hvad den afdøde indført har, da skal det bevises med klar og oprigtig dokument og specifikation, som af dem begge i deres velmagt underskrevet og forseglet er, med tvende i det mindste næste samfrænders hænder og segl bekræftet, hvad samme afdøde i boet, der den kom i ægteskab, indførte, eller siden ved arv, gave, eller i andre måder, bekommet har.
Vil den efterlevendes beholde hovedgården med tilliggende jordegods og herlighed, da stande det den frit for, arvingerne deraf efter billighed og gode mænds velbefindende at udløse.
End dør både husbond og hustrue straks efter hinanden, før end den længst levendes med den første afdødes arvinger er kommen til noget sluttet skifte, eller endelig rigtighed, som før skrevet står, da kommer den ganske bo til lige skifte imellem begges arvinger, såfremt det ikke med klar og oprigtig dokument og specifikation bevises, hvad enhver i boet indbragt har.
Thi da bør enhvers arvinger at lade sig nøje med hvis den i så måder i boet indført har. Befindes enten af parterne at have gjort ophold med skiftet imod loven, da bør den at svare medarvingerne til hvis skade dem er tilføjet ved slig ulovlig ophold.
Vil husbond, eller hustru, bebreve hinanden noget af deres i boet indførte midler, da skal dermed forholdes, efter som meldes herefter i det fjerde kapitel om gave.
Er husbond, eller hustru, nogen arv tilfalden, efter at de vare komne sammen i ægteskab, og, før end enten af dem ved døden afgår, ej er i boet indkommen, da skal den indføres, når den hele bo skal skiftes, eller boens gæld skal betales. Det samme er og, om andre nogen arv tilfalden er, og de dør, før end arven i deres bo indkommen er.
Når boet skal skiftes, og den kan tilstrække, og alle kreditorer kan af den blive fornøjede, da tager den efterlevende så meget forud af den beholden bo til sin begravelse, som billig på den afdødes begravelse er anvendt.
I dette tilfald beholder og hustruen sin fæstensgave, eller morgengave, hvilken af den lod skal betales, som husbondens arvinger tilfalder, såfremt hun vil afstå den broderlod, som hende ellers tillagt er efter hendes husbond.
Kan boet ej tilstrække, da mister den efterlevende vederlag for begravelse og hustruen sin fæstensgave, eller morgengave.
Ingen enke må efter sin husbonds død befatte sig med boens midler, indgæld, eller udgæld, førend der et lovligt skifte holdet er.
Arv bør at fremgange, imens afkom er til, og så længe børn og børnebørn er til nedad, da arve ej forældre, eller oldefædre, opad.
Mandsperson tager to loder imod en kvindesperson tager en, i alle arve.
Ægtebarn tager arv efter fader og moder, om det vorder levendes født og døbt, og ikke ellers.
Tvistes der om barn var levendes født og døbt.
Item om fader, eller moder, overlevede barnet, eller det dem, da bør sligt med trofaste vidner at bevises.
Ægtebørn er de, som er føde af forældre, der er ægte viede med hinanden, om end skønt de kunne være føde, før end forældrene var kommen sammen i ægteskab.
Ægtebarn skal det og holdes for, som af fæstefolk fødes, dersom de have været trolovede, og vielsen har været berammet, og fæstemanden dør forinden, med så skel at det kan bevises og forfares, at barnet er avlet, siden forældrene vare af præsten trolovede.
Barnebarn, som fødes af søn, eller datter, tager arv efter farfader, farmoder, morfader og mormoder, ligesom dets fader, eller moder, skulle taget, dersom de havde levet. I lige måde tager dets barn, imens noget findes, arv efter oldefader og oldemoder.
Er ej børn, ej børnebørn, og fremdeles nedad, da arver fader alene.
Er ej fader, da arver moder og fuld- eller halv-søskende.
Dog at moder tager ej mere end et hendes barn, mands lod, om søn er til, kvindes lod, om søn er ej til.
Og halvsøskende tage ikkun halv lod imod fuldsøskende.
Er nogen af søskende døde, og have efterladt sig børn, eller børnebørn, da stå de i deres forældres sted, og arve med deres forældres søskende den lod, som deres forældre kunne være tilfalden.
Er ej moder til, ej søskende, da arve deres børn, ligesom de alle vare søskende, og så fremdeles ned ad.
Er nogen af disse døde, og have sig børn, eller børnebørn, efterladt, da træde de i deres forældres sted, og arve den lod, som deres forældre kunne være tilfalden.
Er disse ikke til, da arver farfader, morfader, farmoder og mormoder, ligesom de vare søskende.
Er disse ikke til, da arve oldefædre op ad.
Er oldefædre ikke til, da arver farbroder, morbroder, farsøster og morsøster, og skiftes arven imellem dem, ligesom de vare søskende.
Er nogen af disse døde, og have efterladt sig børn, eller børnebørn, da træde de i deres forældres sted, og arve den lod, som deres forældre kunne være tilfalden.
Er ej farbroder, morbroder, farsøster og morsøster til, da arve deres børn, som er den dødes søskendebørn, alle ligesom de vare søskende, og så fremdeles nedad til syvende mand efter den døde.
Er nogen af disse døde, og have sig børn, eller børnebørn, efterladt, da træde de i deres forældres sted, og tage den lod, som deres forældre kunne være tilfalden.
Er ej disse til, da arve farfaders brødre og søstre, farmoders brødre og søstre, morfaders brødre og søstre, mormoders brødre og søstre, ligesom de vare alle søskende.
Er nogen af disse døde, og have sig børn, eller børnebørn, efterladt, da træde de i forældrenes sted, og arve den lod, som deres forældre kunne være tilfalden.
Er disse ej til, da arve deres børn, så som de alle vare søskende, og så fremdeles nedad til syvende mand efter den døde.
Er de ej til, da arve farfaders farbrødre og søstre, farfaders morbrødre og søstre, farmoders farbrødre og søstre, farmoders morbrødre og søstre, morfaders farbrødre og søstre, morfaders morbrødre og søstre, mormoders farbrødre og søstre, mormoders morbrødre og søstre, alle som de vare søskende.
Er nogen af disse døde, og have efterladt sig børn, eller børnebørn, da træde de i deres forældres sted, og arve den lod, som deres forældre kunne være tilfalden.
Er disse ej til, da arve deres børn så som de alle vare søskende, og så fremdeles ned ad til syvende mand efter den døde.
Skilles husbond og hustrue fra hver andre ved dom, og det hender sig, at de skulle arve deres børn, da tager hustruen i slig arv lige ved husbond og lige ved søn og ved stifbarn, når de komme sammen om arv, med mindre skilsmisse er sket for horsag.
Thi da arver den uskyldige person alene barnet.
Drukne, eller indebrænde, eller i andre måder omkomme på en tid de, som hinanden arve skulle, om den ene den andens død overlevede, og ingen kan sige, eller vidne, hvilken der først blev død, da skal de, som dem arve skulle, arve hvis enhver af dem selv ejede, uagtet den arv, som den ene efter den anden kunne tilfaldet, dersom han den andens død havde overlevet.
Er udarvinger til, som er udskifte af fællig, og dør nogen af dem, som er i fællig, da skiftes alt godset, så som de alle levede i fællig, og siden skiftes den dødes lod imellem alle arvinger.
Forbryder nogen sit liv og hovedlod, da kan dens arvinger, når han er død, dog derved ikke forbryde den arv, som dem siden kunne tilfalde, når de dør, som de skulle arve i den persons sted, som sit liv og hovedlod havde forbrudt.
Sker det, at barn, som først er født, arver sin halvsøskende med sin moder, eller nogen anden, i hvor mange søskende siden fødes, da skal den, som således sin halvsøskende, eller andre, arvet har, forlods udtage alt det han således arvet har, når skiftes skal enten efter fader, eller moder.
Handler søn, og vinder penge i fællig med sin fader, og er ej udskift fra sin fader, da skal han, når faderen dør, og han ham arve vil, føre til skifte hvis vundet er, eller miste arv.
Men er han uden fællig gift, eller ugift, og selv fortjener penge, da beholde han det han vundet har, og arve dog sin fader og moder.
Gifter søn sig, og fører sin hustrue ind til sin fader og moder, da skal der klare registere gøres på hvad hun indførte, med gode mænds hænder under.
Thi dersom han dør, imens han er i fællig med fader og moder, enten han har barn med hustruen, eller ej, da tager hun ikke mere end hun indførte.
Thi hendes husbond havde ej lod, den stund hans fader og moder levede, uden ham var noget særlig i hænde givet, eller han selv noget havde fortjent og forhvervet uden fællig, eller noget ved arv bekommet.
Men har han børn ved hustruen, da blive de med farfader og farmoder, og tage arv efter deres død.
Det samme er og, om nogen tager hustru, hvis forældre leve, og drager ind til dem.
End forsømmer den, som drager ind i fællig, at gøre rigtig fortegnelse på hvis den indførte, og dør der efter, da skal den efterlevendes gøre sin ed, hvor meget indført var, og den afdødes arvinger bør dermed at lade sig nøje, med mindre de det anderledes inden år og dag kan bevise.
Har fader, imens moder lever, givet et sit barn noget i hænde, eller kostet dets rejse på fremmede steder, eller og bryllups udflyning (dog bryllups kost hermed ej ment) eller deslige, og dør fader, førend han får gjort de andre lige skel, som ham tykkes og ret er efter loven, da stande den bekostning, som af faderen i så måder optegnet er, i barnets fulde lod, når der skiftes enten efter fader, eller moder, så vidt samfrænder og øvrigheden kunne billigt eragte, og boet kan tåle, og så at de andre børn ikke sker forkert, men nyde jevnet efter loven.
Vil barn sig det ej lade afkorte, da indføre i boet hvis det efter faderens opskrift bekommet har. Vil barnet det ej gøre, miste arv.
Men vil barnet nøjis med det, som det således af faderen bekommet har, da skal det ej nødes til det at indføre, eller at jevne med sine medarvinger, såfremt kreditorerne ikke skulle komme derover til forkert.
Sædegårdene med jure patronatus, birkerettighed og så mange ugedags og næst hosliggende bønder, som til avlen at drive fornøden gøres, skulle blive hos brødrene, og søstrene skulle tage i arv det andet fraliggendes og strøgods.
Kan de ikke nå deres lod derudi, eller i løsøre og købstadgods, da skulle brødrene, der sædegårdene således, som sagt er, bekomme, gøre dem fyldest for deres arvelod i andre måder, eller tage dem i fællig med sig i sædegårdene for så vidt som søstrene efter deres arvelod er berettigede.
Falder sædegård i arv imellem andre arvinger, og de ej ville blive i fællig, og dog ej kunne om købet sig imellem forene, at den ene den anden udkøber, da, på det den dog med bønder og herlighed kan blive tilsammen, må den ene arving de andre bud gøre, og hvis de, eller den, som det bydes, ikke ville det antage, da skal den medarving, som mere vil give, end budt blev, være til gården og godset berettiget: Kan og enten af dem nogen købere tilvejebringe, som mere og højere derfor vil give, end arvinger sig imellem byde, må den ene den anden til skade ikke købet tilbage holde, men pligtig være at sælge.
Dog vil arving inden år og dag give så meget som den mestbydende, og derfor stille nøjagtig forsikring, bør han dertil nærmest at være, og imidlertid bliver gården og godset i fællig under en af arvingernes administration, som medarvingerne dertil ville betro.
Enhver privilegeret, som har en sædegård, som med underliggendes gods i det ringeste tilhåbe er fire hundrede tønder hart korn, skal tilladt være stamhus deraf for en af sine børn, eller arvinger, om han ingen børn har, at oprette med sådanne vilkår, som han det nyttigst og bedst eragter. Men på det at ingen sine kreditorer dermed skulle skade tilføje, da skal den, som sligt stamhus oprette vil, det år og dag tilforn til landsting i den provins, hvor samme gods ligger, lade forkynde, og der lovlig bevise, at han alle sine kreditorer derom har advaret år og dag, førend han det opretter, og hvis han nogen forsømmer, den er berettiget i samme gods sin betaling at tage, når ham behager, om end skønt det til stamhus oprettet er, og siden de vilkår i landstingsbogen lade indføre, med hvilke han stamhuset opretter, hvilke siden uryggelig skal fast stå, og må derefter i deslige gods hverken indførsel eller pant ske, langt mindre imod den første indstiftelse sælges, eller afhændes.
Men vel må ejeren i nøds tid den årlig indkomst på vis tid forsette for den gæld han siden stamhusets oprettelse gør, som i det længste skal være fem år. Gør han derimod, da være al slig handling kraftesløs, og derforuden den, som næst efter til successionen er berettiget, have fuldkommen magt det straks at tiltræde. Ingen, som er i forfølgning, eller maning, eller over hvilken dom er gangen for gælds sager, må stamhus oprette, førend han sig først fra alt sligt frigør. Dersom den, som efter fader stamhuset bekommer, har søskende, som ingen arv bekomme efter deres forældre, da er den pligtig til årlig at give dem hvis efter samfrænders tykke billigt kan være til deres ophold, så og holde dem kravsløse for deres forældres gæld.
Bøndergårders og vandmøllers bygninger følge den, som grunden og jorden tilfalder, uden noget vederlag til medarvingerne.
Når birk ganger i arv og skifte, da følger herligheden med rettens betjente at sætte og faldsmål at oppebære den, hvilken sædegården, som birket ligger under, tilhører.
Tvistes der imellem søskende, eller andre, at nogen er sket forkert på skifte, eller i andre måder tvist derom indfalder, da må den, der finder sig brøstholden, kalde de andre til jævnet inden år og dag, om han er i riget og myndig, og da skulle samfrænder se til dem at forlige.
Kunne de dem ikke forene, da skulle kommissærer, eller gode mænd, dem ved dom adskille.
Har enkemand, som ikke skift har efter sin hustru med hendes børn, eller arvinger, taget anden hustru, og indført hende i uskiftet bo imod loven, da, når enten husbonden, eller hustruen, dør, bør husbonden, eller hans arvinger, lovlig at bevise hvad hans midler var, der han hustruen i uskiftet bo indførte, at første hustrus børn, eller arvinger, deres tilbørlig arv efter hende forlods ud kan bekomme.
Kan det ej ske, da skiftes boet i tre dele, den ene til de børn, eller arvinger, som arv efter forrige hustrue tilfalden var, den anden til den afdødes børn, eller arvinger, og den tredje til den efterlevende husbond, eller hustru. Det samme er og, om husbonden er indkommen i uskift enkekvindes bo, med den arv, som forrige husbonds børn, eller arvinger, efter ham tilfalden er.
Slegfredbarn arver ej fader.
Men dersom fader fører slegfredbarn til tinge, og lyser og forkynder, at det er hans barn, og skøder det hvad som han vil give det, da skal det så meget beholde, som det skødet vorder.
Dog at det ej mere er end halv lod imod ægtebarn, og ej videre. End lyser han det i køn og kuld, og skøder det intet, da tager det halv lod ved ægtebarn. Er ej ægtebarn til, da tager slegfredbarn, som tinglyst er, fuld arv efter faderen.
Og fanger slegfredbarn nogen arv efter faderen, da arver det og efter søskende og fædrene frænder halv så meget som ægtebarn, uden faderen forkyndede det på tinge, at slegfredbarn skulle nøjes med det, som faderen gav det i hænde, og da får det ej mere enten efter fader, eller søskende, eller fædrene frænder. Det barn, som af fader tinglyst vorder, må ingen vræge, at det jo holdes for ægtebarn.
Horebarn, som af den avlet er, der i ægteskab lever med en anden person, tager ej arv efter den, som sig i ægteskab forset har, fader eller moder, endog faderen tinglyste det og skødte det alt det, som han mest formåtte, uden at han giver det noget i hænde, før end han døde.
Slegfredbarn tager arv efter moder lige ved ægtebarn, hvad heller det er tinglyst, eller ej.
I lige måde efter møderne frænder.
Moder og mødrene frænder alene arver slegfredbarn, som ej tinglyst er.
Men er det tinglyst, da arve fader og fædrene frænder det, lige som det var ægtebarn.
Dræber nogen den, som han arve skulle, og det sker ikke af våde, eller nødværge, da må hverken han, eller hans arvinger, tage arv efter den dræbte.
Men arven skal deles imellem andre den dræbtes næste arvinger.
Føres arv uden by, eller af den husbonds grund, som den var falden på, da giver hver, som arv således affører, til byen, eller husbonden, forløvspenge to lod sølv.
Vil nogen uden riget bosiddende af riget føre arv, som ham i riget kan være tilfalden, eller nogen her i riget bosiddende sit gods og formue uden riget bortflytter, pengene på rente sætter, huse og gårde under fremmed herskab opbygger, eller køber, da skal han deraf først den sjettepart til kongen og af det øvrige den tiendepart til øvrigheden, eller husbonden, efterlade, hvad heller han er i købstad, eller på landet bosiddende.
Befindes og penge og gods tilforn af riget at være udskikket, da skal ligeså vel deraf gives, som det endnu her i riget fandtes.
Og på det vished herom kan erfares hvad udskikket er, skal arven så længe på en ret anholdes, indtil derom nøjagtig erfares. Skal og i tide tilses, når noget end og af en bosiddende udskikkes, at kongens og øvrighedens, eller husbondens, rettighed deraf erlægges: Og alt dette skulle kongens amtmænd og fogeder således iagttage, som de selv ville stå til rette for hvis skade deres efterladenhed forårsager.
End overdrager nogen uden rigets arving sin arvepart til nogen den afdødes slægt, som i riget bosat er, uden noget vederlag, så at hverken arven, eller det ringeste vederlag for den, udføres, da bør hverken sjette, eller tiende, penge deraf gives.
Men befindes det, at der er nogen svig under med samme overdragelse, så at arvingen noget vederlag gives for arven, da skal den, som arven overdragen er, ikke alene erlægge den sjette og tiende penge deraf, men end og have den ganske arv til kongen forbrudt, og derforuden for sådan svig bøde sine tre mark.
Opholder nogen kongens indfødte undersåt sig uden riget, som dog tænker at ville sig igen i riget begive, og ham nogen arv imidlertid tilfalder, da, såfremt han gør øvrigheden forsikring, at samme ham tilfalden arv ej af riget skal blive udført, bør han at være fri for sjette og tiende penges erlæggelse.
Vil nogen arv købe, da skal han, når arven og boet rigtig registeret og vurderet er, tage af borgmester og råd i købstæderne, og på landsbyerne af herreds- eller birkefoged, eller andre, som skifter skulle forvalte, nøjagtig bevis, rådstue- eller tingsvidne på boens tilstand, grund og løsøre, løst og fast, indgæld og udgæld, så vidt efter registerings-bøgers og håndskrifters overseelse kan forfares, og skal sådan kundskab og arvens fuldkommen registering, såvel som og hvor anparten af arven solgt er, al svig at forekomme, i samme arvs købebrev, om det skal magt have, fuldkommelig indføres ved dag og datum, og derhos bevislig gøres førbemeldte boets tilstand for den sælgendes at være nøjagtig kundgjort, før end købet er blevet sluttet, og det i den sælgendes øvrigheds og godtfolks overværelse.
End ventendes arv må ingen enten sælge eller pantsætte.
Ingen øvrighed, eller rettens betjente, som med skifter have at gøre, må enten ved sig selv, eller nogen anden, købe nogen arv, som under deres egen ret falden er.
Fordrister nogen sig herimod at gøre, straffes såsom den sig i svig og underfundighed har ladet befinde.
Hvo arve vil og med arven sig befatter, skal svare til dens gæld, som han arver, så som han tager arv til.
Dog har nogen kreditor den afdødes brev, som forbinder arvingerne, en for alle og alle for en, da bør arvingerne at efterkomme hans forskrivelse, om endskønt de have delet udgælden imellem sig. I lige måde dersom der i boet er kongens penge, at den afdøde har stået for regnskab, børnepenge, fattiges penge, kirkepenge, og arvingerne skifte boet imellem sig, før end sådan gæld er aflagt, da bør en for alle og alle for en dertil at svare.
Det samme er og, om kreditor, som ikke har brev på en for alle, begærer betaling af boet, før end den skiftes, og må den ej nyde.
Når nogen dør, som har stået for kongens regnskab, og har ikke kvittering derfor, da må der ingen skifte holdes, før end kongen har fået sin fornøjelse, såfremt at fordringen ikke er over tre år gammel, fra hans dødsdag af at regne.
Thi hvis fordringen er ældere, da bør skiftet derved ikke at opholdes.
Men med sådan fordring at forholdes som med anden gæld.
Når nogen vorned tilfalder arv, i hvor det er, da skal skiftets forvalter give vornedens husbond det tilkende, at han kan have omsorg for, at vorneden ret vederfares.
Ville rette arvinger ej arve, og ingen med arven sig vil befatte, da skal hustruen, børnene, eller arvingerne, som myndige er, eller de umyndiges formyndere, og frænder, som tilstede er, eller andre, som tilsyn i huset have, straks ved rettens middel lade al boen, løsøre og breve, og andet forsegle, og det nøjagtigen forseglet i god forvaring indsætte, eller og stande derfor som for anden vitterlig utroskab til rette.
Dog skal dem være tilladt til daglig brug og ophold kost og øl og nødvendig boskab, som dog rigtig registeres skal, efter som de ville forsvare, uden fare og ubeseglet til nytte at have og bruge.
Går nogen ind i beseglet stervbo, og der opbryder, eller borttager seglene, og det ham lovlig overbevises, bøde sine tre mark.
Befatter nogen sig med stervbo, og der skalter og valter efter sin egen vilje uden rettens middels overværelse, eller de vedkommendes vilje og minde, lægge ud så meget, som de vedkommende ville sigte ham for ved deres ed.
Befindes nogen at have gjort arvesvig, lægge ud hvis forsveget er med skadegæld og for utroskab bøde sine tre mark.
Øvrigheden og rettens middel, som skifter skulle forestå, er på landet kongens amtmand, eller husbonden, ved dem selv, eller deres fuldmægtige: I købstæderne borgmester og råd med byfoged og rådstue- eller byskriver, eller andre under- og overrettens betjente med deres sekretærer og skrivere: iblandt gejstligheden herredsprovsten og tvende præster, hvor af den ene skal holde protokollen.
Og skal bemeldte skiftes forvaltere have en bog, hvorudi kopi af alle skiftebreve, som de udsteder, skal indskrives.
