Om bøder og dommes eksekution, nam, indførsel og deslige
Alle aftingninger for uvisse sagefald i købstæderne, og på kongens amter, kommunitetets, hospitalers, skolers og kirkers gods, skulle ske til tinge, og deres indtægter med tingsvidner forklares.
De, som stå for regnskab, skulle ved deres regnskaber og indtægter lægge præsternes kundskaber, hvor mange dem vitterligt er at have sig med lejermål forset, og hvem for barnefader er udlagt, samt slutningen af de domme, hvor nogen sagefald, eller konfiskation, er falden.
Og skulle hverken borgmester og råd, eller byfogeden for nogen deres anpart, være sig halve, tredie, eller tiende, penge, eller andet, noget indebeholde, før end alle udgifterne med betjenternes løn er fra den hele sum af indtægterne afdragne.
Så skal ej heller kongen til udgift føres, hvis bekostning på fanger at underholde, eller at lade straffe, gøres.
Men den skal betales af den skyldiges bo, eller af sagsøgeren, såfremt de middel have, hvorpå rigtig tingsvidne skal tages.
Men dersom hverken den skyldiges bo kan tilstrekke, ej heller sagsøgeren kan betale, da skal den tages af anden uvisse sagefald, på det ret og retfærdighed kan have sin gænge.
Bøder skulle på det sted, som dømt er, udlegges og betales.
Tresindstyve lod sølvs bøder, og andre deslige, når bødes skal både den forurettede og herskabet, deles i trende parter.
Den første tilkommer sagsøgeren, den anden den skyldiges husbond, eller øvrighed, den tredie kongen, eller den, som overretten herligheden har.
Er den skyldige uden husbond og tjenesteløs, da tager kongen bøderne, som husbond.
Dersom ingen arvinger findes efter dræbt mand, som mandebod efter loven bør at opbærge, da hører den kongen til.
Misdæders hovedlod, som forbrydes, følger hans husbond, eller herskab, det være sig på hvis stavn den og findes.
Dersom den forurettede lader sin sag upåtalt, eller og, når han sagen rejst har, enten lader den falde, eller forliger sig med sin vederpart, før end dom gangen er, da bør dog kongen, eller husbonden, deres bøder, i de sager, som bøder vedhænge. Ellers bødes ej kongens, eller husbondens, sag, før end den forurettede er sket fyldest.
Barn, som er under sine femten år, bøder skaden til den, som han forsætligen har forbrut sig imod, og ikke til husbonden, uden for manddrab alene.
Boslod, eller hovedlod, som forbrydes, forståis, når sagsøgeren først har bekommet sin ret, og al anden vitterlig gæld er udtagen.
Ved bøder på sølv forstås så mange penge i mønt, som sølvet er værd.
Har man ikke formue at bøde med, da straffes på kroppen.
Jord forbrydes ikke, men falder arvingerne til, med mindre crimen majestates er begangen, eller forseelsen kendes så grov, at den skyldiges gods, både rørendes og urørendes, bør kongen at være hjemfaldet.
Vorder nogen dømt til fuld, eller halv, mandebod, eller til tresindstyve lod sølvs bøder, være ugild til at stå i nogen ret, og betiene den bestilling han haver, indtil han retter for sig.
Og hvis han det ikke gør inden seks uger, eller stiller nøjagtig borgen, da bør han at miste sin fred, indtil han retter for sig.
Men er ham dom overgangen på ringere bøder i ærlig sag, eller han er dømt til noget at betale, eller gøre, og han ikke retter for sig inden forelagte tid i dommen, da bøde han tre lod sølv, og være ugild til at stå i rette imod nogen, og at betiene den bestilling han haver, indtil han retter for sig.
Og hvis han ikke inden seks uger derefter endda retter for sig, da må hans vederpart lade ham gribe og fængsle, indtil han retter for sig.
Men er der gåen dom over ham for ran, eller anden uærlig sag, og han er dømt til at bøde sine tre mark, da er han mindre mand indtil han af kongen kan få oprejsning.
Og hvis han ikke inden seks uger efter dommens datum retter for sig, da bør han at miste sin fred, indtil han retter for sig.
Er nogen dømt til at miste sin fred, eller at rømme kongens riger og lande, og efter den forelagte tid i dommen lader sig der finde, da bør han at gribes og straffes på hans hals.
Og hvo som huser og hæler den fredløse, bøde til kongen for den første nat, han har ham i huse, seksten lod sølv, for anden nat dobbelt, og så fremdeles, med mindre han ved sin egen højeste ed kan benegte, at han ikke viste, at han var fredløs. Fredløs mand har dagsrum og nattefrist at rømme.
Når nogen, som ikke nyder adelig frihed, er tildømt at betale, eller lide nam, eller indførsel i sit gods, i hvor det findes, og han ikke retter for sig inden femten dage, eller og trende solemærker, om enten han, eller hans vederpart, er gæst, da skal fogeden, eller hans fuldmægtig i hans forfald, med tvende mænd, når det af sagsøgeren begæres, for den skyldiges bopæl æske udlæg efter dommen, og hvis han ikke straks retter for sig, og enten ikke vil, eller kan, gøre udlæg, som sagsøgeren kan nøjes med, da skulle de af de bedste vare og løsøre, som i den skyldiges bo findes, og om de ej kan tilstrekke, af hans jorder og ejendom tilvurdere sagsøgeren fyldest og fuld værd for hvis han af dommeren er tilfunden at betale.
De skulle således taksere og sette, hvis løsøre udlægges, som de agte at forsvare, og jordegodset efter den takst, som af kongen sat er.
Og skulle de, når de i jordegods indføre, drage til hver gård lejligheden at forfare, at dens værd des bedre efter kongens takst kan agtes, og derefter indføres. Om noget forekommer, som de ikke forstå sig på at taksere, da må fogeden kalde andre dertil, som have forstand derpå.
Gør den skyldige selv anvisning på jordegods, på det han sit løsøre kan beholde, og sagsøgeren dermed er tilfreds, da må det ham tillades.
Hænder det sig, at tvende, eller flere, på en tid begære af fogeden at gøre dem nam, eller indførsel, da skal fogeden først være den følgagtig, som ælst nams, eller indførsels, dom haver.
Men forsømmer nogen selv sin ret, da må den bekomme nam, eller indførsel, som lovligen sin sag forfølger.
End have de lige gamle domme, og på en tid søge nam, eller indførsel, da have de lige rettighed, og om de indførsel udi et gods søge, være derudi lodtagne hver efter sin anpart, i hvo og af dem indføres, med mindre nogen straks indførselen opsiger, og sig på ny i andet gods vil indføre.
Men hænder det sig, at nogen har nams, eller indførsels, dom over sin skyldener erlanget, og formedelst indstævning til højere ret kan ikke udlæg for sin fordring bekomme, og en anden imidlertid også nams, eller indførsels, dom over samme skyldner erlanger, da skal der af den skyldiges bo så meget afsættes til den første, som dom erlanget haver, og den betimeligen for rettens middel, som den anden udlæg gøre ville, forkynde lader, som han kan billigen blive fornøjet med for sin fordring og anvente bekostning, hvilket skal så længe i arrest forblive, indtil endelig dom imellem ham og hans skyldner afsagt vorder, og før end det således afsat vorder, må den anden ej nogen udlæg bekomme.
Ingen må sig i bondens korn, hø, eller foder, enten i laden, eller på marken, lade indføre, ej heller i bondens fornødne plovbæster, eller andet nødvendigt plovredskab, så længe som kåber, tin, boskab, fæ, kvæg, heste, hopper, eller andet tjenligt, som i bon findes, kan tilstrekke.
Og hvis nogen indførsel sker, enten i utærsket korn, hø eller foder, da må dog foeringen ej fra bondens bolig bortføres, men den skal på stedet fortæres.
Ej heller må nogen tage nam i bondens bo, før end aflagt er al bevislig forstrækning, som bonden gjort er til hans avls fortsættelse, enten af husbonden, eller andre, så og kongens skatter og den tilbørlig landgilde, som han sin husbond pligtig er.
Så længe gode tjenlige løsøre, godt købstadgods, eller jordegods, er at bekomme, som sagsøgeren med billighed kan være fornøjet med, og for hovedstolen, påløbende rente, og anvente billig bekostning, efter brevenes formælding, med dets udlæg være skadesløs holden, da skal hovedgårdens takst og gården selv med næst tilliggende gods, som til gårdens avlings fortsættelse uforbigængelig fornøden eragtes, og en hvers bopæl forskånes.
Og må sagsøgeren selv navngive hvis andet gods han til udlæg begærer, og den skyldige ingen ret have ham at henvise, hvor ham selv lyster.
Ej heller må de, som indførslen gør, sagsøgeren andensteds imod hans vilje og samtykke indføre.
Men hvis den skyldiges bo, eller jordegods ej kan tilstrække, så sagsøgeren deraf kan nå skellig og billig betaling, som før er mælt, da skal til dens fyldestgørelse indførsel og udlæg ske, først i det næste gods, dernæst i hovedgårdens takst, og endelig i gårdens bygning, eller anden bopæl, indtil sagsøgeren for sin fordring på forskrevne måde fuldkommelig vorder betalt.
Og står det sagsøgeren frit for at lade sig indføre i hvis gods, som af den skyldige afhændet, eller pantsat, er til andre, siden sagsøgeren ham, enten maning, eller stævning til højeste ret, lovlig har ladet forkynde, eller arrest gjort på hans gods, eller person, eller nams, eller indførsels, dom over ham forhvervet.
Men ellers skal intet, som lovlig er afhændet tilforn, eller noget lovligt pant, ved hvad navn det og nævnes kand, ved sådan udlæg, eller indførsel, præjudiceres.
Har nogen taget anden i fællig med sig, og har ej tinglyst hvad han indførte i fællig, og vorder enten af dem, som i fællig er, dømt til at lide nam, eller indførsel, da må der ske nam og indførsel i alt hvis der i fællig findes, og må den, som dom overgangen er, ikke lyse alt sit gods til den anden, og gøre sig selv fattig, uden det var gjort til tinge, før end han til tinge blev søgt.
Findes den, som nams og indførsels dom overgangen er, at have sit gods og formue i et andet herred, birk, eller købstad, og han ej har i det herred, birk, eller købstad, som dommen falden er, at fyldestgøre dommen og sagsøgeren med, da skal fogeden der sammestæds i lige måde være forpligtet at gøre eksekution, ligesom sagen sammesteds forfulgt var, når han med den dom, som til den skyldiges værneting udstæt er, besøges.
Dersom den, der søges med nam, eller indførsel, enten ved sig selv, eller sine folk, griber til verie, da bøde han og hver af dem trediesindstyve lod sølv, om endskønt de ingen skade gøre.
Gør de nogen skade, da bøde de derforuden for skaden.
Fanger han, eller de, skade derover, da have skade for hjemgæld.
Sagsøgeren kan og lade sig indføre i det, som den skyldige arvet har, om endskønt en anden dermed forlent er, og det i hænde haver: så og i det, som den skyldige har anpart udi, hvad heller samme hans anpart vides, eller ikke, dog alene så vidt, som den skyldige dertil er berettiget.
Og så snart sagsøgeren kan få at vide, hvorudi den skyldiges anpart består, skal han være forpligtet i den at lade sig indføre, med mindre han vil have skade for hjemgield, om han det forsømmer, og lader andre derudi gøre indførsel, for hvilke han ellers var prioriteret.
Ingen kan i det, som den skyldige endnu først arve skal, lade sig indføre.
Befinder sagsøgeren sig brøstholden med løsøres vurdering, da må han kræve andre vurderingsmænd derpå til anden vurdering, dobbelt så mange, som på første vurdering været have.
Og hvis han med ingen af dem kan, eller vil, nøjes, da må han på skyldenerens skade og fordel ved offentlig auktion selge det udvurderede gods.
Kan han så ej deraf bekomme fyldest, da bør af skyldenerens bo videre udlæg at ske.
End bliver der til overs, da kommer det skyldeneren til gode.
Søges nogens bo med nam, eller indførsel, og sagsøgeren af den skyldiges gods ej kan blive betalt, da har sagsøgeren magt til at lade ham sætte i forvaring, indtil han betaler, eller stiller nøjagtig forsikring for gælden.
Når udlæg sket er efter nams og indførsels dom, eller på skifte, opbud, eller andre måder, og dertil hørende dommes og breves summa og andre omstændigheder er i den afsigt, som derpå gjort vorder, indførte, da skulle fornævnte domme og breve nøjagtig påskrives og kasseres, så vidt de bør, og siden den, af hvis bo udlæg gjort er, tilstilles.
Dog hvis nogen efter lands lov og skyldenerens forskrivelse ikke har af udlægget sin fulde betaling, da må han brevene beholde.
Dog at derpå bliver afskrevet, hvis han derpå bekommet haver, og hvis han videre med rette har at fordre.
Vægrer fogeden, som bør at eksekvere nams, eller indførsels, dommen, eller hans fuldmægtig, at gøre sit embede derudi.
Eller han med mændene gør noget imod dette, som forskrevet står, da skulle de samtlige stande den forurettede til rette derfor, og oprette ham al den skade han derover lider, og fogeden derforuden for rettens fornægtelse at miste sin bestilling.
Er den skyldige af adel, eller lige ved adel privilegeret, da stævnes hjemtingsdommen til landstinget, og dersom den der bliver ved magt kendt, da skulle landsdommerne, enten selv, om de ville og kunne, eller udmelde og tilfinde tvende ridemænd, som kreditoren dertil kan formå, hvilke skulle være pligtige til at efterkomme landsdommernes tilfindelse, og tage fogeden med sig, og gøre sagsøgeren udlæg, efter den måde, som her ovenfor mælt er om fogeden og tvende mænd.
Dør sagsøgeren, imens sagen er i proces, da må hans arvinger blive ved at udføre den, som den afgangen slap. Samme ret er og om værge og umyndige.
Dør den, som søges, før end nam tagen, eller indført, er efter underrettens dom, da svare hans arvinger ikke til forfølgningen, før end derpå tages straks overrettens dom.
Men hvis dom for kongens højeste ret er gangen, da søges derefter ekssecution uden videre proces.
End er ingen arvinger, da stande forfølgningen for fulde.
Dog dersom rette arvinger inden år og dag, efter arven falden er, komme, og arven vedgå, da må de udløse den, som indført er, når de ham efter indførselen fornøje og til freds stille, og imidlertid nyder han godset og dets indkomst for sin rente.
Ingen nam, eller indførsel, må ske i den afgangnes bo, efter hvilken arv og gæld lovligen er fragået.
Når nogen, som ikke nyder adelig frihed, er af kongens højeste ret tildømt nogen gæld at betale, som ved nam, vurdering og indførsel, bør at søges, da skal han så snart, som sagsøgeren ham dommen ankynder, efterkomme dommen, og rette for sig.
Hvis han det ikke gør, skal herreds- birke- eller byfoged, hvor den skyldige sig opholder, eller har sine middeler udi, være forpligtet, straks ham dommen med kongens segl under fremvises, uden ophold, eller nogen forevendning, at gøre sagsøgeren udlæg i den skyldiges bo, efter den måde, som her oven tilforn er mælt, først for hvis højeste rettes dom indholder, dernæst for al den bevislig omkostning, som sagsøgeren er ibragt, siden højeste rettes dom falden er.
Og dersom befindes, at den skyldige af modvillighed har gjort utilbørlig ophold med højeste rettes dom at efterkomme, da bør fogeden også at gøre udlæg af hans bo for kongens faldsmål, som er syv og tyve lod sølv.
Dersom den skyldige er af adel, eller lige ved adel privilegeret, og han ikke straks retter for sig, efter at højeste rettes dom er ham forkyndet, og sagsøgeren søger sin betaling i den skyldiges middel og formue, som på landet findes, da skal landsdommerne på første landsting, som holdes, efter at sagsøgeren har dem højeste rettes dom forevist, uden nogen stævning over den skyldige, enten selv, om de ville og kunde, eller udmælde ham af landstinget ridemænd, som skulle gøre sagsøgeren udlæg i den skyldiges middel og formue, som på landet findes, efter den måde, som her oven tilforn er meldt om ridemænds og fogedernes forretninger i disse sager.
Men hvis den skyldige har sine midler i nogen købstad, og sagsøgeren derudi vil søge sin betaling, da skal rettens betjente sammesteds straks gøre eksekution efter højeste rettes dom.
Dog hvis nogen, som er skyldig, har sine midler i København, da skal den rettes betjente, hvorunder han svarer, straks og på lige måde, som før er mælt, befordre sagsøgeren til eksekution.
Hvis enten fogeden, landsdommerne, eller ridemændene, gøre sagsøgeren nogen ophold herudi, da skulle de selv oprette sagsøgeren sin skade, og betale kongen deres faldsmål.
Men er nogen af kongens højeste ret tildømt at lide på sin person til fængsel, fordj han har ikke holdt maning, eller efter sin æres forskrivelse betalt sin kreditor med rede penge, og han ikke straks retter for sig, efter at dommen ham forkyndet er, da skal hver steds øvrighed, amtmændene på landet, og byfogeden i købstæderne, være forpligtet til, straks de med højeste rettes dom ansøges af sagsøgeren, at være ham på hans egen bekostning behjælpelig, at den skyldige pågribes, og sagsøgeren til fængsel leveres på et ærligt sted at anholdes.
Og skal amtmændene have den myndighed i deres amt, at, i hvem de dertil bruge og forordne ville i det herred, eller birk, hvor den skyldige bor, eller sig opholder, skulle de med herreds- og birkefogeden det efterkomme, i hvis tjenere de og er, under fire lod sølvs straf af hver, som herudi ulydig befindes, til næste hospital. Den samme myndighed bør og byfogeden at have i købstæderne over gemene folk, om byen ikke har byens tjenere, som ham derudi kunne være behjælpelige.
Og må så sagsøgeren ham i et ærligt fængsel indsette på sagsøgerens egen bekostning, indtil han retter for sig-
Og skal den, som på fængslet varer, og den skyldige i sin forvaring tager, gives af sagsøgeren for sin umage at vare og spise den fangen hver uge et halv lod sølv, og den fangen til sin underholdning et lod sølv.
Det samme er og at forstå, om nogen for andre sager kan være dømt til at pågribes, eller lide fængsel.
Er nogen tildømt andet at efterkomme, såsom regnskab at gøre, arv, gods, eller andet fra sig at lægge, eller andet sådant, og han det ikke til forelagte tid efterkommer, da må sagsøgeren have magt med stedets øvrigheds hjælp ham at anholde, som tilforn mælt er, og han betaler til kongen sit faldsmål.
Er og nogen tildømt at stille borgen, eller borge for sig selv, eller sagsøgeren ikke ved nam, eller indførsel, kan nå sin betaling, da bør den skyldige, enten at lide på sin person med fængsel, eller stille så nøjagtig kaution, som sagsøgeren kan være forsikret med.
Dersom den skyldige undstikker sig, og vil ikke lade sig finde, eller han undkommer for dem, som ham anholde ville, da skal der på trende landsting næst efter hinanden lyses efter ham, og hvis han ikke efter tredie lysning straks indstiller sig hos sagsøgeren, da dømmes han at miste sin ære, indtil han fornøjer sagsøgeren, eller sig i fængsel indstiller.
Gør den skyldige modværn, når man ham vil anholde, da har han dermed mist sin fred, som den, der sig imod retten opsætter.
Fanger han skade derover, have skade for hjemgæld.
Den som er dømt til voldsbøder, eller andet sådant, og ikke retter for sig inden seks uger efter dommens datum, han far som fredløs mand, og betaler til kongen sit faldsmål.
Når nogen for trolddom, eller for drab, er dømt fra sit liv til hjemting, da skal dog efter samme dom ingen eksekution ske, før end den af landsdommerne, eller overretten bliver ved magt kendt.
Og dersom den beskylte, eller hans slægt og venner, ikke vil stævne sagen til landsting, eller overret, da står det sagsøgeren frit for der endelig dom at tage.
Alle misdædere, som blive dømte, enten fra liv, eller ære, skulle, efter endelig dom falden er, uden videre forhalning straks udstå deres straf.
Men dersom kongens befalingsmand, eller anden øvrighed, eller og dommeren selv, for samvittighed, eller anden vigtig årsag skyld, kunne have betænkende at lade nogen henrette, da skulle de kongen derom ufortøvet søge, og sig siden efter kongens svar og vilje forholde.
Sagsøgeren, eller husbonden, skal tilbyde den, som rettes skal, seks dage tilforn præsten, som ham i hans siels saligheds sag skal undervise, og ham sakramentet meddele, om han det begærer.
Når nogen dom er indstævnet til højere ret, og stævningen for dem, som ekssecution gøre skulle, fremlegges, da bør der ingen eksekution at ske efter samme dom, før end derpå bliver kendt af højere ret.
Særdeles skal ingen misdædere, som begærer for retten, når dom over ham fælt er, eller samme dag, at indstævne sin sag til højere ret, i bødelens hånd antvordes, før end sagen for højere ret indkommer, og der på den bliver kendt.
Understår dommeren og vederparten sig herimod at gøre, da skulle de være den samme straf undergivne, som den beskylte har udstået, dersom det befindes, at han er uskyldig straffet.
